Af Jens Sandholms Optegnelser
Blandt den generation, der har været med til at tegne Bjerreslægten i sidste halvdel af 1900-tallet
er to fremragende rejseskribenter, Jens Bjerre og Jørgen Bjerre, som hver på deres felt har
sørget for, at danskernes verden er blevet udvidet. Men der har været andre gode Bjerre-skribenter
før dem.
I 1948 udkom i serien Danmarks Folkeminder: "Bonde og Handelsmand. Af
Jens Sandholms Optegnelser". Det kan virke lidt forvirrende, at forfatteren ikke kaldes ved sit
døbenavn: Jens Jacobsen Bjerre; de to udgivere har i stedet valgt at bruge navnet på hans gård,
Sandholm i Nissum, for som Jens Sandholm var han kendt blandt alle i sin kreds.
Jens Jacobsen Bjerre var dén lille et-årige dreng, som Ane Maries forældre tog med sig hjem fra Nissumby,
dengang Ane Marie lå så farligt syg i 1842, og som derefter blev på Overgård til 1856.
I stedet for en barndom omgivet af søskende i op- og nedadgående retning, Jens var nr. 12 i
børneflokken, kom han til at vokse op som enebarn i Overgård, hvor de nærmeste i alder var hans
fem voksne mostre og morbrødre. Hertil kom i sommertiden de to vogterdrenge, som gården
beskæftigede, indtil Jens blev gammel nok til at erstatte den ene af dem.
Jens var født i 1841, men på grund af opvæksten hos bedstefor ældrene rækker hans
barndomserindringer langt længere tilbage, for han voksede op i en ældgammel bondetradition. Det, vi
kender i svage omrids fra beretningerne om hans navnkundige far, Jacob fra Nissumby, oplevede også Jens som barn og ung. Siden formede hans liv
sig sådan, at et meget langt otium gav ham tid til at skrive sine ungdomsminder ned, og da han var en dygtig
skribent med en god hukommelse, får vi gennem ham et godt indblik i bondeliv i første halvdel af
1800-tallet.
Da det kneb for de voksne at underholde den lille fyr, gav hans bedstemor ham en ABC-bog, allerede da han var fem
år, og når hun om aftenen sad og spandt, sad Jens hos hende; forbavsende hurtigt fik han lært
bogstaverne og også at stave lette ord. Det førte til, at han næste forår blev sat i
skole: det var tidsspilde at gå derhjemme længere, og bedstemoderen så gerne, at drengen fik
lært noget mere end hendes egne børn, der kun var mådelige til skolelærdom. Skal vi tro
Jens på hans ord, var det også en meget tungtvejende grund, at hyrdedrengen for sommeren var ankommet;
de to smådrenge var næsten alt for gode til at finde på lege og spilopper, og det var ikke
meningen. Altså kom lille Jens i skole, 5 1/2 år gammel, og der var 5 km at gå hver
vej.
Skolen var ikke god, for læreren havde nærmest ingen uddannelse: han havde arvet embedet fra sin far
og kun været borte fra sognet i et halvt år for at få lært lidt mere. Når Jens, der
havde et godt nemme for regning, kom til et bestemt sted i regnebogen, blev han standset og sat til at begynde
forfra, for læreren kunne ikke regne længere. Han blev tidligt god til at skrive, var den der
udøvede kunsten smukkest i Overgård, så han blev gårdens faste brevskriver - hvad der nok
var et temmelig overkommeligt hverv.
En gang da han som 9-10 årig havde sendt et brev til en af sine brødre i Nissumby, fik faderen det
at se og udbrød da: "Det ser ud til, at den dreng godt kunne lære noget!" Han tog så til
Overgård for at udvirke, at sønnen blev overflyttet til Sir skole, hvor der netop var kommet en
dygtig lærer. Men her stødte Jacob, der ellers plejede at få sin vilje, på en så
energisk modstand fra svigerfaderens side, at han opgav at føre sit forehavende igennem.
Bedsteforældrene mente, at det var en stor skade, hvis en bonde blev oplært over sin stand. "Ingen af
vore tre sønner kan læse eller skrive nær så godt som den usle dreng", lød deres
indvending. "Degnen i vor skole er en flink mand, vi vil ikke gøre ham den tort at tage drengen ud af
skolen. Nej, det sker ikke!" Og derved blev det: Jens måtte fortsætte i Naur skole, skønt den
forlængst hang ham langt ud af halsen.
"Nu kan man næppe forestille sig, hvor fattige skoleårene kan blive, hvor læreren er vankundig
(uvidende) og ude af stand til at skaffe sig kundskaber, fordi han ikke ejer og ikke kan skaffe sig bøger!
Der fandtes ikke bøger i skolen, andre end dem, vi havde gennempløjet så tit, at vi
næsten kunne dem udenad". Heldigvis for Jens lånte en skolekammerat ham Holbergs Danske
Krønike. Om aftenen læste han den højt for sin kære bedstemor, der fandt stort behag i
underholdningen.
I hjemmet fandtes kun bibel og nogle salmebøger; avis holdt man selvfølgelig ikke, for de unge
sønner og døtre, fra hvem kravet om fornyelse skulle komme, havde ingen interesse i læsning.
De var nok, ligesom der fortælles om Jacob, gået ud af skolen som dårlige læsere;
forskellen var blot, at Jacob sørgede for at skaffe sig kundskaber senere, Overgårdsbørnene
ikke.
Bedsteforældrenes modstand mod en bedre skolegang til sønnesønnen er betegnende for den
almueindstilling, som endnu omkring 1850 rådede blandt mange bønder. Selv hvis de som Søren
Overgård havde været ude på en del handelsture i deres ungdom, var deres horisont stadig
stærkt afgrænset; det hed: Skomager, bliv ved din læst! Bønder skulle ikke være
skolemestre. - Der skulle et generationsskifte til, før man forstod, at som det hidtil var gået,
kunne det ikke fortsætte!
Men skolegangen var kun en mindre del af livet for en bondedreng dengang. Som nævnt holdt man i
Overgård fra tidligt forår til sent efter år to hyrdedrenge: én til studene, der blev
jaget ud af stalden allerede fra midten af marts for at give plads til de mange drifter køer, som skulle
under tag om natten. Den anden dreng kom lidt senere, han passede fårene. Men så snart plejebarnet
Jens var gammel nok, måtte han gå ind på fårehyrdens plads.
Det var drøjt i begyndelsen, for han havde hidtil været sin bedstemors kæledægge. Nu
opdagede han pludselig, hvor hård verden kunne være. Da han en dag lige i begyndelsen kom ind,
gennemblødt til skindet, og håbede på, at en af de ledige karle kunne overtage hans arbejde for
et par timer, blev han med fast hånd sendt ud igen - og uden at have fået tørt tøj
på. "Sådan noget dør man ikke af", kom det fra bedstemor, "og når det holder op at regne,
tørrer dine klæder fra inden".
Men hvis vejret ellers artede sig, kunne hyrdelivet om efteråret være et herreliv; når al avl
var kørt hjem, gik dyrene roligt og sindigt rundt og græssede. Pludselig var det ikke
nødvendigt at vogte dem, og drengene kunne tilbringe dagene sammen med at lege, flette piske og stege
kartofler på bål. De gyldne efterårsdage med det høje, lyse himmelrum og den milde luft,
så modsat forårets stridregn og kolde, skarpe vinde, gjorde disse uger uforglemmelige for drengene.
For en generation, der knap kendte hverken ordet eller begrebet ferie, kom efterårstiden til at stå
som rent ud paradisisk.
Der skete ellers i disse år så skelsættende begivenheder, at man godt kunne have forventet, at
selv gamle Søren Overgård var blevet rystet ud af de vante folder og f.eks. havde begyndt at holde
avis. Danmark oplevede tre-årskrigen 1848 - 50, og også fra Naur sogn måtte en del unge karle
afsted. Der var stor sorg ved afrejsen, for tre sønner fra en nabogård drog ud, men heldigvis kom de
alle uskadte hjem efter den første krigssommer. De kom naturligvis også til Overgård og sad i
mange timer og berettede om krigen. Der var ingen skryden over vundne sejre, kun en stilfærdig
fortælling om, hvad de havde døjet under felttoget.
