Bertel Jacobsen Bjerre, født i Nissumby
i 1842, blev
slægtens første lærer. Fra 1873 - 1913, en periode på 40 år, virkede
han i Lomborg sogn. Dengang var det ikke noget ualmindeligt åremål for en førstelærer;
havde man først fundet sig et embede, og kunne man komme overens med befolkningen, blev man der, for
førstelærerembeder hang ikke på træerne. I denne periode, hvor så mange store
forandringer brød igennem i landdistrikterne, for en stor dels vedkommende båret frem af de dygtigste
og mest energiske i lokalområderne, kunne en lærer få uvurderlig betydning for hele sognet; i
nogle tilfælde rakte hans indflydelse endnu længere ud, for eksempel hvis han gik ind i politik.
Bertel og hans kone Ane Kathrine blev et meget afholdt lærerpar,
så meget, at deres billeder hang i ikke så få af sognets hjem. "Degne konen" blev en myte, hun
kunne simpelthen alt, lod det til. Hendes legendariske bedrifter i såvel praktiske sager, hvor hun med sine
børn til hjælp fik opdyrket hedegården Lomborg Kirkegård, som på det ånde
lige livs områder, hvor hun diskuterede afholdssag med sognets præst og vandt over ham, gav efter
hendes død stof til en novelle i jysk
mundart, vel beregnet til oplæsning, f.eks. i forsamlingshuse og ved præstefruens sykreds. Havde Ane
Kathrine set den, var den aldrig kommet ud. Hun havde uden tvivl givet forfatteren ren besked, for sådan var
hendes vane.
Hvorfor blev Bertel degn?
|
|
I 1907 holdt sønnen Mads, gårdmand i Lomborg
Kirkegård, en tale ved faderens 65-års fødselsdag, hvor han prøvede at stille
spørgsmålet: Hvorfor blev far lærer? Hans svar lød: "Vi kan tænke på den
tid, han var en lille dreng, og Ingemanns sange begyndte at lyde også i Nissumby, de kønne, fredelige
aftensange om Guds skønne natur. Man kunne synes, det var underligt, at han kunne få lyst til at
blive degn. I den tid var degnene vist ofte nogle tampemestre og vigtigpetere; Holbergs Per Degn brovtede sig af,
at han kunne synge højere end 8 andre degne. Sådan en skryder var det vel ikke en lyst at blive. Men
far har vist den gang kunnet se noget skønt ved at tale med de små børn og leve blandt dem."
Det er en smuk og poetisk forklaring, og indeholder uden tvivl også en del af sandheden; men - Bertel havde
i virkeligheden ikke ret mange andre muligheder. Ligesom den to år ældre Niels Kristen var han en sart
dreng, der ikke klarede de store strabadser, hverken i leg eller arbejde. Han tålte i hvert fald ikke, som
Jens Stokholm og yngste Niels, at blive sendt med svin til Tønder i 11-12 års alderen for at blive
hærdet til livet som bonde eller handelsmand.
Jacob havde sat den ældste Niels i tømrerlære, men også det ville være for strengt for Bertel, og praktisk var han heller ikke. Derfor, hvis han ikke ville blive en af de
stilfærdige, ugifte sønner, som havde livslangt ophold i deres fødegård, et ikke
ualmindeligt fænomen i de tider, måtte han vælge at blive degn. Det var udvejen for dem, der
ikke kunne bruges til noget bedre.
Efter krigsudbruddet i efteråret 1863 blev Bertel taget på sessionen i Lemvig. Men han var alligevel heldig, for sidst
på sessionsdagen lykkedes det for hans far at købe et frinummer til ham.
Men tidligere på året havde han været endnu heldigere: pinsedag var han blevet forlovet med Ane
Kathrine Bertelsen, en ualmindelig stærk og livsduelig pige fra Fiskbæk i Gudum. Det blev en
forbindelse, der varede til Ane Kathrines død i 1905, og i alle de godt og vel fyrre år var hun den,
der tog de store tag, mens han blev skånet for en masse af livets slæb og bryderier.
