Vestjyllands maler
|
Jens Vige: Niels Bjerre. 1896
|
"Kunstmaler Niels Bjerre fra Engbjerg", som til festen i 1898 havde
udført både slægtstræet og de 58 pennetegninger, hørte til blandt de 100
efterkommere fra Nissumby. Hans unge forældre, Peder Jacobsen Bjerre (f.1833) og Maren Nielsen
Lund (f.1840), blev gift og bosat i gården Nørrelund i efteråret 1858. Et par måneder
senere havde de besøg af Peders to unge kræmmerbrødre, Mads og Jens, mens de drev handel
blandt Harboørefiskerne. - Ægteskabet blev sørgeligt kort, idet Peder døde
af tyfus i foråret 1867 fra kone og tre små børn: Niels født i 1864,
Jacob i -65 og Ane Marie i -67. Maren giftede sig igen, og der kom mange børn i 2. ægteskab, men det
blev én flok.
Niels fik som 4-5 årig en alvorlig øjensygdom; den krævede operation i København,
pinefuld efterbehandling, samt en lang rekonvalescens, der medførte en grøn skærm for
øjnene, blå briller - og meget lidt udeliv. I stedet måtte drengen sidde inde og tegne eller
male med sin farvelade; og da han ikke måtte se ud på den store, lyse verden, blev det billeder af,
hvordan han huskede livet udenfor. Måske var det denne sygdomsperiode, der grundlagde hans lyst til at blive
billedkunstner; han lærte sig at se menneskene og landskabet for sit indre blik først - for siden at
fæstne billedet på papir eller lærred. Men han havde gjort det til sit inden da ...
Landsbyskolen var af den tilbagestående slags, så det var heldigt for de to brødre, at Lemvig
fik en realskole i 1875, og at der var nære slægtninge
med både hjerterum og husrum i byens udkant; Niels tog eksamen i 1879. Han havde været en så
dygtig elev, at skolebestyreren anbefalede ham at læse videre, og tilbød oven i købet at
læse latin med ham, så han kunne komme på gymnasiet; men det var ikke efter drengens hovede. Som
svar på spørgsmålet: hvorfor blev du maler, skev han i 1893: "- jeg havde aldrig set et maleri
og vidste ikke, hvad det var at være maler, men dét ville jeg være, og vægrede mig af den
grund kraftigt imod at indlade mig på at læse latin, man vidste ikke, hvor langt det kunne
føre." - Hans frygt for at komme bort fra sin bestemmelse skinner klart igennem!
Det blev til 8 studieår i København med datidens meget grundige uddannelse: teknisk skole som
forberedelse til Kunstakademiet, hvor han de første år var aftenelev, jævnsides med
læretid hos en malermester. Siden Akademiet på fuld tid, hvor han frem til 1888 arbejdede sig igennem
alle de obligatoriske klasser - og fandt det noget af en ørkenvandring.
Kunstakademiet var på den tid præget af dybt konservative professorer og undervisningen derfor
tilsvarende pedantisk. Niels fra Engbjerg var ikke den eneste begavede maler fra 1880erne, der måtte forlade
landets øverste kunstskole uden afgangsbevis; det samme gjaldt f.eks. J.F. Willumsen. Begge forsøgte
flere gange at "få afgang", men deres besvarelser af de stillede opgaver vandt ikke professorernes aner
kendelse. Hvad så? - Ja, Niels kunne jo have forsøgt en tredje gang, men han rejste i stedet hjem.
Inderst inde vidste han med sig selv, at det, der skulle gøre ham til kunstner, skulle komme indefra. Det
gjaldt om at nå frem til en personlig modning; de otte år i København havde givet ham massevis
af nye indtryk, nu gjaldt det at sortere, at tilegne sig dem på et dybere plan, og dernæst finde sin
egen kurs frem.
Uden at have set eksamensbeviset fra Lemvig Realskole kan man gætte sig til, at karakteren i dansk stil
må have været høj: i en klar hånd skrift beretter Niels i et levende og udtryksfuldt
sprog om sine indtryk og de overvejelser, de giver anledning til. Hans 5 år yngre fætter Kristen fra Kviesgård, der var begyndt på Kunstakademiet et par år
efter ham, bliver der i 1888-89 vekslet en del breve med. Og vel hjemme igen under Vestjyllands høje
himmel, med det vide udsyn udover veserne, klit rækken og havet, og med Akademiets støvede
undervisning på behørig afstand, genvinder han sit overskud og kan rådgive Kristen: "Hvis man
ikke kan bekvemme sig til at bryde ud, er der ikke andet for end at tage det med godt humør. Man kan ikke
gå på Akademiet og samtidig filosofere over "det maleriske" og "lyset" - som om "Akademi" og "Kunst"
havde noget med hinanden at gøre." - Så var det sagt!
