Brevduen 1903

Til glæde eller grin for familien

Som nævnt ovenfor indledte Markus sin artikel med en stærk begrundelse for at tage Brevduen op igen: at holde slægtskabsfølelsen i ære. For "der er jo ikke mange af os, som har råd til at holde Bjerrefester i lighed med den i Store Bjerre; færre af os har tid til at rejse på gæsteri hele slægten rundt - så kunne man jo da heller ikke bestille andet. Men vi har allesammen råd til at spendere en lille halv krone på et eksemplar af Brevduen, og vi kan da også allesammen få tid til at skrive et lille stykke i den."

Men derefter skyder han med skarpt på den lidt trivielle omgangstone i slægten: "Selv om man en gang imellem, f.eks. på Holstebro Marked, træffer en slægtning, så får man i reglen ikke meget ud af det, dertil er enhver for optaget af sit eget. De forsikrer mig med elskelig oprigtighed, at de anser Venø for at være det skrækkeligste opholdssted i verden, og når de så har fået tilstrækkelig besked om min produktion til at kunne skønne, at overskuddet ikke er større, eller underbalancen ikke mindre, end deres egen - så kan jeg magelig få at vide, hvor meget mælk de leverer mere end Per og Poul.

Men hvad angår det i grunden mig: Om Mads Brændgård leverer lidt mere mælk end svigersønnen i Lundby, eller omvendt. Om Jens Stokholm har 30 eller 60 svin, om Jacob Stabildal samler 1000 kr. mere eller mindre om året, om Søren Overlunds køer er sorte eller røde. - Det gør ikke mine køer eller grise et hår bedre, det kan være mig aldeles det samme.

Det ville interessere mig ulige mere, hvad de folk selv bliver til, hvad der optager deres tanker under deres arbejde, hvad de beskæftiger sig med i deres fritid, den fritid, som vi jo dog alle må have, om vi ikke skal blive slaver af jorden.

Men man kan jo ganske umuligt danne sig nogen begrundet mening om mennesker, som man kun hilser på et par gange om året - eller en gang hvert andet eller tredie år. - Hvis vi derimod årligt, så mange som muligt, skrev et lille stykke i Brevduen, til glæde eller grin for familien - så kunne vi sidde i hver sin krog og holde øje med hinanden. Så kunne vi danne os en mening om slægtens fremtidsmuligheder.

Det ville være glædeligt, om man kunne møde den frodige livsglæde og troen på livet, den trang til at gå egne veje, som gav sig udslag hos vore fædre, da de "drev gårdene op", byggede, handlede og satte penge i omløb efter en hidtil ukendt målestok.

Det ville være så meget desto glædeligere, om man kunne træffe noget lyst og let, da grundtvigianerne ellers synes at være så temmelig færdige med "den glade del" af deres kristendom. - I førstningen skulle deres forkyndelse være folkelig-historisk-poetisk-kristelig. Men hvad er det nu, man hører i foredragsforeningerne, ved venne møderne? De er til nød historiske, de foredrag, poetiske er de absolut ikke. Men kristelige er de, så uafladelig kristelige, så de ikke er til at holde ud.

Der tales om ungdommens nydelsessyge. Der klages over, at de bider så lidt på dem, alle de gode ord, de hører imellem år og dag. Men hvad er det da for gode ord? "Synd og anger", "anger og synd", det er det, man væver om til enhver tid, synder, som de stakkels unge mennesker endnu ikke har begået ret mange af, og som de aldeles ikke føler sig trykkede af.

Nej, når der ikke tegnes idealer for de unge, må man ikke undres over, at de søger glæden og poesien der, hvor den umiddelbart strømmer dem i møde, i elskov, dans og store pokaler. Så synger de med de glade københavnere:

"Hvad var livet, hvis vi ikke
kunne glemme det en stund
ved at synge, ved at drikke,
ved et smil fra pigemund."