Ane Kathrine var ligesom Bertel født i 1842. Fra
lille pige lærte hun at nytte sin tid for at tjene penge; før skolealderen begyndte hun at kniple og
blev så ferm til det, at hun kunne sælge sine arbejder og tjene ikke så lidt ved det. For at det
ikke skulle føles uretfærdigt overfor en jævnaldrende søster, der vogtede køerne
hjemme på gården, skulle hun dog dele sin fortjeneste med hende, bestemte forældrene.
Hænderne var altså skruet rigtigt på, som man sagde dengang, men også hovedet var prima.
Som en søn fortæller: "I skolen var hun fremmelig og blev fremhævet meget af lærer
Dalgård. Hun var hans bihjælper (assistent), skulle stoppe hans pibe osv. Dalgård var meget god
til at give børnene kundskaber i stil og regning, hun var altid stiv i den store tabel;
religionsundervisningen var præget af pligt og lov."
Da Ane Kathrine tidligt udviklede en stærk og viljefast personlighed, er det selvfølgelig ikke
tilfældigt, at det følgende træk er blevet husket: "Ved en eksamen blev hun hørt i et
hovedregningsstykke af møller Brockdorf, der var skolekommissionsmedlem. Hun sagde resultatet, men
Brockdorff så galt i facitlisten og sagde, at hun regnede forkert. Så svarede hun: "Det bliver, som
jeg siger", hvad der også viste sig, da læreren kom til."- Resten af sit liv fulgte Ane Kathrine denne
devise, og hendes omgivelser lærte at få dyb respekt for den; det blev, som hun sagde!
Efter sin konfirmation tjente hun i Gudum præstegård i 5-6 år, og muligvis var det i denne
periode, hun lærte at spille på orgel, noget, som kom til at betyde meget for hjemmet i Lomborg. Efter
en kort tid i Ålborg som husholderske for en ugift bror kom hun i 1862 til pastor Falkenskjold i Nissum
præstegård, og året efter blev hun og Bertel forlovede.
Bortset fra den følgende myteagtige beretning har børnene ikke rede på, hvordan
forældrene blev kendt med hinanden. En søn fortæller: "De så hinanden i Gudum
præstegård, hvor Bertel gik til konfirmations forberedelse, mens præsteembedet i Nissum var
ledigt. Konfirmanderne kom da ind i præstens stuer for at få et glas vin, og da de var gået
igen, sagde hun: "Nu ved jeg, hvem jeg skal have". Hun vidste dog ikke bestemt, hvor han var fra, men blev glad,
da hun så ham blandt dem, der kom fra Nissumby."
Bertel havde i de ganske unge år et slemt angreb af tyfus, så muligvis er han blevet konfirmeret
sent. - Bertels yngre bror Niels har lidt mere at berette. Efter at have nævnt tyfusangrebet, som "blev
efterfulgt af sygdom i sindet" (kortvarig depression?), skriver han: "Samtidig havde jeg en bror Kristen, som lå syg et halvt år af brystsyge (tuberkulose). Blandt dem,
Kristen var kommet til at holde meget af, var Ane Kathrine fra Fiskbæk i Gudum. Hun tjente i Nissum
præstegård, hvorfra hun tit kom til Nissumby og besøgte den syge og læste og sang for
ham. Hun sang ofte:
"Jeg går så tryg og rolig,
jeg ved en bedre bolig,
min ånd modtage skal."
eller "Når et hjerte er uroligt, banker, stormer, gør alarm" og "Underlige aftenlufte". Med disse
sange var det, som Ane Kathrine indførte et religiøst røre blandt os
søskende."
Kristen døde i efteråret 1863, og muligvis byttede Niels lidt om på rækkefølgen i
begivenhederne, da han nedskrev dem 40 år senere. Men to ting er værd at lægge mærke til:
dels at Ane Kathrine var god til at besøge syge mennesker, måske bede en bøn med dem, og i
hvert fald synge salmer og sange til trøst og opmuntring. Det blev siden en vigtig del af hendes virke i de
mange år i Lomborg sogn. Dels at Niels forbinder det begyndende religiøse røre i
søskendeflokken med Ane Kathrines komme og tiden omkring bror Kristens død. Jens Sandholm
fortæller om samme periode, at han og hans kæreste Mette altid glædede sig til at høre
pastor Falkenskjolds søndagsprædikener, og at de i denne tid lærte så mange nye sange,
hvad der spillede en stor rolle for deres religiøse opvågnen.
