Om at blive gammel |
Petra Skov Mikkelsen, født i "Øster Påkjær" i Hygum ved Lemvig, fejrede sin 100 års fødselsdag d. 20. februar 1997; hun døde 5 måneder senere.
- 100 års glæder og sorger
Petra var en Bjerre på mødrene side, og hun husker et år, hvor maleren Niels Bjerre boede hos familien i "Øster Paakjær"; "han var så rar og så beskeden, han læste højt for os - det var så dejligt".
Petra blev gift med ingeniør Jacob Bjerre i Askov, en søn fra Lomborg skole; hendes mand døde, da deres søn Peter var 3 år gammel. Så tog Petra et børnehavelærerkursus i København og oprettede den første børnehave i Lemvig.
Da hendes anden mand døde, viceskoleinspektør A. Skov Mikkelsen, Holstebro, fortsatte hun sine aktiviteter. Op til 90-års alderen var hun aktiv som svømmer og gymnast; et lårbensbrud satte en stopper herfor, men hun startede genoptræningen med stor energi.
Ved sin 90-års fødselsdag udtalte Petra bl.a. om sorgens væsen, at "den kan udvikle det selvcentrerede i et menneske, og så er det svært at komme ud af den. Det nytter ikke at klynge sig til sorgen, for den døde har det godt. Jeg troede, at jeg ville blive ensom, men sådan gik det ikke, for vennerne var der stedse".
"Det, der har hjulpet til at forskønne min alderdom, er mine mange gode, trofaste venner, skønt de fleste af dem er 10-20 år yngre end jeg. Af nogle af dem får jeg både ros og ris. Ros fortjener jeg ikke, men alligevel glæder den mig - og gør mig ydmyg. Og "ris" synes jeg er dejligt, for det er af sine venner, man skal høre sandheden".
Præst og højskolemand |
Siliam Bjerre var en af slægtens betydeligste folkeoplysere i dette århundrede. Ved siden af sit arbejde som valgmenighedspræst i Træden (1949-63) var han forstander for Vestbirk højskole - eller omvendt. Desuden var han gennem en lang årrække en meget benyttet foredragsholder. De følgende klip er taget fra Siliams kapitel i bogen "Min vej til præstegerningen", red. Orla Møller, 1956.
"Jeg er af bondeæt. Min slægt består af vestjyske bønder. Min bedstefar brød ud og blev skolelærer, min far bonde igen. Imellem hans brødre og fætre findes flere præster og lærere. Men det, der har betydet mest i slægten, er en levende sans for åndslivets værdier. Slægtens medlemmer ville gerne høre, synge og tale sammen. De ville liv. Og min mor havde det samme sind - et fint øre for poesi. Jeg synes ikke, jeg har kendt nogen anden, der kunne lytte som hun.
Vort barndomshjem lå lige syd for Lomborg kirke - den og kirkegården skærmede for alle kolde nordenvinde. Og i overført betydning boede vi også på kirkens solside. Det var en mild, men dyb, alvorlig kristendom vi mødte gennem far og mor.
Når der var møde i forsamlingshuset, boede talerne gerne i vort hjem. Jeg mindes disse aftener med den største taknemmelighed; ikke fordi jeg husker så meget direkte, men stemningen husker jeg, den var lys og varm. Vi børn fik lov at nemme (forstå), så godt vi kunne, af hvad de ældre talte om. Jeg ved, at det har haft betydning for mig senere, ja, har været med til at bestemme min livsvej.
Da jeg var 11-12 år, hørte jeg et foredrag om Hans Nielsen Hauge. Hvem der holdt det, husker jeg ikke. Heller ikke meget af indholdet. Men det gjorde et mægtigt indtryk på mig. Den aften ved jeg, at jeg med bestemthed tænkte: Åh, kunne du dog blot blive højskolemand eller præst. Siden slap jeg aldrig den tanke. Den kunne trænges tilbage i mit sind, men den var der".
(Efter skoletiden hjalp Siliam til i landbruget derhjemme et par år; han kom under en stærk pietistisk påvirkning udenfor hjemmet, men fik aldrig talt med forældrene om sine religiøse problemer).
"Men jeg ville jo til at læse. Det måtte jeg også godt - blot jeg selv kunne skaffe pengene dertil. Far ville gerne have været landbrugskandidat, men sygdom forhindrede det. Nu ville jeg så prøve at nå det, ikke for at blive landbrugskandidat, men fordi jeg i Højskolebladets annoncespalter gang på gang havde læst, at en højskole søgte en landbrugskandidat som lærer. Altså: her var en mulighed for på en forholdsvis nem og billig måde at blive højskolelærer.
