Hvor står vi nu

Bondegården som legeplads og nutidens dag institutioner

Og sådan gik det til.. Barnets verden var og er stadig spændende at udforske og udfordre. Jeg husker det, som var det i går, hvordan "kroppen voksede", når vi som børn balancerede henover bjælkerne højt oppe i laden før høsten og sidenhen lod os svæve og flyve ned med et tykt, langt tov. - Det var ikke noget at være bange for, vi var dygtige "akrobater" - og vores mor så det ikke!

Ovenstående udfordring og spænding ligger nutidens børn ligeså meget på sinde. Grænserne for, hvad jeg kan og ikke kan, skal helst afprøves på en eller anden måde. Jeg kan flyve - jeg kan svæve - jeg er Batman - jeg kan klare det - jeg kan! Barnets ansigt stråler af styrke og selvtillid.

Hvordan har nutidsbarnet det i sin fritid? De fleste befinder sig ude i vore institutioner. Hvilke muligheder har vi der for at håndtere barnets trivsel og hele udvikling bedst muligt?

Vi ved, at i institutionerne er pladsen trang: for mange børn - for lidt ro - for mange afbrydelser osv. Bliver pædagogen en slags politibetjent mere end en vejleder, som har tid og ro til at gå ind i børnenes univers via legen? Er det kun "kompensatorisk" alt det, pædagogen gør, eller bliver pædagogen barnets første møde med en voksen, en ikke -forældre, som er til rådighed?

Er pædagogen den, som kan og tør gå ind på barnets præmisser og, som det jo i virkeligheden drejer sig om: hjælpe det til at lære at forvalte sit eget liv?

Som et ekko kommer det, når vi søskende vadede rundt i dammen bagved gården. Mudderet føltes så rart, når det stemmede sig op mellem tæerne. Vi havde også udhulede træstammer, som blev sendt på langfart på "det klukkende spejl" fuld af solringe. - Det var fordybelse, fantaseren, uden grænser, bare sanse. Sådan kunne børn, søskende, have det i 50'ernes bondesamfund.

Samtidigt havde de arbejdsopgaver, sammen med forældrene havde de ansvar for at få arbejdet gjort.

I mit daglige arbejde i en skolefritidsordning ønsker jeg at kunne bibringe og "tilføre" børnene nogle af de oplevelser og kvaliteter, der kan lære dem værdien af at være sammen med andre mennesker. Mit bedste bud lyder: Teatret - Teatret - Teatret i leg og alvor. - Skuespillet handler næsten altid om det gode og det onde, gys og latter.

Her mødes vi - alle voksne og børn - i ét stort fællesskab, om en idé vi har. Noget vi vil vise overfor os selv, noget vi vil vise andre (publikum). Vi vokser, vi kæmper med os selv - med de andre. Vi overskrider egne grænser - vi tør stå frem. Vi bliver ikke til at vælte, om det så er i leg eller i virkeligheden. - Det handler om at mestre sit liv! Ligesom på bjælkerne højt oppe i laden i min barndom.

Birgit Risum-Bjerre, f.1948 , pædagog

Man skal lære så længe man lever!

Af Bent Bjerre

Man skal lære så længe man lever! sagde mine forældres generation, når de hørte en usædvanlig historie, og de kunne også have sagt, at "man skal høre meget før ørerne falder af!" Det første er blevet mere sandt i de sidste år, hvor det er populært at hævde, at man skal lære hele livet.

Naturligvis lærte jeg meget nyt i skolen og i gymnasiet. I 1944, da jeg var 15 år, lærte jeg våbenbrug og forskellige fiduser ved undergrundsvirksomhed, for jeg var blevet et lille medlem af modstandsbevægelsen. I dag er det ikke imponerende, for nu har vi i TV set 12 - 14 års drenge optræde med maskinpistoler som rigtige soldater, men dengang var det vist lidt ud over det almindelige.

Handelshøjskolen i København lærte mig "alt" om økonomi, både nationalt og virksomhedsmæssigt, og mit første job som prokurist i et kartoffeleksportfirma lærte mig, hvordan man internationalt opbygger en tillid mellem firmaer og mennesker.

I de følgende år som regnskabs- og økonomichef lærte jeg at navigere i handels- og industrivirksomheder i forskellige brancher og under forskellige vilkår. De sidste år i erhvervslivet havde jeg ansvar for en samling foreningers og fondes kapitaler, så der måtte jeg igen til at lære nyt, nemlig lære styring af værdipapirer og likviditet. Det er en jungle, hvis man lader sig rive med, men almindelig jordfræsende snusfornuft kan spare en for de værste fejltagelser.

Midt i dette blev jeg gennem Lions Club frivillig og ubetalt nattevagt på Himmelekspressen, der er sidste station for sprittere, som har været gennem hele det sociale net flere gange, og som bare vil have lov til at være i fred - og dø af druk. Jeg lærte en gruppe mennesker at kende, som jeg ikke tidligere havde haft kontakt med. Til min forbavselse var de ikke voldelige, hverken overfor mig eller de andre "gutter", men hjælpsomme overfor hinanden. En del af opgaven bestod naturligvis i at have tid til en sludder i vagtlokalet om deres fremtidsplaner. Ønskedrømme, som var glemt næste dag - men søde var de!