Efter at Bertel og Ane Kathrine var blevet forlovede, kom hun i efter
året 1863 til Nissumby som pige, og næste år blev Bertel efter privat forberedelse optaget
på det nye Blågårds Seminarium i København. Hans far havde forgæves prøvet
at få ham til at skifte sind, bl.a. ved at tilbyde ham et lille gårdbrug i Thy; men Bertel var
standhaftig. Endnu på turen bort fra hjemmet (august 1864) forsøgte Jacob en sidste gang: "Det er da vel
ikke din kæreste, som har fået dig til at læse?" Hertil svarede Bertel "Nej!"
I april 1865 kom Bertel hjem, det unge par blev gift i Nissum kirke, hvorefter de straks rejste til
København; nu måtte så Ane Kathrine se at forsørge
den lille familie ved pensionatsdrift. Og det gik: i juni 1867 blev Bertel dimitteret og fik hurtigt plads i
Ålborg. Året efter blev han andenlærer i Vebbestrup nord for Hobro, og fra 1873 blev han
førstelærer og kirkesanger i Lomborg, 7 km sydvest for Lemvig. Her fandt Bertel og Ane Kathrine deres
livsopgave.
Fra Vebbestrupårene fortæller den ældste datter Ane Marie om moderens utrættelige flid for at
forøge de sparsomme indtægter: "Mor syede meget og havde to piger i syløn, men de skulle
også passes op. Jeg husker, at mor kaldte på mig om natten, jeg måtte op at lægge i
kakkelovnen og lave kaffe og vugge Jakob i søvn. Når der var sytøj, hun skulle have
færdig, så lagde jeg silke i nålene, mens vandet kom til kog. Det var de store broderede sjaler,
som blev godt betalt af de velhavende gårdmænds koner. Hun var flittig, og det var meningen, at vi
også skulle være det. Der var størst travlhed, men også de bedste aftener, ind under jul,
og da læste far tit højt af en god bog."
Den sidste jul i Vebbestrup var i 1872, hvor Ane Marie var fyldt 7 om efteråret, mens Ane Dorthea var 5
år. Jakob, der skulle vugges, var født i 1870, så måske det er julen 1871, Ane Marie
husker; da var den lille kaffebryggerske 6 år ...
Også Yngre Niels har minder fra Vebbestrup, omend knap så jordnære. Da nyheden om Grundtvigs
død i september 1872 nåede til Nissum, var Niels ikke i tvivl: han måtte derover. Ved et
tidligere besøg i København havde han hørt den gamle profet prædike i Vartov og
været meget betaget af oplevelsen. Men som så ofte før satte Jacob sig imod sin yngste
søns religiøse "sværmerier", han skulle værsgo blive hjemme og passe sit arbejde. Og
som så ofte før fulgte Niels sit eget hovede. I København mødte han for resten to af
sine brødre, Jens Sandholm og Søren Brunsgård, der havde haft samme idé ...
På hjemvejen aflagde de besøg i Vebbestrup, og herom fortæller Niels: "Da Jens og Søren
rejste, blev jeg tilbage. Min bror Bertel ville, jeg skulle bo der og så
lære engelsk af en lærer Christensen ved skolen. (Niels må altså overfor Bertel have
nævnt sin plan om at blive kreaturkommissionær i England). Efter fire måneders undervisning
kunne jeg stave mig igennem lidt engelsk. Det var en dejlig tid dér, jeg var glad hos Bertel og Kathrine, som jeg havde meget udbytte af at tale med. Min
brors indtægter var små, 300 kr. årligt. Der skulle en dygtig og økonomisk kone til for
at få det til at slå til - men det gik. Foruden mig havde Kathrine en søster i huset. Men som
skik og brug dengang var, kom sognets folk ofte med foræringer, det hjalp altid noget."
