-himmelhund og fremskridtsbonde
Jacob Christensen Bjerre (1800-91) er
fremfor nogen slægtens mytiske person. For
hundrede år siden samlede man en mængde erindringer om ham, og desuden findes et
væld af anekdoter, nogle af dem muligvis vandreanekdoter, men når blot de tillægges Jacob,
godtages de straks; for ham var alting muligt, Jacob fra Nissumby, der havde tolv sønner, ligesom
patriarken Jakob i det gamle testamente.
Her er det dog rimeligt at modificere myten en smule, for Jacob og Ane Marie havde aldrig tolv sønner. Hun
fødte ganske vist tolv drenge, men den lille førstefødte Christen, opkaldt efter sin farfar, levede
kun i et par uger. Så mytens billede af de tolv sønner
med de tolv gårde passer ikke helt; to af de elleve, som nåede voksen alder, døde
i 1860'erne, den ene ung og ugift, den anden gift og far til tre små børn. I samme periode
døde en gift datter, og et tiår før var en voksen datter død af mæslinger. Da Ane
Marie døde i 1871 havde de mistet fem af de sytten børn.
Man kunne med lige så stor ret huske dem som en hjemsøgt familie. Når det ikke
fremtræder sådan, skyldes det utvivlsomt den utrolige dynamik, der prægede Jacob højt op
i årene; billedet af en rask, energisk og uforknyt mand står lysende klart.
Men lad os gå til begyndelsen. Jacob kom til verden i år 1800 som sine unge forældres 3. barn;
han blev opkaldt efter sin morfar i Lille Bjerre, Jacob Pedersen, der igen var opkaldt efter sin farfar,
den første Jacob i Store Bjerre. Der kom fem
børn mere, så han voksede op i en solid børneflok. Dengang gik vejen fra Struer til
Ringkøbing gennem gården, og lige i nærheden løb vejen fra Lemvig til Holstebro,
så der var altid færdsel af folk og fæ, især ved forårs- og efterårstid,
når de store studedrifter drog sydover. På den måde blev gårdens børn, i
modsætning til de fleste andre bønderbørn, fra ganske små vante til at se "fremmedfolk".
De fremmede var ikke noget farligt eller fjendtligt, men budbringere om en stor og spændende verden, fuld af
muligheder.
Vester Store Bjerre og endnu mere den dobbelt så store nabogård Overgård tjente dengang som
overnatningssted for svine- og studeprangerne, når de kom vandrende med deres flokke af dyr oppe fra det
nørrejyske, på vej enten til Holstebro marked eller sønderud til handelsbyerne Tønder
og Husum. Jacobs mor, Maren Jacobsdatter, var ikke blot en dygtig og
gæstfri værtinde for de mange betalende gæster, hun var også myndig og slagfærdig -
og forstod om nødvendigt at sætte dem på plads.
Da hun engang så nogle prangere skyde genvej gennem gårdens kornmark for des hurtigere at komme til
hendes dør, lod hun som ingen ting og dækkede op for dem som sædvanlig, med tørfisk,
brændevin og hvad ellers hørte til og sagde så: "Værsgod og kom til bords!" De satte sig,
men gik ikke i gang med at spise, trods hendes gentagne opfordringer - indtil en af dem lidt forlegen gjorde den
erfarne husmor opmærksom på fejlen: "Du har vist glemt at sætte brød på bordet?"
"Nej!" svarede da Maren Bjerre, "Men jeg troede ikke, I brød jer om det, siden I lod jeres heste
træde vort korn ned!"
Efter en nødtørftig skolegang, som kun satte børnene i stand til at læse nogenlunde og
skrive og regne en smule, kom Jacob efter sin konfirmation i et par vintre ud som bilærer, dvs. omvandrende
lærer, men det brød han sig ikke om. Snart kom han til at hjælpe en af sine morbrødre,
som drev lidt høkerhandel fra Store Bjerre, han gik ærinder for ham og begyndte desuden at handle
lidt for sig selv. Men det var ikke nok for en foretagsom knøs som Jacob, han måtte ud at
prøve lykken på egen hånd.
Det var der flere grunde til, men som han på sine gamle dage fortalte til sønnen Jens, så var den vigtigste, at
han "havde en umådelig lyst til den unge Ane Marie i Overgård. Men han havde jo hverken gård
eller penge, så han syntes knap nok, han kunne være disse tanker bekendt for sig selv; i sit stille
sind tænkte han på, om det skulle lykkes ham at tjene så mange penge ved handelen, at han kunne
forsørge hende."
Som første trin opad købte Jacob sig derfor en pakke kramvarer, nåle og sysager, bånd
og lidser, tørklæder og sjaler, som han gik rundt i sognene og solgte. Derved tjente han så
meget, at han kunne begynde at opkøbe svin.
Fra barnsben havde Jacob været med til at hjælpe svinedriverne, og han har utvivlsomt siddet med
lange ører, når prangerne diskuterede dårlige tider og værre priser. Men i stedet for at
lade sig afskrække har han tværtimod følt sig sikker på, at han nok skulle klare det
bedre, blot han kom i gang. Kreaturer og heste kunne komme siden, blot han fik tjent de første penge
på svinene.
Jacob har ikke skrevet noget ned om livet som svinepranger, det gjorde først hans søn Jens (kap.
3), men han har nok haft det som de andre i branchen: hårdt arbejde, lange ture og oftest ret ringe
fortjeneste. Han gav sig hurtigt til at handle med stude om vinteren, mens svinehandelen hørte
forårs- og sommerperioden til. Som ældre skal han selv have udtalt, at han i de dårlige år
tabte lige så meget på svinene, som han tjente på kreaturerne. Og passer det, har vejen til Ane
Marie været både lang og trang.
Kun ét år gik det rigtig godt med svinene, og den beretning
stråler så til gengæld som et rigtigt eventyr, alle handelsmænds ønskedrøm,
deres "udødelige historie":
"En sommer lettede svinehandelen sig. Den første gang Jacob var "i æ Sønden" tjente
han godt, og anden gang tjente han endnu mere. For at komme hurtigt hjem og skaffe endnu flere svin, købte
han en god hest dernede, som dog var næsten ødelagt, da han nåede hjem til Store Bjerre,
så hurtigt havde han redet. Jacob fik nu en af sin fars gode heste og red afsted igen. I Fousing kom han i
følgeskab med en handelsmand, han kendte. Begge vidste de, hvad den anden red efter, og afsted gik det i
flyvende fart. Da de havde redet om kap en tid, siger den ene: "Det kan da ikke hjælpe, vi kommer
sådan farende til Niels Nauers gaard?" - Denne havde nemlig købt 50 svin, vidste man. Så blev
de enige om at dele fortjenesten, og den ene af dem købte svinene.
Nær Lemvig kom Jacob til at følges med en handelsmand, som ville til Thyland. Jacob red da vesterud
til Harboøre, hvor han fik at vide, at en thybo havde opkøbt en hel del svin. Den anden handelsmand
havde allerede sat over Oddesund, men Jacob satte over Aggerkanalen,
idet han lod hesten svømme, red til thyboens gård i fuldt firspring, og lige som han havde
købt svinene, kom den anden handelsmand i gårdleddet.
Efter to dage på denne vis kom Jacob hjem til Store Bjerre med endnu en skamreden hest. Som rimeligt var,
ville hans far nu have at vide, hvor mange svin han havde købt, men det vidste Jacob ikke så
nøje. Selv havde han købt 400, men han havde også sendt opkøbere ud, og hvor mange de
havde fået handlet, vidste han ikke endnu. Da hans gamle forældre fik den besked, gav de sig begge til
at græde. 400 svin købt af ham selv, et ukendt antal af hans opkøbere og dertil to gode heste
redet sønder! Nej, det ville ende galt for den søn, det her blev hans ruin!