Næste år måtte de afsted igen, og Jens husker, hvor hans tre unge mostre græd ved
afskeden, selv om ingen af dem var forlovet med nogen af nabosønnerne. Men moster Mette Marie var forlovet
med en ung gårdmandssøn i Sevel, som også skulle afsted, så det har nok gjort det
svært for i hvert fald hende at holde tårerne tilbage. Hendes forlovede var en ualmindelig god
brevskriver, der rigtig forstod at skildre sine oplevelser i krigen, så de stod lyslevende for
tilhørerne; hans breve blev altid læst op, for at alle kunne få del i dem. Dog var der altid et
lille brev indeni til Mette Marie, som ikke blev læst højt!
Også til det fredelige Naur sogn nåede en dag den skræmmende nyhed, at "slaverne", dvs.
tugthusfangerne, i Rendsborg var brudt ud og nu drog hærgende nordpå i Jylland, med mord og brand i
deres følge. Alle blev rædselsslagne ved dette budskab, og der gik straks bud ud i sognet efter en
tømrer, som skulle lave skafter til håndvåben. Ved Overgård fandtes en smedje; den gamle
smed blev nu hentet, og i flere døgn stod han og smedede lange tveæggede knive uden ophør, for
alle ville have sådanne knive til at værge deres familie og sig selv med.
Efter myndighedernes ordre blev der gjort parat til at tænde blus på alle højdepunkter,
så man kunne sende signalet videre, når man fik fjenden i sigte. Mange gravede deres
sølvtøj og andre værdier ned og stod rede til at flygte over Oddesund til Nørrejylland.
Til sidst, efter adskillige døgn i frygt og anspændelse, kom der endelig bud, at det hele blot var
rygter uden bund i virkeligheden, og alle åndede lettet op. Men det havde for en kort tid vist de
hjemmeværende, hvilken angst og spænding soldaterne måtte leve med under felttoget.
En bejler kommer til Overgård
Et årstid eller to senere skete det en midvinterdag, at Jens kom hjem fra skolen og straks vejrede
forandring i luften: der var fine fremmede, men hvem? I stuen var bordet pænt dækket, og den store
sølvkande fra hans bedstemors medgift stod fremme med øl i. De fremmede havde spist og var nu
kørt til Overlund efter forstærkning: en dygtig og velrenommeret proprietær fra
Ringkøbing-egnen, der åbenbart havde lovet at være bejlerens fortaler, for om dette drejede det
sig, var med tilbage sammen med Jens Overlund, en af Søren Overgårds mange sønner. Bejleren
selv var en velstående enkemand, meget mørk af hår og skæg, dertil klædt i en
underlig kort trøje med høje kamme over skuldrene, en dragt man aldrig havde set i Naur, var Jens
sikker på.
Da tjenestepigen kom ind med noget til bordet, hviskede enkemanden straks til Jens Overlund: "Er det hende?", men
svaret var en hovedrysten.
Lidt efter gik køkkendøren op igen, og ind kom Mette Marie med en kaffebakke. Hun var "en
færdig pige", som man dengang udtrykte det, velbygget, rap på foden, ferm i sine bevægelser, og
dertil en køn pige. Der blev ganske stille i stuen, alle øjne fulgte hende, mens hun værdigt
bød kaffen om. Jens kunne ikke rigtig gennemskue situationen, for hans moster var jo forlovet med
gårdmandssønnen fra Sevel, ham med de gode breve. Men hvor meget han end undrede sig, forstod han at
opleve hele den mættede stemning så intenst, at han uden besvær kunne levendegøre det
hele 50-60 år senere: "Da kaffen var drukket, blev der taget af bordet, og lidt efter lod Mette Marie sig
igen se; nu kom hun med et lys i en fin messingstage, hun gik ud i gangen, og jeg hørte hende gå ind
i storstuen; lidt efter listede enkemanden ud af stuen, og jeg hørte, at han også gik derind. De blev
der i flere timer, og for at tiden ikke skulle blive for lang for os andre, fortalte proprietæren hele
enkemandens levnedsløb, og det gjorde han med lune og humør.
Men inde i storstuen blev enkemanden forlovet med Mette Marie, og de holdt bryllup inden foråret. - For
mig, der hidtil ikke havde vidst af andet, end at hendes forlovelse med karlen fra Sevel stod ved magt, var det
underligt og ubegribeligt, at hun nu pludselig kunne bestemme sig til at gifte sig med et hende vildfremmed
menneske, som hun kun havde kendt i nogle få timer, tilmed en enkemand.
Men senere har jeg tænkt mig, at ligesom der er gårdmænd, om hvem man næsten kan sige, at
de er mere bønder end mennesker, således må der vel også være kvinder, for hvem
deres sociale stilling, rammen om deres liv, betyder så meget, at den sag skal være efter deres
ønske; så får det gå med alt det øvrige, som det kan. Forøvrigt
hørte man aldrig andet om dem, end at de levede godt sammen".
Juleforberedelser og julehøjtid
Julen var årets største højtid, og den blev i Overgård fejret med alt hvad dertil
hørte: slagtning af årets fedesvin, samt fremstilling af helt specielle retter, og på det
åndelige område bordbøn og nogle få salmer, samt selvfølgelig kirkegang på
juledag.
Jens beskriver svineslagtningen i detaljer og undlader heller ikke at gøre opmærksom på, at
ved dette arbejde, som ved så mange andre i Overgård, var man mange flere om det end
nødvendigt, fordi man havde et alt for stort folkehold. Dette hang uden tvivl sammen med, at man dels i
mange år havde vænnet sig til det på grund af selvforsyningssituationen: 14 unge var vokset op i
gården, dels at det hårde arbejdspres med de mange prangere i forårs- og
efterårssæsonen nødvendiggjorde det i disse perioder.
Når gårdens ældste søn, Diderik, kørte den sidste tur til marked i Holstebro
før jul, blev han altid mindet om endelig at huske at købe helt, en særlig fiskeart fra Nissum
fjord, der var uundværlig for Overgårds julehøjtid. Ved middagstid på "lille juledag",
(som vi nu kalder juleaftensdag, helt uden at tænke over det bagvendte i ordet), samledes folk til et
middagsmåltid af varmt øl og sigtesmørrebrød.
Dermed var højtiden slået an, for sigtebrød fik man kun ved fester og højtider; til
hverdags stod den på grovbrød. Bagefter kom bedstefar med salmebøgerne; der blev sunget en
enkelt salme, og han læste en bøn, noget som i Overgård kun fandt sted ved de store
højtider, eller når man havde været til alters.
Juleaftensmåltidet bestod af suppe på gæs, derefter de lækre kogte helt med smør
til. Der blev igen læst en bøn ved bordet, og bedstefar sang en salme, men var temmelig ene om det.
Hans sønner og døtre brød sig tilsyneladende ikke om andagt i hjemmet; der havde ingen
gudelige vækkelser været på denne egn. Bagefter kom der pebernødder frem, bagt af
sigtemel, og alle fik så mange, de ville. Det sene aftensmåltid bestod af grød med øl.
Skal man tro Jens' beretning, har de realistiske Overgårdsfolk ikke haft noget forhold til gårdnissen
eller andre gode vætter: han taler intetsteds om gammel folketro, kun om en meget traditionel kristentro.
Julemorgen kørte nogle af de voksne børn til kirke, og juledagene var også den tid på
året, hvor de gifte børn aflagde deres forældre besøg. Så havde de deres
børn med, og i nogle få glade dage oplevede Jens, hvad det ville sige at have legekammerater i
hjemmet.
Julegilder for børn og voksne
Efterhånden som han voksede til, blev dog det højtidsfulde ved julen ganske overskygget af
årets saligste stunder: julegilderne, hvor der blev danset lige til næste morgen. Forberedelserne til
julens dans foregik for en stor del i skolens middagspause; der fik de på regnvejrsdage lov at være
inde, og så blev der danset på livet løs. Det gjaldt om at kunne alle turdansene, så man
ikke løb sur i noget.