Dansk Industri (DI) har en ufravigelig pensionsalder på 65 år, og så opdagede jeg, at der var et helt område af livet, som jeg aldrig havde beskæftiget mig med - nemlig HUMANIORA!

Jeg begyndte derfor at studere på Roskilde Universitets Center (RUC) på det, som hedder HUM BAS ÅBEN, hvor man får indføringen i Videnskabsfilosofi, Litterær Tekstanalyse, Historie og Pædagogik/ Psykologi/Sociologi.

Mine medstuderende er i alle aldersklasser, men typisk fra 35 til 50 år. Alle har en erhvervsuddannelse og erhvervserfaring. Det vil sige, at de alle møder med erfaring fra "livet", og derfor kan give - for mig og de andre - indsigt i synspunkter, som er gangbare i meget forskellige dele af det danske samfund. Dette studium kan stærkt anbefales, især for alle former for "fagidioter".

Jo, mine forældre havde ret: Man skal lære så længe man lever!

Bent Bjerre, f.1929

tidl.økonomichef, studerende, RUC

PS: Det ser ud til at mine børn har arvet indstillingen, og at vore svigerbørn er født med den.

Udbytte af højskoleophold i 90'erne

Af Lene Madsen

Det er så let at give op og lade alt stå til,
men det er ikke livet og ikke, hvad vi vil.
Vi har en styrke i os selv
- en kraft at tære på:
vi tror, at det kan nytte
- og livet skal bestå.

Fra sang forfattet af Knud Holst til indvielsen af Nordjyllands Idrætshøjskole den 17. oktober 1986.

Udbytte og oplevelser. Utrolig mange oplevelser er noget af det, jeg har med mig efter et 9 måneders ophold på Nordjyllands Idrætshøjskole i 1991-92.

Oplevelsen af fællesskab. Det gør et stort indtryk at møde så mange typer af unge med forskellig baggrund og fra vidt forskellige egne af landet. Venskaber knyttes. Åbenhed, tillid og gensidig respekt er nødvendig. Hvert menneske har sin egen historie, der har været med til at forme hans/hendes personlighed. Fællesskabet opnår sin styrke i respekten for forskellighederne.

At leve i et så trygt, nærværende og intenst miljø i 9 måneder lægger op til et selvstudium "kend dig selv". Man finder frem til nye og måske skjulte sider af sig selv. Der er tid og plads til at lære sig selv at kende. Gennem handlinger og oplevelser opnår man erfaring, og personligheden udvikles.

Jeg mener, at højskolens atmosfære og ånd er med til at åbne folks øjne for, hvor stor betydning ens medmennesker har for ens liv. Samtidig med denne udvikling skal man smide masken og vise, hvad man egentlig består af. Dette er en del af det fundament, som man bygger videre på resten af livet.

Hertil kommer, at jeg har lært meget som leder inden for forskellige idrætsgrene. Noget, jeg kan få god anvendelse for i mit arbejde.

Højskoletiden har for mig så absolut været en af de bedste oplevelser i mit liv.

Et højskoleophold - en oplevelse for livet.

Lene Madsen, f. 1971

højskoleelev 91-92, fysioterapeut

Et glimt af livet i Ollerup

Af Asger Bent Bjerre

Jeg havde udtrykkeligt sagt nej tak. Det var for anstrengende og tidkrævende. Men nabokonen Karoline kikkede på mig med et misfornøjet og dog særdeles afklaret blik. Det kom prompte: "Sikke dog noget pjat, Asger. Vi spør naboerne, om de vil være med, og så smøger vi ærmerne op og går igang. Vi får det sikkert også sjovt med det. Det plejer vi da!"

Samtalen drejede sig om fjernelsen af 20 stk. syge elmetræer i præstegårdshaven. Ca. 150 rummeter.

Fredag eftermiddag var det hurtigt hjem fra arbejde og skole og på med arbejdstøjet. Ved halvtretiden snurrede fire skarpslebne motorsave, to brændekløvere og en Ferguson med tipvogn. Én dukker op med hjemmebag, kaffe og cola. Især colaen skylles ned i en fart. For børnene er endnu mere tændte end de voksne. De skal helst nå at ha læsset et læs brænde med top på, fem rummeter, inden det bliver mørkt. Og så skal det jo også lige køres hjem til et af husene og tippes af. De to, som har lovet at lave aftensmad i dag, de må tage afsted nu.

Sammen ser de rundt og tæller: seks børn og elleve voksne. Et par af de mindre børn har opgivet at læsse nu. Der er for højt op. Nu hjælper de deres mødre med at bære til henne ved brændekløverne. Det første læs ruller af sted. Én henter en ramme øl og vand i sin bil. Vi nyder aftenskumringen og det milde vintervejr.

