Hvad de troede på

Da Kristian Kokholm Bjerre, og efter ham hans bror Peder Kokholm Bjerre, besteg den flagsmykkede talerstol i Store Bjerre på slægtens fødselsdag i juli 1898, kendte de begge den forsamling, de skulle tale til, for de havde gjort det de hundrede gange før. Den ene var præst og højskoleforstander, og blev nogle år senere medlem af folketinget, den anden havde allerede været folketingsmand i et par år, var foregangsmand på snart sagt alle landbrugets og folkeoplysningens områder, og dertil ejer af en stor gård, som han hverken havde arvet eller giftet sig til. De to brødre var hver for sig ideelle repræsentanter for det tidehverv, man oplevede i disse år. Når deres ældre bror, Ålborgprovsten Jens Kokholm Bjerre, der var Bjerreslægtens første akademiker (Kristian var den anden) ikke var indbudt som taler, skyldtes det nok, at han sad i landstinget for det forkerte parti: han var højremand. Ved fødsel og opvækst hørte de til samme befolkningslag som tilhørerne, deres hjem var gården Kokholm i Tørring ved Lemvig.

Hvem var de?

Nu stod de så her i haven med en tilhørerskare på op imod tre hundrede, hvoraf så at sige alle i de midaldrendes række hørte til i gruppen: kristne, danske bønder af Venstre og deres hustruer. Kun én af de godt 60 fætre og kusiner i 6. slægtled var gået over i degnenes række: Bertel Jacobsen Bjerre fra Nissumby var lærer i Lomborg, og to kusiner, fra Ejdal og Tvis Kloster, var gift med landsbylærere. Niels fra Nissumby var kreaturkommissionær, et erhverv knyttet meget tæt til landbruget. Et par kusiner var gift med værtshusholdere og en tredje med en købmand. Men slægtens mænd var endnu i denne generation en næsten homogen gruppe af landbrugere.

Når man gik til de unge i næste slægtled, de mellem et og to hundrede fætre og kusiner, der var gamle nok til at deltage, var det en lidt større gruppe, der havde bevæget sig bort fra landbruget; men mange var naturligvis i landbrugsbeslægtede erhverv, f.eks. mejeridrift. Kusinerne stilede mod kvindens mål: ægteskabet, og næsten alle anvendte hele deres ungdomstid på at dygtiggøre sig til den fremtidige husmodergerning, enten hjemme eller i andre hjem. Kun en ganske enkelt af dem havde i 6-7 år før sit ægteskab været forskolelærerinde.

Folkemødernes tid

Grundtvig 1783-1872

Og som talerne havde talt til lignende forsamlinger før, ved vennemøder i grundtvigske kredse, ved grundlovsfester, ved havemøder om sommeren og i forsamlingshuse, kroer, eller gårdenes storstuer om vinteren, sådan havde tilhørerne, alt efter alder, deltaget i et meget stort antal lignende møder. Det var tiden efter 1864, hvor man dels samledes om det nationale, dels i hele landbefolkningen søgte at opbyde alle kræfter til en dyst med byernes dominans, først og fremmest gennem tilslutning til den politiske kamp. Hvad havde man ellers fået den fri forfatning og stemmeretten til, om ikke den skulle bruges? Det var således to generationer af landets bondebefolkning, talerne havde foran sig, og selvom det måske var første gang, de mødtes, kendte begge parter det kristeligt-folkelige budskab, som ville blive fremsat. Forskellen lå alene i personen, der fremførte det, og måden hvorpå sagen blev drejet og set fra en ny vinkel.

Det var en ny tid med nye idealer, nye former for samvær mellem folk. I første halvdel af århundredet, dengang det var Christens og Marens sønner og døtre, der bestemte, gik man ikke til forsamlinger. Jo, nogle gjorde, men de var få. Det var de gudeligt vakte, som der var en del af i Fousing og længere nordpå oppe ved Limfjorden. Men dem havde folkene i Store Bjerre og Overgård åbenbart aldrig haft tiltro til, de blev ved deres præst og kirke i sognet. Og politiske møder og alskens oplysning havde der af gode grunde heller ikke været.