Trods sin ensomme stilling på gården var Jens i alle barndoms årene omgivet af nær
familie: fire af hans bedstefars børn var gift med børn fra Store Bjerre, og andre mostre og
morbrødre var gift ind i forskellige gårdmandsfamilier i Naur sogn og den nærmeste omegn. Det
betød fætre og kusiner overalt, samt en stor sikkerhed for invitationer til julegilder; i reglen blev
det til fire eller fem. Kun et af stederne var der trægulv i storstuen; men det gjorde intet skår i
danseglæden, at lergulvet efterhånden var så slidt, at småstenene stod op som knaster,
eller at lerstøvet føg om ørerne!
Hverdagene var lange og ensformige, så når højtiderne og festerne endelig kom, var det
opsparede behov for at få brudt monotonien så stærkt, at det bar gennem alle vanskeligheder. Da
Jens som 15-årig var flyttet hjem til Nissumby, ville han selvfølgelig ikke undvære sin mosters
og onkels glade julegilde i Kærgård, så da staldarbejdet var overstået, gik han i sine
fladbundede træsko de tre mil til Naur i pløre og ælte, hvorefter han dansede hele natten. -
Der har været en utrolig trang til at lægge den lange række af hverdage bag sig og for i nogle
nattetimer at føle sig helt fri for slid og trummerum, et behov så stærkt, at vi i dag
dårligt kan forestille os det.
Studedrivere og handelsmænd
|
|
Fattige studedrivere og ærlige handelsmænd
I Store Bjerre tog man imod handelsmænd og studedrivere, det samme gjorde man i Overgård, blot i
langt større målestok. Søren Overgård og Christen Nielsen i Store Bjerre, Jens' farfar,
hørte til samme generation, men deres vilkår havde været meget forskellige: Christen
måtte tidligt tage ansvaret for fæstegården på grund af sin aldrende fars
skrøbeligheder. Søren derimod havde haft en del år, hvor han drog ud på handelen og
så sig om, før han kom hjem og tog over efter faderen. Derfor var ikke så få af de
handelsmænd, som året igennem kom til Overgård, Sørens venner og bekendte fra tidligere,
eller deres sønner; det gav selvfølgelig en særlig stemning vært og gæster
imellem.
Fra lille af vænnede Jens sig til at have lange øren under aftensædet i stuen, og som gammel
beskrev han sine indtryk således: "Det var vesteregnens prangere og bønder på vej til Holstebro
marked, og handelsmænd fra Thy undervejs til Husum. Handelsmændene var begavede folk med megen
verdens- og menneskekundskab, de fleste af dem havde store gårde, og var betydelige og brave mænd, der
nød stor tillid; handelsmoralen stod højt blandt bønder dengang. Jeg kan huske en aften, der
blev diskuteret om handel, og da blev det stærkt betonet, at man meget godt kunne være både en
sanddru og ærlig mand, selvom man var handelsmand, og at man godt kunne holde sig udenfor al slags snyderi,
når man kun handlede med gode og reelle varer og ikke gav sig af med at sælge heste med skjulte fejl
som fejlfri.
Folk, som pønsede på snyderi, gik altid i armod til sidst. Mange ærlige folk havde begyndt med
grumme lidt, men havde arbejdet sig op ved svine-, ko- og studehandel til rige og agtede mænd. Det var
imidlertid af stor betydning, at man kunne regne og skrive godt."
Skildringen er interessant, fordi den ikke alene kaster lys fremad mod Jens' egne handelsår, men også
tilbage på hans fars handelstid. Sådan har Jacob og hans brødre diskuteret med andre
handelsmænd, og da Jens sad og lyttede i Overgård, var Jacob stadig i fuldt vigør som
handelsmand; han hørte så afgjort til blandt "de betydelige og brave mænd med store
gårde", som udgjorde det øverste lag blandt de danske handelsfolk. Det allerøverste lag, som
Jens kun berører i forbifarten, bestod af de tyske hestehandlere, der rejste op nordpå for selv at
købe deres varer op. Nogle af dem medførte så mange sølvdalere, at der måtte tre
karle til at løfte en fyldt pengekiste ned fra vognen.
Fra ganske lille var Jens aktiv ved modtagelsen. Hans bedstemor sendte ham op på højen for at holde
udkig, og når han så kom tilbage og meldte hende om ti eller flere studeflokke på vejen fra
Fousing og Asp, kom hendes største gryde på med kartofler. Der kunne være op til 20
studedrivere, og appetitten var forståeligt nok stor efter en lang dags vandring. Udenfor blev der ikke
mindre travlhed, når "foderskafferen" lidt senere ankom med nøjagtige oplysninger om flokkenes antal
og størrelse.
En vogn blev læsset med utærskede havreneg, der blev kørt ud i gårdens store hedestykke
og efter nøje optælling fordelt i forskellige lavninger. Det var studenes nattekvarter, og de to
drivere, der var med hver flok, måtte skiftes til at gå ind og spise, ligesom de måtte dele
nattevagten mellem sig. Der var mange sengesteder i gårdens storstue, men de har nok været forbeholdt
de finere blandt gæsterne, handelsmændene, mens driverne som regel måtte tage til takke med et
høgulv i laden.
|
|
Overgårds forplejning var den samme hver dag og har nok svaret til, hvad der blev budt andre steder:
første ret var tørfisk med varme kartofler, anden ret var smørrebrød med varmt
øl. Dertil en afmålt ration brændevin, som man brændte selv - også længe
efter det var blevet forbudt. Om morgenen blev der serveret en enkel davre, og så drog dyr og mennesker
ellers hurtigt afsted: det gjaldt om at nå langt, så man kunne sikre sin flok en plads på et af
de eftertragtede overnatningssteder, før de andre drivere ankom. - Driverlivet var i sandhed ikke noget
driverliv i den moderne betydning af ordet, tværtimod.
På udvejen blev der ikke betalt; foderskafferen, der tjente som en slags tidllidsmand for et vist antal
flokke, fik blot en regning med på dyrs og menneskers fortæring, som han betalte på
tilbagevejen, når der var kommet penge ind igen. Man stolede simpelthen på hinanden, og ingen
forsøgte at snyde, for man regnede med at komme igen næste år. I årenes løb
mødte Jens de samme folk igen og igen; på tilbageturen, hvor de fattige drivere selvfølgelig
gik hele vejen, havde de fleste træskoene under armen, man sled ikke unødvendigt på det dyre
fodtøj. Desuden havde de 3-4 par støvler hængende over nakken: de slesvigske støvler
stod i så høj kurs i Vestjylland, at det kunne give en pæn ekstrafortjeneste.
I sine senere år blev Søren Overgård stadig mere tunghør, til sidst var han på
det nærmeste døv, og her kom Jens til at spille en rolle som "oversætter" af de andres tale;
han havde en lys stemme og var derfor den, bedstefaderen lettest kunne forstå. Efterhånden lå
han til sengs den meste tid, og det stod klart, at det nu var tid at skifte arven, hvorfor der gik bud efter en
prokurator. Jens mindes tydeligt, hvordan den fine mand kom ind i soveværelset med en mængde papirer
og tog plads ved bordenden, mens bedstefaderen lå til sengs henne ved bilæggerovnen.
Blandt de forsamlede slægtninge var også Bertel fra Store Bjerre, en af Sørens mange
svigersønner. Der blev selvfølgelig en del diskussion omkring bordet, og drengen forstod langtfra
alt. Men senere huskede han tydeligt Bertels udtalelse: "At jeg ingenting får i arv med min kone Karen, det
gør ingenting; men at Dideriks bror Mads skal have så lidt, det gør
mig ondt, nu da han skal giftes med min søster Sidsel, som er enke i dyb armod med otte små
børn!"
