Festen i Store Bjerre 1898

Indbydelsen

Med Håb om, at det vil kunne glæde vor meget talrige Familie at få Leilighed til at samles, har min Kone og jeg bestemt os til at indbyde vor Slægt til et Familiemøde hos os, her i Slægtens gamle Hjem, hvor vor Slægt vides at have levet i over halvtredie Hundrede År.

- Det vilde jo have haft stor Interesse, om vi kunde have samlet den hele Slægt, som allerede for halvandet Hundrede År siden var meget talrig, men dels ere de forskjellige Grene fra den Tid ikke fuldt opklarede endnu, og dels af Frygt for at dette vil blive os altfor uoverkommeligt, have vi tænkt kun at indbyde fuldtallig den Gren af Familien med Ægtefæller, Trolovede og Børn fra 12 Års Alderen, som i lige Linie nedstammer fra min Bedstefader Kristen Bjerre, født 1772 d. 1834, samt enkelte Familier fra de Grene af Slægten, som nedstammer fra min Oldefader Jacob Bjerre, som boede i Lille Bjerre, f.1736, d.1786.

- Mødet er bestemt til Tirsdag den 5. Juli kl.1. I Forståelse af det gamle Ord "uden Mad og Drikke duer Helten ikke -" agter vi at drage Omsorg for, at det absolut nødvendige i så Henseende ikke skal savnes, men alle bedes undskylde, at vi ikke agter at gå derudover. Hovedsagen for os er, at se Slægten samlet.

Det vil være meget ønskeligt, om der kunne mødes bestemt til den anførte Tid. - Vi bede Dig og Familie velvilligst modtage vor Indbydelse og fuldtallig give Møde.

Venlig Hilsen

Mads B. Bjerre

Hvem skulle med?

Da Mads Bertelsen Bjerre og hans kone Maren i 1898 besluttede sig for at holde en sammenkomst for Mads' slægt, stod de med det samme over for et svært valg: hvem skulle med og hvem ikke. Som det ses af invitationen, har de forsøgt at tælle op: hvor mange ville det dreje sig om, hvis de indbød alle kendte efterkommere efter stamparret Jacob og Margrethe, gift i 1700. Slægtskabet med grenen fra Øster Store Bjerre var forlængst gået i glemmebogen, efter at gården havde fået en fæster, som ikke var "af familien". Men bare antallet fra Lille Bjerre og Vester Store Bjerre ville blive alt for stort.

Derfor nøjedes de med at gå to generationer tilbage, til Mads' farfar, enebarnet Kristen fra 1772, som var Jacobs og Margrethes sønnesøn. Kristens og Marens nulevende efterslægt var alle Mads' fætre og kusiner og deres børn; det ville stadig blive et par hundrede eller tre, men dog overkommeligt.

Kristen, eller Christen som navnet staves i familiebibelen, og Maren fik otte børn, hvoraf de seks fik efterkommere. En af sønnerne var Bertel i Store Bjerre, Mads' far, en anden var Jacob i Nissumby, der levede helt til 1891, som den sidste af 5. generation. Alle seks søskende havde taget skriftens ord om at blive frugtbare og mangfoldige til sig, så 6. generation af slægten talte mere end 60 navne, født i perioden 1827-68; selv stod Mads, f. 1848, aldersmæssigt i midten af fætter-kusine-flokken.

I 1898 var selvfølgelig nogle af dem døde, især af kusinerne; men de allerfleste var der endnu, med samt deres børneflokke, der ofte var store - omend ingen i 6. generation havde udkonkurreret Nissumby familien. Alligevel var det nødvendigt at gøre et overslag i Store Bjerre, for alene de 14 gifte fætre og kusiner fra Nissumby havde "sat mere end 100 knopper på slægtstræet". Mads og hans søskende, samt de øvrige fætre og kusiner kom med tiden til at skrive sig for de næste hundrede, så 7. generation kom til at tælle mere end 200 navne, men da de var yngre end Nissumbyerne, var de sidste børn i dette slægtled slet ikke til stede endnu i 1898. Imidlertid var de ældste af dem født midt i 1860'erne, så mange af dem havde nu troloveder eller ægtefæller.

