Vestjysk humor |
I forbindelse med en Bjerrefest først i 70’erne sad vi - 12-15 fætre, kusiner og ægtefæller - ved morgenkaffen i morbror Gunnars tidligere ishus, der nu tjente som overnatningshus på hans campingplads på Bovbjerg. Da Gunnar kom gående forbi, var det naturligt at invitere ham indenfor på en bette skarp og en god cerut, en af de store. Samtalen faldt på campister og deres liv på pladsen, og fætter Jørgen spurgte, om det ikke ville have været lettere at have en flok røde køer på marken.
Morbror Gunnar pulsede på cerutten, så langt ud over campingplads og hav og svarede endelig: "Sgu ett om æ vinter".
Så kort, så rammende og så beskrivende kan det siges. Det indeholder både humor og nøgtern konstatering uden nogen form for omskrivninger eller forklaringer. Men det var ikke sagt for at være morsom. Det var ikke bevidst humor. Sådan er den ægte vestjyske folkekarakter. Det, der kan siges i fem ord, behøver man ikke bruge lange sætninger på. I det følgende vil jeg prøve at give andre eksempler, dels selvoplevede, dels nogle jeg har fundet i den righoldige samling af "Lune Jyder", som Jyllands-Posten har udgivet. Bl.a. beretninger, som medlemmer af slægten har sendt ind.
Snakkesalige kvinder |
Der var stort sølvbryllup på kroen, og Kresten, der var særdeles fåmælt, havde fået Karen til bords. Hun ville gerne snakke - man går vel i byen for at få byttet noget snak - og i lang tid prøvede hun at loppe Kresten op og få en snak i gang. Men det mislykkedes hver gang. Han svarede kun med enstavelsesord, og til slut gav hun op og sagde: "Do Kresten, sku wi ett la wær å snakk om nøj ånt?"
Selv snakkesalige kvinder kan udtrykke sig præcist og kort. Men en sådan kvinde kom til kort ved en middag i Skive. Hun var tilflytter fra København og havde fået en af byens store købmænd, Chr. Østergaard, til bords. Han var sallingbo og kort i talen. Hun havde flere gange forsøgt at komme i snak med ham, men uden held. Han koncentrerede sig om middagen, indholdet på tallerkenen, og her så hun en mulighed: "Østergaard, kan De bedst lide lam i peberrod eller lam i flødesauce?" Han tyggede af munden, tog en slurk vin, så på hende og sagde: "A ka’ sgu bejst li’ lam i Asani".
For den yngre generation må det tilføjes, at Asani dengang var et stort og kendt mærke i fint undertøj.
Hans fåmælthed kan skyldes, at man ikke skal blande sig i andres sager. Hvad kom det hende ved, hvad han mente om dette eller hint?
På Mors var gårdejer Axel Korsgaard i mange år formand for kommunens tekniske udvalg og måtte i den anledning undertiden modtage folk på sin gård i Hvidbjerg. Han havde en dag lovet en borger, at han måtte komme næste morgen og få en snak om et problem. Kl. 8, havde Korsgaard sagt. En 10 minutters tid før rullede manden ind på gårdspladsen, og ude af bilen kunne han høre, at der blev arbejdet i stalden. Det var Korsgaard, der gjorde rent efter morgenmalkningen. Borgeren trådte ind i stalden, hilste venligt: "Ja, godmorgen. Her er jeg så." Korsgaard så op, nikkede og fortsatte med kosten. På slaget 8 satte han kosten fra sig. "Lad os sætte os ind" sagde han og gik foran. Gennem bryggerset ind i køkkenet og videre ind til skrivebordet. På komfuret stod en kedel og bulderkogte. Manden gjorde Korsgaard opmærksom på, at kedlen kogte. Svaret faldt med et piskesmæld: "Her passer enhver sit." Korsgaard havde ikke sat kedlen over.
For en fremmed kan det synes som om den vestjyske folkekarakter er uhøflig, nærmest fjendtlig, men det er der jo ikke tale om. Den er bare kontant og ofte kort i udtrykket.