Opholdet på landbrugsskolen står for mig som en forfærdelig gold tid; derimod blev landbohøjskoletiden en oplevelse. Navnlig første del. Naturfagene gav mig meget af det, jeg søgte efter. Da vi kom til det egentlige: landbrugsfagene, kneb det. Men hvad: professor Grønbech holdt sine forelæsninger på Universitetet om eftermiddagen - og jeg kunne godt nå at følge både Landbohøjskolen og Universitetet.
Det var en umådelig oplevelse at høre Grønbech, en ny verden lukkede sig op, en verden med vide perspektiver, hvor formålet ikke var: syndserkendelse og omvendelse. Jeg sugede til mig som tør jord efter regn. "Man skal ikke se fremad i rysten og skælven," lød hans budskab. "Det er altid stort at leve i en tid, hvor noget nyt skabes. Det oplever vi nu. Vi er ved at opleve, at livet er større, end man har tænkt. Vi søger vished om, at mennesket kan udforme alt, der ligger i livet, til kultur".
Men når tiden i København blev så rig, skyldtes det ikke blot Landbohøjskolens dygtige lærere og professor Grønbechs forelæsninger, men også Københavns Højskoleforening og navnlig Vartov Valgmenighed. At komme i Vartov var som ikke at være i København. Det var stemningen fra Lemvig og Bøvling Valgmenighed, man mødte. Kort sagt: her var jeg hjemme".
(Efter eksamen som landbrugskandidat i 1923 havde Siliam nogle forskellige job og tilbragte også et par år med fortsatte studier i mere humanistisk retning. Fra 1928 og ni år frem var han lærer ved Dalum Landbrugsskole. I 1937 blev han forstander for Høng Husmandsskole, og her tilbragte han og hans dygtige kone Ingeborg - hun var en af de piger, der både kunne "malke og spille klaver", dvs. ideel til posten som forstanderkone - de næste 11 år. I den tid kom Siliam ofte ud som prædikant hos præster i Vestsjælland, og hans ungdoms tanker om en præstegerning kom frem igen).
"Men nu meldte sig en ny vanskelighed: ikke længere om jeg kunne blive præst, men om jeg skulle - ja, om jeg kunne bryde med min forstandergerning. En skole er jo noget mere end undervisning for en elevflok. De gamle elever hører stadig til, er stadig skolens elever. De har ligesom et krav på, at forstanderen bliver - så de, når de kommer på skolen, føler det som at komme hjem. Havde jeg lov til at rejse? Og kunne jeg, når alt kom til alt, undvære skolearbejdet? At bryde af var ligesom at svigte elevernes tillid. Den læser, der ikke forstår dette, ved ikke noget om, hvad højskole egentlig er".
(Efterhånden blev Siliam dog klar over, at hvis han ikke som gammel skulle se vemodigt tilbage på sit liv, fordi han ikke havde realiseret sit inderste ønske, så måtte han prøve at blive præst).
"Jeg vidste, at hvis jeg ikke vovede springet nu, ville jeg ikke kunne undgå dette vemod. Og da det så formede sig sådan i 1948, at jeg kunne blive valgmenighedspræst i Træden, sagde jeg glad ja. Den 10. november 1948 blev jeg sammen med flere andre ordineret i Roskilde Domkirke. Nu var målet nået, eller snarere: nu var ringen sluttet. Jeg var nået hjem igen.
Og så lykkeligt formede livet sig for os i de næste år, at vi også fik lov at fortsætte vor skolegerning, så jeg, der lige fra min barndom ikke rigtig vidste, om jeg skulle være præst eller højskolemand, nu fik lov at blive begge dele. En lykkelig kombination - blot døgnet havde flere timer - og kræfterne var større."
Kærligheds-samfundet |
Af Poul Bjerre, arkitekt og filosof. 1924-97.
"For mig var barndommen ikke nogen rar periode. Menneskers socialitet, indlæring af normer, grundlægges i barndommen, og den fik jeg beskadiget ret meget. Jeg havde en umulig længsel efter det gode fællesskab, som jeg aldrig selv ville kunne indgå fuldt og helt i, men som jeg gerne ville medvirke til, at andre kunne nå i stigende grad.
Min filosofi har sine dybeste rødder i barndommens social-patologi kombineret med det lyse, grundtvigske menneskesyn, der prægede mit hjem. Resultatet blev en utopisk-humanistisk filosofi med frihed og kærlighed som centralværdier".
Poul Bjerre blev født i Nibe i 1924 og døde i Krejbjerg i Salling i 1997. Hjemmet i Nibe var et kulturelt samlingspunkt, moderen arrangerede møder, faderen, der arbejdede som seminarielærer i Ranum, var altid presset af sine mange hverv.