Det er fyraften. Det har været en rigtig god dag, og efter et hurtigt brusebad derhjemme mødes vi alle igen omkring aftensmaden hos smedens.

Tre uger senere er der pænt ryddet i haven. Hver familie har fået 25 rummeter. Alle er glade og velfornøjede. Vi fejrede det med en brandgo brændehøstfest. - Var det ikke "Den Gamle", som sagde, at: "Åndens virke er håndens værk".

Asger Bent Bjerre, f.1946

Sognepræst i Ollerup, medl. Egebjerg Byråd

Florence er ikke død - er kaldet?

Af Jytte Petersen

Er kald og profession helt uforligelige størrelser?

Et kald er forbundet med, at man bliver kaldet til noget, dvs. mennesket oplever, at der er opgaver og idealer i livet, som er vigtige at udføre.

Kaldet er forbundet med at gøre sin pligt - men over for hvem? Gud, medmennesket, patienten eller autoriteterne?

Kaldet er en beskæftigelse, et fag og et (gejstligt) erhverv. Det forbindes med uegennytte, ydmyghed og ulønnethed - i bedste fald en lille løn. Kaldet anses ofte for at være i modsætning til det at være en profession, der kræver sin løn på linie med andre fag.

En profession har en faglig kompetence og et selvstændigt fagområde, samfundet anerkender at have brug for indsatsen, der er en fagetik, og - det at være en profession forbindes med en vis egeninteresse i at forbedre status og løn.

Det ser da ikke ud til, at kald og profession er helt uforligelige størrelser.

Men hvad er det for billeder, vi danner os af hinanden? "Damen med lampen" mellem de syge og sårede i Krim-krigen tegner et billede af en blid og ydmyg kvinde med mere hånd og hjerte end hjerne. Men hvem har skabt dette billede af sygeplejen, hvor kaldet bruges til at undertrykke faglig udvikling, selvstændighed og løn? Hvem har skabt dette billede af stammoderen til moderne sygepleje?

Florence som menneske og som fagperson er i hvert fald ikke identisk med dette billede. - Den virkelige Florence følte sig religiøst kaldet til at tage sig af de syge og de fattige. Hun mente, at det afgørende for at blive helbredt og for at bevare sin sundhed var, at miljøforholdene blev lagt til rette på en sådan måde, så menneskets egen helbredelseskraft fik de bedste betingelser for at virke. Frisk luft, lys, hvile og renlighed var de midler, der skulle virke - også blandt Krim-krigens sårede og syge soldater. Før hun kom til, døde flere på lazarettet end på slagmarken.

Gennem videnskabeligt arbejde på det statistiske felt fik hun senere gennemført sundhedsreformer i hæren, i hospitaler, i arbejdsanstalter m.v. - og fik overbevisende resultater i form af nedsat sygelighed og dødelighed.

Hun oprettede den første professionelle sygeplejeskole. Viden og færdigheder skulle udvikles, for at sygeplejens indsats kunne give resultater. Hun arbejdede som en moderne lobbyist, der via højt placerede venner og forbindelser skaffede sig politisk indflydelse på samfundsforhold. Florence Nightingale var klar over, at sundhed først og fremmest handler om sociale forhold.

Det var ikke den blide og ydmyge kvinde, der fik disse resultater igennem. Det var den fagligt professionelle, det var organisatoren og forskeren, samt den økologisk og politisk bevidste kvinde, der arbejdede til sin død i 1910.

Kald og profession er ikke uforligelige størrelser. At arbejde såvel person- som samfundsrettet er heller ikke nyt. Hvis kaldet kan forstås som det at være professionelt forpligtet i forhold til sundheds- og sygdomsforhold hos såvel den enkelte som i forhold til samfundsforhold, så er hverken Florence eller kaldet død - selvom efterlevelsen af idealerne i nutiden og i praksis kræver fortsat næring.

Jytte Petersen, f.1938
Sundhedsplejerske, afdelingslærer
Danmarks Sygeplejerske Højskole, Århus

Traktorkræfter til landbruget

Af Anker Bjerre

Jeg har taget en landbrugsuddannelse og også prøvet at pløje med heste. Men i dag har jeg ingen andre dyr end en hund. Min tilværelse er i stedet blevet at være landbrugets forlængede arm. At levere hestekræfter i form af traktorer.

Min forretning ligger i Mejrup uden for Holstebro. Her har jeg i dag 26 medarbejdere. 1997 var vort hidtil bedste år.

Selv om der ind imellem har været kriseår for landbruget, så har vi hidtil aldrig haft et år med underskud. Der skal være orden på økonomien, men ellers er det nu ikke pengene, der optager mig. Overskud investerer vi i firmaet. Mit formål med at drive virksomhed er først og fremmest at skabe en glad arbejdsplads. Glæde blandt både medarbejdere og kunder.

Vi prøver faktisk at opdrage nyansatte til at sprede godt humør. Hos os skal der ikke være sure miner.

