Store Mads i Store Bjerre

Mindesten for Mads B. Bjerre. Rejst på Sir Lyngbjerg i 1938.

Når man står på Sir Lyngbjerg foran mindestenen for Mads fra Store Bjerre, bliver man dybt imponeret; 1848 - 1936, en gammel kæmpe blev han, og så den flotte indskrift:

Ideernes - Livets - Samvirkets Mand
Til Gavn og Ære for Egn og Stand

Det er et eftermæle, som få kan opnå, - og som endnu færre fortjener. Og alle Bjerrer, som ser stenen, må jo tilføje: og han var tillige den, der fik samling på slægten og sørgede for at få den første stamtavle udarbejdet, mens der endnu var folk, som kunne huske de gamle.

Hvem var han, spørger man, hvordan kunne manden fra gården derovre gøre sig fortjent til så store ord? - Ja, som det første melder sig: han blev født i et godt og vågent hjem. Hans far, Bertel Christensen Bjerre, fjerde barn hos Christen og Maren i Store Bjerre, havde overtaget gården i fæste efter forældrene; Bertel blev en særdeles dygtig landmand, der i et af sine sidste år modtog et sølvbæger fra Det Kgl. Landhusholdningsselskab for sin indsats, såvel for at udbrede kendskabet til braklægningens velsignelser, som for sin indsats for at plante læhegn i markskellene, en ting af stor betydning i det blæsende Vestjylland.

Bertel gik varmt ind for kartoffeldyrkning, der viste sig også at kunne betale sig, så han blev ret velstående. Han var i en lang årrække en agtet og afholdt sognefoged, en mand man søgte hjælp hos, når det behøvedes.

Men lige så vigtigt for den store børneflok, hvor Mads voksede op som nr. 8 af 10, var nok, at hjemmet var et godt og trygt sted at være. Faderen var en alvorlig mand, dybt forankret i en personlig kristentro, men samtidig var han en glad og munter natur, der forstod at sprede glæde omkring sig. Moderen, der huskes som en ualmindelig myndig og viljestærk karakter, var en af de tre Overgård-søstre, der omkring 1830 havde giftet sig med tre Bjerre-brødre; siden giftede en Bjerre-søster sig med en Overgård-bror - fra samme kuld på 14 børn - så hvor som helst børn og unge fra Store Bjerre færdedes i Naur-Sir området, i skole, i arbejde eller ved selskabelige sammenkomster, traf de altid sammen med et betragteligt antal fætre og kusiner, enten til mødrene eller fædrene side - eller til begge! Det må have givet tryghed, men sikkert også en høj grad af social kontrol. Alle har vidst, at det ville blive kendt ret så mange steder, hvis man foretog sig noget, der stred imod almindelig god tone.

Sådan var familiebaggrunden. Om skolegangen berettes det, at den ikke hævede sig over det absolutte jævnmål i Mads' skoletid. Men året efter skete der noget, idet sognet fik en ny og ung lærer, udgået fra Blågårds Seminarium i København. Lærer H.J. Hansen var af den rette slags, en lærer, som ikke anså dagens arbejde for færdigt, når han bød farvel til skolebørnene, tværtimod; arbejdet med ungdomsgruppen synes at have optaget ham fuldt så meget. Han begyndte med det samme en aftenskole, som blev af uvurderlig betydning for alle de unge, han derved kom i berøring med, især for unge af Mads Bjerres type, - som følte, at hvad de havde lært i barneskolen var meget lidt i forhold til alt det store ude i verden, de gerne ville lære at kende og forstå.

Naur-Sir Skytteforening 50 år i 1917. Mads B. Bjerre sidder på 2. Række nr. 3 fra højre (Lokalhistorisk Arkiv, Holstebro).


Da Mads som 80-årig sad og skrev en kortfattet levnedsbeskrivelse til Ordenskapitlet, efter at være blevet udnævnt til Ridder af Dannebrog, nævnte han lærer Hansens indflydelse som noget af det vigtigste i ungdomsårene. Og desuden: "Mit første Indblik i Kemiens Betydning for Landbruget fik jeg i Hansens Aftenskole".