Arbejde eller kristelige sammenkomster

I den midaldrende og ældre del af forsamlingen i Store Bjerre denne sommereftermiddag var nogle meget bevidste om netop dette forhold, fordi de havde mødt modstand fra deres forældres side, da de begyndte at vende sig udad mod de nye toner. De ældre havde set det som en trusel mod hjemmets, det vil sige faderens, autoritet. Hidtil havde der kun været kirkegangen om søndagen. Nu kom de unge og ville gå til møder om hverdagene; hvor skulle det ende? Og ekstra vanskeligt var det jo at sætte sig imod, når det var præsterne, der kaldte til bibelkreds eller andre sammenkomster.

Yngre Niels i Nissumby oplevede ligefrem, at Jacob, da pastor Lund aflagde et besøg hjemmet, sagde til præsten, at "han havde det imod de opvakte og hellige, at de ikke ville bestille noget", hvilket Lund dog protesterede imod. Niels fortsætter: "Far mente altid, at arbejdet blev forsømt ved at gå med til disse møder, det ville ende med fattigdom for os yngste søskende."

Set med nutidsøjne er det vanskeligt ikke at drage sammenligninger til forhold i undertrykte nationer og befolkningsgrupper i vort eget århundrede. I Sydafrika var der i apartheid-tiden et utal af kirkelige grupper; så længe alt hvad der smagte af politik var strengt forbudt, frembød de næsten de eneste muligheder for den sorte befolkning til at samles legalt. - I en periode før murens fald spillede kirkerne i Østeuropa en stor rolle som samlingssteder for den passive modstand. Og tænker man på Latinamerika, falder udtryk som "befrielsesteologi" straks på tungen, når man forsøger at sætte ord på det, der skete i den vestjyske landbefolkning i sidste tredjedel af forrige århundrede.

Tonen fra himlen

Hvis vi ikke vil nøjes med tallene for, hvor mange Bjerrer der medvirkede ved valgmenighedernes oprettelse, må vi ty til de to brødre Jens Sandholm og den yngre Niels fra Nissumby. Jens’ beretning om sin kristelige vækkelse ved en skolevenindes begravelse, da han er 13-14 år lyder:

"Da hørte jeg for første gang Tonen fra Himlen, forstod, at kristendom ikke blot er en samling lovbud og paragrafer, som vi må holde, om det ikke skal gå os ilde, men at den er lys og fred og glæde, ja, over al forstand..."

Ordene er udformet af den gamle Jens, der har sit liv og dets faste forankring i kristentroen som ballast; som stor dreng havde han selvfølgelig ikke kunnet udtrykke sin oplevelse lige så klart.

Nogen rigtig fremgang for denne nye "tone fra himlen" kom der dog først, efterhånden som der kom nye præster til egnen i 1860'erne, unge teologer, der var optaget af at udbrede Grundtvigs "kirkelige anskuelse". I modsætning til tidligere tiders præster, der havde holdt en vis afstand til sognets jævne beboere, var den nye generation af præster indstillet på at komme landbefolkningen i møde på en helt anden måde, både i sprog, i påklædning og i daglig omgangsform, hvor de søgte at være så lidt højtidelige som muligt. Det var noget, som de unge landboer syntes om, men som måske ikke altid gav præsterne den korteste vej til de ældre; de var fra barnsben opdraget til at anskue præsten som en person, der ifølge sit embede var hævet over bondebefolkningen.

På Lemvigegnen kom Markus Lund til at spille en stor rolle for den grundtvigske vækkelse efter sin ansættelse som hjælpepræst i 1864. Jens forlod som 25-årig Nissumby for at tage ned til sin nyerhvervede gård på faderens barndomsegn, og snart efter skulle han giftes med sin elskede Mette; alligevel lyder hans afskedsord: "der var noget her, jeg dybt ville savne ... Pastor Lund, han var grundtvigsk præst, en jævn og folkelig mand med gode evner til at komme i personlig forbindelse med folk. Ham var vi blevet kendt med og grebet af hans jævne, dybe og varme tale om det folkelige og kristelige."