Glad for at høre sig selv |
Der var politisk møde på kroen, og den indkaldte taler var meget glad for at høre sig selv. Han snakkede og snakkede langt ud over den aftalte tid. Da han endelig stoppede, sagde han: "Ja, undskyld, jeg blev ved så længe, men jeg har ikke noget ur på." Så kunne Niels Ove ikke dy sig. Han rejste sig og pegede mod væggen: "Jamen, der hænger en kalender øwwer ved æ winner."
Der var møde i sognerådet, og medlemmerne skulle blandt andet tale om anlæg af et fortov gennem byen. Det blev naturligvis drøftet indgående, og især diskuterede man, om der skulle være en eller to rækker fliser, indtil sognerådsformanden afgjorde sagen: "Vi æ nøj te å legg tow rækker, for hejsen ska æ kvindfolk ued å go i æ smadder."
Den undertiden skarpe ironi |
De nævnte eksempler er morsomme, men ikke nødvendigvis udtryk for bevidst humor. Det er bare sådan det skal siges. Og så gør det jo ikke noget, hvis det også er morsomt. Når vestjyden bevidst vil være morsom, ejer han - hun for den sags skyld også - den undertiden skarpe ironi. Det underforståede, man ikke behøver at sige direkte. Der er jo ingen grund til at fornærme folk. Det skal de såmænd nok selv klare.
Gamle murer Niels Hansen skulle lave en reparation i lokalredaktørens køkken. Redaktøren sad på sit kontor. Hans kone var på arbejde som ekspeditrice. Og murer Hansen regerede. Redaktøren dukkede tilfældigt op, mens Niels stod på køkkenbordet - med træskoene på. "Men Niels dog," udbrød redaktøren. "Hvad tror De, min kone ville sige, hvis hun så Dem på køkkenbordet med træsko på?"
Niels arbejdede ufortrødent videre: "Hwa tror do, Stine vill sej, hvis A kom hjæm med beskit såker?"
Niels var ikke videre autoritetstro. Det ligger heller ikke så meget til andre vestjyder. Gamle Ole Fisker havde i en menneskealder kørt med fisk fra gård til gård på egnen mellem Struer og Lemvig. Hans gamle, stive Ford-ladvogn var et velkendt syn. Nogle steder glædede man sig til hans besøg. Andre steder så man skævt til ham, for fik han handlet, betød det fisk til middag.
Nå, en dag blev han stoppet af to politibetjente på motorcykel. De havde vel fundet hans køretøj så bedaget, at et syn kunne være på tide. Ole steg ud af kareten, så de uniformerede kunne komme til. Den ene så på det udvendige, den anden på motor og førerrummet. Da han løftede en tæpperest ved førersædet, så han direkte ned i asfalten. Der var et anseeligt rusthul i gulvet. Han hidkaldte Ole og pegede: "Hvad er det?" Ole betragtede hullet og kløede sig i skægget: "Så vidt A ka’ sie, så ær’t æ waj fra Humlum til Nissum." Og deri havde han så evig ret.
Manglende autoritetstro |
Sygeplejersker er også autoriteter. En sådan venlig autoritet mødte gamle Lars, da han blev indlagt på sygehuset til nogle undersøgelser. Han var en nem patient, der aldrig gjorde vrøvl, hverken over maden eller over andre ting. At han så ikke altid forstod sygeplejesproget gjorde ikke så meget. En dag kom en af sygeplejerskerne hen til hans seng: "Nå, Lars, i dag skal du have et lavement." "Det æ mæ liegmøj" brummede Lars: "A ka eede ålting."
Den manglende autoritetstro sætter undertiden ind på et tidligt tidspunkt. Der var eksamen for de yngste klasser, og provsten var med som formand for skolekommissionen. Han spurgte bl.a. Anker ud om Det gamle Testamente, og knægten svarede godt for sig. Så spurgte provsten: "Hvem var mor til Moses?" Anker var ikke i tvivl: "Det wa Faraos dætter." Det var provsten ikke enig med ham i: "Nej, der tager du fejl. Hun samlede ham op, da han kom drivende i sin sivkurv på Nilen," sagde provsten venligt. Anker grundede et øjeblik over sagen … og sagde: "Jae, det såe hun jo."