Denne udtalelse afspejler tydeligt den uretfærdighed, som rådede ved utallige arveskifter: den
søn, der fik gården, her den ældste søn Diderik, fik langt den største part -
mens de øvrige søskende fik lidt eller intet. Den gamle var ganske ude af stand til at følge
med i sine arvingers til tider ret højrøstede samtale; men flere gange sagde han sin tydelige mening
om et bestemt punkt: "Den rare dreng, som sidder her (Jens), skal have 200 daler, for han har passet mig op
på mine gamle dage!" - Da der langt om længe var blevet nogenlunde enighed rundt om bordet, spurgte
prokuratoren: "Skal det skrives op, hvad drengen skal have?", og fra kredsen af mænd blev der svaret med et
klart og tydeligt "Nej!"
Søren Overgård døde dog ikke ved denne lejlighed; skønt svag og sengeliggende, og til
sidst komplet døv, levede han lige til 1858. Da havde Jens været borte fra Overgård i to
år, men han var selvfølgelig med ved bedstefaderens begravelse.
Jens fortæller: "Det blev en meget stor begravelse med en mængde vogne og mange folk. Men om aftenen,
da der var spist, og præsten var taget hjem, var der ingen videre sorg at mærke, skønt de
allerfleste blev der det meste af natten. Og henad morgenstunden, inden folk tog hjem, skulle de til bords og
spise smørrebrød; da blev der skænket en mængde dramme, og det var det klare
brændevin. Jeg kan huske, at nogle af mændene blev noget højrøstede - skønt det
var vist ikke noget imod, hvad der skete så mange andre steder i de dage."
Også et par vers af Naur-degnens ligsang har han bevaret i mindet:
|
En trofast ven og ægtemage
har her nedlagt sin vandringsstav.
Ja, mange var de år og dage,
Vorherre dig på jorden gav.
|
Du trængte til så sødt at blunde,
thi du var gammel, træt og svag,
den glæde vi dig gerne unde,
o, sov nu sødt til Dommedag!
|
At dømme efter ovenstående fik Søren Overgård en hæderlig, kristelig
jordefærd.
Men "den rare dreng Jens" fik ingen dalere ved den efterfølgende arvedeling, for det stod jo ikke i
bedstefaderens sidste vilje ...
En kort overgang havde det hjulpet at komme op i ældste klasse, men den nye lærdom var snart overset,
idet al fremgang jo blev begrænset af lærerens ringe kundskaber. Derfor blev Jens ikke så
sjældent hjemme fra skole for at arbejde, det var mere tilfredsstillende end at kede sig i skolen. På
nogle områder udførte han en voksen karls arbejde, f.eks. når det gjaldt at køre mergel
ud; pløjning blev han en sand mester til, selv om ploven egentlig var alt for stor og tung til en drengs
kræfter.
Men ellers brød han sig efterhånden ikke meget om at være i Overgård. Efter at Diderik
havde taget over, var det gået tilbage med tonen blandt tjenestefolkene, fordi Diderik i høj grad
fulgte familietraditionen og tog væk på handel. Hans unge kone kunne ikke udøve den myndighed,
der skulle til for at holde dårlig folkestuesnak og tvivlsom opførsel ude, hvad Jens ofte
ærgrede sig over.
Et årstid før konfirmationsforberedelsen skulle begynde, skete der et sørgeligt
dødsfald blandt Jens' jævnaldrende kammerater. Den pige, der med sit glade sind og smittende
humør havde været den bedste til at føre an i legene, og som desuden havde forstået at
formilde læreren, når børnene havde været alt for slemme imod ham, døde af en
streng og kortvarig tuberkulose, "brystsyge", som det dengang kaldtes.
Alle børnene sørgede ved hendes død, men det blev dog begravelsen, der gjorde stærkest
indtryk på Jens. "Jeg fik lov at gå i kirke den dag, hvad der ellers ikke var almindeligt; men aldrig
glemmer jeg, hvor kønt og gribende sognepræsten, pastor Brandt, talte! Da hørte jeg for
første gang Tonen fra Himlen, forstod, at
kristendom ikke blot er en samling lovbud og paragraffer, som vi må holde, om det ikke skal gå os
ilde, men at den er lys og fred og glæde, ja, over al forstand."
Desværre blev pastor Brandt forflyttet, hvorfor Naur-børnene kom til at gå til præst hos
pastor Lind i Vejrum. Det var en lang tur de to gange om ugen, og tillige gjorde præsten det til en streng
tid for børnene. Her var ingen "Tone fra Himlen", men derimod strenge krav om udenadslæren.
Især gik det ud over en pige, som han gang på gang fik til at græde. Men for alle gjaldt det om
at holde ud, for konfirmationen var porten til de voksnes verden; Jens vænnede sig hurtigt til at være
påpasselig med forberedelsen - i modsætning til skolearbejdet, som han var rent ud sløset med.
For dog at yde den strenge præst retfærdighed fortæller han, at når det gjaldt at forklare
katekismen eller at fortælle om Luther, var Lind virkelig god.
Afskeden med skolen blev ganske højtidelig; læreren takkede med tårer i øjnene de store
børn, fordi de havde været så forholdsvis rimelige denne sidste vinter. På én gang
forstod de, hvilken frygtelig situation læreren befandt sig i: han ville gerne gøre det godt, men
magtede det bare ikke, og det fortsatte år efter år! - Jens fortrød sin slette opførsel:
"Havde vi dog bare vidst, hvor meget det betød for ham, havde vi sikkert forbedret os."
"Konfirmationsdagen er en højtidelig dag for almuebørn", siger Jens; men om selve gudstjenesten
husker han forbavsende lidt. Hans forældre kom kørende fra Nissumby, og sammen kørte de til
nogle bekendte i Vejrum. Naturligvis stod Vejrum-børnene øverst i kirken, Naur-børnene
nedenfor - hvor Jens stod øverst af drengene. "Præsten talte med hver enkelt af os, men jeg kan ikke
huske et ord af det; derefter holdt han i kordøren en lang tale, og den gjorde indtryk på mig.
Så fulgte vi ham op til alteret og sagde ja til det, vi blev spurgt om."
Men når vi dernæst hører, hvad Jens havde at kæmpe med under gudstjenesten, er det ikke
så mærkeligt, at "Guds ord blev spildte på Balle-Lars" også i dette tilfælde. Han
var i et nyt sæt tøj af vadmelsklæde, hvor tøjet lige var hjemkommet fra farveren. Og
"farven smittede sådan af, at mine hænder blev helt sorte, og ved at tørre mig i ansigtet blev
jeg helt sort der også. Jeg var for første gang i mit liv i et par støvler, ikke nye
støvler, nej, nej, det var et par gamle af Dideriks, som var blevet for små til ham. Men til mig var
de i den grad for store, at jeg knap kunne røre benene.
Der var også et misforhold mellem støvleskafterne og mine bukseben, der skulle være
udenpå. Dog, så snart jeg rørte benene, krøb de ovenpå, så jeg måtte
bukke mig ned for at ordne dem, for at de ikke kom til at sidde i en klump ovenfor knæene. Nå, men
støvler havde jeg på, det kunne ingen nægte!"
I nogle skildringer fra "de gode, gamle dage" fortælles det, at hyrdedrengens konfirmationstøj
sørgede husbondfamilien for. Hvordan mon standarden har været, når ovennævnte var, hvad
der kunne overgå en gårdmandssøn fra et rimeligt velhavende hjem?
Efter middagsmåltidet i Vejrum-gården kørte forældrene tilbage til Nissumby, men Jens
fulgte ikke med. Hen over hovedet på ham var det blevet besluttet, at han skulle blive i Overgård
sommeren over, skønt det var ham inderligt imod.
Dog alt får en ende. "En kold oktoberdag, da min far havde været til Holstebro marked, kom han
kørende om ad Overgård og tog mig med hjem. Det var ikke store ting, jeg medbragte. - Og her begyndte
så et nyt afsnit af mit liv."
Da Jens kom hjem i 1856, var de med ham 14 børn og unge, og
kun "ældste Niels" arbejdede udenfor hjemmet, han var
tømrer i Nissum. Søren på 27 var den ældste, han passede
hestene og styrede bedriften, når Jacob var ude på handel. Jens indså hurtigt, at hans
erfaringer fra landbruget i Overgård ikke var meget værd, for her gik det hele efter langt mere
moderne metoder; kun på ét område klarede Jens sig: de mange forsømte skoledage havde
givet ham en vældig færdighed i pløjningens svære kunst, dér slog han
brødrene. - Men ellers var det først og fremmest oplevelsen af at have forældre og en
mængde søskende, der trængte sig på i de første år.
