Erindringer 1

En dreng ene i verden

Af Niels Jacobsen Bjerre (1845-1903)

Niels Jacobsen Bjerre rejste 31 år gammel til England uden en skilling på lommen; han blev i perioden 1876 til 1892 en velhavende kreaturkommissionær, en fabel i familien. Da import af levende kvæg i 1892 blev forbudt, måtte Niels og de andre danske i erhvervet vende hjem. I sine erindringer (fra 1902) lægger Niels vægt både på sin tidlige lyst til handel og sin interesse for højskole og kirke fra de unge år, hvilket ofte bragte ham på kant med hans autoritære far. Niels døde 1903.

„Da jeg var 11 år, kom jeg med min ældre bror Mads til Tønder med svin. Far mente, at jeg og en et år ældre bror (Jens Stokholm) passende kunne følge med og hjælpe at drive svinene. Jeg glemmer ikke en dag, en kone sagde til Mads, at det måtte være nogle grusomme forældre, der sendte deres to små drenge så langt bort fra hjemmet. Det ville da være synd at beskylde mor for at være grusom; hun var heller ikke glad, når vi skulle afsted. Sjældent kærtegnede hun os, men den dag løb kærligheden af med hende. Der gik nogle dage, det dejlige forår blev forstyrret ved at gå på landevejen den lange vej. I kroerne var der ofte megen banden og støjen, og megen letsindighed foregik der; jeg husker det som min skræk.

Når markedet var slut, og handelsmændene havde modtaget betalingen i sølvpenge, begyndte rejsen hjem, med 6-8 mil om dagen. På de første ture faldt det mig svært at gå så langt, og jeg kunne være så træt, at jeg tog fat i min brors frakkeskøder for at klare det. Men på hjemvejen var der også en del opmuntring, for vi blev modtaget i kroerne, som havde det været vores hjem.

En af disse vandringer nordpå husker jeg særlig godt. Det havde været et godt marked, og en del handelsfolk havde lejet en vogn sammen. Jeg skulle gå hjem med driverne. Vi forlod Tønder tidligt om morgenen, men inden længe blev jeg træt af at gå med de gamle drivere; jeg kom snart til at gå alene. Som jeg gik og tænkte på den lange vej hjem, kom vognen kørende med handelsmændene, hvor min bror Mads var med. I håb om at komme med op at køre, standsede jeg, vinkede og råbte; hørte også, at de talte om, at der ikke kunne blive plads. Vognen kørte forbi ...

Det gjorde mig voldsomt forknyt. Jeg lagde mig ned på grøftekanten, græd og hulkede, som jeg næsten blev ved med den hele dag. Ved en af de første kroer kunne jeg gå en genvej over heden, men da det varede så længe, spurgte jeg en mand, jeg mødte, hvor langt der var til Ribe. „Tre timers gang", lød svaret; det var ingen opmuntring. I Ribe traf jeg en vognmand, som tog mig med til nærmeste kro, hvor jeg blev den nat. Det blev en glad dag, da jeg nåede Holstebro, hvor så meget af min familie boede, og det var festdage at være der efter en sådan udenlandsrejse.

Efter at de 2-3 måneders handelsrejser sydpå var slut, var mit arbejde hjemme at passe kreaturerne nede i bakkerne ved Limfjorden, og når jeg så dampskibet sejle forbi, vakte det længsel i mit bryst.

For de 4 kroner, der var min konfirmationsgave fra min gudmor Grethe Grøngård, købte jeg Flors håndbog, som gav mig det første kendskab til højskolen. I Flors bog var der henpeget på den engelske handel, af Grundtvig.

Da min far ville, jeg skulle ud at tjene efter konfirmationen, kom jeg til min ældste bror, Søren i Brunsgård; men han forlangte for meget arbejde af mig. En dag blev han vred på mig, tog greben og ville slå mig med den. Da ville jeg ikke være hos ham én dag længere, men pakkede mine sager og stak af til mit hjem.