Opvækst

Jeg er født i 1946 og opvokset i et bondehjem. Mine forældre er Dagny og Folmer Bjerre, Kvistbovej i Mejrup.

Efter 7. klasse arbejdede jeg på gårde og tog en landbrugsuddannelse på Bygholm Landbrugsskole. Undervejs var jeg også på Salling Ungdomsskole og Uldum Højskole.

I 1968 forlod jeg det aktive landbrugsliv og begyndte som mekanikerlærling. Jeg blev gift med Else, og vi har fået to drenge - Rasmus og Jeppe. Vi byggede hus i Mejrup i 1970, og fem år senere opførte jeg et lille værksted. I begyndelsen arbejdede jeg med personbiler, men det har jeg helt droppet i dag. Det oprindelige værksted danner i dag stadig ramme om virksomheden.

Vi har forhandling af landbrugs- og entrepenørmaskiner fra den kæmpemæssige koncern New Holland, der blandt andet omfatter Ford- og Fiat-traktorer. Vi bestræber os på at have en meget moderne maskinforretning, hvor den ny teknologi er velkommen. Det betyder, at medarbejderne er på mange kurser, sådan at de kan servicere og reparere det nyeste udstyr.

Flere gange om året rejser jeg selv til udstillinger og besøger fabrikker rundt om i verden. Vi er nødt til at følge med i den nyeste udvikling, hvis vi på den bedste måde skal levere traktorer og andre maskiner til de vestjyske landmænd.

Selv om der er travlt i firmaet, så svigter jeg nødigt mine sportsaktiviteter. Fire gange om ugen er jeg af sted. Badminton, svømning, gymnastik og folkedans.

Landbrugsdebatten

Som leverandør lever jeg selvfølgelig med i landbrugets vilkår. Debatten om sprøjtegifte, gødning og dyrenes velfærd har været urimelig hård. Det er en hetz, der drives mod landbruget. Jeg er ikke det mindste i tvivl om, at dyrene på de danske gårde har det godt.

Men på længere sigt vil debatten ikke skade landbruget. Tværtimod vil den holde erhvervet til ilden. Få landmændene til at finde nye veje. Dermed vil de komme foran udlandet og opnå en konkurrencefordel. Akkurat på samme måde som oliekrisen pressede vi danskere til at blive mere energibevidste.

Det er fantastisk at se tilbage på den udvikling, som landbruget har gennemgået i min levetid. Selvbindere og tærskeværk har jeg også oplevet. Hele tiden har landbruget været med til at trække det danske samfund fremad, og vi håber, at vi i mange år fremover kan fortsætte med at levere traktorkræfterne.

Anker Bjerre, f.1946
Traktorforhandler, Holstebro

En verden for 167.000 tomatplanter

Af Mogens Bjerre

Drivbænke var endnu for 40-50 år siden en god forretning. Et gartneri kunne have f.eks. 1100 af slagsen (min fars gartneri), idet det gav en produktion af tidlige grøntsager og meloner, men det betød også en masse arbejde. Udviklingen gik i retning af drivhuse og stadig flere drivhuse og mere specialiseret produktion.

Vi begyndte i Varpelev i 1969 med 2350 m2 drivhus. Siden da har vi udvidet i flere omgange, så nu er der 68.000 m2 under glas. Det svarer til små 12 td.l. Den 1. december sås tomatfrø, og når tomatstænglerne ryddes i november, er de blevet ca. 11 m lange. Der udplantes hvert år 167.000 tomatplanter. - Foruden almindelige tomater dyrkes tillige Cherrytomater. Produktionen udgør 40% af alle Cherrytomater i Danmark.

Koncentrationen inden for erhvervet er udtalt. For ca. 15 år siden var der 80-100 tomatgartnerier, i dag er der ca. 20.

Tomatplanterne bestøves med humlebier. Der anvendes hovedsagelig biologisk bekæmpelse, dvs. at rov-mider bekæmper skadedyrene, altså "naturens egen måde". - Gartneriet fik i 1992 Miljøprisen fra SID Gartnernes Landsklub.

I dag har næsten alle gartnerier de nyeste tekniske hjælpemidler. Man kan sidde hjemme ved computeren og f.eks. se og styre automatikken i gartneriet. Opvarmningen er et kapitel for sig selv, idet forsyningssikkerheden skal være størst mulig. Varpelev Tomater kan stadig fyre med kul og med olie, men i dag kun som reserve.

Siden 1990 har opvarmningen været naturgas. I 1993 og i 96 startede vi mindre kraftvarmeværker, men i efteråret 97 tog vi et større anlæg i brug. I alt kan gartneriet forsyne ikke mindre end 6000 parcelhuse med strøm. 80% af varmen til tomaterne kommer således nu fra kraftvarmeværkerne. De 20% kommer fra almindelige gasfyr.

Der er investeret i moderne røgrensning. Den rene røggas indeholder selvfølgelig CO2, som herefter anvendes i tomatproduktionen.