Netop denne sammensætning: "det folkelige og kristelige" giver forklaringen på den store betydning, de grundtvigske præster fik: de kom med det rette budskab til den rette tilhørerskare på det rette tidspunkt. De foregående 15-20 år havde været stormfulde, med først en sejrrig krig 1848-50, derefter en politisk frihed, som langtfra alle havde ønsket, og til slut et svidende og tragisk nederlag i 1864, med et politisk og økonomisk svækket Danmark til følge. Intet under, at i hvert fald hele ungdomsgenerationen måtte vende sig søgende efter et nyt budskab. Og her trådte så det nye kirkelige element ind på scenen: det var ikke længere små uofficielle kredse, hvor det glade budskab blev forkyndt af omrejsende missionærer, det nye, glade budskab blev forkyndt i statens egne kirker og af dens egne præster.

Det nye kristenliv

Den grundtvigske bevægelses kerne bygger på Grundtvigs såkaldte "mageløse opdagelse" fra 1825, hvorefter den kristne menighed og de bekendelsesord, den anvender ved dåb og nadver, er det bærende element i den sande kristentro. Ikke bibelen og ikke præsterne, men menigheden med dens tro og bekendelse er det, der har båret kristendommen fra oldkirkens dage frem til nutiden. Denne opfattelse giver menigheden en helt ny betydning og identitet; den er ikke blot modtager af Guds nåde gennem Jesus Kristus, den er tillige ansvarlig og medskabende, for kun gennem menighedens bekendelse ved barnedåb og altergang bevares og fortsættes livet i "den levende kirke", der dybest set er ganske uafhængig af staten og dens kirkeindretning.

At der findes en statslig kirkeordning er en praktisk foranstaltning, men uden menigheden og dens gentagne bekendelse gennem "det levende ord", dvs. trosbekendelsen og indstiftelsesordene til dåb og nadver, ville statskirken blot være en tom skal eller en klingende bjælde. At gå i kirke var derfor ikke som tidligere blot en kristenpligt, men en medskabende og bekendende handling. I denne sammenhæng spillede Grundtvigs salmer, ikke mindst helligåndssalmerne, en enorm rolle. Hvad man måske ikke altid fattede betydning og rækkevidde af rent forstandsmæssigt, det forstod man gennem salmernes poetiske sprog, der talte til hjerte og følelse.

Præsterne og det folkelige liv

Havde nu de unge grundtvigske præster holdt sig til at være prædikanter, var de ikke blevet de banebrydere og igangsættere, som de blev. Men hånd i hånd med den nye generation af lærere, der var kommet til Vestjylland fra o. 1860, var mange af dem tillige foregangsmænd på oplysningens og foreningslivets områder. Det medførte en folkelig vækkelse, der satte sig spor på næsten alle dagliglivets områder.

I senere tiders opfattelse af perioden har man ofte kædet andelssagens fremgang sammen med vækkelsen og begejstringen hos de mange hjemvendte højskoleelever, men der blev i disse sammenhænge arbejdet utrætteligt og uegennyttigt af folkeligt-kristeligt vakte i langt større tal; det var endnu de færreste, der havde haft råd til at komme på højskole. Det var heller ikke nødvendigt for at komme med i den bevægelse, der blev båret frem af grundårsagerne: Danmarks nederlag i 1864, og den deraf følgende nødvendighed for arbejde på alle fronter for det fælles bedste.

Grundtvigs tale om de forskellige folks opgaver, og hans stærke fremhævelse af bondebefolkningen som landets stærke og urgamle marv kunne, fremsat på rette måde, få tilhørerne til at gå ranke ud af forsamlingssalen, selvom de gik hjem til en både slidsom og økonomisk tynget hverdag. Den folkeligt-kristelige tale gav bondebefolkningen et håb om en farbar vej ud af vanskelighederne, blot man stod sammen om opgavernes løsning.

