De første slægtled |
Peder Rasmussen |
Når konger og kejsere lader folk sætte i mandtal og land opmåle, sker det altid for at få et solidt grundlag for skatteudskrivning. Således også i Danmark i sidste halvdel af 1600-tallet, hvor kronen i 1664 lod udarbejde en ny matrikel for at kunne sætte skatterne i vejret. Ikke så underligt, når man betænker rigets situation: Jylland besat af fremmede tropper hele tre gange i løbet af 30-35 år, dyrekøbte og ydmygende fredsslutninger, først for Christian 4., siden for Frederik 3., der i 1658 efter svenskekongens march over isen måtte afstå rigets bedste tredjedel, nemlig Skåne, Halland og Blekinge, til arvefjenden.
I Idumlund, 6 km vest for Holstebro, lå i 1600-tallet to gårde. På den største boede ved matrikeloptagelsen i 1664 selvejerbonden Jacob Sørensen med sin kone Sidsel Nielsdatter og deres tre små børn; tre år senere døde Jacob. - Dengang som siden var det svært at sidde ene på en gård, så efter godt et årstid giftede Sidsel sig med ungkarl Peder Rasmussen, og to år efter, i 1671, fødtes deres eneste barn. Efter tidens navneskik døbtes drengen Jacob efter moderens afdøde mand; på den måde blev navnet bevaret ved gården, selvom den mandlige slægtslinie blev afbrudt.
Hvordan det gik familien i de næste årtier, ved man ikke, fordi skifte retsdokumenterne er gået tabt; man må nøjes med at formode, dels udfra bøndernes stilling i almindelighed i denne periode, dels udfra dokumenterne i den retssag, hvor Peder Rasmussen i 1714 mistede sin gård, og hvor han med rette omtalte sig selv som "mig ældgamle, fattige mand".
Det var åbenbart gået stærkt tilbage med økonomien i Peders tid på gården, muligvis satte han sig i gæld allerede ved overtagelsen, og dertil kom de tyngende skatter og afgifter på landbruget. I 1694 døde Sidsel; det har betydet udgifter til begravelse, samt udbetaling af arve lodder til børnene fra hendes første ægteskab. For at nedbringe sin gæld er Peder på et eller andet tidspunkt blevet nødt til at skifte status fra selvejer til fæstebonde. - Hidtil havde kun "herligheden", dvs. ret til jagt og fiskeri på ejendommen, ret til tilsyn med gårdens drift, samt en vis årlig afgift i naturalier (korn, smør og et svin), tilhørt herremanden. Men nu har Peder måttet afstå "bondelodden", dvs. selvejet, til herskabet og er blevet fæstebonde.
Peder indgik nyt ægteskab med Mette Lund, for heller ikke en mand kunne sidde ene på en gård. Om dette ægteskab ved man kun, at det var barnløst. Da Mette døde i foråret 1714, måtte Peder ud at låne penge for at give hende en hæderlig begravelse, og for at klare denne gæld gav han sig til at betale med naturalier fra gården, dvs. dele af besætning, indbo og redskaber. - Har det mon rablet for den gamle mand, så han har glemt, at han ikke længere var selvejer?
For retten |
Vi ved det ikke. Hvad vi derimod ved, er, at godsejer Frands Linde til Pallesbjerg ved Ulfborg i august 1714 indstævnede sin bonde Peder Rasmussen fra Idumlund for Herredstinget, for at han der kunne gøre rede for alt det, som han i tiden mellem hustruens begravelse og skiftets påbegyndelse havde bortfjernet fra fæstegården. En yderligere anklage gik på "husenes brøstfældighed og avlens forsinkelse", samt andet han kunne være sin husbond skyldig. - Ved retsmødet den 29. august var hovedvidnet Peder Rasmussens tjenestekarl fra om vinteren; han kunne opregne en alenlang liste over bortfjernede effekter, lige fra "en sortblisset hest i fjerde år med to hvide bagfødder", samt 9 andre dyr fra besætningen, til 10 tønder korn og en del nødvendige avlsredskaber. Desuden noget indbo, bl.a. et jernbeslået skrin og et hængeskab i stuen.