Der er sket en stor udvikling i Danmark, men konkurrencen fra især Holland og Spanien er meget hård. I den forbindelse er det dog værd at bemærke, at en 4-årig undersøgelse fra Miljøstyrelsen viser, at der er 20 (tyve) gange flere pesticidrester på udenlandske tomater end på danske.

Dansk gartneri skal overleve på kvalitet. Og på forbrugernes interesse for at få rene og sunde varer.

Mogens Bjerre, f.1945
Varpelev Tomater, Stevns

Vinden vender

Af Asbjørn Bjerre

Alle ved fra det danske landskab, hvordan en stor moderne vindmølle ser ud i 1998. Derfor skal illustrationen til denne side være et billede af den vindmølle, jeg fik til min tre års fødselsdag af min bedstefar, Mads i Lomborg Kirkegård, slægtsbogen nr. 177. Vingerne havde tidligere afkølet motoren i min fars Ford fra 1924. Mølletårnet er af massivt træ. Bemærk den lille finesse med at hæve møllen ved at anbringe den på en malkeskammel. Allerede dengang må jeg have været klar over, hvor stor betydning det har for effekten, at vingerne kommer op i luftlag, hvor der virkelig er træk i vinden.

Men helt ærligt kan jeg kun huske den vindmølle på grund af billedet. Så den var ikke årsag til min senere interesse for vindenergi.

Den starter med den forståelse jeg som barn og ung hjemme på mine forældres landbrug fik for de økologiske sammenhænge i naturen. Det kaldte vi det ikke dengang, men det kan være lige meget.

Da jeg senere som højskolelærer underviste i økologi, energi og miljø og sådanne sager, var vi midt i 70-erne ude at se på de første vindmølleforsøg. I 1978 købte jeg en af de første af slagsen. Den var lavet af snedkermester Chr. Riisager fra Skærbæk ved Herning og blev sat op ved Juelsgård i Ferring hos mine forældre. Dér hentede den - og senere dens efterfølger - energi fra den friske vestenvind i mange år.

Min første mølle er nu opstillet på Elmuseet i Tange.

Stærkt er det gået. I dag producerer cirka 5000 vindmøller mere end 7 procent af elforbruget i Danmark. I år 2000 vil det være 10 procent og år 2030 er det forventningen, at 50 procent af vores elforbrug dækkes med vindenergi.

Samfundsøkonomisk og miljømæssigt er det på alle måder en rigtig god forretning for Danmark. Der spares valuta, og danske vindmøller giver danske arbejdspladser. Fabrikation og salg af vindmøller er nu et af vore allerstørste eksporterhverv. Forsyningssikkerheden bliver større med en mindre afhængighed af kul og olie. Der skal ikke brydes, transporteres og afbrændes kul. Og endelig - og det er stadig den vigtigste fordel - sparer vindmøllerne os for meget store mængder luftforurening.

Vindmøllerne står ude hele året. De rager op. De skal stå, hvor blæsten kan komme til. De kan ses i landskabet. Man skal derfor placere dem så hensynsfuldt som muligt. Men usynlige bliver de aldrig. Det er måske også umoralsk, hvis generne ved produktionen af den energi, vi ønsker at forbruge, altid skal være uden for vores synsvidde eller eksporteres til næste generation. Ved brug af vindens energi skal to miljøgener afvejes mod hinanden: Den synlige æstetiske påvirkning af landskabet i møllens levetid og den usynlige luftforurening, der påvirker miljøet på langt sigt.

Vindmøllefolket er naturligvis gået sammen i en forening. Danmarks Vindmølleforening - der de første år hed Danske Vindkraftværker - blev dannet allerede i 1978 for at løse de første mølleejeres fælles problemer i forhold til myndigheder, elselskaber og vindmølle producenter. I dag repræsenterer foreningen cirka 60.000 vindmølleejere og andre vindkraftinteresserede.

For mig har interessen for den miljøvenlige vedvarende energi været både en politisk aktivitet og et arbejde. Jeg har været med i foreningsarbejdet i alle årene, - de sidste cirka ti år har min arbejdstid været delt mellem undervisning på Herning Højskole og jobbet som organisationssekretær i Danmarks Vindmølleforening. To slags arbejde, der har meget mere med hinanden at gøre, end man måske umiddelbart skulle tro. Begge folkeligt igangsættende arbejde, hvor kontakten med mange aktive mennesker er en daglig fornøjelse.

Asbjørn Bjerre, f.1940
Højskolelærer, Herning Højskole
Organisationssekretær i Danmarks Vindmølleforening

Politik, samtale og det at hedde Bjerre

Af Kresten Bjerre

Jeg indrømmer at have fået den politiske bacille i blodet. Jeg har det lidt på samme måde som cirkushesten, der sparker utålmodigt, når den mærker lugten af savsmuld, - sådan tændes jeg af den politiske dagsorden. Jeg elsker en god, interessant og saglig, men også gerne en pågående og hård diskussion, hvor evnen til at argumentere for ens sag prøves af. Det er ikke det samme som ordkløveri, - for så forsvinder samtalen, demokratiets forudsætning, ud i den blå luft..