Mads blev født i 1848, de store frihedsrørelsers år. Men København lå meget langt borte i de vestjyders univers; uden al tvivl spillede krigen 1848-50 med dens sejre, nederlag, nationale sange og helteberetninger en langt større rolle i den offentlige bevidsthed end den fri forfatning fra 1849. Derimod kom nederlaget i 1864 til at mærke en hel ungdomsgeneration på godt og ondt.

Allerede 1867 blev der i sognet oprettet en skytteforening, hvor lærer Hansen, selv sønderjyde, ikke alene var initiativtager, men også i årene fremover den, der holdt sammen på tropperne og gav foreningen et stærkt kulturelt islæt ved siden af det nationale.

 Til Våben, Brødre, tag Bøssen fat!
Vor Bane ved vi, vort Mål er sat,
og Målet er Danmarks Frelse ....

 lød sangen begejstret fra foreningens samlingsplads ved Sir Lyngbjerg. Ingen var i tvivl om målet, det var "Slesvigs land genvundet" - og helst så snart som muligt, skulle det end koste blod. - I tiden mellem de to verdenskrige var der mange, som fandt det yderst vanskeligt at forstå det beslutsomme mod, den stærke overbevisning, der besjælede de unge i årene efter 1864. Det samme gælder i vor egen nutid, hvor alt tilsyneladende ånder fred og ingen fare, hvorimod den generation, der oplevede den tyske besættelse 1940-45, har langt lettere ved at identificere sig med dem. For selv om de ikke dengang levede i ufrihed i dagligdagen, følte de alligevel en trykkende fornemmelse af neder lagets konsekvens: et stækket Danmark.

Mads tog ivrigt del i hele denne ungdomsbevægelse, men snart ramtes han og hans hjem af personlig sorg; faderen, der allerede i sin ungdom blev betegnet som "brystsvag" af sessionsmyndighederne, bukkede under for den tuberkulose, han havde kæmpet med i en del år. Det blev Mads, der tog over, skønt kun 21 år gammel; hans tre ældre brødre var alle i gang på egne gårde. Derfor kom han ikke ud at se, hvordan man gjorde andre steder; men som tiden skulle vise: det var heller ikke nødvendigt for den unge mand med det lyse hovede, han kunne selv finde ud af en hel del, som ingen før havde drømt om i forbindelse med landbrug.

Til landbrugsgavn

"Fortjenstfuld virksomhed til landbrugsgavn"

Hans far havde vist vejen, dels ved brak, kartofler og læhegn, dels ved at gå i forreste række med at få stiftet en landboforening. Mads gik nysgerrigt og modigt frem efter de nyeste resultater, efterhånden som de fremkom i landbrugsfaglige tidsskrifter, afprøvede dem i sin egen bedrift, lavede små markforsøg, og havde, når tingene lykkedes for ham, også mod til at agitere for sine "nymodens ideer", både i landboforeningerne og i pressen - hvilket utvivlsomt har fremkaldt en del hovedrysten fra de mere besindige.

Da bestyrelsen for Hjerm-Ginding Herreders Landboforening i 1926 indsendte en ansøgning til Landhusholdningsselskabet om en hæderspris til Mads - som på dette tidspunkt var 78, men stadig aktiv landbruger - anførte man, foruden en lang række mere almindeligt anerkendte fremskridt, især to ting: hans tidlige arbejde med vedvarende græsmarker, upåagtet i mange år, samt hans banebrydende indsats for at afprøve og udbrede kendskabet til brugen af bælgplanters kvælstofbindende evne. Især det sidste havde han modtaget mange hånlige smil for, også fra "dem, som skulle være mere sagkyndig", som man anfører - men Mads Bjerre havde holdt ud, og nu var hans arbejde på dette område almindelig anerkendt. Som sidste punkt i ansøgningen fremføres hans store arbejde for ungdommen på det landbrugsfaglige område.

"Af de unge mænd, der har tjent hos ham, er mange senere blevet fore gangsmænd på deres egn; hos ham har de mødt den begejstring, som aldrig slukkes". - Det var store ord, der blev taget frem - men sikkert ikke for store, for de har kendt ham, og måske oven i købet selv været irriterede på ham, når han gik for rask frem. - Det siger sig selv, at Mads fik Landhusholdningsselskabets største sølvbæger, med inskrip tionen: For fortjenstfuld Virksomhed til Landbrugsgavn.