Ufredens og oprørets apostle

I det politiske liv skærpedes kampen mellem Højre og Venstre, og det var af uvurderlig betydning for bønderne, at de i præster og lærere havde gode rådgivere, som for fleres vedkommende gik aktivt ind i det politiske liv. Men at det også kunne føre til spændinger med mere konservativt indstillede elementer i sognene var selvfølgelig uundgåeligt.

Da pastor Markus Lund efter nogle år i Lemvig var blevet sognepræst i Fjaltring, beklagede stedets konservative lærer Møller sig gang på gang til kredsens folketingsmand, Højre selvfølgelig, og bad ham arbejde for præstens snarlige fjernelse fra embedet, og for at give nogen virkning skulle pastor Lund "helst langt bort".

Det sidste synspunkt var ganske rigtigt, for med loven om sognebåndsløsning føltes afstandene ikke længere som en hindring, når det gjaldt at høre en præst, man virkelig følte sig knyttet til. Flere af Nissumby-familierne løste sognebånd til Markus Lund og kørte hver søndag den lange vej til Fjaltring. I sommertiden holdt Lund meget velbesøgte folkelige møder i præstegårdshaven, og dertil kom vennemøderne i købstæderne, hvor deltagerantallet løb op i mange hundreder, når blot der var tilstrækkeligt store forsamlingssale.

Set fra magthavernes synspunkt var det imidlertid ikke nogen uproblematisk udvikling. Den stærke betoning af den enkeltes kristeligt-folkelige ansvar og den deraf følgende sammenkobling mellem kristelig vækkelse og politisk-medborgerlig vækkelse til dåd for almenvellet medførte næsten uundgåeligt en støtte til Venstres sag. Derfor var visse embedsmænd i København såmænd enige med lærer Møller i Fjaltring: lad os få dem, grundtvigianerne, fjernet, og helst langt bort.

Det betød, at da den første generation af grundtvigske præster efter 10-15 års tjeneste i Vestjylland søgte til mildere egne med mere velbetalte kald, viste det sig nærmest umuligt for de grundtvigskprægede sogne at få dem erstattet med nye præster af samme kirkelige opfattelse. I et enkelt tilfælde førte det til en ganske grotesk situation, som endte med dannelsen af en valgmenighed, skønt det slet ikke var det, sognemenigheden havde ønsket sig.

Er denne præst venstremand?

I Bøvling havde den gamle pastor C. Dreyer fra 1870 holdt en ung grundtvigsk kapellan, Jes Jessen, der i modsætning til sognepræsten kunne fylde kirken. Ved Dreyers afgang i 1874 ønskede et meget stort flertal at få Jessen som sognepræst, hvorfor man sendte en adresse rundt, som ikke færre end 70% af menigheden skrev under på. Desuden blev Jessens ansøgning støttet af både provst og bisp.

Men sognets lille gruppe af missionsfolk lå ikke på den lade side, de stillede med en modadresse, underskrevet af 17 personer. Til sammenligning havde Jessen-listen 240 navne. Og dog blev missionsfolkenes adresse udslaggivende, sikkert fordi en af underskriverne var bror til kredsens folketingsmand, gårdejer Chr. Aaberg, som med årene var blevet Højre. Grundtvigianerne havde oven i købet været i København med deres andragende og to mand høj haft foretræde for selveste kong Chr.IX. Da bonden Mads Agger havde læst menighedens adresse op, spurgte kongen: "Er denne præst venstremand?" "Ja, det tror jeg, han er," lød svaret. "Hører han til de såkaldte grundtvigianere?" var kongens næste spørgsmål. Hertil svarede Mads Agger: "Ja, det er derfor, vi ønsker ham som præst". Men da kongen hverken brød sig om venstrefolk eller grundtvigianere, og Jessen åbenbart var begge dele, blev audiensen af kort varighed.