Men at det ingenlunde var let for ham at gå alene med problemerne derovre i det vestjyske, ses af
følgende: "- men for andre mennesker ser det alligevel noget sært ud, sådan at gå uden at
fortjene det mindste. Åh, hvor jeg forbander denne såkaldte "kunstneriske uddannelse", der ... har
gjort mig aldeles uskikket til at leve i verden, sådan som den er, uden at besvære andre mennesker,
hvad jeg tit har følt med frygt indtil fortvivlelse. Hvis jeg bare vidste, hvorledes det var mig muligt,
så tog jeg straks fat på noget, hvorved jeg kunne tjene føden på en ærlig
måde. ... så ville (jeg) lære at se sundt på livet ... og male med en god samvittighed."
|
Niels Bjerre: Harboøreboere ved kirken. Engbjerg 1906.
|
Når vejret gør det umuligt at male, læser han Tolstojs
bog "Livs spørgsmål", der sætter tanker i gang om kunstens opgave: den skal tjene folket,
lære det at se naturens og livets skønhed. Og for at kunne lære fra sig må kunstneren
først selv lære folket at kende, ved sammen med jævne mennesker at udføre groft
legemligt arbejde, så meget han kan afse tid til.
Niels er ung, 24-25 år, og må i dette første år derhjemme gennem en pinefuld
brydningstid. Hans tilbagevenden til hjemstavnen medfører en følelse af fremmedgjorthed i forhold
til slægtninge og omgivelser; han har skåret båndene til det nedarvede livsgrundlag, jorden,
over og fjernet sig fra det produktive liv, for i stedet at indtage en formidlers rolle. Men vil han kunne magte
den, og hvad vil han formidle? Hvor går vejen, hans vej?
Vejen frem kom til at omfatte et års undervisning på Kunstnernes
Studie skole i København med Laurits Tuxen som lærer, og da "Den frie Udstilling" blev
oprettet i 1891, sluttede Niels sig straks til den; resten af sit liv udstillede han der hvert år.
I et brev til fætter Kristen fra 1888 havde han skrevet: "men i al fald, så meget skønner jeg,
at skal der komme noget ud af min malen, så må der uophørlig hænges i". Og det gjorde han
så i alle årene fremover. Det blev til en omfangsrig produktion, hvor gruppen af vestjyske landskaber,
herunder nogle meget dramatiske af Bovbjergs skrænter, vejer tungt; det jævne dagligliv på
bondegården blev malet i de yngre år, men siden forladt - måske fordi de fleste af de
traditionelle sysler forsvandt; desuden var der portrætter,
først og fremmest af børn og voksne i slægten.
Hos Guds Børn i Harboøre
Fra først i 90erne kom det nærliggende Harboøre og dets fiskerbefolkning, der var delt op i
"hellige" og "vantro", til at indtage en fremtrædende plads, ikke kvantitativt, men kvalitativt. Opvokset i
et grundtvigskpræget miljø og selv meget åben overfor nye strømninger på
åndslivets områder blev Niels fascineret af den lukkede, verdensforsagende holdning hos "de hellige";
de lå i en stadig kamp med "de vantro", som de ikke alene boede dør om dør med, men som ofte
var deres nære slægtninge. Billedet "Harboøre. Guds Børn", uden sammenligning Niels
Bjerres kendteste værk, er slutresultatet af mange års ind trængende arbejde, et arbejde, som
også omfattede flere skriftlige fremstillinger, der tydeligt viser kunstnerens dybe indføling med de
mennesker, han ønskede at male.
Fra begyndelsen var han noget tvivlrådig: gik det an at komme anstigende ved et bønnemøde for
siden at male et billede af det? Men det siger en del om ham selv som menneske, at han blev godtaget, og at flere
af deltagerne også bagefter sad model for ham. -De har nok alle håbet, at han ved at høre "det
gode budskab" ved møderne skulle blive frelst, og kom der tillige et kønt billede ud af det, ville
det jo også tjene "den gode sag"; måske kunne det bruges som altertavle eller komme til at pryde
væggen i et missionshus.
Jens Sandholms skildring af Harboøres befolkning i efteråret 1858 viser tydeligt den
grundfæstede gudstro, men også den brusende livslyst. Fra 1877-1883 var den indremissionske pastor
Carl Moe ansat i sognet, og som resultat af hans stærke og fordømmende
vækkelsesprædikener blev befolkningen fra da af delt i to lejre. Niels fik det selv meget nær
ind på livet, idet hans to søskende Jacob og Ane Marie en tid var at finde blandt "de frelste"; det
blev dem dog for snævert, og efter nogen tid gled de begge tilbage til deres grundtvigske udgangspunkt. Ane
Marie tog til Mellerup højskole, Jacob nogle år senere til Askov; dette medførte et yderst
misbilligende brev til ham fra pastor Moe, der ganske vist havde forladt sognet, men stadig søgte at holde
"de frelste" blandt sine tidligere sognebørn på deres rette plads.
"Fiskere" i Illustreret Tidende 1892
I Illustreret Tidende for 17. juli 1892 kunne man læse en beretning, delvis i jysk mundart, om en
øvelsesdag hos redningsvæsenet ved den jyske vestkyst; "Fiskere" hed den.
Forfatternavnet var J.G. Pinholt, men burde have været Niels Bjerre, bortset fra, at forfatteren aldrig
havde givet tilladelse til offentliggørelse. Lidt letsindigt havde han sendt manuskriptet til en skrivende
mand på egnen, som imidlertid havde misbrugt hans tillid. Netop i denne periode var de jyske fiskere
"på mode" blandt det læsende publikum, takket være Drachmanns fisker romantik og Michael
Anchers heroiserende malerier af Skagensfiskerne, så Illustreret Tidende har sikkert taget
imod med kyshånd.