Ryslinge og Askov højskoler

Trods sliddet med gården, hvor Mads var bestyrer for moderen lige til 1880, gennemførte han dog at komme på højskole, endda hele to vintre. Første gang gjaldt det Ryslinge højskole på Fyn, et sted med stor åndelig turbulens i de år, og det var da også præsten Vilhelm Birkedals vækkende, grundtvigske forkyndelse, der især gjorde indtryk på den unge vestjyde. Han følte siden, at han den vinter var blevet sat sådan i skub, at han aldrig senere kunne gå i stå - som han udtrykte det med et let omskrevet citat fra Christen Kold.

I 1873 fik man i Naur-Sir en ny præst, den stærkt grundtvigske Vilhelm T. Pedersen. Pastor Pedersen blev hurtigt en af de førende i de nye åndelige rørelser på egnen, og da han havde nære forbindelser til Askov højskole og dens lærerkreds, var det nok ikke noget tilfælde, at Mads valgte Askov, da han næste gang trængte til at komme hjemmefra for at blive ladet op.

Sammen med kammeraten Niels Bendtsen, senere meget fremtrædende på egnen, ikke mindst i det politiske liv, tilbragte Mads vinteren 1876-77 på Askov. - "Og var således efter den tids forhold meget vel udrustet til at tage fat på de livsopgaver, der lå på hans vej", som hans ældste søn skrev mange år senere.

Det hører med til dette afsnit i Mads' liv, at hans mor i 1871 havde købt Store Bjerre til selveje fra stamhuset Ausumgård; men først ved sit giftermål i 1880 overtog Mads den. Hans kone, Maren Kristensen, kom fra Hyldgård i Måbjerg ved Holstebro, en velstående gårdmandsslægt, der religiøst var mere pietistisk præget, og som nok også savnede den fantasi og det udsyn, der prægede de fremmeste medlemmer af slægten fra Store Bjerre.

Kriseår og andelsbevægelse

Men netop disse egenskaber, udsyn og fantasi, blev der megen brug for i de næste årtier. Det blev kriseår i dansk landbrug, fordi den hidtidige indtægtskilde, kornproduktionen, tørrede ud, idet det europæiske marked blev oversvømmet med billigt korn, først og fremmest fra USA. For den danske bondestand blev det nødvendigt at standse op og ryste med hovedet for at få nye ideer frem; den forædlede landbrugsproduktion med varer som smør, æg og flæsk til de store industrinationers voksende bybefolkninger blev de danske bønders løsningsmodel.

I skildringerne af bondeliv i "gamle dage" bliver det altid betonet, at landbrugsarbejdet i hine tider var stærkt sæsonpræget, med lange, rolige perioder mellem såtid og høsttid, perioder som gav rige muligheder for alskens fællesliv i hverdag og til traditionelle fester og højtider.

Nu blev det anderledes. Omlægningen af driftsformen betød en spredning af arbejdet, simpelthen fordi der blev mange flere arbejdsopgaver end før. Stort husdyrhold betød ikke alene en daglig, tidkrævende rutine med malkning, fodring og mugning, men dertil kom hele den langsommelige lugning af roemarkerne i forsommeren. Pludselig blev der meget mindre tid til arbejderne indendøre, og landhusholdningernes hidtidige selvforsyningsprincip blev slået i stykker.

Dette faldt dog meget godt sammen med, at mange af de hjemmegjorte ting nu kunne købes billigt i industriel forarbejdning, f.eks. blev det hjemmegjorte hørlærred, der havde krævet en lang og intensiv arbejdsproces, nu erstattet af "købelærred" eller af det billigere bomulds lærred.

Det samme gjaldt udenfor. Hvor endnu Jeppe Aakjær i sine erindringer kunne fortælle, at der i hans barndomshjem o.1870 knap nok fandtes nogen bygningsdel af jern, idet alt blev forarbejdet af hjemlige materialer, lige fra den håndskårne dørklinke af træ til de flettede simer, halmbånd til at fylde bindingsværksvæggens felter ud med før lerkliningen, - der ændredes forholdene nu radikalt. Man begyndte at købe, og markedsbyen fik derved større plads i bevidstheden end før; men samtidig blev pengeknapheden også mere følelig. Som bonde var man ikke længere selvberoende.