Hans mor havde stor omsorg for alle på gården, og det mærkedes ned i de mindste ting. For
eksempel rørte det Jens, at hun straks fik fremstillet undertøj til ham, da hun opdagede, at han
intet havde, ikke engang til den værste vinterkulde. Han trak med glæde i de nye
klædningsstykker; - men "inden længe mærkede jeg kulden lige så meget som før!" -
Om aftenen sad Ane Marie altid i soveværelset og arbejdede ved sin
rok. I stuen kunne der ofte være meget larmende, for de var jo mange, men inde hos moderen var der ro og
stilhed. Derind listede de store børn, sad og talte med hende, eller hun bad dem synge for sig.
At moderen betød uhyre meget for faderen, var ingen i tvivl om; da hun i sine senere år begyndte at
blive svagelig, sørgede Jacob for så megen hjælp, at hun
ikke behøvede at stå op om morgenen. I tidligere år havde hun altid været først
på benene, for at påse at dagen blev startet på rette måde. Selv sov han på
kræmmervis længe, også når han var hjemme; kun hvis han havde et bestemt formål,
f.eks. skulle ud at handle eller modtage indkøbte dyr, stod han tidligt op.
Jens beretter et meget stærkt eksempel på Ane Maries store betydning for alle, der havde
tilhørsforhold til gården. Da de en vinterdag stod i laden og tærskede, rev faderen
døren op og beordrede en slæde spændt for omgående. "Tag de bedste heste, lad dem springe
det de kan, det gør ingenting, om I kører dem ihjel, blot I bringer doktoren hurtigst muligt. - Ane
Marie er blevet så syg!" Det var en forrygende snestorm, og lidt efter kom Jacob igen: "Der skal en mand og
en skovl med, hvem kan hurtigst gøre sig færdig?" - "Jeg er færdig!" råbte en daglejer og
sprang omgående ud på slæden, kun iført det lærredstøj, han havde haft
på ved tærskningen. Heldigvis kom Ane Marie sig den gang; det har nok været et anfald af den
leversygdom, som hun blev tæret hen af de sidste år.
Om vinteren kneb det at skaffe arbejde til de mange unge, og kun sjældent var en af dem ude at tjene. Mads,
der var 6 år ældre end Jens, havde været ude med kramposen i de foregående vintre og
skulle nok afsted igen. Men en efterårsaften lød det fra Jacob: "Nu skal Mads og Jens ud med kræmmerposen,
det er på høje tid!"
Det var en overraskelse for den 17-årige Jens; han havde ikke spor lyst til at bytte hjemmets tryghed med
et liv som omvandrende kræmmer. Men som han havde lært i de forløbne to år: her gjaldt
kun
Jacobs vilje, så afsted måtte han; endelig havde faderen jo også selv grundlagt sin velstand ved
handel.
Mads gav Jens visse oplysninger om kræmmerhåndteringen, som slet ikke
beroligede, snarere tværtimod: man var langtfra velkommen alle vegne, og helt lovligt var det heller ikke!
Faderen havde forlængst forberedt deres handelstogt; han havde bestilt varer hjem fra Hamborg via en
købmand i Lemvig, der solgte det store parti varer så billigt, at de unge kræmmere ikke
behøvede at gå længere end til butiksprisen for at få en rigtig god fortjeneste. Da de
havde fået varerne prissat og kramposerne forsvarligt pakket, kørte faderen dem et stykke vest for
Lemvig til en gård, hvor de kunne være den første nat.
Det var et godt sted at tage fat, for Harboøre-fiskerne var netop vendt tilbage fra sommerens og
efterårets fiskeri; de havde kontanter og var parate til at give dem godt ud. De to ungersvende var så
langt hjemmefra, ca. 8 km, at de ikke rendte på bekendte hele tiden - men samtidig var det et område
med mange venner og fjerne slægtninge at overnatte hos. Nogle af venskaberne gik tilbage til Jacobs egen
kræmmertid; der var ingen fare for, at "kræmmerne" ikke skulle finde husly.
Jens var undselig ved sit hverv, så da den første gård på hans vej var alt for anselig,
vovede han sig slet ikke derind. Men i Sdr. Kallesø gik det bedre, dér fik han solgt en del af sine
varer, som først og fremmest var "fruentimmerstads", dvs. hoved- og halstørklæder i ensfarvet
eller mønstret silke eller batist. Dertil kom en del større uldne sjaler, samt store, kvadratiske
brune silketørklæder, "der var meget på moden blandt de bedststillede på landet", som han
fortæller. Som den dygtige handelsmand Jacob var, havde han sørget for, at hans sønner gik ud
med absolut kurante varer - ikke noget med salg fra et hengemt lager fra i forfjors! Jens gennemvandrede den
første dag Tørring landsby, solgte ret godt, og vendte ved aftenstid næsen sydpå igen
for at mødes med sin bror i gården Sønder Kokholm, hvor der boede en fætter til Jacob. Deres vært havde
selv gået med kram i sine unge dage, så foruden husly var der også gode råd at få.
Om dagen gik brødrene hver for sig, efter at have truffet aftale om aftenens mødested, der altid
var hos "kendte folk". For Mads med hans to vintres erfaring var det en smal sag at finde rundt, men for Jens, der
slet ikke kendte egnen, krævede det en god del åndsnærværelse.
De handlede sig på nogle dage gennem Strande og Vejlby, mens de glædede sig til mødet med
deres nygifte bror Peder og hans kone Maren, som boede i gården Nørrelund i Engbjerg. Derfra vandrede de hver
dag nordpå til fiskerlejerne. Aldrig havde Jens forestillet sig, at man i disse fattigt udseende
småhuse havde flere penge på lommen end i de største gårde. Dér havde man dem
måske på kistebunden, her var man parat til at spendere dem på pynt til kvindfolkene.
Ud for Engbjerg oplever Jens for første gang det oprørte Vesterhav i hele dets vælde, og det
gør dybt indtryk på ham. Han ser også en stranding, og senere endnu én oppe ved
Harboøre. Der har de en "dykkermaskine", hvormed de går ud til vraget og redder den kostbare last.
Men ingen af disse to strandinger, hvor heldigvis ingen menneskeliv er gået tabt, gør større
indtryk på ham.
Derimod oplever han en dag at se Harboørefiskerne komme tilbage fra havet i deres robåde,
kæmpende med et vildt uvejr, der har rejst sig i løbet af ganske kort tid. Det ser ganske umuligt ud,
indtil der rejser sig en mægtig bølge bag bådene, og Jens hører de gamle fiskere
udbryde: "Gudskelov, der kommer deres frelse - den kan de gå i land på!"
Og i det samme er alle på stranden parat til at hjælpe, hver kender sin plads, de unge mænd har
taget reb om livet, andre holder, og alt sker tilsyneladende helt af sig selv, ganske uden kommando. Fiskerne
springer af bådene, bliver grebet og trukket i land; andre sørger for at hale bådene op, det
hele sker i et nu. - Og Jens fortsætter: "Aldrig skal jeg glemme, hvad der skete, da spændingen var
udløst! Da sank de på knæ, kvinder og mænd, unge og gamle, og takkede Gud for frelsen.
Jeg spurgte mig selv: mon fiskerne ved Vesterhavet er frommere end andre, eller er det bare det, at de uafladelig
erfarer, hvor afmægtige vi menneskemyrer er overfor livets og dødens vældige magter? I hvert
fald erkender de modigt og redeligt dette, og de lægger deres sag i den højestes hånd."