De kan også i den anden ende af skalaen. Gamle Ejnar var den rolige type, der ikke lod sig gå på af hvad som helst. En nat vågnede han ved et forfærdeligt bulder og en voldsom banken på døren. Udenfor stod tre brandfolk i uniform. Den ene nærmest råbte til Ejnar: "Ejnar, vågn op, der er ild i huset. Hele loftet brænder!" "Nåh, æ et ett ant end o æ lowt, så gjør’et ingenting, for de håer A lejet ud".
Kræsten ve æ Bæk var i kirke, og da han skulle derfra, stod præsten ved kirkedøren for at hilse på alle. Da turen kom til Kræsten, sagde pastoren venligt: "Nå, til lykke, Kræsten. Jeg hører i byen, at Deres kone er frugtsommelig." - "Nej, de æ hun såmænd ett, hr. pastor, sjælom de sier såen ued. Men vi ka’ da godt blyww jennes om, te hun æ for fied."
Trafikmidlernes rolle |
Der er jo store afstande i Vestjylland, så trafikmidlerne har altid haft en stor rolle i det daglige. Først var det hestene. Siden kom bilerne til. Og der er utallige beretninger om det vestjyske forhold til de nødvendige transportmidler.
Chresten (det kunne have været min morbror) var ikke så dreven til at køre bil, så han var en jævnlig gæst hos mekanikeren. Men en morgen han kom med den, så den betydeligt værre ud end vanligt. Mekanikeren var nysgerrig efter at få at vide, hvordan den var kommet til at se sådan ud, og efter nogen nølen måtte Chresten rykke ud med det: "Jow, A kom kattme te å ramm æ maskienhus nier o æ mejeri!" - "Nej gjoer do da - hwur manne gånng?"
Der har ikke altid været så mange biler som nu. Og vejene var heller ikke så brede og komfortable som nu. Engang var en bybo kommet så langt ud på landet, at vejen endte i et par hjulspor. Det gik da så også sådan, at han i et sving havnede i grøften, hvor han sad i bilen, da en bonde kom forbi: "Hwurfor holder do dæer i æ groef mæ di bil?" - "Ja, det er de forbistrede smalle veje, I holder jer her ude på landet". - "Det kan A ett forsto - A tøws da æ groef æ mier smal".
Vestjyder og pengesager |
Vestjyder og pengesager er et kapitel helt for sig. De behøver ikke at være nærige. De er bare forsigtige med penge, for de vokser jo ikke på træerne. Den gamle cykelhandler var i bund og grund en god og from mand - hvad han såmænd heller ikke selv var i tvivl om. Men af og til kom der alligevel lidt tvivl i hans sind, og sådan sad han en dag med hænderne for ansigtet og mumlede: "Ak ja, A æ jo nok illigodt en stuer synder - de æ wal ett nem å sejj sæ fri for, te en aw og te håer snødt lidt i en handel". Da han havde siddet lidt, skød han det hele fra sig: "Nåja - A æ jo da også sjæl bløwwen snødt sommtier!"
Redaktøren af den lille ugeavis havde gennem mange år en konkurrence om, hvem der kunne fremvise den største kartoffel på redaktionen, og vinderen blev altid præmieret med 10 kroner. En dag i efteråret var hans kollega fra Horsens på besøg, og det var netop i trækningstiden, så han blev sat til at udtrække den heldige vinder. Da de bagefter sad i kontoret over en øl, kom endelig fra ham det, som han havde funderet på i flere år: "At du da gider blive ved med den pjattede konkurrence og så til og med smide penge ud på den. Den gi’r dig da ingen reklame". - "Nå ja, de ved A ett …. Reklame å reklame …Hwur ka do gå hen hwer atteroer å fo en trej-fier tønder kartofler for 10 kroner?"