Javel ja, og ellers måtte der bare broderes endnu flere sjaler! Ane Kathrine har fulgt sin natur og
været gæstfri ud over alle grænser - og hendes mand har stolet på, at hun, ligesom i
årene i København, kunne klare det hele, hun og børnene
Og det gjorde de så også
i resten af Ane Kathrines tid.
Den religiøse vækkelse, som Bertel tidligt var kommet ind i, gjorde, at han i København
søgte til Vartov kirke for at høre Grundtvig. Det kom til at præge ham for resten af livet.
Skønt ansat i et sogn, der med årene blev stærkt præget af Indre Mission, holdt han fast
i sit grundtvigske livssyn.
Han kunne dog ikke som de andre brødre bare køre afsted for at være med i en grundtvigsk
menighed: som degn og kirkesanger måtte han stå på sin post i Lomborg kirke hver søndag.
Men som en af sønnerne skriver: enten præsten tilhørte den ene eller den anden retning,
så følte deres far sig som "Guds tjener", når han stod i korbuen og sang for.
Som pædagog var Bertel forud for sin tid. Der fortælles intetsteds om hans metoder, men de har uden
tvivl været udmærkede med både fortælling og mange sange; ellers skulle hans sangglade Ane
Kathrine nok også have husket ham på sangens betydning. Desuden spillede han godt på violin. -
Nej, det altafgørende var, at han havde social forståelse. Han vidste, at vogterdrengene, hvor de
fattigste var ude at tjene fra 6-7 års alderen, ofte havde det særdeles hårdt. Når de om
sommeren mødte i skolen kl. 7, havde de været oppe i tre timer eller mere og løbet lange veje
for at flytte får og kreaturer i hedestykkerne. Derfor lod den gode lærer dem sidde og sove i den
første time; så fik de mere ud af resten af formiddagen.
Ane Kathrine som gårdbruger
|
|
Dengang var landbruget på "skolelodden", det jordstykke som fulgte med embedet, en vigtig del af
lærerens løn. Men som nævnt lå landbrug ikke rigtig for Bertel, så det blev Ane Kathrines job at få noget ud af jorden. Hun
gik til opgaven med så stor energi og dygtighed, at der efter få års forløb kunne holdes
langt flere dyr; hun kærnede selv smør og fik, naturligvis, præmie for det. Derefter blev en
lille ejendom, "Kathrinelyst", købt til, men heller ikke det var nok for hende. Efter 10 år i Lomborg
og med en stor børneflok at sætte i vej, ønskede hun at købe en gård.
Herom fortæller Bertels bror Jens Sandholm: "Der kom brev fra Ane Kathrine, at de tænkte på at købe
"Lomborg Kirkegård", men hendes mand ville gerne høre sine brødres mening om det; om de ville
komme derud? - Jo, de mødte godt nok, men disse udprægede lerjordsbønder gik rundt og rynkede
næse ad det meste af det, de så, og da Ane Kathrine efter kaffen spurgte dem, hvad de mente om hendes
planer, trak de på skulderen, kunne ikke bifalde dem. Men da rejste hun sig med myndighed og sagde
stærkt: "Ja, det kunne jeg nok tænke mig, at når min mand fik sine kloge brødre herover,
så ville de råde fra. I skal have tak for, at I kom, men jeg skal være jer mand for, at
gården skal blive købt alligevel!" - Og så slog hun i bordet. Og gården blev
købt."
Brødrenes betænkeligheder var dog forståelige, for af de ca. 65 ha var det meste hede eller
magre græsmarker; der var gamle, faldefærdige bygninger, og besætningen var ringe. Men - i
løbet af de næste 12 år lykkedes det for Ane Kathrine og hendes sønner at få en
manerlig gård ud af den forsømte ejendom; det kostede også et næsten overmenneskeligt
slid, og altid gik hun selv foran.
Af naturlige årsager blev arbejdsstyrken formindsket med årene: Ane Marie blev gift, Ane Dorthea kom ud som lærerinde, den første
i slægten, og drengene tog bort for at uddanne sig. I 1895 blev Lomborg Kirkegård overdraget til Mads Fiskbæk Bjerre, den eneste landbruger
blandt sønnerne; året efter giftede han sig med Martine Engsnap, og for deres børneflok
på 11 blev Lomborg Kirkegård netop den fredlyste plet på jorden, som Ane Kathrine havde
ønsket det. Det blev, som hun sagde - også i dette tilfælde.