Vi har brug for en kritisk opposition. "Mistillid til magthaverne er demokratiets forudsætning", sagde Hørup. Det er så aktuelt som nogen sinde i et samfund, hvor det komplekse og en uhyrlig informationsmængde giver bureaukrater og teknokrater gode vilkår. Her er der brug for et vågent og kritisk øje, der til stadighed kan holde udkig og råbe vagt i gevær!

Hvad har det med Bjerre-slægten at gøre?

Ikke det fjerneste.. Og dog! Når jeg har været til møder rundt omkring i landet, så har jeg tit oplevet, at folk er kommet for at spørge, om jeg tilhører Bjerre-slægten, - altså de Bjerrer, der stammer fra Lemvig-Holstebro-egnen. Og jeg har svaret glad og en smule stolt, - at jo, jeg er en efterkommer af disse Bjerrer, som har huseret på den egn; og næsten hver gang har jeg fået en beretning om, at de har gået til præst hos en Bjerre, at de har været på højskole hos en Bjerre, - eller at de har været nabo til en gårdejer, der hed Bjerre. Og var der ikke noget med en maler Bjerre og en globetrotter osv. Jeg har hver gang haft på fornemmelsen, at det har været bekendtskaber, som havde betydet eller stadig betyder noget for folk.

Så er det godt at kunne svare, at: jo, han er min fætter, eller: han var min farbror, eller: hun er i familie til mig; ganske vist meget langt ude i en helt anden slægtslinje, men det siger man selvfølgelig ikke helt så højt.

Når folk sådan spørger på den måde om et slægtskab, så må det nødvendigvis betyde, at der har været og er en række mennesker ud af Bjerrerne, som har været eller er engageret i tidens spørgsmål. Det folkelige engagement og at være optaget af det, som rørte sig indenfor kirke, skole og samfundsforhold, tror jeg er en af de ting, som i virkeligheden har kendetegnet Bjerre-slægten..

Nu gælder det livslang uddannelse. Ebbe Kløvedal Reich har sagt det sådan for nylig: "Uddannelse er blot et afkast af oplysning og glemmes det, kommer der til at stå på gravstenen over det danske folk: De fik et folkestyre og en fri skole i arv, men de efterlod sig et hektisk marked fuldt af højtuddannede idioter og tabere.."

Vi er på vej mod årtusindskiftet og må nok have lov at spørge os selv, om der er nogen mening i længere at tilhøre en slægt, - ikke en familie, men netop en slægt, der rækker så langt tilbage, at vi nu kan fejre 100-året for det første slægtsstævne.

Så er det, jeg må vende tilbage til min egen lille familie. Vi sad bænket omkring aftensbordet, og jeg sagde, at nu måtte jeg se at få skrevet den her artikel til den her bog, - og at vi jo skulle til slægtsstævne til sommer. Så siger min dreng på 11 år: "Skulle det da være noget særligt at hedde Bjerre til efternavn?" - "Det tror de ihvertfald selv!" - lød svaret straks fra min kære kone.

Og hvad svarer man så: Nej, det er ikke i sig selv noget særligt at hedde Bjerre. Det giver ikke nogen særlig kvalifikation eller rettighed, - og da slet ikke adgang til arv, gods og guld eller en særlig position. Det er ikke det.

Men netop når det individuelle trænger sig på, når vi er så tæt på årtusindskiftet, hvor historiens hjul vil dreje en omgang, når internettet nedbryder enhver grænse for information, og når tidens rytme dunker stadig mere intenst, så er det en eftertanke værd, at tilhøre en slægt, der kan føre sine rødder tilbage, og som der dog - alle forskelligheder til trods - vist nok alligevel er nogle særlige kendetegn ved.

Det er en forpligtelse og en vedkendelse af den givne arv, som kan være underlig og fremmed at håndtere for os. Det er ikke sådan, vi er vant til at tænke. Det at tilhøre en slægt giver os, nej, tvinger os til at sætte os selv ind i en sammenhæng, hvor individet, det enkelte menneske, er en del af en lang kæde, der rækker bagud, og som på den måde giver os et godt afsæt til at møde det næste årtusinde.

Så helt tosset at hedde Bjerre, - nej, det er det vist ikke!

Også selv om det ikke er noget særligt!

Kresten Bjerre, f.1953
Direktør, Jels
Medlem af Sønderjyllands Amtsråd
Gift med Ingelise. Børn: Agnes, Helge og Thorleif.

Kultursammenstød - Kulturmøde

Af Rie Flint Bjerre

Jeg lever og arbejder i 2 verdener, i Mexico og i Danmark. Begge dele og samspillet mellem dem er en fornøjelse og en udfordring. I Mexico er jeg 1 af 21 medlemmer af et internationalt alternativt kulturelt og økologisk center. Jeg er gift med en mexicansk poet, dramatiker og skue spiller, Andrés King Cobos.

Vi underviser i en bred vifte af kulturelle emner og har de sidste år lagt megen vægt på økologi, i vores liv og som oplysning.