Det er tydeligt, at man her står overfor en ribbet gård. Har Peder handlet i tillid til, at herskabet boede så langt væk, ca. 30 km, at hans fjernelse af løsøre ikke ville spørges? Eller har han haft uvenner, som var ivrige efter at angive ham? - Om det kan vi kun gisne. Hvad der imidlertid har interesse i Bjerre-sammenhæng er, at Peder i retten anførte, at "den sortblissede hest bekom hans søn i Bierre i Sir" til gengæld for penge, faderen skyldte ham. Peders eneste søn Jacob boede altså her i 1714 i gården Bjerre i Sir.
Iøvrigt anførte Peder til sit forsvar, at han ikke kunne gøre fuldt rede for det bortkomne, da han var så syg, at han ikke kunne gøre rede for sig selv, langt mindre føre noget bort eller anmode andre om at gøre det. - Kanske han har haft svigagtige medhjælpere, der har benyttet sig af en gammel syg mands svaghed?
Ved næste retsmøde fremlagde Peder en svarskrivelse, hvori han påberåbte sig, at alt hvad der var sket, var sket af pur nødvendighed. Han sluttede med en bøn til dommeren, at såfremt "den gode husbond", altså herremanden, ikke vil lade sagen falde, at dommeren da vil "anse min Enfoldighed og være mig ældgamle, fattige mand til Rette behjælpelig, som Gud igen vil belønne, og jeg forbliver hans skyldige Tjener".
Peders ydmyge bøn hjalp dog ikke stort. Den høje dommer så sig ikke i stand til "at anse" den gamle fæstebondes enfoldighed som tilstrækkelig grund til benådning. Dommen lød, at Peder Rasmussen havde opført sig formasteligt og efterladt sin husbond en så godt som øde gård. Han dømtes til at skaffe alt det bortfjernede tilbage, samt betale skyldig landgilde sammen med processens omkostninger, og - værst af alt - han havde forbrudt sit fæste.
Hermed forsvinder forfader Peder Rasmussen ud af sagaen. Lige så anonymt som han træder ind, ligeså ubemærket træder han ud. Man har ikke kunnet finde hans fødeår og - sted, men regner med 1640-45. Og lige så lidt kender man hans skæbne efter dommen. Han blev ikke begravet i Idum sogn - og heller ikke i Sir, hvor man kunne have ventet at finde ham på nådsensbrød hos sønnen Jacob i Bjerre. Den "ældgamle, fattige mand" går bort uden at efterlade sig spor.
Omkring Holstebro grupperer sig mange Bjerre-gårde, b.la. Idumlund og Tvis Kloster.
Fæstere i Store Bjerre |
Ved begyndelsen af 1600-tallet hed fæsteren i Store Bjerre Christen Jensen. Han var en anset mand, der ofte medvirkede som tingsvidne ved retssager på tinget i Hjerm Herred. Derfor kender man også hans bomærke, hvor hans initialer C I ses tydeligt over skillestregen i midten af cirklen.
I 1625 betalte hans søn Jens Christensen indfæstnings-penge for halvdelen af Store Bjerre, men så forekommer hans navn ikke mere. Han er muligvis død, for netop i de sidste år af 1620erne huserede fjenden i Jylland, som følge af Christian 4.s katastrofale deltagelse i 30-års-krigen i Nordtyskland; og de fremmede lejetropper gjorde meget kort proces med folk, som ikke godvilligt udleverede mad og værdier. Næste fæster af hele Store Bjerre blev derfor Peder Christensen, rimeligvis en yngre bror til Jens; han var fæster ved matrikeloptagelsen i 1664, og også i 1675 stod han i skattelisten som Peder Stoerberg.