Det klarede imidlertid snart op, for selvom det viste sig, at der ialt var indkøbt 700 svin, gik det
så heldigt, at allerede den dag Jacob tog imod svinene, solgte han 200 af dem til en tysk opkøber,
hvor han tjente en daler på hvert svin."
Beretningen om "Jacobs store svineheld" slutter således:
"I de par dage tjente han mere ved svinehandelen end nogensinde ellers. Det havde sin grund i, at han havde
købt den gode hest "i æ Sønden" og redet så hurtigt. Derved var han kommet en halv dag
forud for andre handelsmænd."
Ja, var det bare gået sådan lidt oftere!
Ligesom andre handelsmænd drev han 3-4 gange hvert efterår stude sydpå og omsatte 3-400
stykker. Man havde dem gerne i flokke på 40 stykker og måtte have et par mænd til at passe hver
flok. Jacob tog i reglen selv med for at påse, at folkene ikke drak eller forsømte kreaturerne. Ofte
red han omkap med de andre handelsmænd for at få en god plads til sine kreaturer om natten. Når
studene var solgt, gjaldt det om at komme hjem før de andre for at have et forspring, når næste
sending skulle opkøbes.
Afregningen skete altid kontant i sølvmønter, så de større handelsmænd,
deriblandt Jacob, slog sig sammen om en vogn til at køre deres pengekister hjem på. Sådan et
jernbeslået skrin fyldt med sølvdalere var tungt, og da Jacob siden blev familiefar, lovede han somme
tider ved hjemkomsten sine børn alle dalerne, hvis de kunne løfte pengekisten over
dørtrinnet. "De små udførte da altid et hæderligt arbejde derpå, men det lykkedes
dem aldrig," fortælles det.
Ifølge Jacobs egen fortælling til
sønnen Jens havde han under alle omskiftelser
i sine ungdomsår stadig den unge Ane Marie i tankerne, og
han var selvfølgelig bange for, at en anden skulle snuppe hende fra ham, mens han var ude på sine
handelsrejser. "Da fik han engang lejlighed til at tale med hende i enrum, sagde, at han ikke netop var kommet for
at bejle til hende, skønt der var ingenting han hellere ville. Men selv om han håbede på, at
hun havde godhed for ham, så ville han ikke binde hende ved noget løfte, for dertil var hans fremtid
endnu for usikker; og hun var for god til at sidde i en lejestue som en fattig mands kone. Men han ville
spørge hende, om hun ville vente på ham i to år? Hvis studehandelen ville lykkes for ham,
så kunne han til den tid have tjent så meget, at han kunne være bekendt at møde frem som
bejler."
Men en anden gang, da Jacob i en munter stund genfortalte historien til sin svigerdatter Ane Kathrine, nylig
forlovet med hans søn Bertel, lød den anderledes: "Jeg skal såmænd fortælle, hvad
jeg sagde til min kæreste, da vi blev forlovede: Hvis jeg kan forsørge dig, så vil jeg have
dig!"
"Det var du vist glad ved," sagde Ane Kathrine til sin svigermor, som i det samme kom ind i stuen med sit milde,
lidt poliske smil.
"Nej, jeg var ikke," kom det fra Ane Marie. "Det var to lange år!"
Ja, det har det nok været både for Jacob og Ane Marie, for de vidste, at Ane Maries far, Søren
Overgård, var af den bestemte mening, at "én kan lisågodt kom te å hold' af én,
der hår nøj" (man kan ligeså godt komme til at holde af en, der har noget). Når en datter
skulle bortgiftes, måtte bejleren stille med en gård.
Men omsider lysnede det; Ane Marie fik 100 daler i medgift, og Jacob havde samlet 3-400 daler, så i 1826
begyndte han at se på gårde. Han endte med gården Midtiby i Nissum, - selv om den lå alt
for langt borte fra hjemegnen og desuden var behæftet med flere fejl, bl.a. hed det sig, at der var
spøgeri. Midtiby kostede 1.000 rigsdaler, og en af Jacobs første forbedringer var at give
gården nyt navn: Nissumby.
Den 11.marts 1827 blev de viet i Naur kirke.
Da stud.theol. Bertel Bjerre fra Lomborg i 1890'ernes sidste halvdel indsamlede oplysninger til den første
stamtavle, kom han hurtigt på den tanke også at samle minder om sine bedsteforældre, Ane Marie og Jacob i Nissumby. En af hans mange meddelere
var "vor kære gamle Inger", en meget yngre søster til Ane Marie. Så selvom det følgende
ikke er nogen beskrivelse af selve brylluppet, er det dog en øjenvidneberetning fra en medvirkende
lillesøster.
Inger fortæller: "Et bryllup varede i 2-3 dage. Når dagen var bestemt og folk indbudt, sendte man
"sendpiger" med "send": æg og gæs osv. til bryllupsgården, men de fik deres kurve med hjem igen,
fyldt med brød og kager. - Ved bryllupsgildet spillede musikanterne ved døren, hver gang der kom en
vogn til gården, og de var med i bryllupstoget til kirken for at spille. Der var altid forridere ved
bryllupstoget, sommetider en halv snes ryttere, de red gerne omkap til kirken. Til Ane Maries bryllup var der
otte.
Ved gildet fik de mellemmad, varmt øl og
fisk. Ved bordet gik der en mand rundt med en tallerken for at samle penge ind til spillemanden. Det var i
Overgård skrædderen, der altid forstod at gøre løjer. Han begyndte gerne med, at
spillemandens bue eller violin var gået i stykker, nu fik de give en skærv for at få den sat i
stand osv. - Næste morgen gik folk hjem for at sove og kom så igen hen på dagen.
Gildesmaden på andendagen var den samme som på bryllups dagen: mellemmad, varmt øl og fisk,
men når de var færdige med at spise, kom der store fade ind fulde af kavringer og bakkelser, og
så skulle enhver, både mænd, kvinder og børn, have en kavring og et par bakkelser med
hjem. Det blev hele læs, de drog af gårde med.
Den tredje dag tog brud og brudgom hjem til deres eget, tilligemed hendes forældre og søskende, og
folkene som havde vartet op i bryl lups gården. Desuden kom også naboerne omkring deres nye hjem."
- Såvidt gamle Ingers beskrivelse af et bryllup i hendes barndom; hun kom til at opleve mange, for de var
14 søskende i Overgård.
Hvordan var egentlig den unge kvinde, som nu, 22 år gammel, skulle til at være kone i Nissumby? Hun
beskrives som en køn, lidt stille pige, der næsten altid havde været inde hos sin mor for at
hjælpe med husarbejdet og de yngre søskende. Ellers hed det sig om Søren Overgård, at
han gerne satte sine stærke døtre til markarbejde, især når der kom mange folk forbi
på markedsdage, så de kunne se, at hans piger duede til noget.
I skolen og til præsten havde hun ikke været så god til at lære udenad, så ved
konfirmationen kom en yngre søster til at stå før hende, hvad der ikke var almindeligt
dengang. Man må dog ikke tro, at Ane Marie ikke var en
forstandig pige, for såvel hendes sunde fornuft som gode forstand betød meget for Jacob.
En af hans beretninger om ungdomstiden gik netop på, at han en gang i sine meget unge år havde
forlibt sig i "sådan en kjønne pige". Men det varede kun, til han fik talt med hende! - "Det kommer
endda an på, at folk har en god forstand!" var en af hans læresætninger, når valg af
ægtefælle kom på tale.
Alt i alt var Ane Marie en rolig, fornuftig og fredelig karakter, en pige, der forstod at komme godt ud af det
med andre, og som alle syntes om. Af sin mor var hun oplært i alle datidens kvindelige sysler, og dertil kom
flid og udholdenhed som noget af det vigtigste. Ingen tvivl om, at Jacob drog herligt læs i gård, da
han ægtede Ane Marie. Med sit beskedne, stilfærdige væsen var hun en fin modpol til hans
stærkt udadvendte natur. Det var noget som både folkehold og børn kom til at
værdsætte.