Indholdet er, kort fortalt, at en gruppe fiskere efter formiddagens øvelse med redningsbåden spiser
frokost i strandfogedens gård inden eftermiddagens opgaver. Men herunder kommer det til nærmest tumult
agtige scener mellem "de frelste" og "de vantro". Atmosfæren er først stilfærdigt afventende,
derefter ulmende som før torden, og så bryder det løs som en stormflod med rasende
skænderier og hårde beskyldninger fra begge sider, hvor "de vantro" ingenlunde holder sig tilbage. Det
er tydeligt, at de nærer en dyb bitterhed mod "de frelste", fordi disse har forladt det tidligere
fællesskab; frustrationen over altid at blive mødt med mistro, aldrig med venlighed og åbenhed
fra de tidligere kammeraters side kommer til udtryk i hvasse og bitre ord.
Indtil der gøres en brat en de på balladen. Den mest farisæiske og dømmesyge blandt "de
frelste" når lige at citere et Gudsord, som han åbenbart finder passende til lejligheden, nemlig, at
"man jo heller ikke skal kaste perler for svin". Og det bliver den brave strandfoged og kongelige embedsmand for
meget: farisæeren med samt hans selvretfærdige præk bliver sat på porten med fast
hånd og får dertil besked om at holde sig borte for resten af dagen. Trods protester må han
finde sig i at betale sin frelsthed med en dagløn! - Og hermed slutter beretningen.
Da Niels ad omveje erfarede om offentliggørelsen, havde Harboørefiskerne forlængst fået
historien at læse; selvom personerne havde fået andre navne, havde de ikke haft svært ved at
genkende dem. Med rette frygtede Niels, at hele hans forarbejde nu var spildt, og at hans plan om et
bønnemødebillede aldrig ville blive virkeliggjort. Han valgte at gå til en af de ledende
blandt de hellige, fisker Peder Liløre, for at give undskyldning og forklaring. Til sin forbavselse blev
han pænt modtaget: han havde jo ikke skrevet et eneste usandt ord, og han måtte gerne fortsætte
med at male fra deres forsamling. Måske en hellig mand ovre i København ville købe billedet.
Harboøre-ulykken den 21. november 1893, hvor 26 fiskere druknede.
Det var en stor lettelse for Niels. Han fortsatte sit arbejde med skitser og studier, og det er interessant, at
også skriverierne blev fortsat. I efteråret 1893 blev det til en beskrivelse af et
bønnemøde, "I de helliges forsamling", en
naiv, men samtidig ægte og dybtfølt skildring, der vidner om malerens sympati for modellerne og deres
livsgrundlag.
Nedskrivningen fandt sted i det tidsrum, hvor Harboøre pludselig kom på avisernes forsider,
idet 26 fiskere fra området druknede på én nat, den 21. november 1893. Ved begravelsen talte
foruden stedets egen præst også pastor Moe, og hans fordømmende ord ved de omkomnes bårer
kom til at give genlyd i hovedstadspressen: noget sådant havde de udsendte korrespondenter aldrig oplevet
før. Den stedlige befolkning tog det mere roligt, de havde ikke ventet andet fra pastor Moes side.
Det er en nærliggende tanke, at Niels har nedskrevet "I de helliges forsamling" for at gøre sig fri
af tragedien, ved simpelthen at sætte ord på det, han havde oplevet sammen med de afdøde -
selvom hans egen rolle havde været iagttagerens. Der blev selvfølgelig sat en indsamling i gang til
de efterladte, og her ydede han et meget personligt bidrag. Han gik rundt til alle de ramte familier og indsamlede
fotografier af de forulykkede; det blev til lige så mange sortkridtsportrætter, som senere på
vinteren blev givet til enkerne.
"En ulykke kommer sjældent alene"
Det pessimistiske ordsprog gik i opfyldelse for Harboørefolkene i januar 1897, hvor det lille samfund
ramtes af en ny tragedie, da
fiskere omkom ved en kæntringsulykke med redningsbåden. For Niels betød det en
ny vanskelighed i forhold til bønnemødebilledet; i årenes løb havde han ændret
det fra et stort rum med mange personer, for at vise et talrigt fremmøde i "de helliges samfund", til en
almindelig fisker stue med blot syv deltagere, en mere indtrængende fremstilling, der i højere grad
viste det lukkede og indadvendte hos de frelste.
Tre af hans modeller omkom, deriblandt Peder Liløre og hans bror Stinus, og en fjerde model, enke efter en
af mændene, blev sindssyg af religiøse skrupler. Intet under, at maleren en tid var ved at miste
modet. Heldigvis havde han lagt kompositionen fast, og ved de overlevendes imødekommenhed - scenen er Peder
Liløres stue - lykkedes det at få billedet færdigt.
Trods dateringen 1897 har Niels ikke følt sig helt sikker på resultatet: så sent som marts
1899 fik billedet "den allersidste olie", som han udtrykker det i forbindelse med endnu et besøg ovre i
Harboøre. Og så blev "Harboøre. Guds Børn" omsider udstillet på Den Fries
forårs udstilling i april 1899. Året efter var det med på Verdensudstillingen i Paris, hvor det
opnåede en bronzemedalje.