Christen Sørensen |
Men inden 1677 må Peder være død, og han har åbenbart ingen søn haft til at tage over, for ved skattemandtallene i 1677 og -78 har hans enke Maren Bendtzdatter gården i fæste. Desværre mangler skatte listerne for de næste år, men fra 1683 findes de, og der har gården igen fået en mandlig fæster, ja, der er en hel familie, idet Christen Sørensen sættes i skat af hustru, en søn og en datter. Kun børn over 10 år sattes i skat; men da der ingen navne foreligger, kan de enten stamme fra Marens første ægteskab, eller Christen kan have medbragt dem fra sit.
På denne tid lod kronen påny en matrikel udarbejde, for den fra 1664 havde været for lemfældig. Nu blev der gået grundigt til værks, så i 1688 forelå en nøjagtig beskrivelse af hver enkelt gårds jorder med hensyn til areal og bonitet. Her finder man gården Bjerre, beliggende lige nord for Krunderup Bjerge, en mil, ca 7 1/2 km, vest for Holstebro. Til adskillelse fra boelstedet Lille Bjerre kaldtes gården Store Bjerre. Jordens bonitet vekslede fra middel til allerværst; opgørelsen byggede dengang på hartkorn, men af en senere udregning ses jordtilliggendet at have været knap 150 tdr. land (ca. 82 ha). Her boede altså Christen, Maren og de to børn.
I 1695, da både Christen og Maren var blevet noget til års, overdrog de ved et detaljeret retsdokument halvdelen af Store Bjerre til sønnen Peder Christensen, med mulighed for at han siden kunne overtage den anden halvdel. Der gøres nøje rede for Peders forpligtelser, dels over for forældrene, dels over for hans søster Margrethe Christensdatter, til hvem han skal udbetale hendes mødrene arv og medgift, "når Gud vil, hun bliver i Ægteskab forsynet". - Som navnene viser, var begge børnene Christens fra hans første ægteskab, så de er først kommet til Store Bjerre omkring 1680.
Men efter et par års forløb forsvandt Peder Christensen fra skatte listerne; om det skyldes dødsfald, eller han måske har fundet et godt gifte udensogns, ved man ikke. Så den ny mand i gården blev ikke sønnen, men svigersønnen Jacob Pedersen fra Idumlund, der omkring 1700 indgik ægteskab med Margrethe Christensdatter og fik gård og fæste oven i købet.
Hvordan har de to mon fundet hinanden? Ja, afstanden er ikke stor, kun 6-7 km, og gode fæstegårde med enker eller enestedøtre til snarlig overtagelse har utvivlsomt været en efterspurgt vare. Sikkert har der også været venskabs- og handelsforbindelser mellem familien i Idumlund og folk i Sir sogn, for da Jacobs far, den "ældgamle, fattige mand", optræder i retten i 1714, er en af posterne i hans lange synde register, at han har givet et svin "til Niels i Lille Bjerre for 2 rigsdaler". Sønnen Jacob i Store Bjerre var altså ikke Peder Rasmussens eneste forbindelse i Sir-området, når der skulle rejses penge.
Bjerreslægten i Sir Sogn |
Med dette ægtepar, Jacob Pedersen og Margrethe Christensdatter, begynder Bjerre-slægten i Sir. Jacob og Margrethe var unge folk, da de giftede sig, og en børneflok på syv voksede op i Store Bjerre; de kom alle "godt i vej". Ældste søn, Christen, opkaldt efter Margrethes far, den tidligere mand i gården, overtog den vestre halvpart af fødegården, mens den to år yngre Peder, opkaldt efter deres farfar i Idumlund, fik naboejendommen Lille Bjerre i fæste. Tre døtre, Kirsten, Sidsel og Maren, opkaldt efter mormor, farmor og mors stedmor, blev alle godt gift.