Og børn kom der jo mange af: sytten børn fødte Ane Marie mellem 1827 og 1849; det
betød meget små intervaller mellem graviditeterne, og man undres over, hvordan den lidt sarte pige
kunne holde til det. En enkelt gang så det også galt ud: i 1842 blev Ane Marie alvorligt syg - efter
sin trettende nedkomst i løbet af 15 år, så syg, at hendes forældre tog op for at
besøge hende.
De fandt deres datter med en nyfødt, en et-årig og en 2-årig, som endnu ikke kunne gå,
fordi han havde haft engelsk syge. Foruden selvfølgelig de øvrige ni børn, hvoraf den
ældste var tretten. Bedstefor ældrene tog da den et-årige Jens med sig hjem til Overgård, hvor han
blev til efter sin konfirmation. Heldigvis kom Ane Marie over det - og det blev til fire børn mere.
Jacob satte sin kone meget højt, og der var altid rigeligt med pigehjælp i gården, så
hun blev sparet for det tungeste husarbejde; hun passede de mindste. Men der var nok at se til endda, ikke mindst
da Jacob fortsatte med at handle, omend mindre end før ægteskabet. Ane Marie græd, når
han rejste bort, hun var bange for spøgeriet. Det samme gjaldt, når hun vendte tilbage fra sit
årlige besøg i Store Bjerre; det fandt sted hvert år ved St. Hans tid, hvor der var stort
marked i Holstebro, og de var væk i tre dage.
Vejbjerggård - et tigerspring
|
|
I sommeren 1833 erhvervede Jacob hovedgården
Vejbjerggård i Humlum og flyttede straks ind med sin familie. Det var en stor satsning - og desværre
viste den sig ikke at kunne holde. Han har selvfølgelig regnet med at sælge Nissumby fordelagtigt,
men denne forventning gik ikke i opfyldelse. Der kom ikke tilstrækkeligt gode tilbud, muligvis på
grund af spøgelsesfrygten, så Jacob måtte bide i det sure æble og gensælge
Vejbjerggård allerede efter 3 måneders forløb. Salgssummen beløb sig til 5.000 rigsdaler
- men da vi ikke kender købesummen, forbliver denne storhandel et dunkelt punkt i den driftige Jacobs
historie.
I familieoverleveringen får det vedholdende spøgelsesrygte hoved skylden for miséren, men der
kan ganske givet også have været andre grunde, f.eks. at det trods alt har været for stor en
mundfuld for Jacob, eller at han måske har næret lidt for optimistiske forventninger til årets
kreaturhandel - eller at hans standsfæller har syntes ilde om hans storhedsnykker og derfor ikke har budt
højt nok for Nissumby.
Da den nye køber først skulle overtage Vejbjerggård næste forår, boede Jacob og
Ane Marie der vinteren over med børn og
6 tjenestefolk. Da de holdt barselgilde for den lille Peder, født 3 dage efter gårdkøbet, benyttede de lejligheden til at
slå stort op: ved middagsbordet brugtes for første gang tallerkener - hvoraf de dog havde lånt
de fleste. Ellers plejede man kun at bruge et par fade til maden og en bakke til brødet, hvoraf en stor
skive tjente som tallerken, mens lommekniven var det mest yndede redskab til at fortære sulet med.
"Men folk sagde, at de da snart ville gå i armod med sådan en urimelig flothed!" slutter referatet.
Mon ikke det igen er lillesøster Inger, der beretter, om såvel den nymodens bordskik - som den
påfølgende sladder.
For at trøste Ane Marie over den fejlslagne flytning lovede
Jacob i stedet at flytte Nissumby og bygge
hende et flunkende nyt stuehus. Hun kom dog til at vente længe, helt til 1845-47; i mellemtiden havde Jacob
travlt med at forbedre landbruget og købe mere jord til gården, foruden selvfølgelig med den
kreaturhandel, der skulle bringe de nødvendige penge hjem.
Om Jacobs ihærdighed med at købe tømmeret til byggeriet godt og billigt, fortæller
sønnen Jens: "Nu gjaldt det så om at
ramme en heldig strandingsauktion. Det var en forrygende snestorm den morgen, da far trak i tøjet for at
begive sig ud på den 3 mil lange vej til auktionen. Mor bad ham opgive turen: "Det er da ikke et vejr at
tage ud i!" sagde hun, og med god grund. "Jo, i dag er det pinedød netop vejr til at tage ud i!" mente far.
"I dag bliver der ikke for mange til at byde på tømmeret!" Nogen lysttur har det ikke været,
men tømmeret blev købt og sikkert til en meget billig pris."
Det var dog ikke gjort med én auktion, der skulle mange ture til, men her kommer Jacobs sejghed ind: der
skulle arbejdes hårdt for pengene i de år, og sløse med dem ville han i hvert fald ikke. Et af
hans fyndord lød netop: "Det er bedre, at folk siger: "Der går den gnier!" end at de siger: "Der
ligger den skiderik!" når han er gået fra gården."
Det nye Nissumby, med herlig udsigt over fjorden og med store, solide bygninger, blev beundret i samtiden og
elsket af børn og børnebørn som et dejligt hjem.
Hvis man vil vide noget om dagliglivet i den store familie, må man igen ty til Jens' erindringer. Han kom tilbage fra
Overgård efter sin konfirmation i 1856 for nu endelig at blive "barn i hjemmet'". På den tid
behøvede Jacob ikke længere at holde
tjenestefolk, for der var en overvældende mængde ungdom af egen avl på gården; kun
én af de 15, en datter, var gift, så de mønstrede 14 ialt, heraf 4 ukonfirmerede. Et nyt og
dejligt hjemmeliv åbnede sig for Jens, præget af hans mors mildhed og varme, men også af et
udearbejde, som var en del anderledes, end han var vant til.
Hos bedsteforældrene i Overgård havde der været orden; her i Nissumby lå tingene og
flød, hvor de sidst havde været i brug. Var der kommet en fordybning eller ligefrem et hul i
brolægningen, smed man blot et knippe halm i for at jævne det. Jens forsøgte sig den
første søndag med lidt oprydning ude omkring, det var efter hans mening hårdt tiltrængt.
Men da hans far kom ud et par timer senere, han sov altid noget længe og især om søndagen,
lød det: "Hvad bestiller du dér, dreng?" på hans korte, hvasse facon. Jens svarede, at han
syntes, det havde set så grimt ud, men fik blot at vide: "De ting kan lige så godt ligge dér
som et andet sted!" - Bagefter grinede brødrene grundigt ad Jens, fordi han havde gået "på egen
hånd". I Nissumby gjaldt kun én vilje: Jacobs.
|
"Nissumby" ca. 1900.
|
Børnene havde umådelig stor respekt for faderen, skønt han sjældent skældte ud.
Det var slet ikke nødvendigt, for på sin korte, bryske facon satte han folk i den grad på
plads, så man ikke en anden gang kom med en halv besked eller et overflødigt spørgsmål.
I det hele var det ikke velset at forstyrre Jacob, der ofte gik og tumlede med egne tanker, tydeligt nok langt
væk fra det nærværende. Nye dyrkningsmetoder, planlægning og overslag - eller
gårdhandeler, for der var jo mange sønner at hjælpe frem. I mellemtiden måtte de så
hjælpe ham derhjemme ...