Dog, dermed var det ikke gjort. Skulle en kvægbesætning op på større ydelse, var det ikke nok med roer, der skulle kraftfoder til - og tillige kunstgødning til det langt mere intensivt dyrkede jordtilliggende. Begge ting kostede penge i en hidtil ukendt størrelsesorden, og begge ting var nødvendige, hvis omstillingen skulle blive en succes. Her viste det sig imidlertid hurtigt, at byernes købmænd i foderstoffer, selv om tiderne var dårlige, kunne tjene forbavsende store penge i løbet af ganske få år. - Det gav stof til eftertanke blandt kunderne!

Hele denne proces, som selvfølgelig ikke fandt sted fra det ene år til det andet, udgjorde baggrunden for den kraftige ekspansion i landområderne, der i 1880erne og -90erne førte til oprettelse af andels mejerier, til andelssvineslagterier i de større byer, og til den række afsætningsvirksomheder, som man måtte oprette for at få ordentlige priser for varerne. Det gamle landsbyfællesskab, som var gået i graven med landboreformerne knap et hundredår før, genopstod nu, af pur nødvendighed og i nye former. Skulle man overleve på de nye betingelser, var det nødvendigt at stå sammen.

I 1882 oprettedes det første andelsmejeri, og i løbet af 1880erne skød de op som paddehatte i Nordvestjylland. Den sikre afregning fra mejeriet betød, at den enkelte bonde nu ikke længere var i lommen på købmanden, som hidtil både havde fastsat prisen på den leverede vare, især smør, og på de varer, som bonden skulle købe med hjem. Det gav en ny og kærkommen følelse af frihed, og det gav smag på endnu mere: når man kunne samarbejde om bearbejdning af mælken, hvorfor så ikke også slutte sig sammen om indkøb af de vigtigste varer til bedrift og husholdning?

Enighed gør stærk

I juli 1885 holdt en kreds af lokale gårdmænd et møde om sagen i Holstebro; man ønskede dels billigere foderstoffer, dels at få en garanti for indholdet, - det krav havde hidtil kun aftvunget købmændene et skuldertræk. Mødedeltagerne enedes hurtigt om nødvendigheden af at blive flere, og 6. september mødtes man i Vemb, nu fra både Ringkøbing-, Holstebro- og Lemvig-egnen, og såvel større som mindre landbrug var repræsenteret.

Samme dag stiftede man RINGKØBING AMTS INDKØBSFORENING, fik vedtaget love og valgt 6 medlemmer til bestyrelsen, 2 fra hver egn. For Holstebro blev Mads Bjerre valgt som den ene, mens hans fætter Søren Brunsgård kom ind for Lemvig-kredsen. Formålet udtryktes klart i §1: at skaffe medlemmerne rene, sunde foderstoffer "og mulig andre varer, hvis beslutning derom tages af en senere generalforsamling".

Det sidste var kommet med, fordi et mindretal, som bl.a. talte Mads Bjerre, havde fremsat forslag om samtidig at begynde handel med flere varer, f.eks. gødning og markfrø, men det faldt ved afstemningen. - Foreningen begyndte sit arbejde med det samme, og i løbet af et par måneder blev de første varer leveret til medlemmerne. Priserne lå så meget under købmændenes, at foreningen hurtigt vandt frem.

Så vidt, så godt. På næste års generalforsamling forsøgte Holstebro-kredsen med Mads Bjerre som ordfører at få udvidet varesortimentet med kunstgødning, markfrø, samt kolonialvarer. Men det gik ikke - og modstanden kom især fra storlandbrugerne, som ønskede at beskytte deres partifæller, bykøbmændene, der selvfølgelig alle stemte Højre. Rigtigt eller ej, det er ikke til at vide - men sådan føltes det af venstrebønderne. Og på et efterfølgende møde samme dag enedes deltagerne hurtigt om at arbejde frem mod en ny forening, som kunne levere de tre varegrupper.

Der var et økonomisk sigte, ingen tvivl om det, for tiderne var dårlige for alle; men det drejede sig mindst lige så meget om at sige fra over for den købmandsstand, som man mere og mere følte sig udnyttet af. "Vi har længe nok været malkeko for d'herrer, og vi skal vise dem ..." var den almindelige stemning. Det var således en meget bevidst politisk handling, en manifestation af landbostandens tillid til egne evner.