Denne stærkt udemokratiske afgørelse vakte stort røre ikke blot i Bøvling, men i grundtvigske kredse i hele landsdelen; trods ringe økonomisk grundlag fik man dannet en valgmenighedskreds og bygget kirke, så pastor Jessen kunne begynde som valgmenighedspræst i 1875. De grundtvigske tilhørere, der flokkedes om Jessen i Bøvling og Markus Lund i Fjaltring, har sikkert opfattet denne udgang på sagen som en triumf for folkets retfærdige frihedskrav. Men man havde samtidig erfaret, hvor dyrt det var, når man skulle stå på egne ben. Sognebåndsløsning til en grundtvigsk præst ikke alt for langt borte var en anderledes nem sag.

Lemvig og Holstebro Valgmenigheder

Der var langt til Fjaltring og nogenlunde samme afstand til Bøvling for de grundtvigske i Nissum og Lemvig, og efterhånden opstod tanken om at få en valgmenighedskirke i Lemvig. Det blev til virkelighed i 1883, og man enedes med Bøvling menighed om præstefællesskab, hvilket også var en lettelse for den ikke særligt velhavende kreds i Bøvling. I Lemvig valgmenighed var mange af de omkringboende Bjerrer aktive, og i menighedens egen beretning nævnes Mette Sandholm, gift med Jens Jacobsen Bjerre i Sandholm, som en af de tre betydningsfulde kvinder, der trak det store læs i arbejdet med menighedens oprettelse.

Holstebro Valgmenighedskirke efter ombygningen i 1906

I Holstebro havde man i en årrække afholdt meget velbesøgte vennemøder, der oprindelig var startet af en kreds af grundtvigske præster på egnen. Talere ved vennemøderne var de samme præster eller kolleger fra andre egne af landet, og desuden omfattede dagen også en gudstjeneste i sognekirken. Men først i 1880’erne nægtede den indremissionske sognepræst at udlåne sognekirken til vennemødegudstjenesten; det førte til, at den store kreds, der sluttede op om vennemøderne, besluttede selv at bygge en beskeden kirke. I de første år efter indvielsen i 1885 havde man ikke egen præst; det var pastor Jessen fra Bøvling, der nu også havde Lemvig Valgmenighed at betjene, der kom og holdt gudstjeneste hver tredje søndag.

Da menigheden efter et par års forløb besluttede at få egen præst, faldt valget på den 37-årige teolog Morten Larsen, der forinden havde været præst i 4 år for den dansk-norske kirke i Paris, siden havde været lærer ved en lille højskole i Æbeltoft. Morten Larsen blev Holstebro Valgmenigheds præst i 40 år, og hans betydning blev overordentlig stor.

Blandt valgmenighedskredsens medlemmer var der mange, som hørte til i Bjerreslægtens stamtavle, omend de langtfra alle hed Bjerre. Her må det være nok at nævne Mads B. Bjerre, Store Bjerre, som en fællesnævner for den gruppe indenfor slægten, der var stærkest påvirket af Grundtvigs idéer om den kirkelige og folkelige frihed.

Kirke og mejeri

Forskellige kirker, men samme andelsmejeri

Når alt dette er fortalt om tilhørerne i Store Bjerres have den eftermiddag, bør det huskes, at valgmenighedsfolkene, med hele deres optagethed og aktive medleven på det offentlige livs mange områder, kun omfattede en vis del af slægtens medlemmer. - En stor del af slægten var almindelige sognekristne, og endelig var der Ejdalerne, som var nært knyttet til Nørre Nissum Højskole, der var præget af Indre Mission. Men var der end disse forskelle i opfattelsen af kirke- og menighedsliv, tyder al overlevering på, at de alle var Venstre, at de havde en stærk tro på landbruget som landets bærende erhverv, og på at bønderne følgelig burde indtage deres selvfølgelige plads i rigets styrelse.