Skolen i Nissum var ikke meget bevendt, så i nogle år tog Jacob børnene ud; om sommeren holdt
han huslærer til dem, om vinteren forsøgte han sig selv som underviser. Her fortæller den
yngste søn Niels: "Vores skolegang blev forsømt. Far som
lærer var meget uheldig, han var hidsig og kunne ikke tage lempeligt på os. Jeg husker engang, vi
skulle lægge tal sammen, og han i sin iver sagde: "Du ved vel, hvad to til to er?" I vores forvirring sagde
vi 5! "Ja, du skulle have 5!" - og der fulgte et par gode ørefigen. Han gik ud af skolestuen, han vidste
godt, at den måde at tage os på var forkert. Det sidste år før konfirmationen fik vi en
ung huslærer, Tinus Lund; han var en god mand, men det var ham ikke muligt at holde orden i undervisningen,
fordi far ofte kom midt i skoletiden, og vi skulle ud at hjælpe."
Endelig hjalp det heller ikke så meget med huslærer om sommeren, hvis drengene, som det skete med den
12-årige Jens Stokholm og den 11-årige
Niels, blev sendt på flere månedlange ture til Tønder for at hjælpe den voksne bror Mads med at holde styr på svineflokkene!
Ikke desto mindre havde Jacob et stærkt ønske om, at hans børn skulle lære noget,
så da der kom en god aftenskole, blev de straks sendt derhen, uden at det dog gav de store resultater.
Fejlen var nok, at en del af Jacobs børn simpelthen ikke var motiverede; som de fleste andre i bondestanden
så de nærmest ned på skolelærdom. De så jo, at deres far klarede sig glimrende med
sine forholdsvis få kundskaber. Hvad de derimod ikke indså, var, at deres far havde en sjælden
evne til at tilegne sig viden og forståelse for nye ting - uden at behøve at læse sig til det.
For at højne oplysningens stade købte Jacob en hel del bøger til hjemmet, og ved det daglige
aftenarbejde, som alle tog del i, så han hellere, at de unge læste, end at de snoede halmbånd
eller lavede reparationsarbejder. "At læse en god bog, det er det samme som at tale med en klog mand", sagde
han. Desværre var en del af dem så dårlige læsere, at de intet fik ud af de
indkøbte bøger - de foretrak de praktiske sysler, mens de gode læsere blev endnu bedre.
Når katten er ude, spiller musene på bordet ...
Det skinner igennem alle skildringer, at faderens autoritet var så stærk, at de unge og voksne
børn i hjemmet egentlig kun følte sig rigtig frie til leg og lystighed, når Jacob var
hjemmefra, f.eks. på den ugentlige markedsdag i Lemvig. Så slog de gækken løs og morede
sig med alt det, der ikke var velset på de daglige aftener, f.eks. violinspil, som flere af drengene var ret
dygtige til, eller endnu bedre: det forbudte kortspil. Og samtidig lo og morede de sig over alle bredder. Men
når Jacob igen viste sig i stuen, forsvandt
kortene under bordet, og larmen veg for stilfærdig samtale.
I dag er det svært at forstå en så patriarkalsk familieorden, især når man
betænker, at ikke færre end seks af sønnerne havde passeret de tyve. I stedet for at gå
derhjemme og blive uselvstændige under faderens kommando, burde de forlængst være sendt ud for
at se, hvad der skete andre steder. Men kun nogle få af sønnerne var ude at tjene i korte perioder.
Den autoritært prægede dagligdag kunne også føre med sig, at sønnerne
opførte sig, hvad vi nok vil kalde barnagtigt; i stedet for at tage en konflikt med ham - sikkert ganske
utænkeligt - snød de ham, når lejlighed bød sig. Nok mest for sportens skyld! Den
følgende hændelse er berettet af en af de ældre sønner, måske Søren eller Mads:
"Det hændte engang, at 4-5 af sønnerne skulle op på staldloftet for at skaffe noget hø
ned til foder. De tog da en skæppe og et spil kort med derop, vendte
skæppen om og brugte den som spillebord. Før de spillede, væltede de store armfulde hø
hen til åbningen, hvor det blev liggende, indtil den gamle kom. Når den af sønnerne, som holdt
vagt, tilkendegav hans ankomst, blev høet væltet ned som en stor lavine."
Den yngste Niels var flere gange i åben konflikt med faderen,
men i vinteren 1863-64, da han var knap 20, gik han stilfærdigt til værks: "Jeg var i Sandholm, hvor
jeg skulle passe kreaturer og tærske med plejl. Den bestilling syntes jeg ikke om, jeg ville hellere
læse. Jeg fik indrettet en slags læsestue på loftet over stalden og fik lavet et bord af nogle
gamle brædder. Der kunne jeg rigtig sidde og læse og skrive breve, men jeg forsømte mange timer
ved plejlen. En dag kom min far op på loftet og så mig sidde der med mine bøger. "Nå,"
sagde han, "der sidder du nok godt. Men det var bedre, du tog fat på din plejl."
Tilsyneladende har heller ikke Jacob været parat til at tage en åben konflikt med Niels, for det blev
ved denne tilrettevisning. - Men de to beretninger taler deres tydelige sprog om en udpræget irritation
på de undertrykte sønners side.
Tilsyneladende var "handelen" den eneste udvej for at komme hjemme fra med faderens billigelse. Derimod
nærede Jacob ikke tillid til, at sønnerne
ville få nok udbytte for pengene, hvis han lod dem tage på højskole - hvad der ellers havde
været nærliggende, når man betænker hans ønske om at give dem bedre kundskaber. Den
svagelige Kristen (1840-63) kom afsted; men Søren, den ældste, der tidligt
ønskede et højskoleophold sammen med nogle kammerater, kunne faderen ikke undvære. Han skulle
være stedfortræder derhjemme, når Jacob var ude på handel. Søren kom dog på
Rødding højskole, men sent.
Yngste Niels tog til Staby højskole i 63-64, men faderen
beordrede ham hjem, da et par landbrugsmedhjælpere blev indkaldt; og da han senere søgte til Ryslinge
højskole, var Jacob mere end nærig med tilskud hertil. Spørger man efter årsagen til
denne modvilje, må den nok søges i hans grundlæggende mistro til den religiøse
påvirkning, som ofte fulgte med.
Endelig var der Bertel, som måtte kæmpe for at blive
lærer, og hvor faderen til det sidste forsøgte at gøre en bonde ud af ham; da Bertel var
blevet forlovet, tilbød Jacob ham således en lille landejendom. Heldigvis holdt Bertel fast ved sin
bestemmelse. Men der skulle virkelig rygrad til, om man ville "gå på egen hånd!"
Med årene blev Jacob mere og mere overbevist om, at "ved
jorden at blive, det tjener os bedst", mens handelen var og blev lotterispil. Mens der var overflod af
arbejdskraft i Nissumby, blev Jens sendt ud med
kramsækken, og siden handlede han med svin i nogle år ligesom den ældre bror Mads; men omkring 1860 ønskede Jacob
deres indsats i landbruget, fordi han nu drev sin gård langt mere intensivt. Der var stadig et stort antal
sønner hjemme, for de blev næsten alle gift sent, men alligevel ville Jacob gerne have både
Jens og Mads hjem, de var for gode til at blive ved handelen.
For at overbevise Jens gav han ham en klar besked: "Handel er en usikker levevej!" lød det. "Igennem alle
de mange år, jeg selv har handlet, er der kun to eller tre af hver snes, som har svunget sig op ved
handelen; de andre er gået i armod. Landbruget er en langt sundere og sikrere levevej! Du SKAL holde op,
hvis du vil lyde mig. Gør mig nu den glæde at slå det handelsliv af hovedet!"
Dennne klare bekendelse til landbruget og jorden som det solide og handel som det flygtige, svarer ganske til
hans tidligere nævnte bemærkning: at han i de dårlige år havde tabt lige så meget
på svinene, som han havde tjent på kreaturerne.