Anne Sofie og Christian var for første gang kommet i teatret - på balkonen helt ude i siden. Det var naturligvis spændende for Anne Sofie at se det hele oppe fra - de mange festklædte mennesker, orkestret o.s.v., så hun rykkede længere og længere ud over rækværket med overkroppen. Så langt at Christian måtte hale hende tilbage med et par ord om, at hun måtte passe på, at hun ikke faldt ud over kanten. Rørt over hans omsorg gav hun hans hånd et lille klem og lovede, at hun skulle holde sig lidt tilbage. Hvorpå Christian sagde: "Ja, de æ nok de bejst, for æ pladser nejjenunder wos koster 2 kroner mier end dem, wi håer!"
Liv og død |
Den barske natur i Vestjylland har givet befolkningen et helt naturligt forhold til liv og død. En ældre mand blev indlagt på sygehuset i Frederikshavn. Han kom ind på en flersengs-stue, og de andre ville gerne vide, hvor han kom fra: "Hvorhæn kommer do så fræ?" spurgte den ene. "Jae," sagde den gamle. "A æ føj i Mosbjerg, men no boer A i Bésle" (Bindslev)." "Hwa ska do så her etter?" spurgte en af de andre. "Tjae, A ska operires", svarede den gamle. Der opstod en pause. Så spurgte en tredje: "Ska do så begrawwes i Mosbjerg hæjjer i Bésle?"
Thammes var alvorligt syg, så syg, at lægen kom flere gange om dagen, og Karen brugte det meste af sin tid ved hans seng. En dag vågnede han og bemærkede, at Karen sad og skrev. "Hwem skrywwer do te?" ville han vide. "Te di søester, bette Thammes", svarede hun. "No må do ett gjør hen urolle. Skryw te det goer fremad", sagde han. "Ja, ja, det ska do ett bekymmer dæ om", sagde Karen. Lidt efter spurgte hun: "Begrawwels - stawes det mæ jen eller tow g’er?"
Kresten Dahl lå for døden, og Maren, hans kone - de var begge lidt slemme til at drikke - stod ved hans seng og ville gerne snakke med ham, så længe hun kunne. Så ville hun prøve, om han kunne sige noget, eller om han havde mistet mælet: "Ka do sæj flask?" Kresten åbnede det ene øje, og så kom det forsigtigt: "Æ’et nøj i’n?"
Gamle Søren havde ikke langt igen, og præsten var blevet hentet. Under samtalen sagde præsten, at nu måtte Søren tilgive alle sine uvenner, for det var bedst at gøre rent bord. Søren grundede lidt over det og sagde så, at det gik vel an - dog med undtagelse af Niels Pæsen, for han havde taget Søren så skammeligt ved næsen i en hestehandel. Men præsten protesterede: "Næh, Søren, ham må du også tage med, thi når du er sovet ind, er det for sent". - "Ja ja da", sagde Søren efter lidt betænkningstid. "Så må A wal også go mæ te det. Men hwes A no sku komm mæ, så blywwer ålt ved det gammel".
Peter var afholdsmand. Han lå for døden og fik besøg af sognepræsten. "Nå", siger præsten. "Du skal ikke være så ked af, om du nu må drage afsted, for så skal du jo sidde til bords med Abraham, Isak og Jacob i Himmerig". - "Nej ellers tak", lød det fra Peter. "Det ska A ett ha nøj av. A ved nok, hvodden det går, når der er så manne sammen. Så blywwer et bare til swiren".
Folkekarakter |
Og lad mig så slutte med morbror Chrestens nabo, Niels Brogaard i Lem i Salling. Kusine Bodil var blevet gift. Forsamlingshuset havde været fyldt, og der var både talt og sunget meget. Det var mest brudgommens akademiske venner, der tog ordet - velformulerede og vittige, og det tog pippet fra Bjerrerne, der ellers ikke er mundlamme ved en sådan lejlighed. Dagen efter brylluppet mødtes de to naboer, og Niels sagde tak for sidst. De talte om aftenens forløb, der jo havde været helt enestående. Så var det Niels sagde: "A tøws ett æ Bjerrer djer gummer kløed så møj i awtes".
Så er vi tilbage igen. Det, der kan siges kort og kontant, rummer tit ofte langt større udtryk end lange taler og forklaringer. Nogle kalder det humor. Jeg tror, det er folkekarakteren.