Studierejser i syd og nord
|
|
I 1899 modtog Niels et rejsestipendium fra Akademiet, og fra efteråret 99 foretog han sit livs studierejse,
der ved gode venners hjælp kom til at vare et helt år. Den førte ham via Berlin til Italien,
hvor han blev en begejstret iagttager af alle de brogede scenerier, med folkeliv og store kirkelige fester. Men
den lange rejse satte sig forbavsende få spor i hans produktion. Uden tvivl lærte han en mængde
ved mødet med udlandets store kunst, men han måtte først hjem og have det fordøjet for
at kunne bruge en ny indsigt. Dér, hvor han havde sine rødder, skabte han sine bedste arbejder.
I 1914 rejste han ud igen, men på grund af 1. verdenskrigs udbrud blev turen afkortet. Senere blev det til
rejser til Færøerne, hvis særegne natur han blev en fin skildrer af. Der var åbent udsyn
ligesom i Vestjylland, ingen træer eller hegn til at spærre, kun de nøgne øer og de
beskedne spor, som menneskene havde sat i landskabet med deres huse og stendiger.
Der kom ikke mange officielle bestillinger, men omkring 1930 fandt man dog en opgave, som virkelig var Niels
Bjerre værdig: udsmykningen af Lemvig bibliotek. Det blev i de næste par år til 12 store
billeder fra Lemvig og omegn, billeder, som tydeligt viser, at den modne maler stadig udviklede sig. - En
sammenligning med "Bønnemødet" med hensyn til lys- og farveopfattelse er interessant; det ene
hører så afgjort 1890erne til, mens Lemvig-billederne er fuldt moderne, på nogle områder
nærmest forud for deres tid.
Som tidligere nævnt sluttede Niels sig fra begyndelsen til Den frie Udstilling, og i hele resten af hans
liv blev årene delt mellem et langt forårs-sommer-efterårsophold i det vestjyske, hvor han i
tidens løb slog sig ned mange forskellige steder, og et kort vinterophold i hovedstaden, centreret om "Den
Fries" udstilling. Han udtalte selv, at han kun kunne male i Vestjylland; København gav ham ikke motiver,
og så manglede han også lyset, det særlige vestjyske lys, der har havets nærhed som sin
forudsætning.
Et langt og virksomt liv for og med kunsten sluttede med en stilfærdig, uventet død i marts 1942,
hvor den 78-årige Niels gik og glædede sig til foråret, så han igen kunne komme "hjem til
Jylland" og i gang med arbejdet. Efter en højtidelighed i København blev han bisat på Engbjerg
kirkegård, som han selv havde skildret så smukt med sit billede fra 1906.
- kunstmaler og kroejer
|
Selvportræt. 1898.
|
Da Kristen Jacobsen Bjerre i 1891 købte
Vester Ferring Kro af strandfoged Chr. Larsen, betød det starten på en ny æra i Ferring sogns
historie: navnet kom fra da af på Danmarkskortet på
en ny måde. - På kortet var det såvist allerede, men mere for det onde end det
gode: dels var der de mange strandinger - i vindkraftens tid var selv de største skibe nærmest
prisgivet, når en vestenstorm brød løs og slyngede dem ind mod "jyske rev" - dels havde havets
voldsomme og vedvarende appe tit givet anledning til bekymring på allerhøjeste sted, så meget
at Frederik VI omkring 1830 havde besøgt Bovbjerg hele to gange.
Mærkbare resultater gav det dog først næsten 50 år senere. I 1876 blev
høfdebyggeriet påbegyndt, et krævende arbejde under vanskelige forhold, og i de samme år
blev det nuværende fyr opført. Begge dele tilførte det lille samfund en del nye impulser, uden
dog at give de store ændringer.
Men det var noget helt andet, der skete med Kristens overtagelse af kroen, og det var et ganske andet landkort,
Ferring herefter kom på. Har Kristen mon efter sine læreår i København haft den stolte
tanke, at han her i Vestjyllands barskeste hjørne ville skabe et nyt Skagen-miljø? Eller drejede det
sig bare jævnt og ligefremt om at finde et levebrød, nu da han og Petrine så gerne ville
giftes, unge som de var?
Kristen havde fået tidens gængse uddannelse som maler, dvs. Kunst akademiet, og lidt til. Om hans
vanskeligheder med at finde sig tilrette med den konservative undervisning har vi allerede hørt, i
afsnittet om den 5 år ældre fætter Niels Bjerre, der selv ude af hurlum hejet i København
kunne sidde hjemme i Engbjerg og skrive kloge breve til det unge brushovede. Hans råd til Kristen
lød: enten at finde en grimasse, der ku' passe, og få så meget ud af undervisningen som vel
muligt - eller også at forlade Akademiet og i stedet gå over til Kunstnernes Studieskole. Kristen
valgte at gøre begge dele, efter tur.
|
Kristen Bjerre: Stuen i Kviesgård. 1893
|
Hans søn Niels fortæller: "Efter endt ophold i København
dvælede far en tid hos sin navnefætter, pastor K. Bjerre på Sorø højskole, hvor
... Petrine Jensen tilfældigvis (?) var elev sammen med 100 andre unge piger. Far havde kvarter ude i byen
sammen med to andre "malerspirer", Niels Bjerre og Frode Eskesen; de dyrkede kunsten og sværmede i
Sorø-skovenes idyl. For vestjyderne føltes det dog trangt med det stængte udsyn. Hernede
malede far bl.a. et billede af en af Jutta Boysen-Møllers sønner, Otto, læsende i sit stille,
noget dunkle studerekammer. Dette smukke billede blev antaget til Charlottenborg og blev af kritikken betegnet som
lovende".