Markus fortæller dernæst om et vennemøde i Lemvig. Der var utålelig varmt i salen; som mange andre stod han op. Der havde været tre uendelig lange kristelige foredrag. Han var træt i skankerne, stod og anstrengte sig for at føle sig som en fortabt synder. Nu skulle det fjerde begynde. - "Da stod pastor Helveg fra Askov op og begyndte at synge:

Jeg tjente mig i kongens gård,
jeg kunne om nat ej sove...

Da skulle I have set, hvor det lysnede i alle unge ansigter - og i de gamles med. Det var som at komme fra en uendelig stor kirkegård - ud på en grøn, frodig mark, ud til sommer og summende sol over enge".

Markus vil også gerne have noget i Brevduen om de gamles forhold til de unge. Han har hørt om nogle unge i slægten, der havde lært at danse en ny folkedans, "Kulla" hed den. Men de gamle syntes ikke om den, den var uanstændig, fy! - Og de rare, lydige unge holdt op med at danse den, syntes nu også, den var uanstændig, fy!

"Nu, der har vel til alle tider været forældre, som allerhelst så deres børn sutte på en patteflaske helt op i de grånende dage, og der har vel altid været lydige børn, som hellere end gerne trasker afsted i deres fædres udtrådte træsko.

Men den ros skal vore fædre have: de gik efter deres egen næse i deres ungdom - og ikke efter de gamles! Da de hjalp med at bygge valgmenighedskirker og andelsmejerier - og for egen regning byggede friskoler og møddingshuse. Og hvis de nu - omend i småting -vil lægge grime på de unge, så er de ikke så kloge, som de burde være, og så er vi mere tamme, end det er heldigt for os, om vi ikke stryger dem af os".

Markus fortsætter: "Der er jo spørgsmål i læssevis, som vi kunne have udbytte af at drøfte i Brevduen, og når vi tog dem op og behandlede dem efter bedste evne, så blev "Duen" nok værd at lægge på julebordet. En af bidragyderne har udtalt, at det jo skulle være et festskrift! Nej, ingenlunde! - Vi kunne vel næppe gøre hinanden en dårligere tjeneste end at sætte os hen og rose hinanden. Jeg ville derimod sætte pris på, at alle, som modtager denne "Due", ville kritisere den af al magt - og så gøre deres til, at den næste kunne blive ti gange bedre.

Når vi alle, allesammen gav den nogle af vore stærkeste eller muntreste tanker, vore egne, så kunne vi få fornøjelse af Brevduen, og så ville den for den slægt, som kommer efter os, blive en bedre kilde til forståelse af slægtens liv, end alle de stambøger og levnedsskildringer, som Bertel Bjerre vil kunne skrive hele sit liv.

Markus Bjerre, Sønderskov, Venø

Den, der sår vind, høster storm

Redaktøren bad om kritik, og det fik han, - i fuldt mål! Derimod glemte kritikerne helt anden del af hans ønske: at gøre deres til, at bladet næste år kunne blive ti gange bedre!

Hele sagen om Brevduen 1903 havde sikkert stadig hvilet trygt under det glemselens slør, som i 1904 blev udbredt over den, hvis ikke det havde været for bror Laust fra Oslo. 81 år gammel sad han i 1955 i sit hjem i København, hvor han havde boet i mere end tyve år, og sorterede Markus' breve. Det resulterede i, at han sendte to meget afgørende dokumenter i sagen "Brevduen 1903" til Frits Bjerre, der både varetog slægtsarkivet og redigerede Brevduen.

Det ene brev havde følgende indhold:

De tilsendte blade sendes herved tilbage, da der er nogle stykker deri, som er usømmelig og uanstændig læsning, som vi ikke vil have liggende i huset.

Lomborg, den 31.december 1903 B.J. Bjerre

Og længere nede på papiret tilføjede hans søn:

Hr. Markus Bjerre.

Du afskediges herved som redaktør for mit vedkommende.

Kirkegård i Lomborg, den 31/12 1903

Mads Fiskbæk Bjerre

Vokser du fra barnekår, glem dog ej dit fadervor, glem dog ej din vugge.

Lomborg-degnens protestbrev, dateret 31.december 1903. Længere nede på samme side findes hans søns, Mads Fiskbæk Bjerres.

Det andet brev lød som følger:

Brunsholm i Sir, 5/1 1904

Kjære ven!