Lige fra de første år havde Jacob søgt at
forbedre sit landbrug efter tidens nye idéer, og samtidig købt mere jord til, når det var
muligt. Han fik grøftet de sure, lave enge, og i forbindelse med flytningen udvidede han avlsbygningerne
til at rumme den høst, han håbede at få, efterhånden som der blev drænet og
merglet. Men det gik ikke lige hurtigt for sig, der skulle penge til, og det gammeldags landbrug gav ikke stort
afkast; kontanterne måtte hentes hjem på kreaturhandelen. Efter gårdens flytning koncentrerede
han sig i højere grad om landbruget.
Da Jacob overtog Nissumby, var knap 1/3 af jorden dyrkbar, og der var plads til 10 ungkreaturer. Nu var der plads
til 30 fedestude, og de blev omsat to gange årligt. Denne del af bedriften omfattede han med den
allervarmeste interesse, og det var hans og sønnernes stolthed, at Nissumbys stude var de bedste på
Holstebro marked, dem, der blev solgt først og derved satte dagens notering.
Et andet givtigt område var rapsdyrkningen, hvor Jacob var noget af en pioner, og hvor hans vovemod fra
ungdommens dage viste sig: han turde satse - og satse stort, når det gjaldt! For mens studehandelen var en
sikker indtægtskilde, lå det anderledes med rapsen; den havde i højere grad lotterispillets
karakter, afhængig af vejrliget. Dertil kom, at den skulle høstes lige i den allertravleste tid,
så da gjaldt det om at kunne få ekstra arbejdskraft i det nærmeste opland - der slog familiens
egne unge på ingen måde til. Men den ekstra arbejdsstyrke var intet problem for Jacob, han gav en god
dagløn, mens Ane Marie sørgede for en fin forplejning. Og hvad der betød endnu mere for de
unge, var den glade afslutning: det store rapsgilde om efteråret.
Her følger Jens' beskrivelse af høstdage i Nissumby omkring 1860: "Når rapshøsten
begyndte, var der to piger til at samle op efter hver høstkarl. Vi var gerne 4-5 mand til at høste,
så det var efter den tid en større arbejdsstyrke; vi begyndte kl. 4 om morgenen og standsede kl.8,
for midt på dagen gik det ikke an at røre rapsen. Når vi havde spist mellemmad, kom vi gerne op
i storstuen for at danse. Vi var 2-3 brødre, som kunne spille violin, ikke fin musik, men god nok at danse
efter, og vi brødre var glade dansere, så pigerne kedede sig ikke. Vi dansede lige til middag, og
derefter gjaldt det jo at få sig en middagssøvn. Men nogle ville altid hellere danse, så det
blev ofte til løjer og sjov i stedet for hvile.
Kl.4 om eftermiddagen begyndte vi igen i rapsen og arbejdede til kl.11 aften; når vi havde fået vor
"nætter" (aftensmad), kunne vi ikke styre os, vi skulle atter have en svingom. Men når dette gentog
sig flere dage i træk, blev man i længden lidt dorsk."
Ja, mon ikke! siger vi i dag, for det er højst blevet til 3-4 timers søvn. Og samtidig undrer man
sig over arbejdsgiveren, der i alle andre forhold synes at have været ret så striks. Men de
forskellige beretninger om ham er enslydende på dette punkt: når det gjaldt ungdom og dans, var Jacob
blød om hjertet; netop det var en af livets bedste glæder og hørte ungdommen til, dén
skulle der være tid til. Kom der uventet ryk ind af unge til gården, opfordrede han dem gerne til at
gå op i storstuen, og undertiden tog han selv en svingom med.
Men vi vil følge Jens lidt længere frem: "Se, sådan gik det til, når vi havde
bjærget kløverhøet inden rapsen. Men havde vi begge dele samtidig, så spændte vi
for høvognen, efter at have høstet raps fra 4 til 8, kørte hø formiddag og over
middag, tog fat på rapsen igen fra kl.4 eftermiddag og fortsatte til kl.11 aften. Når dette gentog sig
nogle dage, så kunne vi godt lade være at danse om natten, så var sengen bedre end pigerne og
storstuen!" Rapsen betød altså en slidsom og arbejdskrævende høst, men var man heldig,
betalte den sig også forrygende. Jacob avlede et særlig heldigt år 140 tdr. raps, som blev solgt
for 14 rigsdaler tønden, dvs. en bruttoindtægt på op mod 2.000 rigsdaler for en enkelt
afgrøde. Det år købte han den nærliggende ejendom Sandholm - for nogenlunde samme sum.
I kornhøsten holdt de i reglen kl.10 aften, og Jens glædede sig over, at han så ikke skulle ud
at malke, det arbejde faldt på pigerne - efter en fuld høstdag. Og Jens mindes et år med stor
avl og drilagtigt høstvejr: "En aften vi kom hjem, havde far besøg af manden fra Nr. Byskov. Han
blev meget forbavset, da alle vi mennesker kom ind i stuen så sent på aftenen; han havde
forlængst sit korn inde, og vi havde ikke nær ophøstet."
I samtiden var det et særsyn med så intensiv en driftsform. Jacob havde ikke bare meget jord, rigtig
meget efter at Sandholm var lagt til, men han forstod også at få så meget ud af den, at hans
naboer nok af og til, som Jeppe i baronens seng,
har "gnikket" øjnene en ekstra gang og spurgt sig selv, om de drømte eller var vågne. Den
satsning, som Jacob i sine unge år havde forsøgt med købet af Vejbjerggård,
virkeliggjorde han nu i de modne år med sin opdyrkning og udbygning af Nissumby.
Jacob følte i høj grad sit
ansvar for den talrige børneflok; dens ve og vel lå ham så stærkt på sinde, at det
i høj grad lagde beslag på både kræfter og fantasi. Ligesom han i sin tid havde vidst med
sig selv, at en bejler ikke stillede uden en gård, sådan ønskede han at medvirke til, at hans
sønner skulle være i rimelige omstændigheder ved ægteskabs indgåelse.
Derfor kom køb af landejendomme til børnene i en årrække til at stå meget
centralt i hans tilværelse, og også på dette område fik myterne efter nogle årtier
frit spil: det hed sig, at han havde købt 19-20 gårde.
Så stort et antal var der nu ingenlunde brug for til sønnerne, hvor kun syv, foruden en
svigersøn, fik nykøbte gårde. I de unge år havde Jacob købt Nissumby, og 7
år senere købte og videresolgte han Vej bjerggård. I de næste år købte han
et lille husmandsbrug, samt Nørre Nygård og Sandholm, der alle blev lagt ind under Nissumbys drift. I
1868 blev Sandholm udskilt igen, og samtidig blev det bestemt, at Nissumby skulle gå videre til Gravers, den ældste af de endnu ugifte.
Der er ingen tvivl om, at Jacob rigtig var i sit es, når han var ude på gårdhandel. At gå
derhjemme og slide i det var ikke hans sag, det lod han hellere daglejere og sønner om. Nej, handel
derimod, med alt hvad det indebar af krav om selvbeherskelse og snarrådighed; hvor det gjaldt at bevare et
køligt overblik, og samtidig vide, hvornår man skulle stå fast og hvornår gøre
indrømmelser for at få en god gård halet i land, det var noget helt andet. Det gav livet
spænding og indhold og fik blodet til at rulle raskere gennem årerne hos ham, ingen tvivl om det.
I midten af 1860'erne var flere af Jacobs sønner forlovede og stod på spring til at få deres
eget; hidtil var det kun lykkedes for Peder i Nørrelund, Kristen i Kvium og Søren i Brunsgård. Nu var der
ligefrem kø af forlovede sønner, og her stillede også Jens op; han havde i 1864 forlovet sig med den
meget unge Mette, der kom fra en velhavende gård
i Nissum.