Den yngre Peder, ja, for her måtte forældrene for at klare navne kabalen med opnævning til begge sider, lade to drenge døbe med samme fornavn, fik den østre halvdel af Store Bjerre i fæste efter for ældrene. - Tilbage i 1625 og igen i 1695 fik en søn den halve gård i fæste, begge gange med henblik på senere overtagelse af den anden halvdel; det gav et lempeligt generationsskifte, der tilgodeså såvel den ældre som den yngre generation.
Men denne gang er der tale om en regulær deling; og da det er fæstejord, nu under den nærliggende hovedgård Ausumgård, må det betyde, at herremanden har givet tilladelse dertil.
Da Jacob Pedersen lukkede sine øjne i 1737, havde han grund til at være tilfreds med sit livsløb - ikke mindst hvis han en sjælden gang lod tankerne gå tilbage til sin fars triste skæbne. Selv havde han altid været i stand til at svare enhver sit, det var en stor ting; og alle børnene havde de beholdt. Ganske vist var Christens første kone død kun et år efter brylluppet, men det var så livets gang med unge koner, og nu var Christen gift igen. Hos to gifte døtre var der småfolk, og i Lille Bjerre havde de allerede en "Lille-Jacob" foruden to små piger. Det tegnede godt med de tre sønner i Vester, Øster og Lille Bjerre, og den yngste søn, Niels, der endnu kun var omkring de tyve, kom der vel også en udvej for. Jo, Jacob kunne med sindsro takke af.
Lille Bjerre |
Peder Jacobsen, den næstældste søn, var 28 år, da han og Maren Sørensdatter begyndte i Lille Bjerre. Der kom ialt syv børn, tre
sønner og fire døtre, hvoraf den sidste døde som spæd. Den ældste dreng,
Jacob, overtog til sin tid Lille Bjerre i fæste efter forældrene. En af
døtrene blev særdeles godt gift, hendes mand var den største skatteyder i Sir sogn. - Den
yngste søster, Ane Kirstine, gik det mindre godt. Hun giftede sig med en enkemand i nabosognet, kun et
halvt år efter at han havde båret hendes kusine Maren Pedersdatter fra Øster Store Bjerre til
graven, lige ni måneder efter brylluppet. Nu stod han og gården og manglede en kone; og Ane Kirstine,
35 år og ugift, har vel syntes, at det var et godt tilbud. - Ane Kirstine døde 15 måneder efter
sit bryllup.
Øster Store Bjerre |
Peder Jacobsen, - den yngre, må vi næsten kalde ham, - giftede sig i 1740 med Margrethe Bertelsdatter. Ligesom i broderens hjem kom der syv børn, og også her mistede man en som spæd. Peder og Margrethe fulgte den almindelige navneskik og døbte deres ældste dreng Jacob efter hans farfar, - og naturligvis overtog han til sin tid gården efter faderen. Så i to generationer hed manden i Lille Bjerre og manden i Øster Store Bjerre det samme: først Peder Jacobsen, og derefter Jacob Pedersen. Intet under, at man dengang havde for skik at give tilnavne, efter sted, gård eller personlige særegenheder; det kunne være svært at hitte rede i endda!
Margrethe Christensdatter, enestedatteren i Store Bjerre dengang det virkelig var Store Bjerre, døde i 1762, 90 år gammel. Hun nåede at se en meget stor flok børnebørn, hvor tre af pigerne var døbt Margrethe efter hende; den ældste af dem, som var første barn i Lille Bjerre, nåede hun også at se gift. - I dag forventer vi, at en 90-årig, der selv har opdraget syv, også når at få et passende antal oldebørn. Men dengang var livsrytme og generationsskifte langsommere. Man skulle nødvendigvis have udsigt til brød på bordet, før man kunne sætte bo.
Vester Store Bjerre |
Hos den ældste af brødrene og hans anden kone kom der ingen børn, og omkring 1765, da der både i Lille Bjerre og Øster Store Bjerre stod en ung Jacob parat til at tage over efter faderen, begyndte Christen og Ane i Vester Store Bjerre ret at føle behovet for afløsning. Og da bror Peder i Øster Store Bjerre døde året efter, begyndte det virkelig at plage dem; en afløser måtte findes snarest muligt, for Christen var nu nær de 70.
