Fra Borregård til Chicago

Fem søskende fra Borregård udvandrede til Chicago

Træk af Dansk Emigrant-Historie

Hos Christian Thinghøj Pedersen.

Sammen illustrerer de et kapitel af dansk emigrations historie: hvordan man ofte udvandrer fra de samme familier, fra bestemte sogne og til nogenlunde de samme steder - for der er i forvejen landsmænd og derfor ikke så skræmmende, men tværtimod ganske hjemligt. Der er husly i den første tid, og måske hjælp til at finde arbejde under de nye forhold.

Vi kommer til Amerika

Elie og Poul Steffensen med sønnen Carl og hans kone Frances, samt børnene Karen Elisabeth og Anna Katrina.

af Elie Steffensen, Omaha, Nebraska.

Paul Egon 7. Elie skriver: "Vi landede i New York efter en 8-dages rejse over Atlanten med SS/United States. Samme dag tog vi toget til Chicago, hvor vi ankom næste dag. På vejen bemærkede vi børn med hjul under fødderne - vi havde aldrig før set "rulleskøjter"!

I Chicago blev vi modtaget af fars søster og svoger, og vi boede hos dem i flere måneder, indtil vi selv fik lejlighed. Da ingen af os talte engelsk, var det heldigt, at vi kom til at bo i den del af Chicago, som kaldtes "den danske koloni", med købmænd, bagerier, slagtere osv., ejet og drevet af danskere.

Far fik hurtigt arbejde ved et dansk entreprenørfirma, og inden længe følte vi os hjemme i de forskellige danske foreninger som Dansk Amerikansk Atletikklub, Den Danske Sangforening, Harmonien, såvel som Dania, hvor danskerne mødtes til mange festligheder. - Min bror og jeg lærte engelsk i skolen, og i løbet af 3-4 måneder kunne vi klare os selv imod drillerier fra andre børn.

Den økonomiske krise først i 30erne var strenge år for alle. Bankerne lukkede, og tusindvis af mennesker var uden mad og penge. Derfor åbnede mine forældre et pensionat, som de kaldte "Pensionat Rebild", til fordel for unge danske mænd, som manglede et sted at bo og spise. I mange år havde vi 6-8 unge mænd boende, foruden andre som kom for tre måltider hver dag. De, som havde arbejde, betalte ugentligt. Andre, der var arbejdsløse, fik lov til at spise eller/og bo på kredit, som de lovede at betale lidt efter lidt, når de fik arbejde. Desværre viste det sig, at man ikke kunne stole på dem alle; nogle af dem rejste uden at betale en øre af deres gæld." Elies forældre solgte pensionatet i 1941, og hendes far fik arbejde ved et dansk entrepenør firma.

Han døde i 1953 som følge af en arbejdsulykke.

Under krigen 1942-45 blev de unge mænd sendt i alle retninger verden over. Elies bror Paul blev 22 år gammel sendt til fronten i Frankrig og Tyskland. Efter krigen fuldførte han sin uddannelse på Chicago Aeronautical Universitet. Senere arbejdede han for regeringen med videnskabelige undersøgelser, bl.a. i forhold til månerejserne.

"Efter krigen blev jeg sekretær, først ved et flyselskab og senere i et sagførerfirma. På min Danmarksrejse i 1951 mødte jeg Poul V. Steffensen, som var maskinmester ved et dansk rederi. I løbet af 3 måneder blev vi gift. - Vi boede i Brooklyn, New York, hvor Pouls første job var som tegner ved et rådgivende ingeniørfirma."

Deres første søn, Carl Kristian i Chicago, som de flyttede til i 1955 "for at være nærmere familie og danske foretagender". - Poul og Elie har hele tiden været meget aktive i dansk foreningsarbejde. Elie arrangerede opvisninger af Dansk folkedans og udstillinger af danske kniplinger. Poul var 1960-65 formand for den Dansk Amerikanske Atletikklub, Elie var sekretær. Han sad i mange år i bestyrelsen for Det Danske Alderdomshjem, i en periode også som formand. I 1972 blev Poul V. Steffensen udnævnt til Ridder af Dannebrog for sit store arbejde for danske interesser.

I 1978 flyttede parret til Omaha, Nebraska, på grund af Pouls arbejde; der er han blevet medlem af bestyrelsen for Det Danske Emigrant Museum i Elkhorn, Iowa.

Elie, der gennem mange år har været Bjerreslægtens repræsentant i USA, slutter sin beretning således: "Vores liv i Amerika har været meget udbytterigt, og samtidig føler vi, at vores arv af dansk kultur, som vi øjensynligt holder fast ved, har hjulpet til at berige Amerika".

