Af Solvej Bjerre nr. 569.
Da jeg
i vinteren 1929 fortalte mine forældre, at jeg til august skulle giftes med læge Hans Bjerre, sagde
far: Så kommer du ind i den muntre og velbegavede Bjerreslægt.
Far vidste, hvad han talte om!
I årene lige før og efter 1900 opholdt far sig i sommerugerne hos sin ven Esper Andersen, der havde
oprettet sit eget mejeri lige over for højskolen i Jebjerg. I 1899 foreslog Esper, at far indbød
nogle venner, og det blev til, at maleren Achton
Friis, maleren Poul Kronemann, skuespilleren Albrecht Schmidth og hans kone, skuespillerinden Thora
Schmidth, flyttede ind på Jebjerg Kro i et par uger. Det blev en herlig sommer for alle parter, herunder
højskolens elever og lærere, for hurtigt blev det til, at kunstnerne fra et halvtag på mejeriet
gav deres kunst tilbedste i de lune aftener. Albrecht Schmidth deklamerede, hans kone sang, og de to malere sang
viser til eget lut-akkompagnement, mens en fuldtallig skare applauderede fra vejen.
Esper Andersen var gymnastiklærer på højskolen; han var også en af de første
cykelryttere i landet, og da han det år vandt Jyllandsløbet, havde han fået 6 flasker rhinskvin
i præmie. Dem trakterede han kunstnerne på halvtaget med, og malerne fik da den idé, at de som
tak for gæstfriheden lavede en mandshøj frise til Espers havehus, hvor man ser mejeriets folk og
gæsterne iført togaer løfte de fyldte pokaler.
|
Jeppe Aakjær ved sit skrivebord på Jenle 1922
|
Da Esper få år efter flyttede til Ålestrup og blev medejer af sin brors cykelfabrik Jyden,
flyttede han friserne fra lysthuset med. I årenes løb kom de friser ud for lidt af hvert, men efter
en omtumlet tilværelse blev de to meter høje billeder restaureret og sat op på Jenle, hvor de i
dag kan ses i udstillingsbygningen.
En af de togaklædte mænd er Siliam Bjerre, som var kommet til Jebjerg for at blive
mejerist; men der gik ikke lang tid, før han blev lige så interesseret i cykler som Esper var. Det
blev begyndelsen til Siliams livsbane. Han endte som direktør for Skive Jernstøberi, hvor han i
årenes løb gjorde flere opfindelser til forbedring af landbrugsmaskiner, af hvilke den kendteste er
Gyro-kværnen. - Samtidig med Siliam tjente en gårdmandsdatter, Anna Boel fra Jebjerg, som
husbestyrerinde hos den ugifte Esper. Hun og Siliam blev gift, og de to kom til at stå mine forældre
nærmere end nogen andre i deres alle fires leveår. Om det er gennem Siliam, der var søn af
"æ Lomborg Degn", far er kommet i forbindelse med Kristen og Niels Bjerre kan vel tænkes.
De første breve fra Kristen og Niels Bjerre er fra 1904 og 1905, og de fortsætter fars liv igennem.
Det var før telefonernes tid. Om man ville hinanden noget, skrev man sammen. I dag telefonerer man, eller
man mødes og snakker om sagerne.
Efter sin uddannelse på Kunstakademiet og på Krøyers skole i København vendte Kristen
Bjerre hjem til fødeegnen, hvor han i 1891 købte Ferring Kro. Den lå meget yderligt på
klinten, og derfor lod Bjerre lidt længere inde på land Bovbjerg Badehotel opføre i 1901, og
omkring dette hotel udfoldede der sig i de følgende somre et livligt kunstnerliv med malere og forfattere.
Far var i 1900 blevet skilt fra Marie Bregendahl og
holdt, som før fortalt, i sommerugerne til hos sin ven Esper Andersen i Jebjerg. Men efter at far i 1904
havde udgivet "Vredens Børn", hørte han - ikke fra Esper selv, men fra andre - at Espers
største leverandører havde sagt til ham, at om han oftere tog mod Aakjær som gæst, ville
de levere deres mælk til et andet mejeri.
Efter at Esper var blevet truet på brødet, tog far ikke mere på længere ophold i
Jebjerg. Det var svært for far, der endnu i nogle år boede på pensionatsværelse i
København, for han måtte til Jylland for at skrive. "Jeg må mærke jysk sand mellem
tæerne", sagde han.