De har sikkert i tankerne været familiekredsen rundt adskillige gange. I Lille Bjerre var der en ugift søn, som kunne komme på tale, men ville de kunne enes med ham? Har de måske været bange for at få lidt for meget ungdommeligt regimente ind i deres hus - eller har han slet ikke egnet sig? Det er ikke godt at vide. Men det blev ikke en ung mand, tværtimod; deres valg faldt på Christens 15 år yngre bror Niels, en ungkarl på 54 år. Hos ham ville de kunne få en god og sikker aftægt; en kone havde han ganske vist ikke, men det var der vel råd for. Fordelene var indlysende på begge sider: parterne kendte hinanden godt, gården forblev i den nære familie, - og Niels fik mulighed for at gifte sig.
En aftægts- og fæstekontrakt |
"Da hidtilværende Fæster af det væsterste Stæd i Stoer Bjære i Siir Sogn, Christen Jakobsen, haver formedelst sin og Kones Svaghed og høje Alder overdraget samme sit Fæste til sin Broder Niels Jakobsen med nu forefindende Besætning og Bohave inden og uden Døre, alt som det nu forefindes der, efter Christen Jakobsens og Hustrus Død forbliver ved Gaarden imod, at ..." og her følger så alle Niels' forpligtelser imod aftægtsfolkene, først og fremmest deres underhold for resten af deres livstid, og "efter deres Død da besørge dem en hæderlig Begravelse; så stæder og fæster jeg Thomas Just Jermin til Ausumgaard .... (til) ernævnte Niels Jakobsen det mig tilhørende væsterste Stæd i Stoer Bjære .... på følgende Conditioner: 1) betaler aarlig Landgilde ...". Og her følger så, hvad fæstegårdmanden årligt skal udrede af penge til herremand og konge, de to læs hårde tørv, han skal bringe til Ausum gård, en dags høslæt med river at udføre, to årlige rejser (transportture) for herskabet på henholdsvis 4 og 8 mil, samt vedligeholde sin anpart ved Ausumgårds kastedige. Til slut kommer: "Intet af Ejendommen at borttage eller misbruge. - Rette sig efter hans Majestæts Lov og Forordninger, samt er sit Herskab eller Ordre hørig og lydig, alt under dette Fæstes Forbrydelse."
Ausumgaard, den 5te Aug. 1770.
Th. J. Jermin.
Dokumentet er interessant af mange grunde, men især ved sin tre dobbelte funktion: det sikrer et gammelt, veltjent fæsterægtepar deres alderdom; det giver den nye fæster både pligter og rettigheder i forhold til aftægtsfolkene: underhold, men også besætning og bohave efter deres død; og endelig giver det herremanden en ny fæster til gården. - Det er vel også vanskeligt at læse årstallet uden straks at tænke: kun 18 år før 1788 og de store landboreformer.
Som det ses, var hoveripligten ikke særlig tung, selvom herregården lå lige i nærheden: 1 dags høslæt. Tørveleverancen og de to årlige rejser, hvor fæstebonden skulle stille med vogn og heste, har været langt mere besværlige forpligtelser. På grund af disse rimelige fæsteforhold og den deraf følgende gode økonomi fortsatte både 4. og 5. slægtled, dvs. Niels' søn og sønnesøn, med at være fæstere under Ausumgård i endnu hundrede år. Først i 1871 blev Vester Store Bjerre købt til selveje.
Netop månedsdagen før kontraktens underskrivelse havde Niels indgået en anden kontrakt, nemlig ægteskab med Anna Lauridsdatter, som indtil da havde tjent hos madam Meldahl i Holstebro; nu var der så en kone til at tage sig af de to gamle. Deres aftægt blev dog ikke af lang varighed, for allerede efter syv måneder døde Ane, og to måneder efter blev hun fulgt af Christen.