Som det fremgår af de store tal, var farfar Christens og farmor Marens efterslægt allerede i 1898 svær at have oversigt over, så de dele af stamtavlen, der var færdige, har uden tvivl været til stor nytte. Mads og hans kone satte grænsen nedad ved børn på 12 år, de var store nok til at opleve en slægtsfest og ville siden kunne huske den.

Blandt efterslægten fra Lille Bjerre var der en enkelt gren, som man især havde forbindelse med, nemlig Kokholmerne. Farfar Christen giftede sig med Maren fra Lille Bjerre, der var ældste datter af hans afdøde fætter Jacob Pedersen. Ingen af Marens brødre kom til at overtage Lille Bjerre, men de holdt slægtskabet og navnet i hævd. Marens brodersøn, Jacob Pedersen Bjerre, købte gården Kokholm, som gav navn til slægtslinien. Så når indbydelsen siger "samt enkelte familier fra de grene af slægten, som nedstammer fra min oldefader Jacob Bjerre", er det farmor Marens far, der hentydes til, og de indbudte familier er hans oldebørn i Kokholm-linien.

20. juni gik invitationerne ud til de forskellige familieoverhoveder, med indbydelser til de yngre indlagt til videreforsendelse. Der var store forberedelse at gøre i Store Bjerre, dels af praktisk art med hensyn til at bespise og huse så mange mennesker, dels med alt det øvrige, der gør en sammenkomst til en rigtig fest: pyntning ude og inde, en fremstilling af "slægtens træ" - og for ikke at skuffe de unge deltagere: dansegulv i haven og god musik.

I dette forarbejde kom især en af de yngre til at yde en mægtig indsats: Niels Bjerre fra Engbjerg, der var uddannet som kunstmaler. Den 23. juni skriver han fra sit fødehjem i Nørrelund en tak for indbydelserne og fortæller dernæst, at "Peder Bjerre, folketingsmanden, var her i går. Vi kom naturligvis til at tale om festen." Han var meget ivrig efter at komme med, "da han er levende interesseret i alt, hvad der angår familien."

Til sidst skriver Niels Bjerre: "Jeg håber at få billederne og oversigten over slægten færdig i rette tid."

Jo, der blev arbejdet på højtryk i Engbjerg, og resultatet kender vi: de smukke tegninger i Stamtavlen, som nok aldrig var blevet fremstillet, havde det ikke været for festens skyld. På selve dagen kunne man i storstuen beundre både slægtstræet og de omkring 60 tegninger af slægtsmedlemmer fra 5. og 6. generation, dvs. Mads' far Bertel og hans søskende med ægtefæller, samt Mads og hans egne søskende, fætre og kusiner med ægtefæller. I dag findes tegningerne stadig på en af væggene i Store Bjerre.

Festdagen

Eftermiddagens forløb er beskrevet levende og detaljeret i et referat i Lemvig Folkeblad. Slægten havde i egnen mellem Holstebro og Lemvig mange fremtrædende medlemmer, der ivrigt bidrog til det folkelige liv, både i politiske, økonomiske og åndelige sammenhænge, så en sammenkomst i Bjerreslægten var "godt stof". Og det gjaldt selvfølgelig i endnu højere grad for alle de omkring 300 deltagere; tænk, at se sin slægt beskrevet i avisen!

Her følger nogle uddrag:

"Efter at forsamlingen i mindre hold havde indtaget forfriskninger i storstuen - hvor en oversigt over slægten fra 1630 til nu fyldte den ene endevæg, sammen med en hel række pennetegninger af en stor del af slægtens ældre, navnlig afdøde medlemmer, tegnede af kunstmaler Niels Bjerre - samledes man i haven, hvor der var lagt dansegulv og rejst en flagsmykket musik-tribune, der nu skulle gøre tjeneste som talerstol.

Gårdens nuværende ejer, Mads B. Bjerre bød forsamlingen velkommen, og udtalte, at han her så en ungdomsdrøm og et længe næret ønske gå i opfyldelse - nemlig ønsket om at se en større del af slægten samlet her i det gamle hjem, hvor den vides at have boet og bygget i over halvtredje hundrede år, hvad der, når henses til kulturelle forandringer, egentlig er en meget lang tid."