Breve fra Niels & Kristin Bjerre
Lykkeligvis gemte far de fleste af de mange breve, han fik. De ligger nu i Aakjær-arkivet på Det kgl.
Bibliotek efter fars testamentariske ønske. Her ligger brevene fra de to malere Kristen og Niels Bjerre,
foruden fra tre andre Bjerrer.
Det første brev fra Niels Bjerre er fra "Fuur", hvorfra han i 1904 skriver: " - Måske De med et
par ord vil lade Thøger
Larsen vide, når De har tænkt Dem at komme, for han tænker også på
at komme hertil og vil sætte stor pris på, at det kan ske samtidig med at De er her"
Det næste brev fra Niels Bjerre er fra "Trudvang", hvilket var navnet på det hus, hvor maleren - ikke
kunstmaler, men almindelig maler - Frederik Braae og hans kone Tilde boede. Dette storartede, kunstforstandige par
var fra første færd med i det livlige kunstnerliv på hotellet. Fra "Trudvang" skriver Niels
Bjerre i 1905: " - Thøger Larsen og jeg ventede, De var kommet her i efteråret. Lad det nu blive
alvor med besøget ved første lejlighed. Jeg tror ikke, De vil fortryde at have gjort bekendtskab
med denne egn.... ". Iflg. fars forord til 8. udgave af "Rugens Sange" i 1923 kom han til Bovbjerg,
for han skriver om idéen til sin kendteste digtsamling: " - det gærede i mit sind indtil
sprængning, men det ville ingen form tage. Grædende af skuffelse gik jeg hver aften i min seng. Jeg
forsøgte at skifte opholdssted og drog til Vesterhavet. Her under Bovbjergs vilde og forrevne strand
skabtes høstvisen "Nu er sæden lang og gul". Mer orkede jeg ikke dengang." - Men iflg. Mit
Regnebræt "orkede" far også at få skrevet "Gammel Kærlighed" - "Vi er bløwen
nøj aalre, Kræn Nargaard…" - som er dateret: Bovbjerg 16. Oktober 1905.
På et tæt beskrevet
postkort meddeler Kristen Bjerre, at der ingen post har været til far, siden han rejste.
Hvortil skal han sende den, om der kommer nogen? "Kommer De snart? I næste uge er missionsmødet i
Harboøre", slutter meddelelsen.
Det blev ikke Aakjær, der skrev om missionsmødet, men Thøger Larsen:
"Tys! Sæt dig hos os! Fra et hul i et skæg
flyver heftige ord gennem salen,
og meninger kastes mod dør og mod væg
og livssynet løftes en alen - "
som det første vers i "Reformatoren" lyder.
Far har i 1902 truffet Nanna Krogh, og hun har været med på Bov bjerg. I brev fra Kristen Bjerre
sender han hilsen med til hende, og hun får tilsendt "Dagene" af digteren: "Frøken Krogh med venlig
hilsen fra Thøger Larsen". - I 1905 har Kristen Bjerre tegnet far i Bovbjerg, og i 1906 maler han to
portrætter af ham. Det ene tilhører Jenle og hænger nu på kisteloftet. Det andet kom
efter nogle års forløb til Frederiksborg Museet i Hillerød, hvilket Kristen Bjerre glad
meddeler far i et brev fra 1913: " - Jeg skylder Dem at sige - og det er mig tillige kært - at det
portræt, jeg malte af Dem den vinter, De boede her, er blevet solgt til Frederiksborg Museum. Jeg har for
kort tid siden haft en auktion i København over nogle billeder, og jeg havde da den tilfredsstillelse,
midt i al dårligdommen og manglende købelyst, at Deres og Stuckenberg købtes til
Frederiksborg. Det opvejede til dels det dårlige resultat, auktionen bragte. - - - Ja, jeg hænger
stadig fast ved min kro. - - - Siden De var her, har vi haft besøg af Harald Råge og Skjoldborg. Skjoldborg var
her kun et døgn, Råge derimod et par måneder, så De ser, der kommer stadig digtere
herud, selv om Skagen gerne vil være ene om kunstnerne."
Niels Katkjær og Harboøre
|
|
I 1907 drejer det sig om Niels Bjerres maleri. Det fremgår af brevet, at han har været på
besøg hos mine nygifte forældre på Jenle. Far havde ingenlunde købt Jenle, men var
blevet i stand til at flytte ind i den nybyggede gård takket være kaution fra sin formående ven
Per Odgaard fra Tastum. Indtil 1919 boede mine forældre som lejere hos konsortiet, hvilket jeg har skrevet
om i mine erindringer.