Et arveskifte med overraskelser |
Men den nye mand i Vester Store Bjerre fik sig efter alt at dømme en gevaldig overraskelse ved skiftet efter broderens død, for da mødte en flok medarvinger frem, hans og afdødes nevøer og niecer, og krævede den nette sum af 200 rigsdaler, fordi afdøde jo havde siddet i gode omstændigheder, og de derfor fandt det rimeligt, at de også "deraf måtte nyde noget". - Dette var stik imod aftægtsdokumentets ånd og bogstav, hvorefter Christens og Anes ting netop skulle blive på gården efter deres død. Men her ses det helt typiske tilfælde af nøjeregnenhed, som griber mangen arving: han/hun/de er ikke nærmere til at arve end jeg!
Baggrunden er let at forstå: aftægtsforpligtelser kunne ofte være plagsomme, især når de gamle levede længe, og måske blev både syge og vrantne. Her havde så Niels og hans kone Anna været "heldige", - skulle de virkelig komme så let til al den velstand? Nej, det var da så rent urimeligt, de som ingen forpligtelser havde, ingen børn eller forældre at tage vare på..
Christen Jacobsens bibel. I et tillæg til aftægtsdokumentet fra 1770 nævnes en del ting, som Christen Jacobsen og hustru skal have til personlig brug for resten af deres levetid, og som derefter skal forblive i Vester Store Bjerre. For to af de værdifuldeste er dette overholdt lige til nutiden, nemlig "en Bibel og en bedendes Kjæde" (en andagtsbog). På en af de første sider i biblen er indskrevet alle brodersønnen "Christen Nielsen store Bjerre og hustru Maren Jacobsens børn" med navn og årstal.
Skifteretten mente, at medarvingernes krav var alt for stort, men Niels Jacobsen var en fredelig mand. Han fremsatte et modforslag på to tredjedele, "endskønt det var imod hans Formue", og det ville falde ham tungt nok at udrede. Og for at undgå "Disputter og Fortrædeligheder, samt derved følgende Beskyldninger på begge Sider" gik medarvingerne ind på hans tilbud. - Åben familietvist blev altså undgået denne gang, men snak og skumlen i krogene har der nok været alligevel.
Ved ægteskabets indgåelse var Niels 54, Anna 43; udsigterne for en livsarving var således ikke alt for lyse - men se, om ikke det lykkedes: 4. maj 1772 blev deres førstefødte søn holdt over dåben. At fornavnet skulle være Christen gav sig selv, så det blev til Christen Nielsen Bjerre; - da var moderen fyldt 45, så det blev ved det ene barn.
En gren på slægtstræet kappes |
Også i Øster Store Bjerre begyndte et ægteskab i 1770, idet Niels's nevø Jacob Pedersen blev gift med Johanne Madsdatter. I løbet af de næste år kom der 4 børn, men så døde Jacob i 1776, kun 29 år gammel. Johanne, der efter skiftet fik udbetalt godt 300 rigsdaler, forlod herefter egnen med sine børn; og den nye fæster blev en mand "udenfor familien". Derved gik ikke alen Øster Store Bjerre ud af slægten, men hele den slægtslinie forsvandt - bortset fra afdødes 10 år yngre bror Bertel Pedersen, som vi straks skal vende tilbage til.
I Stamtavlen 1902 var Øster Store Bjerre grenen medtaget. Men - der var gået mere end hundrede år, og følelsen af et tilhørsforhold til Bjerre-slægten var åbenbart ikke til stede længere. Derfor lod man linien gå ud af 1948-udgaven, hvor yngre Peder i Øster Store Bjerre står som barnløs - skønt far til 7 børn.