Jens var godt klar over, at de ældre brødre havde forret frem for ham; alligevel fik han to gange i
foråret og sommeren 1866 Jacob med ud for at se på gård til ham selv. Og da Jens er den eneste,
der fortæller om dette kerneområde i faderens travle virke, vil vi følge med på begge
ture, for at se hvordan Jacob gebærder sig.
I erkendelse af sin svage stilling overfor de ældre brødre havde Jens allieret sig med en af sine mostre fra
Overgård og hendes mand Mikkel Jensen, der boede på en stor gård i Staby langt vesterpå,
om at lade ham det vide, hvis der blev en gård billigt til salg derude. Som bondesøn fra den
frugtbare Limfjordsegn tænkte han sig, at derude, hvor man var nabo til sandet, måtte man vel kunne
få sig en gård til en billig penge. Men konsekvenserne deraf stod nok noget tåget for ham, som
vi skal se i det følgende.
En dag i februar kommer der bud fra Mikkel Jensen, at nu er der en god gård på egnen umådelig
billigt til salg:
"Den ejedes af et par gamle folk, som ingen børn havde, og brevet lød: "Det kommer ikke så
nøje an på prisen, for penge har de nok af, blot de må blive i gården, og I vil
være gode imod dem, så længe de lever." Det lød jo ikke så ilde, men jeg skulle
få min kæreste med, de gamle ville bestemt se os begge to."
Jacob er ikke svær at overtale; han
mener som Mikkel Jensen, at under de omstændigheder kan der måske nok gøres en god handel. Men
han har alligevel mange betænkeligheder, for det er langt væk, og vil Jens bryde sig om at drive en
gård ude i det barske og sandede vesterland? På den anden side er Jacob tilsyneladende oplagt til at
tage ud at se på gården sammen med de unge, om nu Mette ellers kan få lov af sin far?
Fastelavns søndag kører far, søn og svigerdatter den lange tur til Staby
Kærgård; næste formiddag følger Mikkel Jensen med, og desuden en af Jacobs bekendte,
herremanden på Aaberg. Så det er et større selskab, der ankommer til den beskedne gård,
og ejeren, Anders Vestergård, bliver i førstningen også helt betuttet. Men han fatter sig
hurtigt, og så begynder man rundgangen for at bese bygningerne og bedømme markerne og de
øvrige arealer. Det sidste virker noget afskrækkende på Jens; gården ligger i den spidse
ende af en gulerod, og markerne er lave og sure. Det bedste aktiv ved ejendommen er en stor mose, hvor ejeren
skærer en masse tørv, som han kører til Ringkøbing med. Jens tænker ved sig selv,
at det ses også på manden, han er både kroget og forslidt; det er ikke sådan, Jens har
forestillet sig sin fremtid som gårdbruger.
Men Jens' rådgivere er oplagte til at handle,
og hans skildring giver et godt indtryk af mænd, der er resultatorienterede: nu skal der ske noget!
"Mikkel Jensen førte an: "Nu skal du love (tilbyde) din gård billigt, så får du et par
unge folk at være sammen med på dine gamle dage!" Og det slog ind på ejeren, og han svarede:
"Det skal jeg! I får den, som den står med fuld besætning, og så skal jeg sige det
på én gang: Jeg er af gode folk budt 6.000 rigsdaler, da forlangte jeg 7.000, men nu må I tage
den for 5.000 rigsdaler, men på den udtrykkelige betingelse, at vi må bo her, så længe vi
lever, og I må heller ikke sælge den, så længe én af os lever."
Hvad far bød, husker jeg ikke bestemt, men der var gode mæglere, og i et nu var handelen omtrent
ordnet; men så begyndte jeg at få feber. Og imens gik forhandlingerne deres gang, der var kun en
ubetydelighed dem imellem; men så sagde far til mig: "Følg med ud, jeg vil tale med dig!"
"Hvad siger du om det?" spurgte han. "Jeg siger, at kan jeg ikke få lov at sælge den, så
må du endelig ikke købe den! Det er da efter min forstand en skidt gård; jeg er bange for, vi
skal komme til at længes, og når jeg ikke må sælge den, vil jeg helst, den forbliver
ukøbt." Jeg kan tydeligt huske, min far svarede: "Gudskelov, du er så klog! Vi køber den ikke.
Skønt det er godt køb! Men så bliver der vel plads til jer et andet sted."
Da vi kom ind i stuen igen, begyndte mændene at tale om handelen, naturligvis, for de troede bestemt, at
der skulle blive handlet. Men da far sagde dem besked om, at denne forheftelse ville vi ikke gå ind
på, blev Mikkel Jensen meget misfornøjet, for han syntes, han havde gjort et stort stykke arbejde for
os, hvad nu var til ingen nytte. - Ja, ville manden tage denne forpligtelse bort, ville vi købe, ellers
ikke; men det ville han på ingen måde. Hestene blev spændt for, og vi kørte."
Først afleverer de herremanden, dernæst kører de om ad Staby Kjærgård. "Men
Mikkel Jensen var mindre godt tilfreds med udfaldet, han gentog atter og atter, at vi nok skulle have arvet Anders
Vestergårds penge, hvis vi havde købt hans gård. Men jeg angrede ikke, at handelen strandede;
heller ikke Mettes far var ked af det."
|
Jacob Bjerre, "Nissumby". Tegnet af Achton Friis.
|
Det er betegnende, at Jacob, som den drevne handelsmand han er,
ikke lader sig rive med af spændingen; han har prøvet det så ofte, er garvet udi kunsten, enten
det nu er kalve, svin, stude - eller gårde, der er på tale. Han kender og følger spillets
regler.
Jacob har gjort sig alvorlige overvejelser forud; Jens beskriver, hvordan han på den foregående dags
lange køretur vestpå har siddet og mumlet hen for sig, som han altid gør, når han er
dybt inde i egne tanker og planer. Hvad de er gået ud på, kan vi kun gisne om, men mon ikke han har
sammenlignet, hvad Jens var vant til at arbejde med, og så det han ville få derude vesterpå? Og
Jacob tror ikke, at hans unge, uerfarne søn, al hans arbejdsiver og dygtighed til trods, vil have
tilstrækkelig viljestyrke og udholdenhed til at kunne klare en sådan omstilling.
Men det er nok det klogeste at lade Jens se stedet og overveje betingelserne, så han selv kan komme til at
indse det. Måske er det derfor, Jacob venter så længe med at tage Jens med udenfor: han skal
have lov at føle kniven på struben, mærke byrden af et nyt og ukendt ansvar slå ned over
sig, - ikke alene for Mette, men også for de to gamle, inden handelen bliver afblæst.
Lidt længere hen på foråret køber Jacob gård til sin tømrersøn Niels, der er blevet forlovet med en datter fra
Vestergård i Hygum, der er "noget af det bovneste (mest velhavende) på egnen". Og så
køber Jacob da Kviesgård i Fabjerg og betaler 12.000 rigsdaler for den, selvom gården ikke er i
den bedste stand.
Det er svært at frigøre sig for den tanke, at Jacob her punger ud med mere, end han egentlig
brød sig om; brudens velstående forældre og hele afstamning synes at have spillet en ikke
uvæsentlig rolle. Måske har Jacob ikke villet stikke op for bollemælk, tværtimod; han har
villet vise dem og alverden, at han nok var i stand til at købe en ordentlig gård til sin søn,
især når han havde forlovet sig med en rig pige, der åbenbart ikke var tilfreds med udsigten til
at blive tømrermesterkone.
Intet under, at Jens efter dette søger en afklaring af sin egen situation: "En dag langt hen på
foråret klædte far sig på for at tage til Lemvig. Jeg gik da med ham udenfor og spurgte, hvad
tanker han havde om MIN fremtid. Dertil svarede han: "Det skal jeg sige dig, der bliver ingen udvej for dig i
mange, mange år! I er jo også så unge. Du kan jo nok forstå, jeg kan have nok at
gøre i lang tid med det, jeg har købt. Skal du og din kæreste have hjem, så skal Laust
Bjerg (Mettes far) sørge for det, ellers kommer I til at vente i nogle år. For det skulle da
være et slumpetræf, om der kunne købes en gård så billigt, at jeres egne penge kan
slå til; jeg kan umuligt hjælpe jer for det første." Denne besked klang ikke rigtig godt i mine
øren", slutter Jens.