Fra sin fødegård skriver Niels Bjerre:
Nørrelund pr. Strande 29. nov. 1907
Kære Jeppe Aakjær!
Tak for sidst. Det var morsomt at se både den smukke gård og den smukke egn, forsåvidt det
lod sig gøre i det uheldige vejr - der jo var af den slags, der får vestjyder til at sige: "Det er
godt æ hus' er howl". (hule). I virkeligheden var det også kun Jenles hyggelige, stilfulde rum, der
ikke skjultes for mig i regntykningen, men af dem har jeg så også et desto fyldigere indtryk.
Du har vel modtaget løbene fra
Katkjær,
han vil snart skrive til dig og sige, at det kan dødepin' godt være, han anfører skriftens
ord. Jeg har været derhenne nogle gange og tegnet efter ham, måske vil jeg også til at male ham,
men ved endnu ikke, om han skal sidde med sin løb, sin violin eller sin kaffepunch. Hvis det bliver til
noget, skal jeg ved samme lejlighed se at få noget skrevet op af den uendelighed af krøniker og
viser, som rummes i det gamle hovede. Forresten hørte jeg igår en historie, der viser, at han ikke i
et og alt har været så retskaffen, som jeg har antaget, men også har været at træffe
på forbudne veje, endda yderlig nok. Han var engang nær blevet slået ihjel af en anden
Vandborgmand, der traf ham i sengen hos sin kone. Manden hentede en kølle, som han af al magt drev ned i
nakken på Klæppen,
der måtte bæres bevidstløs af sengen, men dog heldigvis kom til sig selv igen.
Forleden var jeg igen, som da vi fulgtes ad for 2 år siden, til hellig "fest" på Harboøre.
Det var omtrent som dengang, snarest lidt mattere. Vor egen pastor Berthelsen er vedblivende den skrappeste.
Når de andre siger kærlighed, fordragelighed og lignende, så kalder han på strid og
splid, det skarpe skel mellem "verden" og de hellige. Talen var om barmhjertighed mod enker og faderløse.
Der er mange enker på Harboøre i vor tid, men kun en enkelt kan man vise kærlighed, de andre
skælder én huden fuld, når man besøger dem. De faderløse burde piskes, for at
de ikke skulle
gå
fortabt. - -
Det er gamle toner. Der bliver stadig ikke gjort noget direkte mod Missionen på Harboøre, men den
taber sig lidt efter lidt af sig selv. Endnu har den dog stor magt, hvad af og til og altid lige efter "Festen"
uhyggelige begivenheder vidner om. Så er der én, der hænger sig, eller én der
skærer halsen over på sig selv. Nogle der må sendes hen på Dårekisten. I år
fandtes på den sidste festaften en stakkels pige stående på bunden af en brønd.
På Bovbjerg bliver landet stadig mindre. Når man har været derfra en tid, ser man bestandig
ny profiler og friske skred, hvis kister vaskes ud nede i brændingen. Fiskerne er nu ifærd med at
plukke pælehøfderne op igen. De yderste lægger de en løkke om og vinder op med et spil
inde på land, men de inderste må de sprænge op med dynamit. Det er naturligvis ikke andet end
narrestreger, men man mener, at de i strandingstilfælde kan komme i vejen for kabellinen. Nu bliver der
vel nok i vinter bevilget penge til nogle ordentlige stenhøfder.
Jeg glæder mig til at du kommer en tur herop til vinter, og til at dit
jyske stykke skal blive
spillet her i Lemvig. Lykke til at det må gå i København. Jeg tænker på, at det
kunne falde en del litterære gabflabe ind at rotte sig sammen om at pibe det ud, fordi de bilder sig ind
ikke at kunne forstå det jyske. Men det er der måske ingen fare for. Endnu engang tak for sidst og
venlige hilsener til dig og din hustru og frk. Salling. Jeg skal hilse fra min broder og svigerinde.
Din hengivne
Niels Bjerre
|
Kristen Bjerres tegning fra Aakjærs ophold i Bovbjerg i 1905
|
Et par uger senere skriver Kristen Bjerre: "- Niels Bjerre er nu hjemme. Han skal til at male Niels
Katkjær. Det er en monumental opgave, som vist vil volde vanskeligheder i de lave, mørke rum.