Vi modtager kunstnere, eksperter og andet godtfolk fra hele verden, udveksler viden og visioner og videregiver det i kurser, forestillinger og fester.

I Danmark underviser jeg i dansk for voksne udlændinge. Det er helt bogstaveligt et spændende foretagende. I begge verdener møder jeg mange mennesker fra forskellige kulturer. De har allesammen, også min ægtemand, deres forestillinger om, hvordan verden ser ud, og hvordan man skal opføre sig i den. Det er jeg ved at skrive en bog om.

10 år med et ben i hver lejr bliver nu til en samling muntre fortællinger om kulturmøder. Om situationer, som for mig har været svære, ja, somme tider modbydelige at gennemleve, men som har tvunget mig til at tage mine værdinormer op til revision.

Det har i sidste ende altid vist sig, at det netop er de sværeste møder og største udfordringer, der har lært mig mest, gjort livet rigere, morsommere - og bliver til de bedste historier!

At skrive denne bog er en herlig balancegang mellem at tage sig selv og ens baggrund meget alvorligt, og det fortjener ethvert menneske og enhver kultur, at man gør, og samtidigt: at give slip, at se sig selv udefra og grine højt. Og det er en befrielse.

Det er dog en svær balancegang, men nødvendig, tror jeg, hvis vi overhovedet skal overleve i en multikulturel verden. Jo mere globalt vi er nødt til at tænke og handle, f.eks. i økologiske spørgsmål og i forhold til andre folkeslag på både ude- og hjemmebane, jo vigtigere er det, at vi dyrker vores rødder og grøntsager, de nære relationer. Og os selv med al den respekt, kærlighed og fordomsfri humør, værket kræver.

Så kan vi møde verden på lignende vis, og med åbenhed have fornøjelse af den. Og verden kan måske, på sin side, have lidt fornøjelse af os.

På den baggrund synes jeg, det er ekstra spændende, at der nu kommer en bog om vor slægt. Jeg glæder mig til at læse den, og ser ingen modsætning i, at jeg ofte bor så langt borte, tværtimod.

Når jeg går op i bjergene for at se solen gå ned over vissengule majs marker, så nyder jeg den stunds fred endnu mere, fordi jeg ved, at min bedstemor og hendes mor før hende, altid ved solnedgangstide sad og nød udsigten fra vestgavlen ved Engsnap.

Rie Flint Bjerre, f.1950
Har i en halv snes år boet i kunstnerkollektiv i Mexico

Tre generationer skriver sammen

Af Rigmor Bjerre Christensen:

- Kirken, elskoven og Bjerre-slægten

En gammel lærerinde hjemme i Lomborg sagde engang: "Når jeg tænker på en Bjerre, tænker jeg på noget med kirken og noget med elskov."

Vi er vel ikke alle lige sværmeriske, men jeg husker hendes ord endnu så mange år efter, fordi jeg syntes, hun ramte rigtigt.

Min ældste søster, Birgitte, der også selv var lærerinde, og som jeg holdt meget af, blev irriteret over denne definition på en Bjerre. Kirken havde hun dyb respekt for, så det måtte være det med elskoven, hun fandt upassende. Men mon ikke hun lagde noget andet i begrebet, end det var tænkt?

Elskov er for mig noget drømmende, eventyrligt, spinkelt og sart som et edderkoppespind en sensommermorgen.

"Natten er svanger med elskov fin," som Drachmann skriver. Elskov er forelskelse. Elskov er som vævet ind i naturen, når den er givende skøn - en lys sommernat eller en vild forårsaften, hvor månen står rød og rund på østhimlen. Eller en diset, stille efterårsdag, hvor bladene stille falder - bare falder..

Nu er jeg gammel, og min tid kan snart være forbi. Jeg står i taknemmelighedsgæld til mange i slægten, der gik forud for mig. I denne forbindelse vil jeg nævne mine to fastre og min farbror Anker på Bornholm. Farbror sang så smukt:

"Du lyse nat, som på himlen står
i glans fra de evige tinder,
i krans du fletter fra år til år
skærsommers de lifligste minder."

Faster Marie Thybo, travl og virksom, sang for mig om "Den lille blå forglemmigej, der venligt hilser dig." Og kærlige faster Thea sang små, vemodige sange, som jeg også stadig husker strofer af.

Elskoven, poesien, naturen, kærligheden og sangene er for mig gået op i en større enhed, som jeg nødig ville have undværet. Men kirken er vores fundament, og til min efterslægt kan jeg ikke sige det bedre:

Lyt til naturen - lyt til kirken. Begge dele er vort arvegods. Kirkens budskab er kommet til os gennem ord og sang fra den del af slægten, der gik forud. Laust Bjerre, en bror til Markus på Venø, skrev engang:

"Jeg vandrer til kirke,
jeg vandrer til kros,
til kirke når klokkerne kalder.."

Gid vores slægt altid må følge kirkeklokkens kalden - lytte til dens klang:

"Gud, vi er i dine hænder
- dine hænder, gode Gud."