Og vi læsere må tænke på, at der nok føres et tavst udholdenhedsspil mellem de to
fædre, med de unges tålmodighed som indsats. Dog, også her har Jacob nok set sine folk an; Jens
og Mette er ikke som Bertel og den handlekraftige Ane Kathrine, der året før havde
fået en uoverskuelig lang forlovelsestid afkortet på den gammelkendte måde: ved hastebryllup.
Inden længe måtte Jacob dog ud på
gårdkøb igen, for den forelskede Jens havde lange øren ude til alle sider.
En dag i forsommeren forlød det om hans moster Inger (han havde oprindelig 6 mostre!), der sad enke
på en forfalden gård, at hun måske ville sælge den. I al gedulgthed gik Jens derned
førstkommende lørdag aften, og undervejs rådførte han sig med sin morbror i Sdr.
Kærgård, der på det bestemteste frarådede et køb; han gik derefter til sin svoger
Henrik i Stabildal, der så mere lyst på gårdens muligheder, men til gengæld ikke troede
på et salg.
Således rustet til lidt af hvert når Jens ned til mosteren og hendes ugifte datter Maren, hvem
moderen overgiver ansvaret for at sælge eller beholde gården. Maren er indforstået med, at
moderen sælger. - Hendes beslutning bliver ikke begrundet, men det er nærliggende at tænke, at
Maren har fundet deres nuværende tilværelse et slid uden udsigter; så hellere vente på en
mand, der selv har en gård.
Men selvfølgelig må moster Inger rådføre sig med andre, bl.a. sin bror Diderik i
Overgård. Hun og Jens træffer en foreløbig aftale, hvorefter morbror Diderik
skal bringe bud, hvis han går ind for salg. Søndag eftermiddag går Jens hjem - dog med en
afstikker ind til Henrik i Stabildal, der godt vil kautionere, hvis det kommer dértil.
Jens fortsætter: "Det var en glad Jens, der den aften kom tilbage til Nissumby. Og dog havde jeg
næsten det værste tilbage: at få talt med min far! I hvor god en far han var, så var han
ikke god at komme nær, når han gik og tumlede med sine tanker og besværligheder. - Så gik
jeg til min mor og fortalte hende det hele, og hun lovede at være mig til støtte. Da de var
gået i seng, listede jeg derind og fortalte dem det hele. Far tog det roligt: "Jaja, nu vil jeg tænke
over det, lad os nu først se, hvad Diderik siger, og om gården virkelig skal sælges. Jeg synes,
det er usandsynligt, at de skulle gå hen og sælge deres gode gård, når de ikke har mere
gæld! Jaja, nu ser vi til, om Diderik kommer."
Han kom næste søndag og meldte, at Søllergård skulle sælges, og at Inger havde
lovet Jens første bud på den.
"Far svarede: "Den gård er der ingen, der er tjent med at købe. Der er jo næsten ingen avl og
ingen besætning, og husene er i den grad forfaldne, at de kan falde ned nårsomhelst. Der er jo ingen
ende på bekostning på den ejendom!" Jeg havde indtryk af, at far var mindre oplagt til den handel.
Nå, men de talte frem og tilbage om det, og pengevilkårene er jo gerne det første, og der var
ikke større udbetaling, end vi kunne magte."
Som man ser, er Jacob en så dreven taktiker, at Jens straks lader sig stikke blår i øjnene og
i sin uskyld tror, at faderen nok er mindre opsat på køb af Søllergård, end han var af
gården ude ved Staby. Om det samme gælder morbror Diderik, er nok et spørgsmål; han var
som Jacob en trænet handelsmand og sikkert ligeså røget, som Jacob var speget.
Jens søger straks til sin mor om hjælp, men det bliver slet ikke nødvendigt, for efter nogen
parlamenteren afgør Jacob sagen: "Det har længe været bestemt, at vi skulle gøre et
besøg ovre ved familien; og nu er kløverhøet bjærget, og rapsen høstet, og min
kone er rask, så vi kan godt køre derover. Men handel bliver der vist ikke af."
På den aftalte dag kører de afsted, uden Mette. Og spørger vi hvorfor, er
svaret ligetil: her er ikke tale om besværlige aftaler med gamle aftægtsfolk, der endelig skal se
Mette også. Her er det "en re'elig handel". I Stabildal bliver moderen byttet ud med svoger Henrik, der
følger med som bisidder.
Så snart Jacob har hilst på datteren, kommer det: "Har du nu også rigtig overtænkt, hvad
du siger ja til, at din fødegård bliver solgt?" hvortil hun svarer, som da Jens spurgte hende: "Moder
må gerne sælge for mig!"
Jens giver derefter en grundig beskrivelse af gårdens jorder, der er af den rette slags, men ganske ude af
stil. Avlsbygningerne er lige så ringe, som rygterne har fortalt, og nogen videre besætning er der
heller ikke. Redskaberne er efter Jens' mening nærmest ubrugelige, han er vant til godt og moderne kram
derhjemme. Dernæst kommer turen til stuehuset:
"Stuehusets gang var pikket med små kampesten. Den første stue var meget lav, som gravet ned i
jorden; der var lergulv, et langt bord med bænk og skammel, bilæggerovn med messingfod til pynt; en
lille smal dør førte ind til sovekammeret. Gulvet dér var af brændte teglsten, der var
to indpanelerede senge og en meget lille bilæggerovn. Køkkenet var både lavt og snævert.
Der var ganske små vinduer mod nord, et meget smalt køkkenbord, der var fyrhul, intet komfur.
Bryggerset havde kedel og bageovn og et lille pigekammer i den østre ende. Hvad jeg her har beskrevet, var,
hvad Inger ville afstå til mig. Ud i vest fra hovedindgangen var en ordentlig stor stue med to karmvinduer
mod gården. Dén stue forbeholdt Inger sig til bolig for hende og datteren."
Inger forlanger 18.000 kr. med tilføjelse af en hel del naturalier, hvor det vigtigste er to potter
mælk daglig, 4 læs tørv og et læs lyng årlig, samt kørsel til kirken ved
højtiderne. Derefter forlægges de videre forhandlinger til Stabildal.
"Pengesagerne kunne nok ordnes", fortsætter Jens, "udbetalingen var 3.000 kr., resten kunne blive
stående som 1. prioritet i gården. Og så bød far da 16.000 kr., og han sagde meget
bestemt, at kunne gården ikke fås for den sum, ville han ikke købe den. Jeg blev ordret ud at
spænde hestene for vognen, og det besørgede jeg straks; men de kom til at stå forspændt
for døren en time, før der kom en afgørelse derinde. Det er vist den mest spændende
time, jeg har oplevet, men endelig faldt der håndslag derinde: gården var købt!"
Typisk nok er det tre veletablerede bønder, der står for handelen: Diderik Overgård som Ingers
rådgiver, Jacob og Henrik Stabildal på Jens' side. Selv er Jens ganske uerfaren i dette spil og ville,
af lutter iver efter at få foden under eget bord, have gjort en langt ringere handel. - Her drejer det sig
om handel mellem nært beslægtede, Inger er jo Jacobs svigerinde, og ingen af parterne burde have
nogetsomhelst ønske om at snyde eller tvinge den anden; alligevel anvender Jacob tricket med at lade Jens
gå ud at spænde for. Han har nok været en helt anderledes hård forhandler, når der
ikke var familieskab at tage hensyn til.