Resultatet bliver, såvidt jeg kender de to, en ordentlig "Klæp" - "
Katkjær var en overmåde kendt person på de kanter og blev altid kaldt "æ Klæp".
Thøger Larsen skriver om ham flere gange og kalder ham "Horken".
Niels Bjerre skriver i det foregående, at han ikke ved, hvad "æ Klæp" skal sidde med, sin
løb, sin violin eller sin kaffepunch. På maleriet kom han til at sidde med en dram foran sig, hvortil
han sagde: "A er egentlig afholdsmand, men det, der er kulør po, mo én drikk'". Drammen var en
perikumsnaps. Maleriet af "Den jyske krønikefortæller Niels Katkjær" hænger i dag
på Statens Museum for Kunst.
Far købte det på afbetaling i 1908, og siden hang det i hans stue. Der var bud efter billedet flere
gange efter fars død i 1930, især var en mand fra Ålborg ihærdig og bød 20.000 kr.
for det, men mor sagde nej, skønt hun ikke havde mange penge. Efter krigen fik mor en seriøs
henvendelse om at få billedet med på en udstilling i New York, men både mor og vi andre sagde
igen nej. Men en skønne dag i 50’erne skrev mor til sin kære svigersøn, min mand: "Billedet er
dit, når du kommer og henter det." - Hans kom hurtigt og hentede det, og det hang i vores stue, indtil jeg
efter Hans’ død i 1978 solgte det til Statens Museum for Kunst. Hans og jeg var blevet enige om, at det
skulle ende der, hvor flere af Niels Bjerres kendteste billeder i forvejen var.
Det kendte maleri af Kristen Bjerre "Udflugt. Den jyske Bevægelse", som hænger på
biblioteket i Lemvig, gjorde Kristen Bjerre færdig i 1917-18, og det gav ham idé til noget mere:
Bovbjerg 19. maj 1919
Kære Aakjær!
I sommer ville jeg gerne komme og besøge Dem - en gang når jeg kan træffe Dem hjemme. Jeg
har nu været privatmand
et par år, så jeg
nogenlunde selv kan bestemme over min tid, og jeg har hele tiden tænkt mig, at jeg skulle have at se,
hvordan De har indrettet Dem på Jenle. Yderligere er der en mulighed for, at min bevægelighed bliver
mindre næste år. Hvis jeg må forudsætte, at De vil se mig hos Dem, skal jeg meddele, hvad
jeg har på samvittigheden. Jeg ville gerne engang male et rigtig jysk billede. På Deres gård i
centrum kunne jeg tænke mig at gruppere nogle brave jyske mænd omkring Dem. Johs.V. Jensen,
Skjoldborg, Thøger Larsen, Niels Bjerre og måske en
eller to mere. Det er jo en stor og besværlig opgave, som jeg ikke uden frygt og bæven
giver mig i kast med. Men de praktiske vanskeligheder bliver måske uovervindelige. Blot dette at få de
nævnte personer samlet på ét sted og holde dem fast så længe, at et solidt og
grundigt anlæg af billedet kan laves, det bliver ikke alene afhængigt af vedkommendes lejlighed, men
også i høj grad af personlig opofrelse og imødekommenhed fra hver især. Nu henvender jeg
mig da først til Dem og spørger om Deres stilling til spørgsmålet. Hvis De synes om
tanken, hvornår mener De så den heldigste tid ville være for udførelsen? Tror De ikke
Johs.V. Jensen kommer til Jylland i sommer? Han er den af de nævnte jyder, der bor længst borte, og
vel således den, der er vanskeligst at få hold på. Sangeren Fønss, der jævnligt
kommer til Dem, er han ikke jyde? Han ser pragtfuld ud, og jeg tænker, han ville gøre sig blandt de
bredskyggede digterhatte.
Det er jo mine foreløbige bemærkninger. Vil De, kære Aakjær, meddele mig, hvorledes De
stiller Dem til min idé, så stiller jeg mig afventende så længe. Hvis der da er
mulighed for, at billedet kan blive til på Jenle, så måtte jeg foreløbig en tur ud og
se på, hvorledes sagerne kunne lægges tilrette, og derefter sætte mig i forbindelse med
delinkventerne. Jeg venter da med det første at høre fra Dem. Jeg har nu telefon nr. 15 i Ferring,
Lemvig opland, men det er jo meget lettere at skrive et brev end at opnå telefonforbindelse....
