En forsmag

Bjerrefesten på "Store Bjerre" 5. juli 1898.

Bjerreslægten har i de forløbne hundrede år udmærket sig ved sit store antal, ved levende engagement i kulturelle og politiske spørgsmål, og ved en positiv optagethed af egen slægt. Det sidste er vigtigt at få med, for uden en udbredt familieinteresse kan man ikke holde sammen på en slægt. - Et par velkendte familieanekdoter kan give en forsmag på den egentlige slægtsbeskrivelse.

Jacob Bjerre fra Nissumby, f. 1800, blev over 90 år gammel, og i sine sidste år gik han i barndom. En dag bad han sin sønnekone lægge hans kisteklæder (fine tøj) frem, for han ville i byen. "Ih, hvor vil I dog hen, bedstefar?" "A vil hen at bejle". Sønnekonen spurgte naturligvis den gamle: "Hvem vil I da bejle til, bedstefar?" - "Til Ane Marie i Overgård, hende har jeg holdt af alle mine dage". Jacob havde været gift med Ane Marie i 44 år, men nu havde hun været død i en snes år. Jo, gammel kærlighed ruster ikke.

*

Et par eksempler på medfødt Bjerre u-beskedenhed. En lille gruppe kvinder samtaler ved kaffebordet. "Ja, du er gift Bjerre, og det kan jo være godt nok, men det er nu bedre at være født Bjerre".

Nogle af de indgiftede kan få for meget af al den Bjerre-snak, der i deres øren lyder som selvros og selvoptagethed. Som modgift følger derfor en ironisk kommentar fra en "indgiftet": "Ja, jeg er gift ind i slægten. Tænk, hvor er det dog et privilegium hver morgen at vågne op ved siden af en Bjerre!"

Men - hører man Bjerrefolk bruge store ord om slægten, skal man lægge mærke til deres minespil. I de fleste tilfælde tager de selv afstand fra de overdrevne udtryk, de tager dem med et gran salt - og indbyder andre til at gøre det samme.

*

I festtalen ved Bjerrestævnet i 1983 berettede Solvejg Bjerre, hvordan hun i sin tid havde fortalt sin far, digteren Jeppe Aakjær, om sin forlovelse med den unge læge, Hans Bjerre fra Rødding i Salling. Hertil bemærkede Aakjær: "Så kommer du ind i en munter og begavet slægt!"

Det var mageløst at høre, og vi rankede alle ryggen, for hvor var det dog sandt! - Ja, det syntes den unge Solvejg også dengang; men så fortsatte den ældre Solvejg med et nådesløst blik ud over forsamlingen: "Ja, hvor var det dog sandt! - Indtil det gik op for mig, at det især var Bjerrerne selv, der gik rundt og sagde det".

Ryggene bøjedes igen, men vi morede os mægtigt. - For det var det utroligste.