Mads B. Bjerre skildrede derefter tilstanden på gården for ca. 130 år siden: "Her gik en gammel karl, Niels Bjerre, f.1717; han giftede sig først i sit 53. år. I dette ægteskab, der stiftedes i dag for 128 år siden, fødtes én søn, Christen Bjerre, der giftede sig med en slægtning af Lille-Bjerre-stammen og blev fader til det søskendekuld .... hvorfra de allerfleste af os tilstedeværende stammer. Gid der altså, ligesom det er mindet om et bryllup, vi er sammen for at fejre, må hvile lidt af en bryllupsstemning over dagen."

Efter sangen "Udrundne er de gamle dage" talte højskoleforstander Kristian Bjerre fra Sorø. Efter avisreferatet at dømme, oplevede forsamlingen her den rette mand til lejligheden. Selv referenten måtte give op overfor den sprudlende taler, der forstod at fængsle alle med sit foredrag, krydret som det var med anekdoter og små beretninger, der skiftevis kaldte "på latter og gråd".

Da det var en slægtsfest, fortalte han også en del træk fra sin barndom, ikke for at fremhæve sit eget hjem, men for at andre derved skulle mindes deres forældre og hvad de skyldte dem. Efter hans overbevisning "havde det bærende i slægten været en dyb og stærk understrøm af fromhed, som dog aldrig var slået over i den usunde pietisme, der ikke vides at have haft nogen varig indflydelse på et eneste medlem af slægten."

Kristian Bjerre havde til festdagen skrevet sangen: "Der stod et træ i oldtids lund", hvor versene 6 og 7 om slægtens stamtræ lyder:

Det prøvedes af sne og kuld
og stormene fra vesten;
dog stærkt det blev af Jyllands muld
og af Guds sol for resten.

Og tiden gik, og det blev stort,
om ikke just i rangen.
Og nogen nytte har det gjort
blandt træ'r i Dannevangen.

Derefter talte folketingsmand Peder Bjerre, Højstrup, der udtalte sin glæde over det arbejde, som Mads B. Bjerre, sammen med nogle yngre i slægten, havde udført for at styrke slægtens sammenhold. Når han skulle pege på "den arv, vi har modtaget fra fædrene, så er det ikke først og fremmest dygtighed - i den henseende er vi blevet overfløjet af mange andre - men det er et fond af følelse og fantasi, en evne til at elske og lide med andre og til at lade sig gribe af det nye og gode i tiden."

Hvorsomhelst han havde truffet slægtninge, var de, før de fleste andre, optaget af f.eks. valgmenighedssagen, højskole- og friskolesagen, de nye politiske frihedsidéer, det nye på landbrugets område og således videre. Han sluttede med et ønske om, at disse evner stadig måtte vækkes og styrkes i den unge generation.

Eftermiddagens tredje taler var lærer Bertel J. Bjerre fra Lomborg; han fortalte en del barndoms- og ungdomsminder fra besøg i slægtsgården, fortalte både om sin farbror Bertel, Mads' far, der havde været en børnenes ven, og om sin egen far, Jacob i Nissumby. I forbindelse hermed kom han også ind på de nære bånd til Overgård-familien, hvor det i hans forældres generation, med hele fire ægteskaber mellem børn fra de to gårde, næsten blev naturligt at tale om Bjerre-Overgård-slægten. Han sluttede med et ønske om, at de unge i slægten ville søge hen til livets kilde, thi kun da kan menneskelivet og kristenlivet blomstre.

Næste punkt på eftermiddagens program var en sang, skrevet af "Niels i England", den yngste søn fra Nissumby: "Bjerreslægt i fædregård", hvor versene 5 og 6 lyder:

Hjemmets tarv, hvor var det småt,	Rige tider, frihed, krav,
hus og bo kun lidet.	siden vi opleved.
Ældre blandt os husker godt	Tak for evner, Gud os gav!
væggene opklinet.	Brug dem altid bedre!
Når man ind ad døren tren,	Følge godt med tiden frem,
var der her kun ler og sten,	bygge op med glæde hjem,
høns og svin ved siden.	som kan slægten hædre!

Efter sangen "oplyste student Bertel Bjerre, Lomborg, med et par ord om en forening, der var dannet af slægtens medlemmer; lærer Jakob Bjerre, Attrup, rettede en tak til Mads Bjerre og hustru for denne sammenkomst; Kristian Bjerre, Sorø, fremsagde trosbekendelsen, og med sangen "Min mund og mit hjerte" var denne del af festen sluttet.