Min far ville, jeg skulle tilbage til min plads; jeg fik prygl, hvis ikke jeg gik. Jeg svarede, det kunne de gøre, så meget de ville, men til Brunsgård ville jeg ikke igen. Jeg rejste et par dage til Holstebro, og på denne tur fæstede jeg mig til Overlund i Naur, hos min morbror Jens; jeg skulle passe køerne. Det var med en vis stolthed, jeg kom hjem og fortalte det. Min far sagde: „Ja, der går du ovre og bliver forkælet, ligesom du har været herhjemme".

Jeg skulle være i Overgård hos morbror Diderik den første måned. Det var jo anderledes, end når jeg var på besøg; nu måtte jeg sidde i folkestuen blandt tjenestekarlene og sove i karlekammeret. Imellem folkene var der en lystighed og råhed, som jeg ikke kunne lide. Den første dag skulle jeg lægge seletøjet på hestene, men lagde det forkert på. Morbror Diderik sagde noget ærgerlig, at det var for galt, at Jacob Bjerre ikke havde lært sine drenge at lægge tøjet på et par heste. Den næste dag studerede jeg seletøjet nøje ude i stalden, vendte det op og ned på gulvet så længe, til jeg hittede ud af det.

Til min morbror Jens Overlund kom jeg til maj. Der hørte jeg aldrig et ondt ord, og der længtes jeg ikke hjem. I min fritid måtte jeg komme ind i stuen til mine kusiner Sara og Martine. Jeg blev i Overlund i 11/2 år." Mod slutningen af perioden aftalte Niels en stor svinehandel med en mand til næste forår. Det blev Jacob meget fortørnet over, og hjælpe Niels med det ville han i hvert fald ikke!

Friskoleliv

af Markus Bjerre (1876-1944)

I „Jens Sandholms Optegnelser" har Markus Bjerre tilføjet nogle afsluttende kapitler. Et af dem hedder Friskoleliv (s.149).

„Men det, der fremfor noget gav vort hjem og barndom sit præg, det var skolen, den grundtvigske friskole, selv om bygningerne var et skur i sammenligning med vor tids almueskoler. Men, der var på den anden side så højt til loftet som på Christiansborg Slot.

Den skole, hvor man fremfor noget andet sted har stolet på, at glade børn også bliver gode børn - den skole, hvor vi, som man sagde i sognet, ingenting lærte, fordi vi ikke lærte udenad; men hvor vi dog fik ligeså god færdighed i almindelige skolekundskaber, som man fik i statsskolen.

Og i stedet for katekismens døde remser fik vi lov til at synge os ind i alt det vakreste og dybeste, som de største i vort land har drømt om, at den enkelte og vort folk kunne nå frem til.

Jeg kan ikke høre Ingemanns morgensange uden at mindes de skønne sommermorgener, da vi strøg afsted til skolen i den gladeste forventning...I skolen sang vi med varme og glæde og inderlig fordybelse".

Markus husker, hvordan de havde gråd i halsen, når de sang: „Kommer hid, I piger små..." Eller jublede, når sangen havde en lykkelig afslutning. Aldrig har nogen børn fået en så lys, varm og festlig indvielse til livet, som børnene i de første grundtvigsk-koldske friskoler.

Lærerne var af høj standard. Op over de gode lærere rager Jens Byskov, den senere undervisningsminister. De havde ham kun i to måneder, men han udrettede nærmest mirakler. De lærte lige så

meget i de to måneder, som de havde lært af en dygtig lærer i to år! Byskov gjorde arbejdet til en fest, og de græd som piskede, da de skulle sige farvel til ham.

Far og mor hjemme på Sandholm elskede sang og musik. De lærte de sange og salmer, som børnene lærte i friskolen. „Sangen førte dem ind til den grundtvigske folkehøjskole og beredte vejen for den valgmenighed, der senere blev oprettet".