Du kan tro, at jeg er en rigtig dueelsker, men af den slags som du sendte os, så siger jeg skam tak, for den var virkelig ikke anstændig. Nej fy!

Man skulle ikke tro, at det var fornuftige folk, som ville sende sådan et julehæfte omkring til sin familie. Jeg holder mest af at have min Due sådan, at alle og enhver, der kommer og besøger mig, må se den. Men det kunne jeg da virkelig ikke være bekendt, at vise nogen sådan en Brevdue.

Jeg kan ikke forstå, at du kunne få dig selv til at udsende et blad til familien i en sådan form og tone, for jeg synes, det passer bedst til skøgehuse og ikke i et kristeligt bondehjem.. Du bad om kritik, og du får nok dit ønske opfyldt i den henseende, for sådan et stykke som det om "Arbejdet, der gøres, og tankerne, der røres" og ligeledes det dejlige brev (om brudeparret), det er virkelig en flov én at komme med.

Du kan tro, at folk de spurgte efter dig i går i Holstebro, de havde lyst til at tale lidt med dig om sagerne. Jeg havde tænkt at sende den tilbage, men Bertel Bjerre, Lomborg, var her den anden dag, og han rev de to dejlige blade af og brændte dem. Og så beholder jeg den, med håbet om, at der til næste år vil komme en Due til, men i lidt mere jule stemning.

Hermed en glædelig Ny Aar G.K. Graversen

I sit følgebrev til Frits Bjerre skriver Laust:

Det er jo desværre os tre brødre fra Sandholm, der har vakt forargelse. Stykket af Jokum (om det norske brudepar) har min bror Jakob (dengang valgmenighedspræst i Bering) skrevet, efter en oplevelse jeg havde i Oslo, som jeg i et brev havde fortalt ham. Det var et par af mine nærmeste venner, der giftede sig og straks rejste til Trondheim. - Hvorefter Laust beskriver hændelsen med den ulykkelige brud, som opsøgte ham i Oslo efter en uges forløb. Hun betroede ham, at hun havde forladt sin mand "i skuffelse og lede. Det var jo altså det seksuelle i samlivet, hun ikke klarede. - Nu er det jo ikke tabu at snakke og skrive om den slags ting.

Det skal villigt indrømmes, at Markus kunne ha' forskånet familien for en del af sine meditationer, hvad jeg straks sagde. Vi holdt jo POLITIKEN, og var påvirket af alt det nye og slugte det for kritikløst. Nå, alt dette ligger jo længe før din tid.

Men det skulle være hyggeligt, om Brevduen kunne blive lidt tykkere, slægten er da stor, og ordet er jo frit.

Mange hilsener Laust Bjerre

Usømmelig og uanstændig læsning

I alle tre protestbreve hentydes til det samme: at et par af stykkerne er usømmelig og uanstændig læsning, som ikke passer i et kristeligt hjem. Det første stykke er Brevet fra Oslo af "Jokum", hvor han kommer lidt for tæt på alkovens gardiner, hvilket selvfølgelig var tabu belagt i Vestjylland. I hvert fald at skrive om og sætte på tryk.

Af lutter forargelse over de første tyve linier, hvor Jokum med Shake speare i ryggen finder det nedværdigende for både mand og kvinde, når de ikke kan enes om samlivet, glemmer de vrede kritikere ganske at læse den anden og større halvdel af brevet. Her tager Jokum klart afstand fra såvel Brandesianismen med dens alt for realistiske skildringer af menneskelige vildfarelser, som fra den nymodens poetiske symbolisme med dens sødladne skildringer af et idealiseret menneskeliv, helt ude af takt med almindelige menneskers hverdag; de to retninger ligger lige langt fra sandheden.

Hvorefter han frygtløst tager fat på en af datidens succes-forfatterinder, Ingeborg Sick, og hendes nyudkomne bog "Helligt Ægteskab", som han vrænger kraftigt ad: den vammelsøde æggesøbe! - "Kan ægte skabet nu ikke længere få lov at være det, det er: en livsvarig forening mellem mand og kvinde til slægtens forplantelse, der kan blive et helvede eller et himmerig, alt eftersom de pågældende er, men dog oftest ligger midt imellem, og er rigt både på yndige, rige glæder og på hverdagslivets prosa. "Som folk er, således er de ægtefolk", sagde gamle Grundtvig. Det skal nok slå til."