Da han dagen efter er gået ud til Thyborøn, som kun består af 10-12 fattige småhuse,
oplever han de unge på stedet fra en helt anden side. "Jeg var nysgerrig efter at se, hvordan folk morede
sig her, og det traf sig, at de unge fiskerkarle med piger holdt bal den aften i et af husene. Der var én,
der spillede violin, og de dansede med hinanden, men aldrig i mit liv havde jeg set sådanne mennesker; de
sprang over borde og bænke, sang og brølte, så man næsten kunne frygte for at gå
ind. Jeg var bange for, at karlene var berusede; men det var de aldeles ikke. De var bare så fulde af
glæde og kræfter, at det måtte have luft på denne måde. Jeg stod lidt og så
på dem, så gik jeg hjem til mit kvarter."
Nej, dér ville en velopdragen gårdmandssøn vist også komme til kort. - Men Jens
forstår helt ind til marven, at det er de voldsomme strabadser, det farefulde liv på søen, der
driver fiskerne til yderpunkterne: dyb fromhed på den ene side, overvældende, glubende livsappetit
på den anden - og i pengesager en langt større sorgløshed end blandt bønderne, der
nøjeregnende planlægger for fremtiden. Det gør fiskerne ikke, for dem gælder det, at de
lever nu og her!
Da julen nærmer sig, vender de snuden mod øst: kvinderne har allige vel ikke tid til palaver i de
sidste uger inden højtiden. Aldrig har livet i Nissumby været så skønt som denne jul, og
de mange ugers udeliv giver julegilderne dobbelt glans. - Men efter nytår drager Mads og Jens ud igen, nu
med det dobbelte formål dels at få tømt kramposerne, dels at købe svin til levering
omkring 1. april.
En klar aprilmorgen vandrede brødrene afsted til Romby ved Lemvig-Ringkøbing landevejen for at
modtage de henved 50 svin, der kom fra 15-20 forskellige gårde. Det tog til over middag, før alle
sælgerne havde fået deres betaling, så nu gjaldt det at komme hurtigt afsted for at nå
Overgård inden aften; det skulle være deres første overnatningssted. - Men sikken et leben!
Jens, der fra barnsben havde været vant til de store svineflokke, blev pludselig klar over, at han aldrig
før havde haft at gøre med en ny-sammenbragt flok. Da svinene blev lukket ud i gården, stak de
af til alle verdenshjørner!
De drev ad den gamle landevej til Holstebro, ind gennem heden. Efter hånden fik svinene løbet sig
trætte, men da var driverne det også - og så kunne det dog stadig ske, at et par galte
fra samme gård uventet fandt på at stikke af sammen. Og så måtte en af de ømfodede
drivere afsted endnu en gang. - For Jens var det en mærkelig oplevelse at komme tilbage til Overgård
som svinedriver/pranger. Dér havde han gået og drømt om at blive voksen, komme ud i verden og
stå på egne ben - og her kom han så for første gang! Ville han mon få heldet med
sig? Eller ville svinehandelen skuffe ham, som den havde skuffet så mange andre? Heldigvis havde både
Mads og han den bedste tro; måske ville de en skønne dag komme til at opleve samme "store svineheld"
som i sin tid deres far!
Efterhånden som svinene faldt til ro, blev drivningen lettere, og jo længere brødrene kom
sydpå, des flere flokke dukkede der op. Det kunne ske, at de var op til 10 drivere i følge. De gik
fra den ene "svinekro" til den anden, og Jens huskede stadig som gammel de 22 navne; den sidste var Abild, 5 km
nord for Tønder, derfra drog man ind til markedspladsen næste morgen. Nu glædede alle sig til
at få deres svin solgt, der havde været bryderier nok med dem på den lange tur; og naturligvis
gik Jens og drømte om gode priser - det var jo hans første tur!
"Men om morgenen, da vi fik alle flokke på markedet, så vi nok, at tilførslen var
større, end vi havde troet. Køberne gik så stille rundt fra én flok til en anden, men
når de fik prisen at vide, gik de deres vej. Vi indså hurtigt, at købelysten var for ringe;
ville vi have svinene solgt, måtte vi slå af på prisen. - Hen på eftermiddagen fik min
bror dem endelig solgt, og glad var jeg, selvom prisen ikke svarede til forventningerne.
Nu var vi dem kvit, vi fik noget at spise, og så skulle vi drivere til at tænke på
hjemfærden. Nogle af handelsmændene, deriblandt min bror, tog med postvognen, så de hurtigt
kunne komme hjem og opkøbe næste hold, men vi andre skulle spadsere. Vi gik 8-9 mil (ca. 60 km) om
dagen og lå i nogle af de samme kroer som på udvejen."
Jens bemærker, at så længe de var en flok til at holde humør i hinanden, gik det godt,
men fra Tarm og Ringkøbing, hvor flokken var skrumpet stærkt ind, blev det trivielt. "Men jeg var
såmænd både frisk og rask, da jeg kom hjem; og da var alt lagt tilrette til, at vi kunne samle
svin igen om 3-4 dage, så når ømmelsen nogenlunde var gået af fødderne, skulle vi
afsted igen."
Svinedrivning i sommervarme
Den næste tur sønderud blev betydeligt strengere end den første, kan næsten stå
som eksempel på svinehandelen, når den var værst! Mads havde bestilt svin til levering hele 4
forskellige steder, bl.a. Overgård og Holstebro, så det tog flere dage, før flokken var samlet
og dyrene faldet til ro.
Det var begyndt at blive varmt i vejret, skønt man endnu var i maj, så det var nødvendigt at
starte ved 3-4 tiden om morgenen for at nå i kvarter klokken 8-9. Man kan ikke drive med svin i varme,
så bliver de syge. Hvis det gik galt, var midlet dengang at give dem et snit i halen med lommekniven,
så blodet kunne strømme ud. "Hjalp det ikke, måtte vi undertiden kløve hele halen eller
skære den af ved det tredje led fra rumpen af." Det hændte også, at et svin blev så
dårligt, at det gik bagefter flokken og hylede op i protest.
Ja, det var før dyreværnssagens tid, - men for menneskene gjaldt der jo heller ingen "kære
mor" dengang!
Det gav lange frie dage for driverne, som de tilbragte med løjer og skæmt, i reglen forholdsvis
godartet. Men var nogen for "højrumpet" i starten, skulle de andre nok få ham pillet ned i
løbet af turen; den sociale afslibning indenfor gruppen kunne være nok så skrap. Heldigvis blev
der ikke spillet kort, det ville nok have været for stor en fristelse for de fattige drivere.
I Tønder ventede skuffelsen dem: "Markedet var så overfyldt, og handelen så elendig, det kunne
på ingen måde gå an at sælge til den pris, vi blev budt. Min bror besluttede så, at
vi skulle skille dem i to flokke, hver drive til sin side gennem nogle store landsbyer og prøve at stykke
dem ud." Det blev ingen succes; ikke alene var det meget svært ene mand at holde styr på 16-18 svin,
men hvor var resten, når man havde været gennem smøger og gyder for at indfange et par
eventyrere? Jens fik ingen solgt den hele dag, men oplevede til gengæld at blive skældt ud på
tysk, et sprog, han næsten intet kendskab havde til! Han havde kun lært de tyske tal, for dog at kunne
forstå de eventuelle bud i en handelssituation.
De to uheldige svineprangere mødes efter et par dage i Læk, som de har aftalt, men der er priserne
endnu ringere. De må vove pelsen endnu en gang og drage helt til Husum. Det betyder både tid og
yderligere udgifter til 4-5 overnatninger. Dog, der er heldet endelig med dem: "Vi fik dem solgt, og endda
ordentlig godt solgt, så den store tæring, vi havde haft på dem den lange vej, fik vi godt nok
erstattet."
Men noget "stort svineheld" i lighed med Jacobs var det ingenlunde. Afstanden fra Lemvig til Tønder er ca.
200 km ad nutidens veje, men var dengang betydeligt mere, idet de var nødt til at følge den gamle,
slyngede driverrute for at få overnatning til dyrene. Både fra Romby og fra Oddesund er der en afstand
på godt 20 km til Overgård, og flere gange angives det som en dagsmarch for svineflokkene. Men har der
virkelig været overnatning 22 steder på turen til Tønder, har dagsmarcherne sydpå
været langt kortere, muligvis nødvendiggjort af varmen. Afstanden Tønder-Læk er ca. 70
km; den synes at have taget 6-7 dage.