Hermed beder jeg Dem hilse Deres kone og selv modtage en venlig hilsen fra min kone og Deres
Kristen Bjerre
NB: Hvornår skal Jenlefesten være i år? Måske kunne det være praktisk ved denne
lejlighed at indfange en af modellerne, som måske til andre tider kan være mere vanskelig at
få hold i.
Med hensyn til hvor lang tid der vil medgå for at male billedet, kan jeg vanskeligt sige noget bestemt,
men jeg maler ret hurtigt, og det er ikke nødvendigt at male billedet færdigt på
åstedet.
Far må have svaret imødekommende, det vidner det næste brev fra Kristen Bjerre om, og far har
sat x ud for et par steder i brevet.
Ferring den 1. juli 1919
Kære Aakjær!
Tak for sidst! Tak for al gæstfrihed, og tak fordi De ofrede Dem for mit påfund. Det var en dejlig
dag på Jenle. Der er smukkere derude, end jeg havde ventet. Jeg tror ikke, jeg har set smukkere landskab
noget sted. Jeg ser, at De ikke har taget fejl, da De valgte at bygge på denne bakke, og jeg
forstår, at De stadig med tilfredshed vender tilbage til dette sted, hvor alt vidner om sund og rolig
lykke. Jeg håber at komme engang og se en Jenlefest. Min rejse til København forløb meget
heldigt og rart, undtagen det punkt, som jeg trods alt havde sat øverst på dagsordenen. Jeg traf
ikke Johs.V. Jensen. Jeg var to gange ude og ringede på hans dør, men der blev ikke lukket op,
så jeg må formode, at han ligger på landet et eller andet sted. Nu har jeg skrevet til ham og
forebragt ham min begæring. Han skulle nødig mangle på billedet....
Denne plan måtte åbenbart skrinlægges, for der ses ikke siden spor af den noget sted.
Det næste brev fra Kristen Bjerre er fra marts 1924, hvor han ret så bittert skriver om den
udstilling, han lige har haft i København, og som trods publikums interesse og pæn omtale "-
alligevel blev en fiasco, - afgjort fiasco, så jeg solgte ikke en gang malerier for så mange penge,
at det kunne dække omkostningerne - ."
Brevet begynder med en tak til far for "den smukke artikel i Politiken". I denne artikel skriver far: " - De,
der har været ved Bovbjerg yderst ved havet - og hvor mange har ikke det - vil foruden den
storslåede natur især mindes husets vært og de hundreder af malerier, som han gennem
årene har malet og hængt op på så at sige hver kvadratalen af stuernes vægge. - -
Tvinger regn eller tåge én under tag, så går tiden fortryllende med at se på
malerier, og Kr. Bjerres kunst er en herlig billedbog, som kendere ikke bliver trætte af at blade i - "
|
Fra højre: Kristen Bjerre, Niels Bjerre, Aakjær og Buchholtz udenfor
Skjoldborgs hus i Løgstør på hans 60-års dag i 1921.
|
Langvejs i brevene, både fra de to malere og fra de tre andre Bjerrer, som der er bevaret breve fra, nemlig
Niels Bjerre, Durup Andelsmejeri, Mads Fiskbæk Bjerre,
Kirkegaard i Lomborg, og Markus Bjerre, Venø, foreslår man far at
komme og holde foredrag og læse op, bl.a. af hans nye stykke "Livet på Hegnsgaard". Det fremgår
af brevene fra malerne, at de sammen med Thøger Larsen og far har abonneret på Det ny Aarhundrede,
Tilskueren og Gads litterære Magasin, og at det gik, som det altid går, når flere abonnerer
sammen: det trækker ud med forsendelserne!
Men der sendes også følere ud om andre ting. I et længere brev foreslår Markus Bjerre
nok så forsigtigt far, at han, om muligt, skal skrive sine digte til kendte melodier.
Kære Jeppe Aakjær!
Jeg har en lille harmonika, som jeg undertiden i mørkningen driler lidt på, og forleden kom jeg
så til at spille Mads Tammeses Maren. Og jeg har spillet den adskillige gange siden. De kan ikke
tænke Dem, hvor øens folk er glade for den melodi, så festlig og drøj og djærv,
netop som den bør være til teksten.... Jeg har tit tænkt på, hvorfor bruger dog ikke
Aakjær disse gamle folkemelodier til sine sange! Deres sange synges meget, det gør de, men dog ikke
på langt nær så meget, som de burde synges ...