Grundtvigs begravelse

Jens Sandholm, 1841-1926.

„Året 1872 blev et mindeår fremfor mange andre af mine leveår på grund af, at jeg var med til det største, jeg nogensinde i mit liv kom med til". Sådan skriver Jens Sandholm i sine erindringer.

Han læste i bladene, at Grundtvig var død den 2.september 1872. „Jeg husker det tydeligt endnu. En dag lidt før aften, jeg gik nede på Sandholm Fælle lige indtil Limfjorden og var i færd med at så det sidste rug, kom der en dreng med et brev fra pastor Lund i Fjaltring, og deri opfordrede han mig stærkt til at gøre ham følgeskab dagen efter til Grundtvigs begravelse".

Samme aften gik Jens til sin broder Søren i Brunsgaard. De havde tidligere talt om, at det kunne være skønt at komme med til jordefærden. De bestemte sig for at tage afsted, Sørens kone skulle også med. Den næste morgen tidlig fra Struer var de så heldige, at de kom til at dele kupe med pastor Lund og pastor Jensen fra Holstebro.

De fik logi på Hotel „Gammel Avlsgård" ved Rundetårn. Det kneb at finde rundt i København, og det var vigtigt at få billetter til kirken og til vennemødet bagefter. Jens mødte en præst, han kunne kende fra et besøg på Mors. Det hjalp. På dagen var det ikke vanskeligt at finde vej til Vor Frelsers kirke - det var blot at følge med strømmen. En mængde betjente holdt orden på de mange mennesker.

Jens var heldig at træffe en slægtning, nemlig cand.theol. Jens Bjerre fra Kokholm, der tog Jens Sandholm ved hånden og fik ham klemt op langs muren, så han kom til at stå i nærheden af Grundtvigs kiste lige overfor prædikestolen.

Der var langt over 200 præster i ornat. Der var mange af samfundets spidser. En af dem, der talte, var pastor Bojsen, som Jens Sandholm for nylig havde hørt i Fjaltring. Da pastor Bojsen gik op på prædikestolen, tænkte Jens: „Du må være en meget betydelig mand, når du bliver denne plads betroet".

Jens skildrer talerne, der gjorde et stort indtryk. Han beretter også på gribende måde, da følget standsede ud for Vartov, Grundtvigs gamle kirke. Døren stod åben, orglet spillede, og følget sang: „Krist stod op af døde…"

Den 12. september, dagen efter begravelsen, var de tre fra Nissum til vennemøde i Casino - sammen med henved 3.000 andre deltagere. Datidens betydeligste mænd talte; den taler, som gjorde størst indtryk på Jens, var en jævn, bondeklædt mand, N.J. Termansen, Danmarks lærdeste bonde.

Kloster Mølle i Gudum

Ellen Agergård 1905-95

Ellen Agergård, datter af Kristian Tovborg Jensen og Ane Marie, levede fra 1905 til 95. Hun voksede op i Kloster Mølle i Gudum, i et politisk engageret barndomshjem, hvor mange af tidens kendte personer kom på besøg. Det gav hende siden inspiration til at kæmpe for landbohusmødrene, specielt i husholdningsforeningerne. Hun har bl.a. skrevet „Det grundtvigske islæt i Gudum". Kloster Mølle drives nu af Kristen Touborg, der er medlem af folketinget for SF, og hans kone, Anna Marie, der er medlem af Ringkøbing Amtsråd, også for SF.

Ellens farbror var på Ryslinge Højskole i begyndelsen af 1870erne, hendes faster et par år senere og hendes far som atten-årig i 1883. Hendes mor, Ane Marie, født Bjerre, ældste datter fra Sandholm, var på samme højskole i 1889.

Faderen var på højskole sammen med Per Hauskov. De sov i den samme seng, den ene havde overdyne med, den anden underdyne - sådan gjorde man dengang.