Sådan skaber man en slægtsgård
Hvad var det, som drev Ane Kathrine til dette næsten hasarderede
foretagende, var det blot ønsket om at have nyttigt arbejde til børnene? Nej, på ingen
måde - selvom det nok var hendes standardsvar til sognets folk. Det lød jo også både godt
og moralsk, især i en tid, hvor den overordnede målsætning hed: "Hvad
udad tabtes, det bør indad vindes".
I Stamtavle over Bjerre-slægten (1948 og 1978) findes et ganske specielt landkort: "Oversigt over
Bjerreslægtens bopladser på Holstebro- og Lemvigegnen, 2.-6. slægtled", kaldes det. Dette kort
var ikke tegnet op i 1883, men uden tvivl stod det lysende klart for alle Bjerre-mænds og -koners indre
blik: hvem havde gård og jord hvor, og hvad og hvor meget havde de forskellige slægtsgrene.
På denne uhåndgribelige oversigt fandtes også Lomborg Skole, men alle vidste, at det var en
embedsbolig, og at besiddelsen sluttede med Bertels død eller afgang. Dette har Ane Kathrine, selv af
gårdmands slægt, nok tænkt en del over; og spørgsmålet er for hende blevet: hvordan
kunne hun skaffe sine børn og børnebørn en gård, så der var et sted at
fæste bevidstheden til, et hjem at vende tilbage til - rent bogstaveligt på et besøg, eller
blot i tankerne: der har jeg rod, der har jeg hjemme ... Og det hårde arbejde, som hun og børnene
lagde i gårdens opdyrkning i årene fra 1883-95 gjorde, at hele børneflokken fik en slags
ejerskab til den, det blev "deres gård" også, selvom Mads overtog den, og den gæstfrihed, der
siden udvistes overfor søskende og deres børn, blev da også legendarisk.
Ane Kathrine som husmor og som hele sognets madam Bjerre
Nevøen Markus Bjerre fra Sandholm har refereret, hvad hans ældre søskende fortalte ham "om de skønne besøg, de tid efter anden aflagde hos deres
fætre og kusiner i Lomborg skole. Kom de uventet, kunne de godt træffe An Kathrin ved
møgspredning eller andet ugejstligt arbejde og meget dagligdags klædt, og det kunne godt være
kendeligt i stuerne, at her gik husmoderen ikke og puslede med afstøvning og andet pilleri hele tiden; men
det gjorde intet skår i glæden, de fik altid en strålende modtagelse, og i løbet af nul
komma nul var stuerne i orden og maden på bordet."
Skade, at Bertels morfar, Søren Overgård, aldrig
mødte degnekonen ved møgspredningen eller tørvearbejdet i mosen, eller når hun anlagde
læhegn omkring haven eller plantagestykker i heden, for det ville rigtig have passet ham: Bertel havde
fået en prima kone!
Nu var der måske også dem i sognet, der fandt, at degnekonen ikke "anså sin stand" - og havde
hun kun været en slidernatur med overmenneskelige kræfter og umættelig sult efter hårdt
arbejde, så var hun ikke blevet husket. For i de tider var der mange, som sled sig op for at bringe fremgang
til børnene. Men Ane Kathrine havde en medmenneskelig varme og et åndeligt overskud, så hun ved
siden af alle sine egne gøremål, og derforuden en del højtflyvende planer, også kunne
overkomme at leve med i andres trængsler. Hun blev hentet ved sygdomme og barsler, eller når ondt
hændte. Man vidste, at hun altid var til rede, når andre havde brug for hendes hjælp.
Med årene udviklede hun sig til noget af en "klog kone". I nabogården hændte det engang, at
konen stak sig på en bi-brod og næsten straks blev meget dårlig. Sønnen kunne se, at der
behøvedes hjælp snarest; men at køre til Lemvig efter læge ville tage meget lang tid,
så i stedet hentede de madam Bjerre.