Foråret 91 blev så kroen købt, og til Skt. Hans stod brylluppet. Da var den unge kromand og
lovende kunstner lige fyldt 22, og Petrines fødselsdag fulgte kort efter. Hvordan mon forældre og
slægtninge, for ikke at nævne akademikammeraterne, har set på det? - I nutiden ville vist de
fleste af os betegne det som højt spil: så unge, så uerfarne, og for hans vedkommende ganske
uden forudsætninger for krodrift; Petrine har uden tvivl haft forskellige huslige pladser, dog er der ingen
vidnesbyrd om læreplads på et hotel el.l. for at lære kogekunst. Men tiderne må dengang
have været mindre hårde end vore egne, eller også har de været exceptionelt dygtige begge
to, naturtalenter hver på deres måde.
Familie- og erhvervsudvidelser
|
|
I 92 kom sønnen Niels og 4 år efter endnu en søn: Kristian, der 40 år senere førte
forældrenes virksomhed videre. Med stort lune fortæller han, at han kom noget ubelejligt: lige midt i
højsæsonen! Så hans far fik badegæsterne kørt til Harboøre kro, for at der
kunne være ro omkring fødslen. Men aldrig så snart var den vel overstået, før de
kom tilbage igen; - og den dygtige Petrine har sikkert forstået at dirigere sit køkken også fra
barselsengen. I 1912 fødtes parrets tredje barn, efternøleren Hans Peter; havets nærhed, der inspirede faderen og
de andre malere til kunstudøvelse, blev for sønnen erhverv: han blev styrmand.
Høfderne ydede ikke tilstrækkeligt værn, år for år åd havet sig
længere ind, og Kristen og Petrine skønnede - og andre med dem, at det ikke ville gå i
længden. Kristen havde i løbet af 1890erne købt jord, så der var mulighed for flytning;
i 1901 flyttede de over i "Bovbjerg Bade hotel". Den gamle kro, hvor de havde lagt grundlaget for fremgangen,
brugtes dog som anneks i endnu nogle år. Og i dette mærkelige nye bygningskompleks, med det
næsten brutale tårn, og med den lange glas veranda ud mod det altid omskiftelige Vesterhavs lys og
farver, skabtes den atmosfære, der med tiden gjorde Bovbjerg Badehotel til næsten en legende.
Både sønner, venner og egnens folk, der har fortalt om Bovbjerg epoken, nævner med
forkærlighed den række af berømtheder, både malere og digtere, der år efter
år var gæster på hotellet. Ikke mærkeligt, det er altid de kendte navne, der huskes. Men
hvis ikke det unge par også havde været gode til at få de mere almindelige gæster til at
føle sig hjemme, var det ikke gået. Kunstnerne alene kunne aldrig have fået stedet til at give
overskud.
Men der kom heldigvis folk af alle slags; bedsteborgere fra omegnen skulle ud at se havet og nyde et godt
måltid, og velstillede byfamilier fra Østdanmark skulle over at mærke den salte vesterhavsluft
i næsen og det kolde, friske havvand på kroppen, så forskelligt fra det lunkne vand ved
Sjællands kyster. For trods al klunketid og jugendstil og Weltschmerz, som vi i eftertiden forbinder med
1890erne, så var det samtidig en periode med sundhedsdyrkelse som aldrig før, parret med en ny
bevidsthed om sammenhængen mellem krop og sjæl: man dyrkede gymnastik, startede ro- og atletikklubber,
og man vandrede. Hele dette friluftsliv var der rig lejlighed til i Bovbjerg. Gæstebøgerne fra 1890erne viser klart,
at det ikke blot var kunstnerne, der gav stedet kolorit og popularitet.
I badesæsonen har der ikke været tilstrækkeligt med tid og ro til male riet, men der var lange
perioder i forår, efterår og vinter. I 1898 malede Kristen et vellykket selvportræt. Han var da
29 år, far til to børn, og ejer af en lovende bedrift.
Det er altid farligt at aflæse selvportrætter; man kommer så let til at læse sin viden om
personen ind i dem. Den ranke holdning, hovedets drejning, ansigtets store flader, de opmærksomme,
vågne øjne, alt giver indtryk af en udpræget tiltalende mand, et menneske, man gerne ville
møde. Billedet vidner om en naturlig selvtillid, men måske er der også en antydning af
resignation i det spørgende blik, han retter mod sig selv i spejlet. Måske har han allerede efter 7
år med kroen erkendt, at det bliver vanskeligt at gennemføre et stort kunstnerisk livsprojekt? At han
ved at vælge Petrine og et tidligt ægteskab, samtidig havde valgt noget fra: muligheden for fordybelse
og selvrealisation på et dybere kunstnerisk plan, end det nu ville blive muligt?