De tilhørte det slægtled, der omsatte inspiration i praktisk handling. De to mænd tog initiativ til at oprette Nr.Nissum Andelsmejeri. Brugsforeningen kom lidt senere. Hidtil havde de grundtvigske kredse samledes i hjemmene, især i Kloster Mølle og Hauskov, men der var brug for et større mødelokale. En gårdejer gav grunden til et forsamlingshus, og man tegnede aktier på 5 kr. Det lyder ikke af ret meget, men daglønnen dengang lå på 2-3 kr. Det var vigtigt, at både husmænd og arbejdere kunne være med.

Der blev oprettet en foredragsforening. Friskolen begyndte sit virke i 1902, kredsen om friskolen stod også bag oprettelsen af husholdningsforeningen.

Ungdomsarbejde i Vestjylland

Signe Bjerre f. 1907

Signe Bjerre er født i Lomborg 1907; hun blev gift med Knud Tybjerg, kirkegårdsgartner i Skive. Signe Tybjerg har skrevet om kirkelige forhold i Skive; desuden har hun skrevet sine erindringer, hvoraf uddrag har været bragt i „Brevduen" i 1991-93.

Når efterårsarbejdet var forbi, begyndte gymnastikken i forsamlingshuset. Det var ikke opvarmet, men vi arbejdede os til varmen. Vi piger sluttede altid med at gå rundt i salen to og to, mens vi sang:

Stol på Gud, om det end ser broget ud.
Om så hele verden glipper, vi kan klare alle klipper,
Blot Vorherre selv er skipper, og vi ærligt holder ud.

Efter os marcherede karlene ind, mens de sang:
I alle de riger og lande...

Så var vinteren begyndt. - En gang i løbet af vinteren havde vi pakkefest: hver pige kom med en fint pyntet kurv med kaffebrød i, og kurvene kom på auktion. Den karl, som købte kurven, fik den pågældende pige til bords og til den første dans.

Lars Eriksen og hans kone Tinne kom til Lomborg i 1913, da de overtog ejendommen Katrinelyst; han havde tidligere været skovløber i Statsskoven Klosterheden, men inden da havde han prøvet forskelligt. Bl.a. havde han i 3 år spillet violin i teaterorkestret i Randers og fra denne tid fået en stor interesse for teater.

Inden længe begyndte Lars og Tinne et nyt ungdomsarbejde i sognet. De første gange, når der var gymnastik for både karle og piger, gik Lars op i forsamlingshuset om aftenen for at se på. Bagefter sang vi efter sangbogen „Syng dig glad", og han spillede violin til. Siden havde vi aftener med oplæsning og diskussion, og nogle unge kom også hjemme hos dem, hvor de læste ting af Jacob Knudsen.

Ofte morede vi os med ordsprogsleg, især om julen, når vore ældre søskende kom hjem. Jeg husker en jul, hvor min bror Christen og en anden karl kom ind, med bowlerhatte, kufferter og stokke, som de slog på kufferterne med, mens de pralede højt om Amerika. Vi skulle så gætte, at det var „Tomme tønder buldrer mest". Ordsprogsleg kunne udvikle sig til det rene skuespil, når nogle var rigtig dygtige til det.

Senere begyndte Lars Eriksen med rigtig dilettant-komedie, bl.a. „Eventyr på Fodrejsen". De øvede på skift i hjemmene, og jeg husker tydeligt en aften, de var hjemme hos os. Lars var selv Skriverhans, og min bror Enrico var den muntre student. Dørene stod åbne ind til den pæne stue, så vi alle kunne følge med, og hvor vi morede os. - Lars Eriksen, der var en poetisk natur, skrev selv et stykke, „Mod høje Mål", der blev opført for fulde huse i både Lomborg, Lemvig og Bøvling. Det skete også med andre skuespil.