Så snart hun så den syge kone, der nu var begyndt at blive blå i ansigtet, udbrød hun:
"Det er forgiftning, hun skal have urin". Det blev fremskaffet, og ved hjælp af en flaske tog madam Bjerre
fat på at hælde det i den syge, et besværligt job, da nabokonen nu var så dårlig, at
hun næsten ikke kunne synke; men ned kom det - det gjaldt jo liv eller død. Efter
omstændighederne kom nabokonen hurtigt over det, men havde madam Bjerre ikke været der med sin
snarrådighed og kunnen, var hun sikkert død, slutter
beretningen.
Når et hjem blev ramt af dødsfald, kom hun så sikkert som amen i kirke. Det hed sig om hende,
at ingen forstod at trøste som hun. Den ældste datter, Ane Marie, fortæller: "En gang jeg var
med mor i kirke, sang hun så højt: "Livets bog har mange blade, snart er vel det sidste vendt". Der
skulle begraves et lille barn fra Nordenkjær efter kirketid. Jeg skulle skynde mig hjem og lave mad til far,
men mor gik hurtigt til Nordenkjær. Konen lå endnu i barselseng, og da mor kom hjem, var hun så
glad ved, at hun var gået derop."
Ved sådanne lejligheder satte Ane Kathrine sig ofte til orglet og sang en salme; det var i kristentroen,
hun hentede styrken til sin aktive deltagelse i livet, både i arbejde, glæde og sorg. Hun og
børnene sluttede sig nær til valgmenigheden i Bøvling, hvortil Bertel dog ikke kunne
følge dem på grund af sit embede.
Overfor denne evne til at dele andres sorger stod en stærk vilje til at skabe fest og glæde. Der blev
holdt stort juletræ for børn og voksne i skolen 3. juledag, og om efteråret blev der fejret
høstfest; ved begge lejligheder blev der danset i skolestuen. Desuden blev der i Ane Kathrines tid afholdt
talrige møder af forskellig art; et forsamlingshus fik sognet først i 1908-09, så det
nåede hun ikke at se.
Efter nogle år med en håndskreven Brevdue forsøgte man i 1903 med en trykt julehilsen, hvortil
Bertel skrev en poetisk indledning. Efter 1903 fortsatte man i Lomborg-familien med at sende sin egen
håndskrevne julehilsen rundt, "Vor Julehilsen" hed den, og nogle af de vigtigste årgange, f.eks. ved
jubilæer eller efter dødsfald, blev trykt.
Heri er bevaret nogle af Bertels taler til høst- og juletræsfesterne, alle præget af hans
levende kristentro; tillige er der en mængde af hans kønne sange til forskellige lejligheder, meget
ofte skrevet til en kendt salmemelodi. Og samtidig var degnefolkene altså så grundtvigske, at der blev
sluttet med dans: gudstro og sund livsglæde gik hos dem hånd i hånd.
I denne periode, på næsten alle områder en brydningstid, var flere af Bertels brødre
meget aktive i forskellige sammenhænge. Bertel lagde sine kræfter i afholdssagen, et arbejde, som der
var hårdt brug for i sognet. En af de mere muntre historier
om en af Lomborgs fylde bøtter, "Mads Degn", lyder som følger:
"Mads Degn havde en stor svaghed for brændevin. Engang hans kone lå tilsengs, var han blevet så
fuld, at han bankede hende med et hjemmebagt rugbrød, så hun fik knækket flere ribben. Madam
Bjerre tog straks affære, fortalte ham, at det kunne ikke blive ved; om han ikke kunne drikke noget mere
hjemmebrygget øl og noget kaffe i stedet for brændevin? Mads Degn lovede bod og bedring, og det holdt
også et stykke tid, men en sen sommeraften faldt han igen tilbage til brændevinsflasken og gik nu og
dinglede på vejen nord for skolen.
Han var i det humør, hvor modet vokser vildt og voldsomt, og da madam Bjerres formaninger randt ham i hu,
dinglede han ned til skolebygningen; nu skulle hun få svar på tiltale. Han fandt frem til
sovekammervinduet, bankede hårdt på og råbte: "Madam Bjerre, madam Bjerre! A vil skid i di
kaffe og pes i di øl, for a vil ha brændevin!" Efter denne salut forsvandt han igen."