Sønnen Niels citerer fra en dagbog, Kristen førte som 13-14-årig, mens
han var på efterskole i Hejls ved Kolding. Han gik i de år ivrigt op i gymnastik, bl.a. vandt han 1.
præmie ved en konkurrence i den lokale skyttekreds dernede. På denne baggrund skriver han: "Hvis jeg
nogensinde skal have en livsgerning af nogen betydning, så bliver det på gymnastikkens område,
og gid jeg kunne blive det kære, gamle Danmark til nytte". - Han mener også, at når danskerne
lægger sig tilstrækkeligt efter gymnastik, skal de nok kunne forsvare deres lille land mod voldsmagter
- "thi Ejderen er Danmarks rette grænse, og den skal engang blive det igen!"
Som det ses, blev gymnastikken ikke dyrket bare for sundhedens skyld, men også som en mandig idræt
til fremme af forsvarsviljen. Kristens ord er som talt ud af stemning og holdning i lærer Hansens
skytteforening ovre ved Sir Lyngbjerg, og muligvis har han også været med dér: som
12-årig var han en sommer "ude at tjene", hos faderens fætter Mads B.Bjerre i Store Bjerre. - En dag
indtraf et mindre uheld, idet en hest sparkede ham på højre knæ. Det blev der ikke lagt
særligt mærke til; efter et par dage fortog smerten sig, og alt syntes i orden. Men efter nogle
års forløb brød det op igen.
Det var dog ikke derfor, han valgte kunsten i stedet for gymnastikken. Valget var truffet, og faderen,
der selv var uddannet som tømrer, havde indvilget; dog på den betingelse at Kristen tog den grundige
uddannelse med mesterlære i faget. Så var der noget at falde tilbage på, hvis talentet ikke
kunne bære. Men efter ganske kort tid i malerlære fik Kristen ulidelige smerter i knæet. Det var
den gamle skade, der meldte sig; han måtte opereres - og fik et stift knæ for resten af livet, et
virkelig hårdt slag for ham. Noget godt førte den korte læretid dog med sig: det var her, han
mødte Petrine!
Et portræt af barndomshjemmet
|
|
Al travlhed med kroen og hans egen lille familie til trods var Kristen først i 1890erne utrolig trofast
overfor sit hjem. I 1893 malede han det fine interiør "Stuen i Kviesgård" (gengivet i afsnittet
"familie- og erhvervsudvidelser", dette kapitel) med sine tre søstre Marie, Mariane og den 18-årige Sidsel, samt fætteren Niels Bjerre. De tre piger er smukt skildret i hver sin
stemning, hver sin holdning til situationen: fætterens visit. Unge Sidsel, der lige har rettet på den
kæmpestore kala på salonbordet, ser venlig og lidt nyfigen ud; den 25-årige Mariane iagttager,
mens hun stående passer sin strikkestrømpe og samtidig er parat til at holde øje med et eller
andet udenfor vinduet. Med sin rolige, statuariske holdning giver hun indtryk af at kunne blive en rigtig god og
dygtig husmor, og ved billedets færdiggørelse i 93 var hun også gået ind i rollen. Marie
og Niels ved det nærmeste vindue, som kun anes gennem det lys, der falder ind over dem, danner en
interessant gruppe. Hun ser ikke på ham; måske lytter hun, måske er hun langt borte? Har Kristen
mon haft et bestemt billede af Edvard Munch i tankerne? Hans søster Marie har tydelige lighedspunkter med
flere af Munchs unge kvindeskikkelser fra de tidlige år.
Det var dog ikke blot kærligheden til søstrene og det gode motiv, deres unge skikkelser
frembød, der inspirerede ham. Kristen ønskede sikkert også med dette billede at give et
sandfærdigt portræt af sit smukke barndomshjem, mens den store børnefloks blomst, de tre
søstre, endnu var hjemme. Den håndsnilde Niels Kviesgård havde bygget nyt stuehus til sin
gård, og ifølge den yngste søn, Niels Peter, rejste forældrene bagefter til
København i 8 dage for at købe standsmæssige møbler: en hel vognladning ankom til den
nærmeste jern bane station.
Det er ikke en lavloftet bondestue, men en elegant salon, vi føres ind i, højloftet og rummelig,
med store vinduer, der lader det klare lys vælde ind, kun ganske svagt sløret af de hvide
blondegardiner. Alt er moderne, ikke mindst det fint dekorerede loft med bort og vedbend-vignet i hjørnet,
og den omløbende dekorative bort med bladmønster, på overgangen mellem væg og
hulkél. Det stærke genskin fra gulvet
tyder på fernisering, hvidskuret har nok været for gammeldags for den ærekære husmor. De
to af søstrene er i mørke kjoler med hvidt eftermiddagsforklæde, mens Marie ved vinduet er
klædt i en stramtsiddende, elegant "bykjole". Fra bagvæggen, sammen med Marianes forklæde er det
stuens lyseste parti, ser Grundtvig
ned på det smukke resultat af bøndernes økonomiske og sociale frigørelsesproces. - Mon
han var tilfreds?