En vinter foreslog én, at vi skulle danse folkedans, og da ingen kunne lede det, blev en karl sendt til lederkursus på Snoghøj. Dansen kom til at gå godt, Lars Eriksen spillede til på violinen, og folkedansen blev en fast del af programmet.

Når foråret kom, hørte gymnastik og sangaftener op, og i stedet havde vi håndbold og sanglege. På en af gårdene, hvor de gerne ville støtte Lars Eriksens arbejde, stillede de en mark til rådighed uden betaling, og tillige gav de kaffe, når vi havde vore aftener på deres mark.

Der var det gode ved hans arbejde for os unge, at han fik alle med, og her tænker jeg også på de unge, der tjente på gårdene. Vi havde ingen forening, betalte ikke kontingent, så hvordan han og Tinne klarede økonomien, ved jeg ikke; men jeg har da selv været med til at bage hvedebrød til festerne. Jeg siger „alle unge" kom med, men der kom nu ingen fra de missionske hjem, de havde deres egen kreds.

Unggilder i hjemmene

Når vi blev inviteret til unggilde, fik vi aftensmad, og der var i reglen øl og sodavand på bordet. Bagefter var der dans i storstuen, eller i et telt, hvis de ingen storstue havde. Vi havde det skønt, især hvis man var lidt forelsket. - Engang cyklede vi hjem fra unggilde i Brændgård i Vandborg så sent, at vi kun lige nåede at skifte tøj, inden vi skulle i stalden at malke.

Unggilder borgede værtsfolkene for. Derimod fik vi først senere lov til at komme til bal i Venstres Ungdom. Men som vor nabo Laurits Drøjdal sagde under en diskussion om ungdom og moral: „De børn, der ikke kan passe på sig selv, er blevet dårligt passet".

Foredrag og menighedsliv

Et af de første foredrag jeg overværede som halvstor pige var med højskoleforstander Jensen fra Hadsten; han var en stor kraftig mand med et rødligt ansigt. Jeg kan endnu se og høre, da han besteg talerstolen og med kraftig røst begyndte: „Vi blev avlet af to, vi fødtes af én, men dø - det må vi alene". Far og mor påvirkede os ikke til at gå med til foredrag, men vi ville gerne.

Senere kom vi med til de store vintermøder i Lemvig Valgmenighed, der blev holdt i februar måned. Det begyndte søndag eftermiddag i valgmenighedskirken og fortsatte med foredrag i teatersalen, der som oftest var fuldt besat. Blandt talerne husker jeg især Askov-lærerne Arnfred, Rosenkjær og Hans Lund. Og så var der præsterne Morten Larsen, Rosenstand og Oscar Geismar. Kaj Munk fra Vedersø var også blandt talerne.

Størsteparten af deltagerne var nok landboere, og unge og ældre fulgtes ad. Jeg mindes disse ungdomsår med stor glæde.

Fortælling om slægten

Dagny Bjerre Kallesøe, f. 1909.

Dagny Bjerre Kallesøe var, da hun skrev dette i 1995, med sine egne ord „en gammel pige på 86 år, men danse kan jeg endnu!" Dagny gik i gang med at skrive, fordi hendes datter Åse opfordrede hende: „Hvem vil du egentlig ha', der skal skrive for dine efterkommere, hvis du ikke selv gør det? Fortæl dine slægtsminder for dine børn!"

At være ud af en stor slægt - at have et klart, skønt billede inden i sig af sine forfædre og forældre, kan blive til noget stort, så man føler, at der følger et ansvar med, et ansvar, som det ikke altid er nemt at leve op til.

Den gamle politiker I.C. Christensen har engang sagt: „Det er en fattig slægt, som ikke har slægtsminder." Men den slægt, som ikke vil værne om sine minder, så de kan gå videre til børn og børnebørn, er endnu fattigere.