Jokum slutter med at citere en mand fra familien, der sagde, "at når man vil gifte sig, skal man se sig godt for og passe på at få én, "man ikke bliver led ved."

Din gamle ven Jokum

Det sidste store afsnit bærer spor af læsning hos Peder Palladius, lige som jo også Grundtvig var en anerkendt autoritet! - Men hvem ved, måske fru Ingeborg Sick var kær og skattet læsning i nogle af "de kristelige bondehjem"? Måske hun hørte til husguderne? - Hvilket Jokum/Jakob, som fornuftig præst, gerne vil advare sine slægtninge imod. Og måske det ligeså meget er der, han træder på ømme tæer? - At fortælle at nygifte undertiden gik vild af hinanden, kunne vel ikke alene give grund til så stærk en forargelse.

Det andet stykke, der af fætter Gravers nævnes som "en flov én", er "Arbejdet, der gøres, og tankerne, der røres"' - om barselvagten ved den unge so, underskrevet af John, identisk med redaktør Markus.

Ligesom i "Brevet" bliver der gået for tæt på tabuet over alle tabuer, når John har medfølelse med soen, der skal til det for første gang, og "ikke en gang har den trøst som konen, der sagde til en nabokone, da de begge gik "på trippende tå": Det kan ikke hjælpe at klage sig, én har jo selv været ude om det". - Hvorimod soen er ganske uskyldig i sin egen tilstand, der alene skyldes en samvittighedsløs røgter i forbund med en gammel durkdreven orne...

Lidt senere under vagten, da der indtræder en pause i leveringen, mindes han en købstaddame, der under et landophold glædede sig til at se en so barsle, "men som skuffet udbrød, da hun så den første arrivere: "Ikke andet: Det kunne jeg også have gjort!" - Hvorefter John med stor indføling skildrer såvel soens som grislingernes tilstand. Hans ønske for dem er, at de kunne komme i huset hos småmænd, hvor man ikke "feder et svin", men hvor man "opelsker en gris", så ville deres lykke være gjort.

Da han til sidst har fået hele 10 smågrise op i kurven, kommer der et hjertesuk: "Ak, når jeg ser sådan et kuld, så kommer jeg altid til at tænke på den familielykke, som måske kunne blive mig til del, hvis en af mine kusiner skænkede mig sit hjerte.

Nu har jeg dem ved patten alle 10. Se, hvor de arbejder, det er et yndigt syn!

Jeg har fortjent min davre! Godmorgen!"

John

Ve den, der vækker forargelse

Som man kan se, har John/Markus moret sig med at skrive et par af de gængse folkelige vittigheder om svangerskab og barsel - og overføre dem til grisenes verden. Men den gik ikke: det kom så altfor let til bagefter at gå den modsatte vej for læserne. Hvad der selvfølgelig også var skribentens mening. Og allermest utilgiveligt er jo nok hans hjertesuk: kunne han blot få en kusine fat, så kunne han måske også få en hel kurvfuld. Så letsindigt passer det sig ikke at omtale det højtidelige og på begge parters gensidige sympati beroende valg af livsledsager; i hvert fald ikke i omegnen af Holstebro i 1903, efter Gravers' udsagn om snakken på markedspladsen.

Men det allerværste var nu nok læsernes følelse af, at noget var blevet listet ind på dem. Den krostue-, studedriver- og soldatersnak, som alle mændene kendte, men som de satte en ære i ikke at lade komme over hjemmets dørtærskel, den var nu kommet ind, skjult under Brev duens vinger. Det var ikke meningen. Som Gravers så klart siger det: "jeg holder mest af at have min due sådan, at alle og enhver må se den". Klar tale: Bjerreslægtens Brevdue skal være en del af slægtens ansigt udadtil, derfor må den ikke skæmmes af "slibrige historier" - eller af digte, hvor der sættes spørgsmålstegn ved troens muligheder i den moderne storby.