Hvad Markus Bjerre her er inde på, var far jo forlængst klar over: flere af hans idag kendte sange er
skrevet til gamle, kendte melodier, især de af dem, der er tænkt som fællessange til
møder. Historiens Sang, "Som dybest Brønd", der blev skrevet til Historisk Samfunds møde i
Skive i juni 1917, blev i de første år sunget på melodien til "Et jævnt og muntert,
virksomt liv på jord", indtil Carl
Nielsen i 1917 satte den melodi til den, vi synger idag.
Markus Bjerre har ret i, at dengang, før radioens, for ikke at tale om TV’s tid, havde godtfolk ikke
så let til at lære melodier som nu. Far sagde selv: Når jeg er blevet så kendt, som jeg
er, så skyldes det mine foredrag og mine sange, og sangene skylder man jo komponisterne tak for, for det
skyldes dem, når digtene rykker ud af digtsamlingerne, hvor trods alt kun de færreste læser dem,
og kommer ind i sangbøgerne og bliver hvermands eje!
Det sidste brev fra Bjerrerne er fra Niels Bjerre:
Bovbjerg Badehotel pr. Bonnet 24. oktober 1929
Kære Jeppe Aakjær!
Mange tak for checken og for besøget herude. Også tak for indbydelsen til et lille malerophold
på "Jenle"- det kunne vist blive storartet! - og jeg vil tænke på om det måske kan lade
sig gøre til foråret.
Nu står jeg i begreb med at tage til København for at se til mine "Guds Børn" på
Kunstnævnet.
Kommer du ikke derover, inden det slutter?
Med venlige hilsener til dig og din hustru, også fra Kristen Bjerre.
Din hengivne
Niels Bjerre
Det omtalte besøg var en biltur, Anna og Siliam, mor og far tog på. Den endte på Bovbjerg,
skrev mor til mig, og hun skrev også: "Aakjær købte et dejligt billede". - Dette
Vesterhavsbillede med klitter og havet i baggrunden hænger her i min private stue, for det ville jeg
beholde, da jeg i 1981 solgte de andre billeder af Kristen og Niels Bjerre fra mine forældres stuer her
på Jenle.
Hvor havde det været storartet, om Niels Bjerres malerophold kunne være kommet i stand, men fars
pludselige død i april 1930 forhindrede det.
Aakjær og Tovborg fra Kloster Mølle
Den mand, der kom til at betyde mest for Jenle og far, var Kristen Tovborg Jensen fra
Kloster Mølle. Men Tovborg var jo ikke en Bjerre! Han var gift med Ane Marie f. Bjerre. Han var medlem af
konsortiet omkring Jenle, hans børn tjente her, først Karen og Bjerre og dernæst Havskov, "Havse", der var
bestyrer i 3 år. De år var en gylden tid for Jenle, som de var en gylden tid i min barndom.
Ane Marie Tovborg var faster til min mand, og de 11 børn fra Kloster Mølle var altså
fætre og kusiner til de fem børn, som min mand var en af. Til min svigerfar Jakob Bjerre, valgmenighedspræst i Rødding, ældste søn fra
Sandholm, og hans kone, min svigermor Marie Berthelsen Bjerre, havde de muntre og
velbegavede fætre og kusiner den nærmeste forbindelse i alle deres leveår. De klarede sig
allesammen smukt i tilværelsen, bl.a. fordi de altid bestilte lidt mere end de skulle, ihvor de blev sat i
livets løb. Så havde de overskud til at synge, til selv at lave viser og til at lave hele revyer,
hvor enhver fik sin bekomst. Således fik Markus Bjerre, deres morbror, fra Venø et vers i en revy,
afsunget på melodi af "Slå Rommen i Glasset", da han var blevet en skattet og kendt kronikør
ved Politiken:
Han skriver om renter og Limfjordens skrænter
om bedstemors skørter og bedstefars skæg
om køer, der bisser,
og karle, der pisser,
og lirum og larum, og katten gør æg.
Til deres dilettantforestillinger
kom folk dragende langvejs fra, og hvor de morede sig, både publikum og scenens folk!
Jo - jeg kom ind i en munter og velbegavet slægt - - men det er en anden historie.