Deres søn, Poul A. Steffensen, er kunstner og arbejder som art director. Brevduen 1997 bragte flere af hans tegninger.

Historien bevægede nogle Bjerrer rundt i verden

af Edgar Bjerre Madsen, Princeton, New Jersey.

"For et hundrede år siden blev min mor Niels Boel Madsen, som havde en gård i Assentoft, nær Randers".

Tiderne var hårde for danske landmænd - og for mange andre - så de besluttede at emigrere til USA i 1928 med deres 6 måneder gamle søn, Harry. De bosatte sig i Chicago, men på grund af den Store Depression i 1929 var det umuligt at finde arbejde i de nordlige industribyer. Edgar skriver: " - så mine forældre flyttede mere end 1000 miles sydpå til Mobile, Alabama, hvor de drev landbrug fra 1932-34. Men de amerikanske landmænds økonomi var ikke bedre end de danskes. Om disse år husker jeg, at min far sagde: "Jeg kunne godt dyrke afgrøder, men jeg kunne ikke få dem solgt".

Derfor vendte familien tilbage til Chicago, hvor der jo var mange danske familier, heriblandt 3 af moderens søstre, samt den yngste bror. Altså 5 søskende fra Borregård i Thy! - Faderen fandt arbejde, og i 1938 blev Edgar født; kort tid efter blev faderen ansat som vært i Den Dansk-Amerikanske Atletikklub, og familien fik bolig her. Da foreningens bygninger senere blev solgt, flyttede forældrene ud af byen til eget hus; faderen arbejdede som tømrer, moderen som kok.

Edgar beskriver, hvor spredt hans mange slægtninge nu bor ud over Staterne, med en aflægger til Australien, hvor hans søn Neil Bjerre Madsen bor i Sydney med sin familie. Han slutter med følgende lille overvejelse: "Hvem ville have troet, da min mor blev født for et hundrede år siden i Hurup, at historien ville sende medlemmer af Bjerrefamilien rundt om jorden for at bo så langt borte som Australien?"

Fire Bjerre-ætlinge i krig

Niels Sloth. Lillian fortæller om sine 3 brødre, der deltog i Anden Verdenskrig.

Eric Sloth gik ind i flåden i 1940, 18 år gammel. I 1941 var han på vej til Pearl Harbor med destroyeren "Crosby" - men nåede først frem efter det japanske angreb. Eric var med i mange søslag i Stillehavet og så mange amerikanske krigsskibe synke. "Crosby" overlevede ikke alene serier af torpedoangreb - men også fly med japanske "kamikaze" = selvmordspiloter. Han var i flåden i 6 år.

Harry Sloth begyndte i flåden 19 år gammel i infirmeriet. På et tidspunkt blev han sendt til Hawaii for at træne i landsætning af amfibie-tanks. Det var hård kost at indtage Stillehavsøer, stærkt befæs tet af japanerne. Mange tanks blev ødelagt - eller hele mandskabet omkom; så var det sygehjælpernes opgave at fjerne de døde, så tanken kunne gøres operativ igen. Da han under et slag havde mistet sin hjelm, gik han tilbage for at lede efter den, og blev af en officer skældt ud for at gå uden hjelm. Harry bøjede sig ned for at samle en op, der lå ved siden af en død amerikansk soldat. Det viste sig at være hans egen hjelm.

Arthur Sloth blev taget til militærpolitiet. Mod krigens slutning hjalp han med at modtage sårede soldater, 2.500-3.000 kom med "Queen Elisabeth". Mange led af psykiske forstyrrelser på grund af krigen; Arthur havde bl.a. til opgave at ledsage de sårede soldater til hospitaler over hele USA. Mod krigens slutning var han med til bevogtning af et depot for A-våben.

Sven Sloth, den yngste bror, f.1933, blev pilot i det amerikanske luftvåben og var med i 20 år. Hans krigserfaringer stammer fra Viet Nam. Han fløj omkomne soldater ud af Viet Nam i kæmpestore transportfly, og han fløj med højtstående officerer, rundt i Viet Nam og mellem USA og Vietnam.

Jo, også USAs krige førte Bjerrerne vidt omkring.

Set med Foreningen Bjerreslægtens øjne burde vi have mere kontakt med de mange slægtninge i USA - det er en spændende opgave at tage fat på for de unge, ikke mindst når edb-stamtavlen kommer frem.