Den nye forening, der blev dannet sidst i september efter grundigt forarbejde især i sognene rundt om Holstebro, fik navnet RING KØBING AMTS VAREINDKØBSFORENING, i daglig tale RAV. Det er værd at lægge mærke til, at man ikke søgte at kvæle den gamle forening ved også at handle med foderstoffer; de to foreninger kom til at leve side om side. Mads blev valgt til formand for bestyrelsen og tillige til kasserer. Nogle år senere blev Holstebro-kredsen af de to foreninger i praksis sluttet sammen, idet Mads blev formand for begge, en post han beklædte i 30 år.

Kampen med købmændene

Modstanden blandt egnens købmænd var selvfølgelig stor, og da den nye forening efter et par måneder rigtig var kommet i gang - og solgte til priser 20-25% under købmændenes, måtte de erkende, at den nye indkøbsforening havde flere ressourcer end først antaget, og at foragt og bagtalelse ikke var nok. Så hvis enighed kunne gøre bønderne stærke, måtte købmændene gøre dem kunsten efter. Hvorefter 30 købmænd i Holstebro, Lemvig og Ringkøbing udarbejdede en meget skarp skrivelse, som blev sendt til alle de leverandører, som formodedes at levere til "bønderne": hvis de ikke ophørte med leverancer til RAV, ville de miste al handel med de underskrevne 30! - Det var en alvorlig trusel, og den virkede: næsten alle leverandører trak sig.

Heldigvis lod bestyrelsen sig ikke forknytte; to medlemmer, formand Mads og Peder Brask, Nees, tog ud på charmeoffensiv til grossisterne, "en ret fornøjelig, men omtrent resultatløs rejse", som Mads beskriver det ved RAVs 25-års jubilæum, for grossisterne turde simpelthen ikke handle med dem af skræk for de store kunder. "Vi måtte derfor ad alle mulige omveje krydse os frem ... der var altid nogle, der ikke kunne modstå at gøre forretning".

I nogle tilfælde måtte man bestille varer under fingeret navn, det gjaldt f.eks. den (livs)vigtige røg- og skråtobak, som fabrikanterne nægtede dem adgang til. "Vi kæmpede os frem", føjer han til, men "nu er der ingen, der nægter os varer". - Nej, RAV blev hurtigt en succes, og var det i mange år fremover. Men at det kostede uendelig megen tid for bestyrelsesmedlemmerne, er der ingen tvivl om. For ved siden af vanskeligheder med at få varer kom der naturligvis også tilfælde af "uheldige" uddelere, "sjusket regnskabsføring", sendrægtige betalere m.m. - og alle problemer skulle løses ved hjælp af bestyrelsesmedlemmers ubetalte arbejdskraft. Der skulle både en god gård, gode medhjælpere og en tålmodig kone til, for at det kunne føres igennem.

Holstebro Manufakturafdeling, bomuldsvareafdelingen.

Det særlige ved RAV var, at man byggede på licitation på vareindkøbene - man ønskede at holde sig fri af alt for faste leverandører og var slet ikke interesseret i Fællesforeningen, der efterhånden fik egne fabrikker. Efter RAVs tankegang kunne egne fabrikker hurtigt føre til sammenspisthed og alt for megen magt til "direktørerne", dermed højere priser og mindre fordele for kunderne. Man ville hermed bare have fået en ny slags kapitalister. Og storkapitalen ønskede man at bekæmpe; for Mads var målet at frembringe en omkalfatring i handelslivet ved hjælp af sammenslutninger som RAV.

Slægtens træ og slægtens gård

I begyndelsen af 1880erne fik Mads kordegn Frølund i Holstebro, der også var lokalhistoriker, til at begynde udarbejdelsen af en stamtavle over Bjerreslægten. Når man imidlertid ser på den arbejdsindsats, Mads i de næste år ydede, dels med fornyelse af driftsformen på sin gård, dels - og især - i forbindelse med egnens mange nye andelsvirksomheders oprettelse og drift, forstår man let, at slægtsudredningen for en tid blev sat på vågeblus. Mads var i ualmindelig høj grad et overskudsmenneske, der næsten ikke kunne overvinde sig selv til at "lade en sag ligge"; men i disse år, hvor det brændte på med både forfatningsstrid og andelssag, måtte selv han prioritere opgaverne.