Det er først nu, da jeg er blevet ældre, jeg rigtig forstår, hvor stor værdi det har været for vores slægt med de mange gode fortællere. Så tænker vi rigtigt over, hvor rigt livet har været. Historie - fortid - nutid og fremtid hører med, for at livet kan blive en helhed.

„Det øjeblik, vi lever i, er ikke blot et nu,
det er et led i kæden, hvor stærkt bestemmer du.
De mange led i sammenhæng forbinder tid med tid -
hvert lille led må vogtes og agtes på med flid."

Vi kan med sandhed sammenligne Bjerreslægten med et stort, gammelt træ; med tiden vil der blive skrøbelige grene og rødder, men - det har holdt sig fantastisk hidindtil. Lad os alle forsøge at holde den gren, vi vokser på, frisk så længe som muligt!

Min farfar, Søren Jacobsen Bjerre i Brunsgård, Nr. Lem, var allerede som ung meget optaget af Grundtvig og Kold og tog selv på Rødding højskole. Han var meget videbegærlig og havde ved selvstudium lært sig en hel del om kemi og foderlære. Bedstefar gik ind for, at de unge skulle lære så meget som muligt, og han hjalp flere af sine tjenestefolk til at komme på høj- eller landbrugsskole, hvis han kunne mærke, de gerne ville videre.

Min far, Søren Bjerre, var to vintre på Vestbirk højskole og dernæst på Malling Landbrugsskole. I et brev til far under et af hans skoleophold skrev bedstefar, om far lige kunne vente nogle dage med pengene til forstanderen på skolen, for bedstefar skulle først have solgt et par stude. Han forhørte også far om, hvad nyt foder til dyrene, og hvad kunstgødning til jorden der kunne anbefales. Bedstefar var selv utrolig interesseret i alt det nye, som kom frem i hans tid. Han var den første til at anskaffe de nye markredskaber, der kom frem, men da „nyhederne" ikke var lige gode allesammen, blev der efterhånden en hel samling rundt om Brunsgård ...

(Efter skolen var Dagny hjemme et par år, før hun tog plads ude).

Efter en annonce i „Højskolebladet" fik jeg plads på en meget stor gård på Fyn. Jeg tror ikke, de har haft andet med højskoleånden at gøre end denne annonce. Herskabet spiste i stuen, og det eneste jeg så til fruen, var, når hun gav ordrer i køkkenet. Alting var meget upraktisk og gammeldags, f.eks. skulle storvasken skylles ved pumpen ude i gården!

(Efter nytårsferien rejste Dagny ikke tilbage til pladsen, selvom det betød 0 løn for de to strenge måneder).

Så kom jeg til at tjene hos en lærer i Askov. Der fik jeg ret ofte lov til at gå til foredrag på højskolen, hvad jeg var meget glad for. Jeg kan næsten se talerstolen og den gamle sal for mig og føle stemningen. Det blev mit første møde med højskolen. Min næste plads blev hos en lærer i Rødding, det blev endnu bedre. Min bror Ejner var elev på højskolen samtidig, så der fik jeg også lov at følge mange foredrag, og jeg var med til festerne; hver elev måtte invitere en dame med. Jeg var helt stolt over at danse med forstander Hans Lund og lærer Brandt Pedersen; jeg var ligesom blevet en af dem, der hørte skolen til. Jeg var i Rødding i 8 måneder uden at være hjemme.

Da jeg selv skulle på højskole i 1928, søgte jeg om at komme til Rødding, men der var optaget. Så kom jeg i stedet til Rønshoved, og det fortrød jeg sandelig ikke. De tre forstandere fra Askov, Rødding og Rønshoved (Arnfred, Hans Lund og Åge Møller), mødtes hvert år i august; de var varme Grundtvig-kendere og levende optaget af nødvendigheden af en Grundtvig-renæssance, såvel i kirken som i højskolen.