Efter uddannelse til bygmester begyndte Poul at arbejde som arkitekt. Men: hvis en børnefamilie ville have et børnefjendsk pralehus - det var jo ikke til at bære. Han foretrak at bygge huse, der understøttede beboerne i at leve et godt liv. Poul bevægede sig fra huse, til byer, til samfund. Han gennemførte et omfattende selvstudium, over mange år, i psykologi, filosofi, videnskabsteori, lægevidenskab m.v. - Fra 1970 var Buksagergård i Krejberg ved Balling udgangspunktet.
Tove, hans kone, var lærer og indvilgede i at være eneforsørger. Deres to børn havde det godt: "Hjemme hos os må vi slå søm i reolerne!" - det var nemlig ølkasser. Den altid studerende og altid skrivende mand med masser af manuskripter i skrivebordsskuffen, fandt i 60erne og 70erne ligesindede blandt filosofisk orienterede litterater: Bjørn Poulsen, Villy Sørensen og Knud Sørensen.
I årenes løb blev det til 6 bøger og en mængde artikler; desuden holdt han mange foredrag. Nattesæde på gården med filosofisk samtale med gæsterne var et speciale, med alt indhyllet i cerutrøg.
Nogle af hans hoved-projekter:
1. Andelssamfundet
Vi kalder os et demokrati, men det er ganske tyndt; kun få procent, nemlig politikere og foreningsledere, er aktive deltagere. Den offentlige sektor og hele erhvervslivet styres af fogeder, der er valgt ovenfra, og som er loyale opad.
I et område af "den gode størrelse", f.eks. Krejbjerg med nogle hundrede mennesker, der alle kendte hinanden, kunne beboerne leve i en andelslandsby. De skulle eje jord og bygninger i fællesskab - og til en vis grad arbejde i fællesskab.
Projektet vakte stor opmærksomhed, men førte til lokal uenighed, hvorfor planerne blev skrinlagt.
2. Skive-Seminar
Poul blev en hovedmand i det årlige Skive-Seminar. Især i 1980erne var det et fristed for alternativt tænkende mennesker.
3. Filosofiske grundtanker
Psykologer, der studerer rotter i labyrinter, og sociologer, der driver værdifri videnskab, udelukker jo det vigtigste, nemlig de menneskelige værdier - driften efter ægte fællesskab.
Behovspsykologien må føre til, at alle bestræbelser i videnskab, politik og samfund bør søge at tilfredsstille menneskers behov. - Det gode liv i det gode samfund er dét, der lader menneskets natur komme til udfoldelse, og som opfylder dets naturlige behov.
Hans sidste bog udkom i 1994, "Ud af industrikulturen". Trods alle tilsyneladende nederlag gennem årene er hans trosbekendelse klar: "Med en ny, stor, kollektiv tro kan vi systematisk nærme os en stadig større grad af visdom, der tillader os uendeligt at avancere mod det gode liv i kærlighedssamfundet".
Poul Bjerre troede på, at mennesket var hensigtsmæssigt indrettet, både fysisk og psykisk. Dette kan udnyttes, hvis vi indstiller os rigtigt. - Villy Sørensen skrev, at det virkede let afsindigt, men at det er de herskende tilstande, der er afsindige …
Ejvind Larsen fra Information kaldte Poul Bjerre en "skånselsløs samfundskritiker".
Indvandrer |
Af Kamma Gudmand-Høyer, f. Bjerre Født 1946.
Bondekulturens efterkommere har iværksætterånden. Igennem hundrede år levede København højt på, at iværksætterlystne provinsboer drog til hovedstaden. Hertil kom, at der var gode muligheder for at få uddannelse.
Kamma Gudmand-Høyer har ofte omtalt sig selv som anden-generations indvandrer i København.
"Folk kikkede undrende på mig. Hvorefter jeg begyndte en udredning om mine forældre, der startede en lille grønthandlerbutik i slutningen af 1940erne. At den ene efter den anden flyttede herover, de boede hos hinanden, støttede hinanden socialt; ingen giftede sig med københavnere osv. De opdrog deres børn med den baggrund og alle de normer, de havde med fra Vestjylland.
Iværksætterånden, som de kom med, har de i vid udstrækning givet videre. Vi søskende har selvstændige småvirksomheder, vi bryder os ikke om at være ansat, vi har ingen funktionær-kultur med os fra vores opvækst. Indsæt tyrkisk i stedet for jysk. Det passer både med grønthandler, ferie i det gamle land, ægteskab, normer…
En mosters mand, Kresten Gade, rejste til København, hvor han havde en onkel, der dyrkede grøntsager i Ballerup og solgte på Københavns Grønttorv. Kresten arbejdede en tid hos onklen; under krigen startede han en lille grøntbutik. I samme periode blev han gift med Marie Henriksen, der havde plads i København.