2 år senere malede Kristen det store familiebillede: "Dagligstuen i Kviesgård; Bertel kommer hjem fra
Argentina" - med ikke færre end 15 af den store families medlemmer, deriblandt ham selv med kone og lille
søn. (Gengivet i Stamtavle 78, s. 96). Det er igen en kærlighedserklæring til hjemmet, dog ikke
nær så overbevisende i personskildringen. Atter spiller søsteren Sidsel en vigtig rolle: i den
mørke bagvæg står døren åben ind til et solfyldt rum, hvorfra lyset reflekteres i
dagligstuens blanke fernisgulv. Her står Sidsel, set i halvprofil bagfra; i højre hånd
bærer hun en kaffebakke med en blank kaffekande, mens alt dagslys samler sig om hendes smukke, ranke
skikkelse.
For kvinden hun er livet i huset
|
|
Sådan lyder omkvædet i en af Grundtvigs bibelhistoriske sange for børn,
og sådan lød også omkvædet fra mange af gæsterne på Bov bjerg: Petrine var
livet i huset. Ikke alene forstod hun at lave god mad og med venlig myndighed holde 10 medhjælpere i
arbejde, så alt det praktiske kunne fungere, men hun havde - hvor utroligt det end lyder - også
stunder til at tale med gæsterne. Det benyttede mange sig af i årenes løb, og hun kom derved
til at spille samme rolle som senere tiders bartendere: hun lyttede, det som mennesker i vanskeligheder
trænger allermest til. Et af hendes mere berømte "skriftebørn" var digteren Viggo
Stuckenberg, der kom til Bov bjerg, da hans kone havde forladt ham. Petrine lyttede; i andre
stunder malede Kristen ham, og billedet kom senere til Frederiksborg Museets portrætsamling.
|
Køkkenet i badehotellet. 1916.
|
I 1916 malede Kristen sin kone i hotellets køkken sammen med to unge kvinder. Petrine, der står til
venstre i billedet med en grydeske i hånden, som var den en dirigentstok, har lige sagt et eller andet, som
den unge kvinde til højre besvarer; hendes mund er let åbnet, hun smiler imens, og dette smil
modsvares af Petrines milde ansigts udtryk. Et langt, hvidskuret køkkenbord, stærkt belyst af den
indfaldende sol, fører tilskueren ind i billedet, hvor den tredje kvinde står og tapper øl.
Selvom hun ses fra siden, viser hele hendes holdning, at hun er med i samtalen, og at den er positiv. Jo, Petrine
var livet i huset; og hun står da også lige midt i solstriben, så ingen kan være i tvivl.
Over døren er der et maleri - hvorfor ikke også i køkkenet, når Kristen malede så
mange!
Netop i 1916 kunne Kristen og Petrine fejre 25 års-jubilæum som værtspar, og et pusterum
føltes tiltrængt. Det blev til, at de fra 1917 bortforpagtede hotellet for fem år; for Kristens
vedkommende har det nok vejet tungt, at skulle han nå at realisere et større malerisk projekt, skulle
det være nu. Han manglede hverken energi eller idéer, og allerede i 1917-18 fik han malet "Udflugt.
Den jyske bevægelse". (Gengivet s. 157). Som Niels Bjerre med sit Bønnemøde malede sig ind i
den danske kunsthistorie, satte Kristen sig et lille monument med "Den jyske bevægelse", omend billedet
måske er mere kendt i en litteraturhistorisk sammenhæng.
Som det fremgår af hans lange brev til Jeppe Aakjær fra maj 1919,
fik han lyst til at forsøge sig med endnu et monumentalt kunstnerbillede. Ikke så underligt, for han
kendte dem jo personligt; nok havde opgaverne som hotelejer betydet hindringer for hans fulde kunstneriske
udfoldelse, men på den anden side havde den også givet bekendtskab med en mængde kunstnere, som
han ellers aldrig ville have lært at kende. - Desværre blev det ved planen, og bortset fra de
eventuelle praktiske hindringer for gennemførelsen har det nok været ret afgørende, at
"kunstnerorloven" blev afsluttet førend beregnet. I 1920 tog Kristen og Petrine igen seletøjet
på; de kunne ikke se til, mens deres livsværk forfaldt.
Trods alt blev det i årenes løb til en stor produktion - og mange udstillinger, med vekslende
succes. Hvad der ikke blev solgt, kom op på væggene derhjemme, der var god plads; efterhånden
blev Bovbjerg Bade hotel et helt billedgalleri, en af Vestjyllands anerkendte seværdigheder. Havde man ikke
held med vejret på sin Vesterhavstur, var der altid glæden ved at bese kroejerens kunstværker.
Kristen fik ikke mange officielle opgaver, men det blev dog til dekorationer i Ferring og Flynder
kirker. I den sidste gjaldt det de 12 apostle, og dem kom der til at stå megen gny af. Ikke
alene var man ikke tilfreds med, at kromanden skulle male, men det var heller ikke alle modellerne, der kunne
finde nåde for de troendes dom. Dog - apostlene kom på plads.