Man blev så dansk af at være elev hos Åge Møller på Rønshoved. „Kærlighed til Fædrelandet" stod som overskrift over en stor del af vores undervisning. Nu boede vi jo også lige i grænselandet, hvor grænsekampen dengang gik om hver plet jord. Åge Møller havde blandt andet Nordens Mytologi som et af grundfagene for sin højskoleundervisning. Hver især er vi ganske vist kun en dråbe i havet, men vi er dog med til at bygge det, hvorpå kulturen hviler.

For os, der nu er de ældre, melder spørgsmålet sig: Hvorledes har vi forvaltet arven fra fortiden? De gode erindringer, minderne, hvoraf håbet gror? Husker vi at fortælle det væsentligste for børnene og de unge? Har vi haft for travlt med alt muligt andet?

Kun hvis historien bliver fortalt, bliver den ved at være levende.

Ad vore vante veje

Mads B. Hillersborg (1912-1986)

Mads Bjerre Hillersborg udgav sine erindringer i 1980, „Ad vore vante veje". Han var gårdejer i Hillersborg, Gimsing, dertil agronom og regnskabskonsulent. Hans forældre var Karen Madsen Bjerre fra St. Bjerre og Bendt Hillersborg, Gimsing. Bogen giver spredte indblik i en verden, som er helt anderledes end den nuværende.

Mads Hillersborg beretter, at vi ikke skal langt tilbage i tiden, før tampen eller riset blev betragtet som det bedste middel i børneopdragelsen. Mads fik sin rigelige part af de klø, der blev uddelt i hjemmet. Det havde ikke den ønskede virkning, så han må konkludere, at disse gammeldags metoder ikke slog til, i hvert fald ikke i hans tilfælde!

I hans barndom blev tællelys og petroleumslamper afløst af elektrisk lys. Dette stærke lys ødelagde delvis mulighederne for tro på spøgelser, gengangere og anden overtro. Det er hans indtryk, at mange voksne i hine tider troede på overnaturlige ting.

En slægtning, Gamle Karen, boede på Hillersborg; hun var nu syg og sengeliggende. To teologistuderende slægtninge overnattede, på vej hjem til juleferie. De to vordende præster følte, at de burde sige den gamle kone et trøstens ord og gik derfor straks til aftægtsstuen.

Fra sengen lød det: „Åh, Gud ha’ lov". De forventede en bekendelse, som de så kunne udlægge. Men hun havde gennemskuet dem. - Hun fortsatte sit udbrud: „Åh, Gud ha’ lov, så længe én endda ikke er ringere, end én selv kan gå til døren at pisse". De to teologer lod de foldede hænder glide fra hinanden. Gamle Karen havde ikke brug for deres trøst.

Mange ældre mænd kunne godt gå udenfor med bart hoved, men så snart de kom indenfor, tog de deres hat eller kasket på. Mads Brændgård var en af dem, der altid brugte kasket indendørs. I tidligere tider havde lofterne i stuehusene mange sprækker, så man tog kasketten på for at beskytte hovedet mod støv og andet drys. Mange af de gamle blev ved at følge skikken, selv efter at bedre lofter havde gjort det overflødigt.

Man kunne tro, at alle bønder dengang var håndsnilde. Men Mads’ far kunne hverken slå et søm i eller save et bræt over, så de sendte bud efter en håndværker. Han skulle efter gammel skik spise, før folkene kom ind, og så skulle han have snaps til. - Mads husker, at skikken forfaldt, håndværkeren måtte spise sammen med de andre. - Juleaftensdag kom samme håndværker for at sætte fod på juletræet. Han kom ikke på en nabogård, så drengen undrede sig over, hvordan nabogården fik klaret den sag!

Hans far blev formand for Ringkøbing Amts Vareindkøbsforening (RAV), og direktør for Holstebro Sparekasse. - „Ad vore vante veje" indeholder også en fyldig beretning om Mads B.Bjerre, Mads Hillersborgs bedstefar, samt en smuk skildring af Maren, hans bedstemor.