Min mor, Anne Marie Henriksen, var kommet i lære i Holstebro, men blev syg. Min moster fik hende til København, så hun kunne blive behandlet af den læge, moster havde været i huset hos. At hun skulle bo hos Marie og Kresten var vel en selvfølge. Snart begyndte hun at hjælpe til i butikken. På en tur til Jylland møder hun min fader, Johannes Bjerre. Han havde været i København, hvor han havde gået på Lyngby Landbrugsskole og også til nogle fag på Landbohøjskolen. Men frem for alt var han meget interesseret i at male.
Min moder blev gravid, og de giftede sig i 1946 (for tidlig-graviditet var ikke velset hos Bjerre-familien, der jo gerne ville føle sig lidt bedre end dem på hedegårdene i Felding).
Far og mor forpagtede en gård ved Tisvilde, men det var barske tider i slutningen af 40erne. De klarede det kun ganske få år, for det viste sig også, at min faders helbred var meget dårligt. - De lejede en lille butik på Holger Danskes vej i København, hvor der var en 2-værelses lejlighed med køkken og toilet. Her voksede jeg op sammen med min søster Ingeborg.
I begyndelsen tog min mor på torvet tidligt om morgenen, men far tog hurtigt over og klarede det. De drev en fin og respektabel butik. Det lykkedes ingen efter dem at få en rentabel butik ud af det". Kamma kan huske sin mor sidde i kulden i butikken og rense en kasse rosenkål for de yderste blade, når de var blevet grimme. Hun kan også se sin far knokle rundt med juletræer udenfor butikken ind under jul. Alle muligheder skulle udnyttes.
De kom på besøg hos familien i Jylland, og børnene erfarede, at der ikke var noget, der kunne sammenlignes med at komme til Jylland. - Endnu en moster og onkel kom til København, de fik efterhånden en stor bagerbutik.
Faster Karen kom til at bo hos Kammas forældre. Der var ikke
meget plads, men der var da en sofa i stuen. Karen hjalp til gengæld til i huset, specielt syede hun
tøj. Karen tog til Jylland for at blive gift, og hendes mand, Martin Rabeck, kom med til København,
hvor han fik regnskabsarbejde.
Kamma og Ingeborg (senere kom der en efternøler, Niels), lærte meget af ferierne i Jylland - de boede f.eks. i 7 uger på skift hos familie. De så farfaderen på chaiselongen efter den varme mad midt på dagen - med en avis over hovedet. De så farmors fyldte hylder i både fadebur og viktualiekælder - det fik Kamma til i København at sylte flere glas syltetøj, end familien selv kunne bruge.
Det var mest spændende at bo, hvor der var jævnaldrende fætre og kusiner. Der kunne godt blive vrænget "kjøbenhavner, kjøbenhavner" efter feriegæsterne. De var ellers med til at hakke roer, fik vabler ... for at solidarisere sig. Men de skulle ikke tro, de var noget...
Der var mange muligheder i København. Men på landet var der andre værdier.
"Som barn i en københavnsk lejekaserne, har du aldrig øvet dig i at kaste en bold over ladetaget - ej heller har du slentret i naturen. Sådanne sommeraftener, der slutter med rødgrød omkring langbordet, inden man skal i seng, er dejlige barndomsminder".
De bemærkede også, hvor meget arbejde landbobørn måtte yde i forhold til bybørn. Det betød også, at deres egne børn i København siden kom til at hjælpe mere til derhjemme end deres jævnaldrende - som en del af en gammel bondekultur!
Hendes børn kommer ikke nær så tit til Jylland, som hun gjorde som barn. Men når de er der, nyder de det - som en del af en stor familie.
Kamma blev gift i København. Hun fik som ung 3 børn, og hun blev værge for sin bror, der var 13 år, da moderen døde. Faderen var død 12 år tidligere. - Det gav hende ikke mulighed for at læse historie, som hun godt ville, men hun var også interesseret i tekstiler og fik egen vævestue. Her har hun i mange år vævet kopier af 1700-tals tekstiler til folkedansere. Hun har vævet mange messehagler, samt arrangeret udstillinger både herhjemme og i udlandet.
Hun har været i Mexico for at lære Mayakvinder at håndsy hørskjorter til danske folkedansere. Ideen er at skaffe kvinderne fast arbejde til en rimelig løn og folkedanserne et godt produkt.
Om sin bundethed til den jyske rod skriver Kamma: "Når mine forældre eller familien skulle til Jylland, talte de altid om, at de skulle hjem. Og derfor føler vi anden generations indvandrere i København det stadig som noget særligt at komme til Jylland. At komme på besøg hos den gæstfrie og hyggelige familie. Der er noget historie i at gå en tur på Sir Lyngbjerg, at tænke på, at i flere hundrede år har ens forfædre levet her. Oven i købet har mine børns tipoldefar været en driftig og initiativrig mand og været med til at beplante stedet og for 100 år siden inviteret til familiefest her".