Rigmor Bjerre Christensen, f.1908
Hyldevang, Sengeløse

Bjerre-slægten - derfra min verden går

Af Vagn Bjerre Christensen

Det kan være svært for Bjerrer at forstå, at de - hvor utroligt det end lyder - kun er halvt Bjerrer. Halvdelen af vores gener hører faktisk andetsteds hjemme. Men med det forbehold forbinder jeg slægten med sindets åbenhed. Og det fører umiddelbart videre til kunsten og poesien, til et landskab i sindet og en drøm i blodet.

Da vi var børn hørte slægten og Vestjylland uløseligt sammen. Og Vestjylland blev det helt store eventyr. Her oplevede vi en natur, der var så helt anderledes end på det hjemlige Sjælland: Vesterhavet, Bovbjerg, heden, Limfjorden. Og over det hele en - på alle måder - høj luft. Grunden blev lagt i os med mors fortællinger om slægten og egnen. Nu blev drømmene til virkelighed, og vi så og oplevede en verden, der for altid brændte sig fast på nethinden.

Senere, som unge, kom Bjerre-festerne til at stå som lysende højdepunkter.

"Thi det var et minde fra sorgløse år - da sindet lå åbent og blodet frit, som havet og sommervejret." For nu løsrevet at citere Sofus Clausen. Vi drak øl med fætrene og dansede med pigerne, vi forelskede os og på hjemturen sang vi : "Sol og vind og kærlighed - livets herlighed."

Vi blev ældre og grænsepælene blev rykket længere ud end Vestjylland. Men vi blev aldrig trætte af at komme der. Og forholdet til slægten blev ikke blot den familie, man holdt af. Det blev til et fundament i ens tilværelse, en ro i sindet, en god viden om "slægt, der følger slægters spor". Jeg fik en tilværelse, der ustandseligt har bragt mig på farten til de sælsomste steder på jordkloden, og så er det godt at kunne sige: Dér har jeg rod, derfra min verden går.

Vagn Bjerre Christensen, f. 1934
Direktør, Travel Life, København

En god journalist er stærk og ydmyg

Af Nynne Bjerre Christensen

Jeg har to onkler, der er journalister. I hvert fald den ene har altid set plaget ud, når talen faldt på hans erhverv. Nu ved jeg hvorfor.

"Er du journalist," gyser folk, når de spørger til mit erhverv. Samtidig tager de sig til deres pengepung eller over vejer straks, om de har sagt noget specielt hemmeligt eller vigtigt, der kunne ses i avisen dagen efter. En journalist er nemlig én med læderjakke, smøg i den indbildske kæft og mindst to skud whisky indenfor vesten. Altid på jagt, altid tilpas upålidelig til at svine sin næstbedste ven til, for en god historie.

Sådan kunne det i hvert fald godt se ud.

Men helt så ubetænksomme er vi ikke. Jeg skal hele tiden bruge mig selv som vægtstang for, hvad der er rigtigt og forkert. Kan jeg tillade mig at skrive, at han ligner et svin? Eller at hun sælger gammelt skrammel? Eller at her lugter af lort, når det nu er virkeligheden for mig? En pudsig blanding af selvtillid (-hvad vil jeg selv læse?), improvisationstalent (-så må vi jo gøre noget andet..) og ydmyghed (-det er ikke mig, der er interessant!) overfor faget og de mennesker, man bruger. Det er ikke lige gyldigt, hvad jeg skriver - ikke fordi jeg er vigtig - men fordi mit medie har en magt, der er farlig. Den magt giver nogle hug.

Og netop fordi alle mine historier beror på mine personlige beslutninger, bliver man så sårbar overfor kritik. For fornærmede læsere og (endnu værre!) rasende kilder, der føler sig dårligt behandlet. Eller bare historier, der ikke blev som man havde tænkt eller lovet redaktionen.

For der er evaluering hver eneste dag, når læserne og redaktørerne og vennerne og fjenderne åbner avisen. Alle kan se, om det kører godt for dig, eller om du er en taber - og derfor går skråsikkerheden hånd i hånd med tvivlen.

Derfor bliver det så let, at tage læderjakken op til ørerne, ryste isklumperne lidt i sin Jack Daniels og sige med et overbærende og docerende smil: Jeg er journalist, og det er fandme et liv i palmernes skygge.

Gu' er det ej. Det er et ensomt liv med mig selv og mine valg og mit mavesår og min frustration og min moral, der hele tiden bliver sat spørgsmålstegn ved. Og det er hamrende svært at navigere sig uden om livets og fagets gylletanke. Og så kommer den stærke slægt på en sær måde ind i billedet. Den giver et fundament, der kan tåle mange tæsk.

Og når det går godt, når ens historie vælter ministeren, eller når man skriver en drømme-reportage? Så er livet så let som et lyserødt sommerhit på P3. Og så smiler selv min onkel lidt underfundigt.

Nynne Bjerre Christensen, f. 1975
journalistelev på Berlingske Tidende