Den største oplevelse for Jens på denne drøje tur var, at han for første gang i sit
liv så et jernbanetog; det kom dampende frem gennem det milevide, flade land syd for Husum. Det var som et
drømmesyn for ham. Desværre var der ikke tid til at vente og tage "den ny tids vidunder"
nærmere i øjesyn; nu gjaldt det at få betalingen for svinene, kræmmerne skulle have et
godt måltid - og så skulle de ellers hurtigst muligt nordpå igen for at købe flere svin!
Ligesom første gang kørte Mads, mens Jens skulle tilbagelægge de ca. 300 km til fods, ingen
misundelsesværdig lod, når man har drevet svin i 5-6 uger. Mærkeligt nok har de åbenbart
delt pengene, og det var dem, der voldte Jens de største kvaler på turen. I Nørrejylland
modtog man ikke "udenlandske" penge, så allerførst måtte de prøjsiske sølvdalere
veksles til danske dalere; men når de slap op, blev resten udbetalt i "tutter", dvs. lange ruller med
skillinger, og de var tunge at bære på i forhold til værdien. Efter et par dage blev man
grundigt øm over hofterne, fordi "pengekatten", læderbæltet med pengene, gnavede.
Jens følte et moralsk pres over sig, så i det sidste døgn gik han sammen med en
jævnaldrende kammerat omkring 90 km. De gik i etaper, tog ind på en kro, spiste og sov et par timer,
stod op og gik videre. Jens' sidste stop var i Stabildal i Naur, hvor hans søster og svoger dog ikke var
hjemme. Der tumlede han om og sov et par timer, efter at have givet tjenestepigen besked om at vække ham,
før hun selv gik til ro. Så gik han de sidste tre mil hjem til Nissumby gennem sommernatten.
"Da jeg nåede Nissumby, tog min gamle far selv imod mig; da var klokken 4 om morgenen. Hans hilsen
lød: "Velkommen! Det er jeg endda glad ved, jeg var bange, du ikke var kommet så tidligt." Da Jacob hørte om Jens' vandring på 12 mil, var hans kommentar: "det er godt gjort, bare du ikke
har taget skade af det! Du kan trænge hårdt til at komme i seng!" Moderen stod op og satte det bedste,
hun havde, for Jens, men han var for overanstrengt til at kunne spise noget. Så kom Jacob tilbage: "Jeg skal
til Romby at samle svin, og Mads ..." Her fulgte en længere udredning af dagens svineafhentninger her og
der. Til slut kom det: "Når du nu sover indtil middag - hvis du så nogenlunde kan, så skal du
ned gennem Hjerm og Sahl og Sevel efter svin til modtagelse i Handbjerg kro og Holstebro. - Hvis du kan magte det,
vil jeg helst, at du tager afsted; ellers nødsages jeg jo til at sende en anden."
Det lignede ellers ikke Jacob at være oppe kl. 4 om morgenen, men det synes at være gået ham
som visse gamle kavalleriheste: når de får krudtrøg i næseborene, er de ikke til at
styre. Her er Jacob helt oppe på mærkerne og husker den komplicerede afleveringsrute på sine
fingre, foruden at han personligt tager ud og hjælper til. De to sønners svinehandel har for en kort
tid fået den erfarne gamle handelsmand til at glemme sin yndlingsmaksime fra disse år "om at
sætte til på svinene, hvad man tjente på studene".
Da Jens kom op godt middagstid, kunne han dårligt slæbe benene efter sig, men på en eller anden
måde kom han da afsted; og heldet tilsmilede ham: han blev taget op af en vogn, der kørte ham lige
til Struer. Der satte han sig ned og skrev besked til nogle af leverandørerne og fik et par mænd til
at bringe dem ud, for selv kunne han ikke mere. - Men næste morgen stod han rettidigt udenfor Handbjerg kro,
10 km øst for Struer, parat til at tage imod. For faderens vilje var lov, det sad i rygraden - også
selv om man var blevet selvstændig svinepranger!
Jens og Mads handlede med svin denne sommer og den næste med, men så holdt Jens op - efter faderens
ønske. Konjunkturerne var dårlige, de to prangere kom aldrig til at tjene mere end lige til dagen og
vejen; de gyldne tider var forbi. Da Jens som gammel sad og gjorde regnebrættet for sin ungdoms handelsliv
op, lød det: "Vi tjente såmænd ikke stort, men satte da heller intet til."
Som beskrevet i foregående kapitel havde Jacob tungtvejende grunde til at overtale de to sønner til
at opgive handelen: den intensive driftsform krævede en stor arbejdsstyrke, og det var uvurderligt at have
gårdens egne sønner med til de vanskelige job.
Da Jens og Bertel købte frinummer
I efteråret 1863 blev Jens kaldt på session igen;
første gang havde lægen fundet gigtknuder på ham, så han var blevet sendt hjem. Jens blev
selv forbavset over diagnosen, men forklarer den med det meget hårde arbejde, han ofte havde. Nu skulle han
mønstres igen, sammen med den et år yngre Bertel, og Jacob brød sig absolut ikke om
muligheden af at få de to sønner indkaldt.
Dengang var det tilladt at undgå indkaldelse ved at bytte nummer med en anden, der havde trukket et
højere. Derfor fik Jens følgende besked med til Lemvig: hvis de blev taget, måtte han endelig
finde en karl med et højere nummer og holde ham fast, indtil de kunne mødes med faderen i et bestemt
værtshus.
Jens og Bertel blev taget til infanteriet begge to; efter nogen søgen fandt Jens en karl, der var villig
til at sælge sit høje nummer, men fyren var slemt beruset og lavede en farlig ballade, så det
kneb Jens at få ham med til det aftalte sted. Jacob blev snart enig med karlen om prisen, men så kom
det: "Det høje nummer, han har, det får du ikke, det skal Bertel have! Thi han skal endelig
være fri, så får det gå med dig, som det kan."
Det var unægtelig en streg i regningen for Jens, men ved nærmere eftertanke måtte han godtage
faderens handlemåde: Bertel havde altid været mindre stærk, og han havde allerede dengang
begyndt at læse. - Nå, så måtte Jens ud som menneskefisker én gang til. I sidste
øjeblik lykkedes det at finde en mand mere, dog ikke med nær så højt et nummer som den
førstes, så absolut sikkerhed gav det ikke; men Jacob fik handlet også med ham. Så tog de
hjem, glade for dagens udfald, for krigsfaren var overhængende.
Flere jævnaldrende fra sognet kom med, og nogle af dem faldt. Jens fortæller: "Der var også en
karl, jeg kendte særdeles godt, han var nogle år ældre end jeg og havde begyndt at læse
til dyrlæge. Men så var hans penge sluppet op, og så lod han sig leje. Han skrev så mange
udmærkede breve; de blev altid læst op for os, og vi var dybt taknemmelige, fordi vi var blevet fri
for at være med i denne elendighed. At der jo egentlig godt kunne siges et og andet om, at vore betalte
stedfortrædere lå dernede i løbegravene, mens vi sad hjemme i god behold, faldt os aldrig ind."
Efter nederlaget ved Dybbøl i april 1864 blev hele Jylland besat af fjendtlige tropper, og
bondebefolkningen fik lov at føle ulemperne: de skulle stille med vogne, heste og mandskab for at
køre for fjenden. Fra Nissumby blev der udskrevet to vogne, og to af brødrene måtte afsted som
kuske. Efter nogle uger vovede de dog at stikke af i nattens mør keste timer; de havde haft store
betænkeligheder, fordi "den ene hest var hvid og synede så slemt i mørke", men hjem kom de, og
alle var glade.
Mads, Jens' kompagnon på kræmmerturene, var endnu mere snedig. Han var hos broderen Søren i
Brunsgård som karl, og det blev nu hans opgave at køre til Lemvig med den beslaglagte vogn, der kom
ind i byen som en af de sidste. Da alle tyskerne var kørt ud af byen, dukkede Mads frem fra sit beskedne
skjul i en baggård og kørte vogn og heste hjem til Brunsgård. Sådan!