Så vidt de to udskældte stykker, som cand.theol. og bestyrelsesmedlem Bertel Bjerre fra Lomborg rev ud af Gravers' eksemplar, så den kunne blive stueren. Men var det nu det hele? Nej, mon dog. Det var bare det, som alle kunne sætte ord på, der hvor alle var enige. Men der er utvivlsomt virkelig mange, ikke mindst de ved navn nævnte, der er blevet svært stødte over at blive hængt ud som de værste materialister under solen.

Og så tillader den unge brushane sig at skrive, at han er revnende ligeglad med deres produktion; hvad der virkelig interesserer ham er: hvad de folk selv bliver til. Hvorefter han gennemkritiserer hele den grundtvigske bevægelse, selve deres åndelige identitet, for at være stivnet i bodsprædikener, så de unge ikke kan forventes at blive ved den.

I det hele taget langer Markus grundigt ud: efter de ældre for at sidde på de unge, efter de unge for at lade sig sidde på. Hans utilfredshed med det nærværende stikker hovedet frem igen og igen, f.eks. når han ber de unge skrive, men det skal være "vore egne tanker", altså ingen eftersnakken efter de ældre og autoriteterne. - Gravers beklager sig over bladets form og tone, med adresse til de noksom omtalte historier. Men under utilfredsheden med bladet, både hos ham og de andre "på Holstebro marked", læs: familiebørsen, ligger nok det uudtalte: du er utilfreds med alt, hvad der er vort, og du taler hen over hovedet på os!

Alle har sikkert været enige om, at Kr. Tovborgs "Bjerreslægtens Vuggegave" var svært god - selvom en del af læserne nok ikke har kunnet følge med i alle den belæste forfatters citater. Men det gled ned allige vel, for han var datidens svar på Jakob i Nissumby, ejede tre gårde, havde massevis af tillidsposter, var agtet og beundret overalt. Og dertil så moden, at han forstod at fremsætte de egentlig ret skrappe sandheder om slægten på en underfundig og fornøjelig måde.

Og det er lige der, den højtbegavede Markus kommer til kort: han er endnu lidt for ung og uerfaren til at skrive så dristigt, som han gør - og slippe godt fra det. Af og til bliver det en anelse uelskværdigt; og ind imellem langer han nogle forfærdelige æselspark ud til sine yndlingsaversioner i Lomborg.

Til nød kunne man smile ad det, når han skriver: "Lidt mindre kunne jo også gøre det" som svar på sin farbrors skønne, poetiske ønsker for Duen. Men det er grov hån imod fætter Bertel at skrive, at hvis der kommer mange stærke og muntre indlæg i Brevduen, så vil den "blive en langt bedre kilde til forståelse af slægtens liv, end alle de stambøger og levnedsskildringer, som Bertel Bjerre vil kunne skrive hele sit liv".

For Bertel havde i årevis arbejdet uegennyttigt på slægtens stamtavle, der var kommet ud i 1902; med sine meget tidstypiske skildringer er den en interessant kilde til slægtens selvforståelse dengang. I 1903 havde han afsluttet det lille skrift: "Nogle træk om Jakob Bjerre og Ane Marie i Nissumby", der iflg. Brevduens forenings-artikel om kort tid vil blive omdelt til alle medlemmer. Men i Sandholm-familien blev dette mindeskrift ikke værdsat synderligt; de har nok syntes, der var for megen myte og for lidt realitet i det.

Muligvis har der været kappestrid, og i hvert fald irritation, mellem de to familier, men det er ingen undskyldning: som redaktør bør Markus selvfølgelig holde sig upartisk.

Brevduen tiet ihjel

Laust var hjemme i julen 1903 og nåede uden tvivl at se de to protester fra Lomborg. Da Markus den 10. januar 1904 skriver fødselsdagsbrev til broderen, slutter det med: "Jeg har fået et protestbrev imod Duen fra Gravers Grundtvig, søn af Godrim. - Et kosteligt brev, som jeg vil gemme altid. Tak for sidst."