I sommeren 1928 havde malerfætter Niels endnu en maler med, nemlig den langt yngre Jens
Søndergård; han blev så begejstret for Bovbjerg, at han et par år efter
erhvervede sig et skur, der med tilbygninger er blevet til det nuværende museum for ham.
Kristen Bjerre og Jens Søndergaard var dybt forskellige, både i temperament og malerisk udtryksform.
En - vistnok sandfærdig - anek dote beretter, at en kollegial snak om maleriske problemer engang udviklede
sig til en meget højrøstet diskussion, som dog stoppede brat, da Kristen med en let rynken på
næsen spurgte: "Hvad er det egentlig, du vil med dine billeder?" - I første omgang blev
Søndergaard ham svar skyldig. Han malede jo, fordi han ikke kunne lade være, var det ikke grund nok!
Fnysende og træskotrampende forlod han køkkenet og gik hjem. Men kort efter blev
køkkendøren revet op, Søndergård stak hovedet ind og råbte: Jeg vil farvens kraft
ad helvede til!
De var ikke alene to forskellige naturer, men tilhørte også to generationer, to verdener:
naturalisten Kristen med den grundige aka demi uddannelse, Søndergaard autodidakt, og dertil ekspressionist
om en hals.
I 1936 overlod Kristen og Petrine virksomheden til sønnen Kristian. Da var de 67; nu skulle Petrine nyde
friheden efter de mange år i hotellets køkken - og Kristen skulle selvfølgelig male.
Desværre blev det ikke noget langt otium for nogen af dem. Petrine døde i 1939, og Kristen, der
fortsatte med at male, så længe helbredet tillod, i 1943.
|
Bovbjerg Klint. 1919.
|
Til spørgsmålet om inspirationen til valg af livsbane svarede Niels Bjerre i sin tid: "Jeg
havde aldrig set et maleri og vidste ikke, hvad det var at være maler..." - Efter Kristens tid kunne ingen i
slægten sige sådan, for alle havde været i Bovbjerg. Det er nærliggende at tro, at
når der er så mange glade og dygtige amatører i slægten, så har Kristen og hans
vidtfavnende ophængning i hotellets rum en god andel af æren herfor - hos ham fik man øjnene op
for billedets budskab.
kunstens tjenerinde
Agnete Bjerres farfar var Mads B. Bjerre i Store Bjerre, hendes far var Bertel Bjerre, gårdejer i Guldager ved Vrå.
Han var en mand med vidtspændende interesser og fik derfor også mange offentlige hverv, bl.a. var han
formand for "Kirkeligt Samfund" i Hjørring, samt medlem af samme forenings landsstyrelse.
I det gode hjem var der ikke megen kunstforståelse; men der var en stærk opdragelse til sandhed, og
hendes far havde en mærkelig intuition for, at det var i maleriet og farverne, hendes evner lå.
Om aftenen under højtlæsningen havde han 4 spidsede blyanter i lommen for ikke at spilde tid med at
spidse; ligeledes var farver og papir altid parat til Agnete.
19 år gammel opsøgte hun Svend
Engelund. Uden hans støtte og opmuntring var hun aldrig blevet maler. "Jeg ved, jeg har en
udygtig hånd - men som kunstner er det ingen hindring - tværtimod, så skal den overvindes",
skriver Agnete Bjerre.
På Kunstakademiet i København var Vilhelm
Lundstrøm hendes første læremester. I 1951 blev hun gift med maleren Frede
Christoffersen, der fik stor betydning for både hendes menneskelige og kunstneriske
udvikling.
Agnete Bjerre udstiller på Vråudstillingen, på Kunstnernes Efter årsudstilling, på
Kammeraternes Udstilling og på Den Frie Udstilling. Hun har modtaget forskellige legater, også fra
Statens Kunstfond; fra 1988 den livsvarige ydelse.
Hendes maler-mand Frede Christoffersen skrev i et udstillingskatalog
om Agnete, her i uddrag:
"Som kunstner er hun naturalist. I virkeligheden er begreber som naturalisme, konkretisme,
expressionisme o.s.v. kunstige båse, tit mere vildledende end vejledende.
Når et billede lykkes, er det en heldig kombination af talent og arbejde.
Måske kan disse dybsindigheder koges ned til Johannes
Larsens ord:
Der er to slags billeder: De gode og lortet.
Måske er kunst blot, hvad det ene menneske betror det andet - via et materiale?
Hvad der ikke kan udtrykkes verbalt, kan måske siges i musik eller dans - i tegning eller i maleri.
Hun vedkender sig sin nordjyske barndom - kan også bedst male i Vendsyssels klare lys; hendes
barndoms-miljø har præget hende i højere grad end senere møder med andre kunstnere.
Ligefrem beretter hun om mennesker - tit om de fortrykte, som livet har handlet hårdt med: de ensomme, de
bøjede, de syge - det er de interessante uinteressante.
Hendes forståelse for farver og lys er instinktiv - hun har kun malet, når det var nødvendigt
for hende - derfor er hun hverken andres eller sin egen epigon.
Det glatte, det pæne, det pyntede - er ikke hendes sag. I hendes billeder kan der være en barsk uro -
men også lyrik eller idyl.