Også i Lille Bjerre kom der dødsfald i utide, idet Jacob Pedersen, den ældste af de to "navnefætre", døde i 1786, kun 50 år gammel. Han havde giftet sig sent, hvorfor den ældste søn kun var 10 år ved hans død, så hans enke, Maren Graversdatter, måtte finde et nyt gifte. Hendes valg faldt på "en af familien", nemlig ovennævnte Bertel Pedersen fra Øster Store Bjerre, der var fætter til hendes mand. Han var 16 år yngre end den 46-årige Maren, så fra begge sider var det nok et fornuftsægteskab.
De fem børn fra 1. ægteskab voksede op i Lille Bjerre, men ingen af dem kom til at overtage hjemmet, skønt der ikke kom børn i moderens 2. ægteskab; ved hendes død i 1811 var Bertel kun 54, så han giftede sig igen. Han har vel håbet at være lige så heldig, som farbror Niels var fyrre år tidligere, da han som 56-årig fik sønnen Christen. Så ville alderdommen være sikret for Bertel og hans Inger.
Men også Bertels andet ægteskab blev barnløst, så ligesom i sin tid Christen og Ane måtte også Bertel og Inger se sig om efter afløsning, da alderen meldte sig. Heldigvis fandt de "en af familien", og det blev igen en Niels , nemlig den ældste søn fra Vester Store Bjerre, der var Bertels steddattersøn. Når man ser tilbage over forløbet, undrer man sig over de kringlede veje for gårdenes videregivelse. Mønsteret er klart: enkers børn kommer ikke til at overtage gård og fæste: dem skiftes der med, og så må de finde jord og ægtemage andetsteds. De bliver virkelig "stedbørn".
Så selvom stamforældrene Jacob og Margrethe, gift ved 1700-tallets begyndelse, fik rigtig mange efterkommere - for der blev i to slægtled født gode børneflokke både i Øster Store Bjerre og Lille Bjerre - så var de ved århundredets slutning spredt for alle vinde. I tilbageblik kommer derfor Vester Store Bjerre til at stå helt centralt: skal der fremstå en slægt med tilknytning til en slægtsgård, må det ske herfra.
Christen Nielsen |
Christens fødsel i 1772 må for Anna og Niels have været noget af et Guds under. Han var et lille spinkelt barn, og de har uden tvivl spurgt sig selv, om de mon fik lov at beholde ham. For som nævnt døde der mange i Bjerregårdene i disse år, ikke bare gamle, men også unge folk som den 29-årige Jacob i Øster Store Bjerre.
Niels har tillige måttet spørge sig selv, om han mon kunne holde ud, til Christen blev gammel nok til at tage over; og Lille Bjerre-nevøen Jacobs død i 1786 har gjort spørgsmålet endnu mere påtrængende: hvad skulle der blive af kone og søn, om han selv faldt fra? Så da han i 1788 var blevet 72, ansøgte han herremanden om videregivelse af gårdfæstet til sønnen. Heldigvis var herremanden velvillig stemt, så Christen fik, kun lige fyldt 16, fæstebrev på fødegården. Og heldigvis for den unge gårdmand og hans mor beholdt de faderen i endnu 4 år.
I 1794 holdt Christen bryllup med Maren Jacobsdatter, den ældste af de fem søskende fra Lille Bjerre. Han var 22 og hun 20, og de har nok følt sig som fætter og kusine; men egentlig hørte Maren til næste slægtsled: Jacob Pedersen, hendes afdøde far, var fætter til Christen - de var blot født med 36 års mellemrum.
Christen beskrives som en lille, stilfærdig og dygtig mand, mens Maren var slagfærdig og udadvendt. Af deres 5 sønner fik de 4 stor betydning for slægtens linier:Jacob i Nissumby, Bertel i Store Bjerre, Peder i Ejdal, og Niels i Tvis Kloster. Den ældste søn, Niels i Lille Bjerre, fik ingen efterslægt; det gjorde derimod hans mors bortflyttede bror, Peder Jacobsen Bjerre, og fra ham stammer Kokholm-linien.