Som det fremgår, var Jacob en skarpsindig og dreven modpart, der straks fandt de svage punkter ved en
gård, næsten før han havde set den. Dette i forbindelse med hans almindelige anseelse i en vid
omkreds har gjort ham til en yndet bisidder ved nok så mange gårdhandler, et forhold, der utvivlsomt
har medvirket til, at antallet for hans egne gårdhandler voksede så stærkt i mytens billede af
ham.
Jacob var ung mand i en fattig tid, årene efter statsbankerotten, men klarede sig igennem ved jydernes
ældgamle tradition: den sydgående handel. Igennem alle sine aktive år - og de var mange -
forstod han at følge med på alle det praktiske livs områder, det var dér, han
hørte hjemme. Karakteristisk nok var et af hans første initiativer for almenvellet, at han midt i
1850'erne var med til at stifte Skodborg-Vandfuld herreders landboforening - som hans bror Bertel i samme periode
var medstifter af Holstebro landboforening. Jacob blev på flere områder aktiv i foreningslivet;
omkring 1860 var han i nogle år dommer ved dyrskuerne i Lemvig, noget han havde virkelig gode
forudsætninger for.
Når vi nævner Jacobs jordforbedringer i Nissumby, er det værd at huske på, at skulle han
et enkelt år eller to være kommet bagefter, så behøvede han blot at skele til sine
brødre, Peder i Ejdal og Niels i Tvis Kloster, for at komme på rette spor: både der og hos
Bertel i Store Bjerre blev
der indført brak, merglet og drænet.
Alle, der hørte til fortroppen, var vågne overfor forbedringer indenfor landbruget, ingen
behøvede at stå alene. På rapsdyrkningens område var Jacob noget af en pioner på
sin egn; det havde, som tidligere nævnt, bidraget væsentligt til hans kontante indtægter og
dermed muliggjort gårdkøbene.
I politisk henseende var Jacob i begyndelsen nationalliberal, dvs. Højre; han stemte på den kendte
proprietær Niels
Breinholt, Vandborg Vestergård, som han personligt anså for en god mand. Da senere
gårdejer Chr. Åberg fra Møborg
stillede op for Venstre, støttede Jacob hans kandidatur. Da Åberg efter nogle års forløb
svingede til højre, fulgte Jacob ham: Åberg var stadig en mand med de rigtige synspunkter.
Alle sønnerne var selvfølgelig Venstre, og det fik efterhånden Jacob til at supplere sit
avishold med en venstreavis: han måtte se, hvad hans sønner var så optaget af! I sine sidste
år stemte han igen Venstre, og atter var det personen, der gjorde udslaget. Alt i alt synes han at
være gået mere efter personligheden end partiet - nok også det eneste naturlige for så
selvstændig og egenrådig en mand som Jacob.
På det religiøse område forblev Jacob til højt op i årene tro imod den
statskirke, han var født ind i, den kirke, man som dansk undersåt var et selvfølgeligt medlem
af, og hvis bud og lære man søgte at efterleve. Han havde engang i nogle få måneder en
stærkt grundtvigsk præget kandidat som huslærer, og lidt diskussioner blev det også til -
uden at det dog gjorde noget indtryk på Jacob. Han blev ved det gamle, gik hyppigt i Nissum kirke med Ane Marie, til alters ved højtiderne,
hvor der bagefter blev læst bordbøn og sunget en salme i hjemmet.
Niels skriver om brydningstiden i første halvdel af 1860'erne: "Mit hjem var i de sidste år blevet
påvirket af tidens alvor, og de nye åndsstrømninger trængte sig frem iblandt os". Dette
gjaldt dog kun de unge, absolut ikke forældrene. En stærkt pietistisk påvirkning greb en tid
nogle af børnene, især de tre yngste, Niels, Ane og Mariane, men efter kort tids forløb blev
det den grundtvigske bevægelse, de sluttede sig til. I 1864 blev pastor Lund
hjælpepræst i Lemvig; han kom ofte ud til Nissum kirke, hvor de unge blev så grebne af hans
forkyndelse, at de løste sognebånd og kørte til Lemvig for at høre ham, senere helt til
Fjaltring.
Denne stærke optagethed af kristelige spørgsmål forstod Jacob ikke, og den vakte hans
mistillid; han var bange, hans børn skulle blive sværmeriske. Til pastor Lund sagde han ligeud, at
"han havde det imod de opvakte og hellige, at de ikke ville bestille noget." Tilsyneladende var hans forhold til
kirke og kristendom uforandret fra hans ungdomstid: der hvor man var sat på jorden, søgte man kirken
- uanset om præsten var sådan eller sådan.
Her kan det være på sin plads at pege på et begreb, der lå denne vækkelsestid med
dens mange forskellige retninger temmelig fjernt: blufærdighed i åndelige sager. Da Ane Marie
døde i april 1871, efter nogle års tiltagende svaghed, var Jacob travlt optaget af
forårsarbejdet i marken. Han var uden tvivl dybt berørt af sin kones pludselige død, men
ønskede ikke at lade sig mærke for meget med det; Jens Sandholm, der kom over for at yde sin far
bistand i anledning af dødsfaldet, blev sat til at skrive breve rundt til de andre børn. Jacobs
kommentar, da han ved aftenstid læste brevene igennem, lød: "Du skal ikke skrive prædikener!" -
Nej, det tilkom kun præster; og uden tvivl mente Jacob, at der var blevet lidt for mange lægfolk, som
hyldede tanken om det almindelige præstedømme og derfor lod munden løbe lidt for ivrigt. Det
huede ham ikke!
Flere af børnene, både sønner og døtre og deres ægtefæller, var aktive
indenfor valgmenighedsbevægelsen, uden at Jacob fik lyst til at gøre dem følgeskab. Men i 1880
hørte han ved et møde i sønnen Bertels landsbyskole i Lomborg stedets præst, pastor Berthelsen, fortælle om
Job og hans sønner: "at Job sagde: "De kunne måske komme til at synde", og han bad for dem og ofrede
til Gud." - Denne tale greb den aldrende Jacob så dybt, at han løste sognebånd til pastor
Berthelsen.
Jacob afstod i 1875 gården til sønnen Gravers og tilbragte resten af sit liv
på aftægt hos ham og hans kone, der begge var gode til at omgås ham - hvad der nok ikke altid
var lige let, for Jacob ville stadig gerne være den, der bestemte. De sidste år gik han i barndom;
børnebørnene følte, at de ikke kunne komme i kontakt med ham, for dem var han blot en ældgammel mand, der sad derhenne
for bordenden i stuen.
Men hans børn vedblev at omgærde ham med den samme respekt som altid, og til den årlige, store
fødselsdagsfest, hvor så mange som muligt var forsamlede, skrev Bertel i Lomborg nye
sange til kendte salmemelodier; den gamle far blev fejret med manér lige til det sidste.
Jacob døde i januar 1891, et par måneder før sin 91. fødselsdag. - I juli 1896 holdt
Nissumby-linien en stor sammenkomst i anledning af, at man da havde fået rejst en smuk mindesten over
forældrene, hentet ude ved Harboøre.
Der var mindetale ved stenen af pastor Lund, og yngste Niels havde skrevet et omfattende
mindeord om forældrene.
Hvilket billede står så tilbage for os i nutiden? Den unge kramkarl og svinepranger? Den lille
energiske og viljestærke mand på vej til strandauktion i snestormen? Den fremsynede landbruger, som
forstår de nye signaler? Den myndige familiefar, der dirigerer hele ungdomsflokken, men også har lyst
til at se dem danse? Den øvede forhandler med det skarpe overblik i en gårdhandel? Eller oldingen, der vil hen at fri til "Ane Marie i
Overgård", hans kone gennem mere end 40 år? - Tilsammen et broget billede, fyldt med
modsætninger, et langt livs mosaik.