Ane Kathrine og hendes børn
|
|
Børnene skulle have uddannelse, derom var moderen ikke i tvivl, problemet var blot: hvordan skaffe penge
dertil. Sønnen Mads giver i sit digt, "Min Moder og Lomborg Skole", et
kærligt-humoristisk billede af sin mors aldrig hvilende omhu, mens hendes hovede snurrer med store planer.
Det er lige før jul, og der er travlhed i køkkenet, men så kommer moderen ind med kaffe og
friskbagt brød:
"... og hviler sig lidt og siger et ord,
hun tørrer sit ansigt to gange for sved,
så dråberne trille på halsen ned:
"Ja, når jeg nu får den travlhed til side,
og så vi kommer efter juletide,
så rejser jeg over til ham, vor
minister,
der må være penge i statens kister,
så må mine drenge på hans lister."
Sønnerne har sikkert stillet sig noget tvivlende overfor denne utraditionelle fremgangsmåde, men Ane
Kathrine lod det ikke blive ved idéen; efter jul fulgte hun med dem til København. Den
teologistuderende Bertel giver følgende billede af hendes rundgang:
"Hun gik en morgen ud sammen med os for at tale med pastor Hoff i Vartov og bede ham hjælpe os til nogen
understøttelse. Jeg var misfornøjet og skældte ud på vejen, hvorfor hun sagde: "Kan du
ikke lade være med det, vil jeg ikke have dig med". "Så vil jeg heller ikke med", svarede jeg og gik
tilbage. Mor og Peder Lund gik så til Vartov, og pastor Hoff indbød os begge til middag hos sig hver
onsdag eftermiddag." - Men pastor Hoff lod det ikke blive ved middagsmaden, nogen tid efter gav han begge de
fattige studenter en 10-krone, hvad der var en ret stor sum dengang.
|
Lomborg Degn og hans familie. Et eksempel på erhvervsdifferentiering i 7.
Slægtled: 1 søn gårdbruger, samt 2 døtre gift med gårdbrugere, 1 mejerist
(senere opfinder og direktør), 1 ingeniør og 2 præster.
|
Det var ikke let, hverken for moderen eller sønnerne. Ingen forstod, hvordan det kunne lade sig
gøre at holde tre sønner til studeringer på en lærerløn (Jakob, Bertel og Peder Lund), og alle har nok givet Markus fra Sandholm
ret, når han skriver: "Men hendes tro og varme var simpelthen uimodståelig; ikke alene gode venner i
sognet, men også gamle, sure pengepugere måtte lukke op for tegnebogen, når An Kathrin
manglede penge til sønnerne. Hun kunne få isbjærge til at smelte, en mor, der strider for sine
børn, er den stærkeste af alle dødelige."
Den stærke mor nåede at se Jakob og Bertel i embede. Peder Lund var en urolig sjæl, han rejste
til USA og fortsatte sine studier dér, men kom i 1905 tilbage og blev præst ved Stevns Frimenighed.
Samme år døde Ane Kathrine ganske pludseligt lige før jul.
3. juledag, som plejede at være dagen for skolens juletræ, blev hun begravet under stor deltagelse
fra nær og fjern.
Bertel fortsatte som lærer til 1913, hvor han kunne fejre sit 40-års jubilæum i Lomborg. Han
levede endnu i 10 år, i "Kirkely", et hus han havde ladet bygge ved Lomborg Kirkegård, stadig i
nær kontakt med det sogn, hvor han havde udført sin livsgerning.
Markus fra Sandholm skriver smukt om ham: "Han virkede
stærkt med sin rene personlighed, så afklaret, som om alt det lave og ringe i verden ikke eksisterede
for ham. Han sagde engang til en af sine sønner, der skulle "ud i verden": "Der skal være så
meget ondt og dårligt i verden, som man skal vogte sig for. Men jeg kan ikke fortælle dig noget om
det, for jeg har aldrig mødt det - "