Venlig hilsen Markus

Redaktøren og hans lederskribent. Fra venstre: Kr. Tovborg Jensen, Kloster Mølle, Markus Bjerre, hans kone Stinne med parrets førstfødte, sønnen Jens. Billedet er udsnit af et større med hele Sønderskovs folkemænd: 7 mænd (hvoraf nogle er daglejere) og 2 unge kvinder. Markus og Stinne "fik 10 i kurven", så i nogle år var de, ligesom i Nissumby o. 1860, selvforsynende. Billedet er fra 1912.

Så vidt brevvekslingen mellem de to brødre. Men også i foreningen skete der noget, idet planen for de næste to år blev ændret. I beretningen fra august 1903 stod der, at næste møde i slægtsforeningen skulle afholdes i Sir 5. juli 1905. Hvorefter næste referat lyder:

"Den 4. juli 1904 afholdtes slægtens møde på Sir Lyngbjerge. Der var mødt ca. 200 slægtninge. Under mødet afholdt foreningen generalforsamling, hvor der foretoges valg til bestyrelsen. Valgt blev: Mads B. Bjerre, Sir, Jakob Bjerre, Møllegård ved Lemvig, og Kristen Bjerre, Tvis Kloster."

To bestyrelsesmedlemmer gik altså ud: Bertel Bjerre, nu hjælpepræst ved Sorø, og Gravers Graversen Kærgård, Godrim. Den sidste var far til brevskriver-Gravers fra Brunsholm.

Markus var med til Bjerrefesten sammen med bror Jacob, der var hovedtaler. Et par uger efter festen skrev han til Laust i Oslo, og som sædvanlig fik den tidligere kompagnon først en orientering om landbrugets tilstand. Næste afsnit lyder:

"Bjerrefesten forløb meget fredelig. "Duen" var der slet ikke tale om. Jacob mente ikke, at vi, der var så stærkt implicerede i sagen, godt kunne føre det frem. Formodentlig går den sag i stykker. Festen var ellers ret godt besøgt, men der var ingen musik som ved den første fest." Dernæst refererer Markus resten af dagen, både Mads B. Bjerres tale og bror Jacobs foredrag, som var "ret godt". Bagefter spiste de gamle, mens de unge, som Markus jo hørte til, dansede. Såvidt festen. Hvorefter resten af brevet handler om noget helt andet.

Fem linier om "Duen", det er alt. Hvis det ærgrede Markus, gav han i hvert fald ikke udtryk for det overfor Laust, der ellers var hans nærmeste ven og fortrolige. Måske har han taget det, ligesom han tog avlen og vejret; lige forud for beskrivelsen af festen står der: "Ja, det har set noget sløjt ud, men det tager jeg nu med en knusende ro, for det ser jo altid skidt ud en tid på sommeren." Hans selvværd har ikke lidt nogen skade!

Men for slægten var det synd, tænk om der havde været Brevduer helt tilbage fra 1903. I tilbageblik er det let at se, hvorfor "Duen" blev tiet ihjel ved generalforsamlingen i 1904: en diskussion, der afdækkede så forskellige livssyn, ville have været alt for farlig for den ny startede forening. - Markus havde høje idealer og store planer for bladet, men han havde ikke gjort sig klart, hvor tynd is han trådte ud på. Det var en generation eller to for tidligt for det kulturopgør, han lagde op til.

Den meget grundtvigske forsamling burde ved denne lejlighed have sunget en af de elskede Hostrup-sange, hvor der står: 

Til råd er gubben en herlig gæst Men unge øjne, de ser dog bedst.

Det havde måske givet baggrund for eftertanke: det kunne jo være, at Markus havde bare en lille smule ret i noget af det, han så fri modigt havde sat på tryk.

Med al respekt for Brevduen, som den nu er fremkommet i de forløbne 50 år: den har et udmærket indhold, ligner slet ikke så lidt det festskrift, som B.J. Bjerre, Lomborg, drømte om. - Men den ligger meget langt fra de drømme og ønsker, som unge Markus fra Venø nærede for "den genopstandne Brevdue".