Men i 1898, da Mads var fyldt 50 i januar, blev det endelig til noget. Der var i flere år blevet puslet med slægtstavle og anesammenhænge af yngre kræfter; nu blev beslutningen om en sammenkomst taget, og datoen fastsat til 5. juli, - den mindeværdige dag for 128 år siden, hvor ungkarl Niels Jacobsen havde indgået ægteskab med Anna Lauridsdatter. Gennem deres søn Christen, der var Mads' bedstefar, blev linien på Store Bjerre bevaret. Uden ham var det måske gået som i Øster Store Bjerre: gården var kommet under en fæster uden for Bjerre-slægten.

Det blev en storslået fest, som prægedes af en stærk følelse af slægtssammenhold mellem de 300 fremmødte. Nogen tid forud havde nogle af de aktive i arbejdet omkring en stamtavle dannet en forening. Den blev der fortalt om ved festen, så andre i slægten kunne melde sig ind; hvor mange medlemmer der kom, vides ikke, men det har uden tvivl virket fremmende for interessen for slægten i både nutid og fortid. I foreningen arbejdede man fremad mod et konkret mål: en slægtsbog. Oldefar og oldemor skulle ikke længere være i glemmebogen, men frem i lyset til glæde for efterslægten - og med så mange oplysninger, som det var muligt at fremskaffe. De gamles lange hukommelse fik en ny betydning ...

Festen i Store Bjerre blev en mærkedag for alle, der var med - men endnu vigtigere: fra den tid kom der en ramme omkring slægtsarbejdet, fra den dag og det år begyndte Bjerre-festernes lange række, som mere end noget andet kom til at markere værdien af at have et tilhørsforhold, af at have rødder i en slægt

Mads var selvskreven til at stå i spidsen for at føre arbejdet videre, og i 1902 fremkom den første stamtavle over "Bjerreslægten fra Sir".

Holstebro Valg- og Frimenighed

Ved siden af sit engagement i oprettelse af andelsvirksomheder på egnen i 1880erne nåede Mads også at være med omkring dannelsen af en valgmenighed i Holstebro med samt det kirkebyggeri, som dengang var en forudsætning for at blive anerkendt. Dette skete fra 1883 og fremover. Man synes ellers, at andelssag og eget landbrug kunne give rigeligt med udfordringer, men der er ingen tvivl om, at det folkelige og kirkelige liv, som udfoldede sig omkring vennemøderne, højskolehjemmet og valgmenigheden, for begge ægtefæller har været en vigtig forudsætning for alt det øvrige. Det var her, de hentede deres styrke.

I de næste årtier forblev Mads i bestyrelsen, og ved menighedens overgang til frimenighed i 1914 fortsatte han. Året efter blev han formand, en post han bestred i de næste 5 år, en periode med store økonomiske beslutninger; derefter fortsatte han som menigt bestyrelsesmedlem.

Skal man dømme efter beskrivelserne i Stamtavlen, har en del af slægtens foregangsmænd i 6. og 7. slægtled haft endnu flere bestyrelser at arbejde i, end Mads havde; men i hvert fald havde han nok til at fylde sit otium ud med bestyrelsesarbejde. Sådan kom det bare ikke til at gå. Ligesom sin morfar, Søren Overgård, blev han tunghør, og efterhånden i en sådan grad, at han blev nødt til at trække sig tilbage fra sine offentlige hverv. Heldigvis var han legemligt rask, så i modsætning til så mange andre ældre landmænd kunne han stadig tage del i gårdens drift.

Malerinden Agnete Bjerre, datter af Bertel Bjerre, Guldager, der var ældste søn af Mads og Maren, fortæller om sin barndoms besøg i Store Bjerre, at hun husker sin bedstefar som en gammel mand med et stort hørerør, glad for børnebørnene og interesseret i dem; men kontaktmulighederne var ringe. En af hans største interesser under disse besøg var at tale med sønnen om det, der lå dem begge stærkt på sinde: bælgplanternes betydning som foder- og gødningsemne, et af Mads' yndlingsanliggender lige fra de unge år.

I 1938, to år efter Mads' død, rejstes mindestenen på Sir Lyngbjerg, skænket af foreninger på Holstebro-egnen, med RAV i spidsen, og en række gode taler om Mads' mangeårige virke på hjemegnen viste tydeligt, at den var "vel fortjent"!