En fotograf tog et gruppebillede af alle deltagerne, og de ældre begav sig ind for at spise, mens de unge enten vandrede op på bakkerne eller blev i haven, hvor Holstebro Musikkorps snart efter begyndte at spille til en dans. I det ene fløjhus, der for lejligheden var omdannet til en stor festlig dekoreret spisesal, gik det under måltidet atter livligt til med taler, både muntre og alvorlige."

Lærer Hansen, Sir, talte på baggrund af sit mangeårige kendskab til slægten, om "den stærke ejendommelighed, der havde friet den fra at udviskes og forsvinde blandt andre slægter i tidens løb. Det havde været en særlig dansk, jordelskende, virksom og livsglad slægt, der aldrig havde haft noget tilovers for det blot indholdsløse og tomme."

Referatet af festen slutter: "Efter at både ældre og unge havde spist, fortsattes dansen endnu en stund ved lygteskær i den lune sommeraften mellem denne skare til dels ukendte fætre og kusiner, indtil månen ildrød mellem havens træstammer sås at hæve sig i den natlige horisont. Da tyndedes forsamlingen lidt efter lidt, og vogn efter vogn rullede atter bort fra det gamle fælles hjem til de mange særlige hjem viden om."

En milepæl

En fest med vidtrækkende betydning

Ingen tvivl om, at slægtsfesten var en succes. Den blev en milepæl; der blev fra den dag et "før" og et "efter". Den betegnede et møde mellem gamle kendinge, men vigtigere endnu: den betegnede samtidig en begyndelse. - Som der i dagene forud var kommet breve med tak for indbydelsen, kom der nu breve med varme udtryk for den oplevelse, det havde været at deltage.

Man havde mødt slægtninge, som man kendte fra barndom og ungdom, og man havde mødt mennesker, man aldrig havde set før, men alle var de "af familien". En af Mads' jævnaldrende kusiner fra Tvis Kloster, nu gift nede på Kolding-egnen, mindes al gæstfriheden i Store Bjerre ved besøgene i hendes barndoms- og ungdomstid; hun følte, at stemningen ved festen den 5. juli havde været lige så hjemlig og hjertelig. "Måtte sammenkomsten og det talte ord være Bjerre-slægten til fremtidig velsignelse", skriver hun.

Den 7. juli, 2 dage efter festen, skrev student Bertel fra Lomborg skole:

Kære Mads B.Bjerre!

"Hjertelig tak for den 5.juli. Den skærsommerdag har I i Store Bjerre givet glade minder, og jeg håber, I alle er raske efter travlheden."

Hvorefter han beklager, at han tog bort, før dansen var forbi. Det skulle han aldrig have gjort! Han fortsætter:

"Det synes mig, at det var det fornøjeligste ungdomslag, jeg har været i, og det har noget melankolsk ved sig at tænke på, at det er så ubestemt, hvornår hele laget skal samles igen. Men du fik godt begyndt."

Efter en bemærkning om stamtavlen, som han desværre ikke fik indsamlet noget til, kommer det bekymret:

"Du tror vel ikke, Støtteforeningen er død allerede? Jeg har da i sinde at støtte den, så længe som der blot er én til, som også vil. Skal jeg til sidst være eneste medlem, vil jeg sige med Ibsen:

Og sejler jeg end min skude på grund,
så var det dog dejligt at fare.

Foreløbig siger jeg, at foreningen har fremtiden for sig. Tak for 5te juli."

Venlig hilsen

Eders Bertel Bjerre

I disse år udførte den teologistuderende Bertel et stort arbejde med at indsamle oplysninger til slægtens første stamtavle. Her i brevet synes han at være bange for, at han ikke har været rigtig heldig med sin præsentation af slægtsforeningen ved festen; måske har han ligefrem hørt nogle mindre positive bemærkninger om den, som han blot ikke vil omtale. - Heldigvis gik hans bange anelser ikke i opfyldelse; man havde besluttet at starte foreningens arbejde, når der var 50 medlemmer indtegnet. Det skete i 1900, og Bertel kom selv med i den første bestyrelse.

Som Bjerrefesternes lange række i de forløbne hundrede år har vist, var det et godt initiativ, der blev taget af Mads og Maren, i betydning helt på linie med så meget andet af det, som Mads satte i gang. Hans arbejde for slægten har nu båret frugt i 100 år.