Som berettet i foregående kapitel blev Søllergård i Vejrum indkøbt til Jens og Mette i forsommeren 1866, så hen
på sommeren måtte Jacob give slip på sin flittige søn, der havde været ham til
så god hjælp i de forløbne 10 år. Men Jens måtte nødvendigvis ned på
den nykøbte gård for at få høsten i hus og forberede efterårsarbejdet.
Mettes far var en tungsindig natur; skønt velhavende ville han intet sætte i
Søllergård, og at gøre datterens bryllup kunne han heller ikke overskue. Brylluppet blev
så fejret sammen med efterårets store raps gilde, og søndag den 14. oktober 1866 blev en rigtig
festlig dag. Der var både forridere og en stoppende fuld kirke, fortæller Jens: "Og da vi kom hjem fra
kirken og havde spist, gik vi ud i marken og ud i stalden, og far præsenterede sine 30 stude."
Jens havde ellers nogle aftener før været dygtig beklemt ved tanken om sin fremtid. Da kom nemlig to
af hans gode morbrødre over og beså Søllergård fra ende til anden. Den ene var Diderik
Overgård, som havde været moster Ingers rådgiver ved handelen, den anden var morbror Mads fra
Kærgård. Og han sagde ved afskeden til Jens: "Du kan være så dygtig, som du være vil
- du kan slide om natten såvel som om dagen, og så vil det alligevel være dig ligeså
umuligt at blive i Søllergård som at flyve til himmels!" Det lød ikke lovende, for Jens vidste
med sig selv, at begge morbrødrene undte ham det bedste; de anså det bare for en umulig opgave at
bringe gården på fode, med de økonomiske forhold Jens havde. Men som så ofte før
og siden fandt han trøst i et salmevers; da han stod oppe på bakken, hvorfra han kunne skimte
tårnet på Nissum kirke i det fjerne, gik det gennem hans sind: "Han, som har hjulpet hidindtil, han
hjælper nok herefter - "
|
Mette Katrine og Jens Bjerre Sandholm
|
Dagliglivet i Søllergård blev lykkeligt, de unge enedes fint med moster Inger og kusine Maren,
jævnaldrende med Mette; der opstod et varmt venskab mellem de
to unge kvinder, og det holdt livet ud - selvom det gode forhold ellers blev sat på en hård
prøve et par år efter - omend årsagen dertil var glædelig.
Jens' yngre bror Jens Stokholm kom tit på besøg, snart fandt han og Maren sammen, og året
efter blev de officielt forlovede. Skulle Jacob så igen ud at se på gård? Nej, det gik ikke an,
hans økonomi strakte ikke til mere. Hvad så? - Selvom Maren i sin tid havde sagt ja til salget af
fødegården, kom handelen nu til at gå tilbage: Maren og Jens Stokholm overtog
Søllergård, hvor Jens i de forløbne 2 1/2 år havde nedlagt et næsten
overmenneskeligt stykke arbejde, med mergling og rydning, rapsdyrkning og roeforsøg. Til gengæld fik
Jens overladt gården Sandholm, der nu igen blev skilt ud fra Nissumby.
Det var en hård mundfuld for det unge par, men selvfølgelig mest for Jens, og i erindringerne
lægger han heller ikke skjul på, at han følte sig snydt. Det havde været på tale,
at han skulle overtage Nissumby; hans morbrødre fandt, at han lagde så megen dygtighed for dagen i
Søllergård, at det ville være en klog løsning. Men i stedet blev Nissumby givet til den
ældre bror Gravers, og Jens fik Sandholm - der var betydeligt mindre end Søllergård. Jorden var
nærmest i urtilstand, skriver han, fordi den mest var blevet brugt til græsning for Nissumbys store
kvæghold. Jens var dog ikke i stand til at sætte sig op imod faderens autoritet, men han følte
bittert, at han nu skulle begynde forfra, og at han fik lidt eller intet for de to foregående års
slid.
Jens og Mette i Sandholm 1869 - 1903
Trods alle økonomiske bekymringer - og de var mange - blev Sandholm alligevel et meget lykkeligt hjem for
den store børneflok, og Jens og Mette blev kendt viden om for deres aktive deltagelse i de nye
åndelige strømninger. Sammen med andre grundtvigske familier løste de sognebånd til
pastor Markus Lund, da han flyttede til Fjaltring. De gik i forreste række med at oprette friskole, da deres
børn kom i skole alderen, og især Mette var meget virksom ved dannelsen af Lemvig Valgmenighed. Og
ligesom hos Gravers og hans kone i Nissumby blev der i Sandholm holdt møder med grundtvigske talere.
Markus, nr. 5 i børneflokken, har givet en
kærligt-humoristisk skildring af sin far som landmand. Efter hans udsagn var
Jens Sandholm både dygtig og energisk, især med de ting, han i sine unge år havde lært
derhjemme. Hans energi var stor, men den varede kun en dag eller to - så fandt han det latterligt, at han
som gårdejer skulle gå og slide med et arbejde, der ligeså godt kunne gøres af en
daglejer. Nej, han ville meget hellere modtage en velbørstet hat og et smil fra sin kære Mette,
hvorefter han med stok i hånd begav sig ud i sognet for at "gøre en god handel".
Ligesom Jacob fedede han stude op, og mens hans yngre bror Niels var bosat i Newcastle, opkøbte han
kreaturer til ham. Det gav i nogle år en rimelig fortjeneste, og sammen med Jens Stokholm besøgte han
broderen i England. De havde selvfølgelig et antal kreaturer med skibet, så de selv fik gratis
overfart som kvægpassere - med soveplads i halmen. Det blev en spændende og indholdsrig tur, selvom
den på ingen måde, de mange seværdigheder til trods, kunne overstråle den betydning, det
havde haft for Jens at deltage i Grundtvigs begravelse i 1872.
Det var og blev hans livs største oplevelse.
Jens Sandholm og terminen
|
|
Markus fortæller, at børnene godt fornemmede, at
deres far ind imellem havde tunge tanker at tumle med. Langt
senere gik det op for dem, at det var omkring terminerne; da sendte deres mor et særlig
bekymret-kærligt blik til faderen, før han drog af gårde. De hårde realiteter var, at
Jens i hele sin tid som gårdbruger var dybt forgældet; han lånte nye penge for at betale gamle
skyldnere, og ofte gjaldt det kampen for økonomisk overlevelse. Som andre bønder i hans tid havde
han ingen tiltro til kreditforeningslån; derfor var der en stor mængde private lån at holde rede
på. Med årene frygtede Mette og børnene stadig mere, at faderen en skønne dag ville have
belånt gården til op over skorstenen, så de ikke kunne komme gældfrie derfra. I 1903
overtalte de derfor Jens til at opgive Sandholm. Det var hårdt; han var kun 62 år, havde stadig et
jernhelbred - og følte sig absolut ikke parat til at lægge op.
Løsningen blev, at Jens og Mette med to døtre flyttede til Markus på Venø, mens en
datter og svigersøn overtog Sandholm. Der var indlysende fordele på begge sider: den ugifte Markus
fik en god husbestyrerinde i sin mor, og Jens kunne nu gå og være sin søns kreaturhandler og
studestrigler, to af de ting, han gjorde med størst glæde. Men begge savnede de den hjemlige horisont
og især egnens rige, åndelige liv, der for dem havde Lemvig Valgmenighed som centrum. Det havde
været det bedste i deres liv, og de havde selv bidraget meget til det; uden det kunne de ikke rigtig trives.
Det var derfor en stor glæde for både Jens og Mette, da de i 1906 sammen med døtrene kunne
flytte tilbage til et aftægtshus, der var blevet opført på Sandholms jord. Her tog Jens fat
på at skrive sine livserindringer, og det fik han god tid til: han levede i endnu 20 år og var frisk
til det sidste. Mette, som Markus har givet et ualmindelig smukt eftermæle i sin fortælling om
hjemmet, levede til 1930.
